x

Johnny Cash: Stædighedens mester

Johnny Cash: Stædighedens mester

Johnny: – Hvad vil du gøre ved mig, hvis du får fingrene i mig?

Rick: – Så vil jeg gerne sætte mig ned sammen med dig – bare med din guitar og en mikrofon – og så lade dig indspille alle de sange, du nogensinde har drømt om at indspille.

Johnny: – Det er det samme koncept, som jeg selv har benyttet for mange år siden: "Johnny Cash – late and alone", hvor jeg bare sad og sang mine yndlingssange.

Rick: – Ja, det er dét, jeg gerne vil høre.

Johnny: – Hvad får dig til at tro, at du kan sælge plader, hvis jeg gjorde det? Det er jo ikke ligefrem en særlig original idé. Det kunne jeg have gjort mange gange tidligere.

Rick: – Men det gjorde du ikke.

Johnny: – Det kan du have ret i. Lad os gøre det!

Sådan forløb samtalen, da Johnny Cash i 1992 første gang mødte Rick Rubin. Det var backstage på et spillested i en forstad til Los Angeles, hvor Johnnys mangeårige manager, Lou Robin, introducerede de to kommende samarbejdspartnere for hinanden. Rick var tydeligvis udmærket klar over, hvem Johnny var, men Johnny kendte ikke til Rick, der ellers havde etableret sig som anerkendt producer for navne som Slayer, Beastie Boys og Red Hot Chili Peppers.

Johnny var til at begynde med forundret over Ricks interesse og spurgte med et grin sin manager, hvorfor i alverden Rick ville mødes med ham. 80'erne havde ikke just været Johnnys bedste årti. Efter omtrent tredive år hos Columbia mistede selskabet interessen for ham, og efter Johnny indspillede "Chicken In Black" – en bevidst dårlig sang, der var ment som en parodi på ham selv – skiltes de to ad. Et nyt samarbejde med Mercury Records blev indledt i '87, men det varede kun fire år, og således var Johnny uden kontrakt, da han mødte Rick. Alt syntes at gå op i en højere enhed, og snart havde Johnny skrevet kontrakt med Ricks selskab, American Recordings.

Snart gik indspilningerne i gang, og i et sjældent interview givet i forbindelse med udgivelsen af den fjerde American-plade, "The Man Comes Around" (2002), som GAFFA har fået adgang til, fortæller Johnny om de allerførste indspilninger med Rick, som ville udmønte sig i det første album, der blot fik titlen "American Recordings", og som blev udgivet i 1994.

– Jeg kom i audiens hjemme hos Rick. Jeg sad i hans stue med hans hunde ved mine fødder. De fik lov til at lave al den larm, de ville, og nogle gange var vi nødt til at stoppe og starte forfra, fordi de kom styrtende gennem huset og gøede løs. Men det var sådan, vi lavede den første plade.

Som det ville blive karakteristisk for pladerne, var en del af sangene covernumre, og på den første finder man blandt andet sange af Tom Waits, Kris Kristofferson og Leonard Cohen. To af numrene på albummet, "Tennessee Stud" og "The Man Who Couldn't Cry", er optaget ved en koncert den 3. december 1993 på The Viper Room, den berømte klub på Los Angeles' Sunset Strip. Det var Ricks idé, at Johnny skulle spille koncerten – helt alene med sin guitar, præcis som hjemme i Ricks stue. Den aften fornemmede Johnny for første gang, at der for alvor var ved at ske noget nyt.

– Rygtet havde spredt sig om mig, og dén aften følte jeg virkelig, at jeg begyndte at have vind i sejlene. Det var virkelig rart at mærke, at jeg havde et publikum blandt unge mennesker. Blandt folk, som rent faktisk køber plader. At jeg ville kunne levere noget, som de kunne finde på at købe.

Musikvideoen til sangen "Delia's Gone" blev instrueret af Anton Corbijn og havde Kate Moss i hovedrollen, og den røg i rotation på MTV. Samtidig roste kritikerne Johnny for at have lavet sin bedste plade i et kvart århundrede, ligesom han også vandt en Grammy for bedste folk-album, og således blev han atter et relevant navn i musikbranchen.

I won't back down

Opfølgeren til American Recordings udkom i 1996 og fik titlen "Unchained". Her blev Johnny bakket op af blandt andre Tom Petty & The Heartbreakers og Flea fra Red Hot Chili Peppers. Således var den simple opsætning med blot Johnny og hans guitar blevet udvidet, men intimiteten og intensiteten af sangene var den samme, hvis ikke den ligefrem var blevet forstærket. Denne gang blev der indspillet sange af blandt andre Beck, Soundgarden og naturligvis førnævnte Tom Petty.

Det følgende år blev Johnny alvorligt syg, og efter en række fejldiagnoser fik han konstateret den sukkersyge, som endte med at tage hans liv seks år senere, den 12. september 2003 – blot fire måneder efter at hans livsledsager, sangerinden June Carter Cash, var gået bort. Sygdommen påvirkede stemningen på de kommende albums, men Johnny havde ikke ligefrem planer om blot at overgive sig – og meget karakteristisk er den første sang på det tredje album, "Solitary Man", således også Tom Pettys klassiker "I Won't Back Down".

– Mange sygdomme har jeg overvundet ved hjælp af ren og skær viljestyrke. Om jeg så ender på krykker eller i en kørestol, så tror jeg ikke, jeg vil lade det slå mig ud. Jeg er blevet fejldiagnosticeret tre gange, men jeg forsætter med at lave min musik, for sygdommen skal ikke styre mig, fortæller Johnny og fortsætter:

– Jeg har været i studiet, mens jeg har været så syg, at jeg knapt kunne synge, men jeg blev ved med at forsøge. Jeg kunne være blevet hjemme og have grædt i min øl eller i min mælk, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog i studiet og åbnede min mund og forsøgte at få noget ud. Og det viste sig, at der rent faktisk kom noget ud. Og de sange, der kom ud af det, har en brændende ild i sig, for der kommer styrke ud af at overvinde svagheden.

Af og til kunne en sang dog blive for svær at synge, men heller ikke dette stoppede Johnny.

– Jeg havde altid lommerne fulde af sange, for hvis jeg ikke lige kunne klare at synge en bestemt sang, så var der altid en anden sang, som jeg vidste, jeg kunne klare. Så stoppede jeg op og bad Rick om, at vi arbejdede på en anden, og det virkede altid.
Hele vejen gennem livet har Johnny haft en solid tro på Vorherre, og energien til at fortsætte indspilningerne på trods af sin sygdom tilskriver han således også Gud.

– Han var med mig. Gud berigede min sjæl med styrke til at forsætte. Det fik mig til at tro på mig selv – at jeg ville overleve og være stærk.

Mere end genvunden popularitet
Den sidste plade før Johnnys død blev således The Man Comes Around fra 2002, og denne gang var samarbejdspartnerne blandt andre Nick Cave, Don Henley, John Frusciante fra Red Hot Chili Peppers og Fiona Apple. To af American-seriens bedst kendte numre finder man på dette album, nemlig Depeche Mode-klassikeren "Personal Jesus" og Nine Inch Nails' "Hurt". Begge sange sendte Rubin til Cash, som faldt for dem ved første gennemlytning.

– Jeg vidste, at jeg blev nødt til at indspille dem. Hurt er den bedste advarsel mod stoffer, jeg nogensinde har hørt. Hvis dén sang ikke skræmmer dig, så er der ikke noget, der er i stand til det. Jeg har aldrig brugt en sprøjte til at fylde mig med stoffer, men jeg har været igennem alt andet, der bliver nævnt i sangen. Hvad angår Personal Jesus, så var jeg overrasket over, at den kom fra den del af musikverdenen, som den gjorde. Det er måske den mest evangeliske sang, jeg nogensinde har indspillet! Og jeg er ret sikker på, at sangen ikke er tænkt sådan – eller måske er den. Men det er uanset hvad en god sang, som rammer noget sandt i forhold til, hvad jeg selv tror på.

"The Man Comes Around" vandt adskillige priser, ikke mindst både en Grammy og en MTV Video Music Award for Mark Romaneks rørende video til "Hurt". Umiddelbart efter Johnnys død udkom så bokssættet "Unearthed", et overflødighedshorn af i første omgang fravalgte sange indspillet til de fire foreløbige American-plader, samt "My Mother's Hymn Book", 15 kristne sange, som Johnnys mor i sin tid havde lært ham.

Det femte album, "A Hundred Highways", udkom i 2006 og røg direkte ind som nummer 1 på den amerikanske hitliste. Her finder man blandt andet numre af Bruce Springsteen, Hank Williams og Gordon Lightfoot, samt den gamle traditional, "God's Gonna Cut You Down", hvis video affødte nok en Grammy. I den medvirkede en sand stjerneparade med så forskellige navne som Bono, Justin Timberlake, Brian Wilson, Kanye West, Johnny Depp, Jay-Z, Chris Martin, Iggy Pop, Lisa Marie Presley, Keith Richards og Woody Harrelson.

Nu får verden så det sjette album i serien, Ain't No Grave, at høre. Det giver endnu et indblik i det unikke samarbejde mellem Johnny og Rick, som Johnny oplevede som meget mere end blot genvunden popularitet i pladebranchen.

– De år, jeg har arbejdet sammen med Rick, har været en periode, hvor jeg virkelig har oplevet kunstneriske fremskridt. Bare at sidde med mig selv og min guitar og min tommelfinger, sådan som jeg gjorde på den første plade – det virkede virkelig. Og det føltes virkelig godt. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at tilføre sangene liv og sjæl, for jeg var alt, hvad mikrofonen havde at indfange.
Johnny så afgørende fællestræk mellem Rick Rubin og Sam Phillips, den legendariske producer fra Sun Studio i Memphis, hvor både Johnny, Elvis Presley, Carl Perkins, Jerry Lee Lewis og Roy Orbison indspillede i 50'erne.

– De er begge visionære mænd. De kan fortælle dig, hvordan tingene kommer til at blive, for det er de i stand til at se. De kan se dit potentiale, og at du endnu ikke har opnået de ting, de ser for sig.

Noget af det, som Johnny er allermest berømt for, er sine fængselskoncerter – ikke mindst i Folsom og San Quentin, hvor to legendariske liveplader er blevet optaget. Den første af slagsen fandt imidlertid sted i Huntsville, Texas, hvor lyn og torden gjorde sit for at bremse koncerten. Men selvom strømmen gik, fortsatte Johnny uden forstærkning.

– Fordi jeg blev ved med at synge, så opfattede de indsatte mig som en af dem – fordi jeg ikke bare gav op og forlod dem.

Og netop det øjeblik illustrerede det forhold, som Johnny til sin død havde til sine tilhørere.

– Det er ikke noget, jeg normalt siger højt, men jeg har det sådan her med mit publikum: Jeg forlader ikke jer, hvis I ikke forlader mig. Uanset hvad der sker.


Rick Rubin om de sidste sessions med Johnny Cash


– Vi har indspillet omkring 60 sange, efter at "The Man Comes Around" udkom, for da vi sad og færdiggjorde albummet hjemme hos mig, følte Johnny, at det nok var det sidste, vi ville få lavet. I netop det øjeblik sagde jeg til ham, at vi skulle i gang med det næste album dagen efter. Han var en sand kunstner, og så stor en del af hans liv handlede om at være kunstner. Så da han ikke kunne turnere længere, fokuserede han al sin energi på at indspille. Han sagde, at det var grunden til, at han stadig var i live, især efter June døde. Indspilningerne var det eneste, der holdt ham kørende, og det eneste, han havde at se frem til. Så det, vi hører nu, er det, han ønskede, vi skulle høre.


10 anbefalelsesværdige sjældenheder fra American-perioden (1994-2010)


"Forever Young": Johnnys seks minutter lange coverversion af Bob Dylan-sangen er at finde på velgørenhedsalbummet "Red Hot + Country" (1994).

"In Your Mind": i 1995 udkom det helt igennem fantastiske soundtrack til Tim Robbins' "Dead Man Walking", der blandt andet indeholdt Johnnys egen "In Your Mind" produceret af Ry Cooder.

"Death And Hell: Fra The Road Goes On Forever" (1995) der blev det sidste album med Johnny Cash, Willie Nelson, Waylon Jennings og Kris Kristofferson som The Highwaymen.

"The Time Of The Preacher": Fra Willie Nelson-hyldestalbummet "Twisted Willie" (1996), hvor Johnny bakkes op af Krist Novoselic fra Nirvana på bas, Kim Thayill fra Soundgarden på guitar og Sean Kinney fra Alice In Chains på trommer.

"I'm On Fire": Johnnys fornemme bidrag til hyldestalbummet "A Tribute To Bruce Springsteen's Nebraska" (2000).

"I Walk The Line (Revisited)": Johnny synger med sin tidligere svigersøn Rodney Crowell i en opdateret version af legendariske "I Walk The Line" på albummet "The Houston Kid" (2001).

"I Dreamed About Momma Last Night": Rørende og fortrinlig fortolkning fra "Timeless: A Tribute To Hank Williams" (2001).

"For You": Johnnys duet med Dave Matthews til soundtracket til We Were Soldiers fra 2002.

"September When It Comes": "Daddy Sang Bass" er titlen på en gammel Cash-klassiker, og det er lige nøjagtigt, hvad farmand gør på datteren Rosanne Cahs album "Rules Of Travel" (2003).

"A Satisfied Mind": Sangen er inkluderet på den nye plade, men så første gang dagens lys på soundtracket til Quentin Tarantinos "Kill Bill Vol. 2" fra 2004. Fire år tidligere havde Tarantino i øvrigt skrevet forord til Cash-opsamlingen "Murder".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA