x

Slash – Gæstfri guitarlegende

Slash – Gæstfri guitarlegende

I en grad, som kun de færreste musikere kan matche, har Slash nydt godt af muligheden for at gæsteoptræde med både mindre kendte navne og musikhistoriens allerstørste giganter. Listen er ganske lang, men som minimum bør nævnes Michael Jackson, Bob Dylan, Ray Charles og Iggy Pop.

I en pause fra sit pt. forsangerløse band Velvet Revolver har Slash taget sig tid til at komponere og indspille et soloalbum, og denne gang er det kollegernes tur til at gæsteoptræde hos den nu 44-årige guitarist. Blandt disse finder man Ozzy Osbourne, Lemmy, Chris Cornell, Dave Grohl, Fergie og nok engang Iggy Pop.

GAFFA tog til Amsterdam og mødte Slash, der præsterede et glimrende humør, også selv om det aktuelle interview var det 14. i rækken på i alt 17 på én og samme dag.

Udgivelsen af dit album er lige på trapperne, og du har siddet i den her situation mange gange før. Hvordan føles det denne gang?

– Lidt anderledes. Det har været meget frigørende, for der har ikke været nogen udefrakommende folk, der har blandet sig. Jeg har spillet i bands og skullet håndtere pladeselskaber og den slags ting i så mange år efterhånden – og det er helt fint, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg gerne bare ville lave noget for mig selv for en stund. Det føles rart, og jeg er spændt.

Var der nogen af gæsterne på albummet, der henvendte sig til dig med et ønske om at være med på albummet?

– Haha, nej, der var sgu ikke nogen, der kom og bankede på min dør!

Jeg hørte, at Steven Adler (den oprindelige trommeslager i Guns N' Roses, red.) gjorde.

– Jeg fortalte ham, at jeg var ved at lave en plade, og ja, han sagde, at han med glæde ville medvirke. Jeg sagde til ham, at hvis han tog sig sammen, så kunne vi få at se. Han er med på et bonustrack på den britiske udgave albummet, hvor Alice Cooper, Nicole Scherzinger og Flea også er med. Et cool lille nummer.

Havde du specifikke sangere i tanke, når du skrev musikken?

– Nej, jeg startede altid med at skrive musikken, og så ville resultatet inspirere mig til at ringe til en given person.

Jeg kan forstå, at sangerne skrev deres egne tekster. Var det nogensinde nødvendigt at bede dem om at ændre nogle ting?

– Nej. Jeg ville gerne have, at de følte sig så godt tilpas, at de kunne gøre, som de ønskede. Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg kunne bede dem om at ændre på teksterne!

Hvem er din yndlingstekstforfatter af de medvirkende?

– De er alle sammen så forskellige. Men jeg tror, min favorittekst – fordi den ligger hjertet så nært – er den, Lemmy skrev til Doctor Alibi. Det er så meget mig, og det er så meget Lemmy. Og jeg er vild med Ian Astburys tekst til Ghost. Og jeg kan rigtig godt lide Fergies tekst, især omkvædet. Iggy Pops tekst er også god. Den potentielt mest kontroversielle tekst på hele pladen er nok Ozzys, for han havde nogle ting han skulle ud med. Det gode ved pladen er, at hver sanger har sin egen særlige stil, så hver eneste indspilning fik også sin egen stemning. Det var rigtig sjovt.

Var der nogle af sangerne, der overraskede dig ved at være exceptionelt gode?

– Jeg blev virkelig overrasket over Adam Levines bidrag. Jeg vidste godt, at han var en rigtig god sanger, men da han skulle indspille vokalerne til den her sang – som er meget englelig og falsetagtig og teknisk set en meget svær sang at synge – så gjorde han det helt perfekt og uden det mindste besvær. Der var ikke brug for at tage enkelte bidder om og om igen. Det var ret vildt. Myles Kennedy (som tager med Slash på hans snarlige turné, red.) overraskede mig også ad helvede til. Han er fantastisk! Jeg vidste ikke rigtigt noget om ham før. Tilsyneladende var jeg den sidste i verden til at opdage ham.

Du sang på Buick Makane (fra Guns N' Roses-albummet "The Spaghetti Incident?", udgivet i 1993, red.). Har du nogensinde overvejet bare at synge selv?

– Haha, nej, og folk var nødt til at vride armen godt og grundigt om på ryggen af mig, før jeg gik med til at synge på "Buick Makane"!

Fortryder du det?

– Nej.

Kan du lide, hvad du hører?

– Det er okay. Men jeg brød mig ikke om det. Jeg kan ikke lide at synge.

Men du plejede at synge kor i Guns N' Roses.

– Af og til. Jeg var ikke den, man primært henvendte sig til, når det drejede sig om at synge kor – men nu og da ville jeg gøre det.

Fergie er fantastisk

Der er nok nogle af dine fans, der bliver lidt bekymrede over Fergie-nummeret, fordi hun er popsangerinde og sådan.

– Ja, det har jeg allerede hørt folk sige. De tror, at nu er jeg blevet poppet, men jeg siger bare – vent til I hører det, for så fatter I det. Jeg troede aldrig selv, at jeg ville kunne bruge hende, før jeg hørte hende synge et rock 'n' roll-medley midt i en Black Eyed Peas-koncert for tre år siden. Men jeg tænkte, at wow, hun har sgu en vild stemme. Hun ville være blevet en rocksangerinde, hvis visse ting havde været anderledes. Men hun er fantastisk, og hun var virkelig ivrig i forhold til det projekt her.

Du har samarbejdet med en masse mennesker gennem din karriere. Hvem er din favorit?

– Iggy Pop i den her sammenhæng var fantastisk, men første gang jeg arbejdede sammen med ham – på hans plade Brick By Brick (fra 1990, red.) – var virkelig en stor oplevelse for mig. Det største og mest mindeværdige var Ray Charles, som jeg indspillede med i en periode (i forbindelse med en genindspilning af "God Bless America", som blev udgivet i 2002, red.). Han er jo en af de største musikere og sangskrivere nogensinde, og jeg var meget beæret og ydmyg over at skulle arbejde sammen med ham. Det var også fedt at indspille med Michael Jackson ("Black Or White" og "Give In To Me", begge fra "Dangerous", udgivet i 1991, red.). Og jeg nødt virkelig at lave den plade med Lenny Kravitz ("Mama Said", som også udkom i 1991, hvor Slash bidrog til numrene "Fields Of Joy" og "Always On The Run", red.). Jeg kunne blive ved!

Du har også samarbejdet med Mike Inez fra Alice In Chains (i forbindelse med det første Slash's Snakepit-album fra 1995, red.), Dave Grohl fra Nirvana og Chris Cornell fra Soundgarden – alle sammen medlemmer af "grunge"-bands, som musikpressen elskede at beskrive som den genre, der nedbrød det, som Guns N' Roses repræsenterede. Hvad er dine tanker om dette, og er det overhovedet noget, du tænker på, når du er sammen med disse mennesker?

– Nej, der er en slags kammerateri med alle de folk, jeg kender fra den tid. Det var ikke noget, vi var bevidste om dengang – som en slags kappestrid mellem årtierne, haha! Der opstod helt sikkert en bevægelse i 90'erne, som var et skifte fra 80'ernes "hair metal", men Guns N' Roses var så stort et band på det tidspunkt, så det havde ikke rigtigt noget med os at gøre. Det påvirkede os ikke, for vi spillede jo på stadions.

I var for store til at gå op i det?

– Vi opfattede det bare ikke som sådan. Og samtidig var der jo så megen uro i vores eget band, som intet havde med den øvrige musikscene at gøre, og da vi så gik i opløsning – det kan men vel godt kalde det – så var der mange, der sagde "grunge slog Guns N' Roses ihjel". Det havde intet med det at gøre. Men nej, der er ikke nogen akavethed i forhold til de folk.

Stadig nervøs før koncertstart

Du har skrevet sange i tre årtier nu. Føler du dig lige så inspireret nu, som du gjorde i 80'erne?

– Det er lidt underligt med mig. Jeg elsker virkelig det, jeg beskæftiger mig med, og jeg føler mig ekstremt motiveret. Så fordi jeg indspillede den her plade under andre omstændigheder end normalt, så følte jeg mig også mere inspireret. Ikke mere end da jeg i sin tid begyndte, men mere end jeg har gjort i et stykke tid.

Er det anderledes at skrive sange nu, i forhold til for 25 år siden?

– Jeg tror, jeg er blevet bedre til det. Jeg har altid været godt til at skrive hooks og riff, men jeg har aldrig rigtig set på sangen som et hele så meget, som jeg gør nu. Og jeg tror også, jeg er bedre rent teknisk, så jeg føler virkelig, at jeg udvikler mig.

Føler du dig mere selvsikker?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg er stadig ultra-usikker på mig selv, så…

Er du virkelig?

– Haha, ja!

Men du have spillet så mange koncerter gennem din karriere, at du sikkert ikke har noget begreb om, hvor mange det faktisk er.

– Klart, men jeg er stadig lige så nervøs, før jeg skal på scenen, som jeg altid har været.

Hvordan kan det være, tror du?

– Det er bare en blanding af nerver – ønsket om at ville gøre det godt, samtidig med at man ikke har så megen selvtillid, som man kunne ønske sig – og så bare den spænding, der opbygges, før koncerten starter. Men lige så snart man så er derude, så forsvinder det hele ligesom bare, og så gør man bare det, man nu skal.

Er det en frygt for at skuffe folk?

– Noget i den stil. Det er ikke den dér paranoide, svedige håndflader-agtige angst, hvor man tror, at man vil gå ud på scenen og så snuble og falde så lang, man er! Det er mere bare ønsket om virkelig gerne at ville gøre det godt.

Fan af Paradise City, tegneseriemusik og Them Crooked Vultures

"Coma" (fra Guns N' Roses-albummet "Use Your Illusion I" fra 1991, red.) er min yndlingssang – af alle i hele verden, faktisk…

– Wow, af alle sange…? "Coma" er ret fed. Den er ret episk. Tro det eller ej, men jeg hørte den faktisk i radioen for et par måneder siden. Jeg sad i min bil, og jeg var lige kørt op i min indkørsel, og så kom den – og jeg må have siddet dér i ti minutter og lyttet til den sang. Jeg havde ikke hørt den i lang tid. Det er en lang sang!

Ja, det er min foretrukne måde hurtigt at få ti minutter til at gå på.

– Haha, ja! Nå, men hvad min yndlingssang er? Der er så meget musik, mand – det kan jeg slet ikke begynde at svare på… For hvis jeg nævnte én sang, så ville jeg være nødt til at nævne en million andre!

Fair nok. Hvad så hvis du bare skal vælge mellem dem, du selv har skrevet? Én, hvor du synes, det hele bare lykkedes?

– Jeg har altid været en stor tilhænger af "Paradise City" (fra Guns N' Roses' debutalbum "Appetite For Destruction", der udkom i 1987, red.). Den har den her opløftende, positive stemning over sig, selvom det er så grum og beskidt en sang, som man kan forestille sig. Den rummer noget hymneagtigt, hvilket er interessant i forhold til et band som Guns N' Roses. Så det synes jeg var et cool lille trick, haha! Det var ikke med vilje, men når jeg lytter til den, kan jeg godt høre det.

Er der nogle bands eller genrer, du lytter til, som måske vil overraske folk?

– Min generelle åbenhed over for alt, der har med musik at gøre, synes at overraske folk. Men jeg tror ikke, der er nogle hemmelige, pinlige ting, jeg lytter til, som ville chokere folk! Jeg kan godt lide Disney-musik. Det synes jeg er fantastisk. Og også Warner Brothers og alt det tegneseriehalløj.

Hvilke aktuelle bands er du begejstret for?

– Det eneste vitterligt nye, der er udgivet, som jeg virkelig er begejstret for, er Them Crooked Vultures. Det synes jeg fandeme er fedt. Men jeg har ikke hørt andet nyt rock 'n' roll, som jeg er begejstret for. Rent kommercielt er der alligevel heller ikke ret meget af det. Og det, der sker på gadeplan, er jeg ikke helt opmærksom på. Jeg har haft travlt med at lave min egen plade.

Du har indspillet rigtig mange covernumre i din karriere. Hvad er det, der fascinerer dig ved dem?

– Jeg tror bare, det er en måde at hylde originalerne på – og også en måde at få lov til at spille en sang, som du nok ville ønske, at du selv havde skrevet, haha! Eller måske er det for at fortolke en sang på en ny måde eller sådan noget, men det kan være rigtig sjovt.

Føles det anderledes at spille andre folks sange?

– Ikke rigtigt. Jeg kan ikke mindes, at jeg har investeret mange tanker på det aspekt! Det er fedt, og presset er måske lidt anderledes, når du spiller covernumre.

Striden med Axl er overbelyst

Når som helst man snakker med nogen om Guns N' Roses, vil der altid være nogen, der siger, at "de har været ringe, lige siden Slash forlod bandet". Tager du nogensinde dig selv i at tænke "kom over det" – siden du ikke har været medlem af bandet i halvandet årti?

– Altså, man ved ikke helt, hvorfor nogen overhovedet stadig gider kommentere det! Jeg sætter pris på folk, der er loyale over for det oprindelige band og alt det dér, men alting taget i betragtning – og alle har ret til at mene, hvad de vil – så kan jeg ikke rigtigt sætte mig op til at interessere mig for, hvad alle mulige folk synes.

Nogle fans nyder ganske givet at holde med enten dig eller Axl, lidt som man gør med sportshold. Men jeg tror, der er et stort, tavst flertal, der hellere vil fokusere på musikken, snarere end hele tiden at tænke på "Axl vs. Slash". Hvad tænker du om det?

– Jeg har faktisk først opdaget "Axl vs. Slash"-tingen for nylig. Og det forekommer mig meget verdensfjernt. Det kan jeg slet ikke kommentere. Men jeg tror, at de, der vælger at se det som en stor helhed bestående af musik – det er mere i retning af, hvad jeg selv ville foretrække. At involvere sig i andre folks problemer og vælge side, når de ikke har noget med dig at gøre, det er sådan lidt… formålsløst.

Da du og Axl var i det samme band, så stod I sammen mod pressen og alle løgnehistorierne, og I skrev sangen "Get In The Ring" (i hvilken adskillige journalister nævnes ved navn – udgivet på "Use Your Illusion II" i 1991, red.). Nu, I ikke længere er i det samme band, er det min teori, at den samme kyniske presse trives med at smide benzin på bålet og sørge for, at I fremstår som modstandere.

– Der er afgjort en endeløs fascination bestående i at holde den dårlige stemning i live – hvilket er årsagen til, at jeg ikke bryder mig om at snakke om det.

Det kan jeg godt forstå, og hele grunden til at stille disse spørgsmål var netop også at forsøge at komme videre fra hele det aspekt.

– Der sker alligevel ikke noget, så alt, der optræder på skrift, er virkelig resultatet af en eller andens insisteren på at snakke om ting, der ikke rigtig findes.

Så jeg stopper her!

– Haha, ja tak.

Musikbranchen er røget i lokummet

Du har lavet interviews i et kvart århundrede nu. Er der nogen, der særligt skiller sig ud?

– Jeg ved, at jeg har lavet nogle ret sindssyge interviews, som af en eller anden grund har været ret mærkelige. Nogle, hvor jeg har været fuld. Jeg lavede et med Howard Stern, der var så dårligt, at jeg var nødt til at ringe ind næste dag og gøre det om.

Hvad synes du om hele situationen – at skulle lave 17 interviews på en dag?

– Det er noget, jeg godt kan håndtere. Det er en måde at få kommunikeret til folk, at du har noget nyt materiale, og i den forstand er jeg tilhænger af det. Og selv om det nogle gange kan være lidt dødssygt, så er det en del af jobbet, og jeg hader det ikke. Fordi… det virker.

Hvad er det bedste ved musikbranchen i dag, i forhold til for 20 år siden?

– Haha, absolut intet! Branchen er virkelig røget i lokummet siden internettets fremkomst. Og internettet er fantastisk! Men skiftet fra den gamle måde, som branchen fungerede på, til en ny måde, hvor den har tilpasset sig internettet – det er ikke sket endnu. Så lige nu er branchen virkelig elendig. Det bliver sikkert ordnet, måske til det punkt, hvor branchen kun findes på nettet – det ved jeg ikke. Men indtil de får regnet formlen ud, så er det noget rod. I 80'erne, da vi fik en kontrakt, var der stadig mindre pladeselskaber, og der var en særlig synergieffekt. Så indtil det er udbedret, er vi røget i lokummet, haha!

Har du prøvet at modarbejde det med din egen albumudgivelse?

– Jeg så ingen grund til at arbejde med et pladeselskab. Nu om dage stiller pladeselskaberne alt, alt for mange krav. Men jeg har fået RoadRunner til at distribuere albummet her i Europa, og det er en rigtig fin aftale. Men jeg var nødt til at betale for min egen plade, haha!



Pokeraftener med Robbie Williams


På den lange liste over folk, som Slash har optrådt med, finder man også Robbie Williams. Megastjernen flyttede som bekendt til Los Angeles i starten af årtusindet, og på den anden side af Atlanten er han nærmest besynderligt ukendt.

Således vidste Slash heller ikke, hvem Robbie var, da de først mødte hinanden, men inden længe delte de scene sammen med all-star-coverbandet Camp Freddy (Dave Navarro, Matt Sorum med flere), hvor Robbie blandt andet sang AC/DC-nummeret "Whole Lotta Rosie".
Både Slash og Robbie er fra Stoke-On-Trent i England, og som det skulle vise sig, er de to gået hen og blevet ganske gode venner.

Har du nogle gode minder om Robbie Williams?

– Jeg er faktisk hans nabo, så jeg kender Robbie rigtig godt!

Nå, jeg troede, du havde købt hans hus?

– Jeg var lige ved, men jeg endte med at købe huset på den anden side af gaden. Han beholdt sit hus. Jeg samarbejdede med ham på en demo til hans nye plade, men jeg ved ikke, hvad der skete med den. Men Robbie er alle tiders. Jeg så en af hans musikvideoer i går, og han har virkelig et unikt udtryk. Det er meget ham.

Snakker I meget om Stoke-On-Trent?

– På et tidspunkt spillede vi en masse poker hjemme ved ham, og hans forældre og nogle af hans venner var på besøg, og min far var der også. Så alle tilstedeværende var fra Stoke, hvilket var ret mærkeligt!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA