x

Hvis blot jeg kunne sove

Hvis blot jeg kunne sove

Hvis blot jeg kunne sove
Så sad jeg på café
Du trådte ind ad døren
Og vi delte en kop te
Og så løb vi hjem og gjorde alt det sjove
fra Hvis Blot Jeg Kunne Sove

Det har ikke meget med Tobias Triers nye, tredje album Pigen Som Kalder at gøre. Men fordi vi sidder på Café Amokka på Østerbrogade over en brunch en kold og våd søndag morgen, falder snakken på Østerbro – en bydel i København, som i forhold til Vesterbro, Nørrebro og Christianshavn regnes for kedelig og identitetsløs. Det er bydelen med ambassader, parker og dyre ejerlejligheder. Ikke desto mindre er det her, Tobias har boet i hele sit liv:
– Jeg er 30 år, og i de 30 år har jeg boet på Østerbro i 25 år. Nej, vent lidt ... Indtil jeg var fem år, boede jeg i Bartholinsgade ved Sortedamssøen. Og det tror jeg sgu også er Østerbro (tæt på, men helt korrekt København K, red.). Så jeg har boet på Østerbro hele mit liv. Lige omkring, hvor vi sidder nu.
– Jeg er vokset op derovre, bor nu dernede. Og min mor boede dér og ligger nu begravet derovre. Det er da specielt, siger Tobias Trier, mens han peger rundt ud af cafévinduet.
– Det er nok rigtigt, hvis folk synes, at Østerbro er blevet en bydel uden sjæl. Der findes ikke noget sted i Danmark, hvor der er så lang venteliste til vuggestuerne som på Østerbro. Det er blevet lidt en forstad til Hellerup – et børnefamiliekvarter for folk med penge. I 80'erne var Østerbro stadig et arbejderkvarter. Min far boede i samme opgang, som jeg bor i nu. Og dengang var det et hårdt kvarter i sammenligning med Kartoffelrækkerne, som jeg kom fra.
Men Østerbro må da alligevel have en sjæl for dig, når du nu har boet her i 30 år?
– Jo, hmmm... Trianglen med en håbløs bygning i midten, som ikke har nogen funktion, er en del af Østerbros sjæl. Det er også en del af Østerbros sjæl, når FCK- og Brøndby-fans en søndag vader højtråbende fra Østerport Station og ned til Fælledparken og stopper al trafikken. For mig er Sortedamssøen mest af alt Østerbros sjæl. Jeg føler, at ænderne nede i søen er en del af Østerbros sjæl. Og svanerne og kondiløberne, som løber rundt omkring. Den dér skide sø, som jeg har vadet over, når der var is på, da jeg var lille. Og Fugleøen, hvor jeg har sejlet over og er blevet hentet af politiet.
Selvom Tobias Triers barndom og opvækst på Østerbro nok var “lykkelig”, så synes han nu set i bakspejlet alligevel ikke, at den var helt uproblematisk:
– I nogle år har jeg måttet kæmpe med en form for storhedsvanvid og egoisme hos mig selv. Jeg er vokset op hos en mor, som ikke måtte udtale sin rigtige fars navn i fuld offentlighed. Min mor var et såkaldt uægte barn. Hun fik i kraft af sin opvækst en forestilling om, at mandeskikkelsen var uangribelig.
– Efter at mine forældre blev skilt i 1980, fandt hun aldrig nogen at leve sammen med. Og så var jeg ligesom den nærmeste repræsentant for hankønnet – den eneste af hankøn blandt hendes børn. Derfor blev jeg sat op på en piedestal og var offer for overros. Det har givet mig en meget stor selvtillid, som har vist sig meget nyttig i forbindelse med, at jeg spiller musik.
– Det gjorde også, at jeg havde nok i mig selv. Men jo ældre jeg bliver, desto mere oplever jeg, at livet bliver fuldstændigt meningsløst, hvis man ikke deler med andre. Og faktisk gør sig selv afhængig af andre. Desværre er tendensen i det moderne samfund, at vi mister empatien, evnen til at indleve os i andre mennesker.
– Det hjalp sgu heller ikke bare at være en selvoptaget egoist. Dengang stod jeg alligevel bare på en lille café og spillede for 15 mennesker. Og ingen gad sgu tegne pladekontrakt med mig.

Leg med ord
Det var Tobias Triers leg med det danske sprog på debuten Bag Blå Persienner, som fik et samlet dansk anmelderkorps til at gå bagover af begejstring, da albummet udkom i 2000. Opfølgeren Britina Castello fra 2001 blev til gengæld betegnet som slingrende og for proppet med ideer. Om det er derfor, Tobias Trier har anstrengt sig for at skære både musik og tekster ind til benet på Pigen Som Kalder, er uvist. Musikken er uhyre enkel, i glimt latin-inspireret, med Tobias Triers’ stemme helt i front:
– Min stemme fylder meget i lydbilledet. Det generer mig – især med musik på dansk – hvis man ikke kan høre, hvad der bliver sunget. Så det har vi prioriteret højt. Simpelthen fordi det får folk til at slappe af og være mere åbne over for musikken, når de kan høre, hvad der bliver sagt. Sådan at man ikke bliver irriteret over, at man godt kan lide et nummer, men ikke forstår, hvad det er, der bliver sagt.
– Det er også betegnende for den måde, som jeg skriver mine numre på. At jeg prøver at fjerne frustrationer. Uden at min musik bliver glat. Den skal stadig være overraskende.
Det er Tobias Trier selv, der på Pigen Som Kalder spiller hovedparten af instrumenterne – bl.a. keyboard, guitar og trommer – mens produceren Halfdan E spiller bas. Albummets tretten numre er blevet mikset med nænsom hånd af Rune Nissen-Petersen – der også miksede Tim Christensens Honeyburst. Resultatet er blevet, hvad Tobias betegner som en “tør og nær lyd”.
– Jeg har bl.a. været inspireret af Lenny Kravitz’ første plade Let Love Rule rent lydmæssigt. Her kan man kan høre musikeren Lenny Kravitz spille sine meget primitive trommer og bas. Primitivt, men fedt, fordi det bare er så meget ham. Det har fået mig til at forsøge at skære musikken ned til at have demobåndets nærhed og autenticitet.
– Og mine nye sange handler om ærlighed, handler om nærhed og handler om at lytte til sin indre stemme – vedkende sig sin sårbarhed. Der er sket nogle ting i mit liv – mit ægteskab og min mors død – som gør, at komplicerede tankespil må vige for livets brutalitet. Vi har ikke den totale valgfrihed, men livet spiller os et puds – mennesker dør, og kærligheden går sine egne veje. Med tiden taler livet mere direkte til mig. Den stemning forsøger jeg også at afspejle i musikken.

Musikalsk elegance
Hvad enten teksterne kredser om kærestens udhuling af osten, den til stadighed uforståelige forelskelse eller moderen Dea Trier Mørchs død i 2001, sker det alligevel på en legende let og elegant musikalsk baggrund:
– Jeg er helt vild med Steely Dan og forsangeren Donald Fagen. Han er ligesom jeg ikke nogen stor sanger, men han har en stærk personlig retning i sit univers. The Nightfly (Donald Fagens soloalbum fra 1982, red.) er nok en af de plader, som jeg har lyttet allermest til. Den musikalske iscenesættelse er perfekt! Jeg har bare siddet – og lyttet igen og igen – og lagt mærke til, hvor afslappet og subtilt instrumenterne kommer ind. Og hvordan den sublime guitarist Larry Carlton bare spiller på én gang simpelt og så guddommeligt godt. Det er et album med en musikalsk elegance og et raffinement i akkorderne, som gør, at man kan slappe af og samtidigt bliver udfordret.
– Elegancen har jeg som en af mine egne ambitioner. Den findes til dels også hos Bo Kaspers Orkester: Den elegance, som kommer af et musikalsk overskud, hvor man ligesom har råd til at gå ned og gå tilbage. Men der er selvfølgelig også en vis form for kølighed og arrogance hos Donald Fagen og Steely Dan, som er meget langt væk fra mig. Lighedspunkterne mellem mig og Donald Fagen er, at det er popmusik lavet med nogle jazz- og latin-rødder. Musik lavet af én, der kunne være blevet en stor komponist, men som har valgt at lave popmusik i stedet, siger en grinende Tobias Trier.

Sparringspartner
Det er PladeSelskabet Have A Cigar – og dermed indirekte Århus-orkestret TV-2, som har stået bag udsendelsen af alle tre Tobias Trier-album.
– Jeg bruger Steffen Brandt til ping-pong omkring mit materiale. Jeg skriver mange sange og det i flere forskellige retninger fra det humoristiske, raporienterede til det simple, følelsesmæssige. Dér er Steffen Brandt en god kritiker, der ikke går ned i de enkelte ord, men kommer med kritik på det overordnede plan. Og jeg kan godt bruge en udefra til at få styr på, hvad der egner sig til en pladeudgivelse.
– En anden, som giver uvurderlig kritik, er min kæreste, som også er min kone. Det er man nok også tvangsindlagt til, når man bor sammen med én som mig.
Teksterne på Pigen Som Kalder går indimellem tæt på parforholdets mærkelige små fortrædeligheder. F.eks. hedder det i sangen På Trods Af Din Hang Til Musical: ”På trods af dit valg af pizza / er du mit hjertets ven / selv når du skærer af osten / så den aldrig bli’r sig selv igen”. Tobias Trier vil nu hverken fortælle konkrete detaljer om sin kones valg af pizza eller den måde, hun udhuler osten på. Så konkret og personligt skal teksten nemlig heller ikke forstås. Men at sange som Et Sted Kun Englene Ved og Blomster er meget personlige skildringer af oplevelsen af moderens død, vedkender han gerne.
I sangen Blomster hedder det f.eks.: ”Hun har fulgt mig så langt jeg mindes / fra mit første åndedrag / og hun er hos mig nu, hvor jeg bringer / blomster til hendes grav.”
– De to sange er skrevet, fordi min mor er død. De handler konkret om savnet af hende. Men alle mennesker dør jo en eller anden gang. Folk oplever, at folk dør fra dem – og de skal også selv dø engang. Mange i min alder har kun oplevet, at bedsteforældre dør, og så er det lige en tand længere væk. Men alle oplever på et tidspunkt, at nogen, som var så tæt på, dør, at savnet efter dem er større, end vi troede. Det viser sig, at de fyldte mere, end vi troede.
– Sangene er skrevet et års tid efter min mors død. For mig har det været en form for befrielse at skrive dem. At få det sagt igennem en sang.
– Men jeg kræver i princippet af mine sangtekster, at en hvilken som helst lytter skal kunne sætte sig ind som “jeg” i en sang og have en oplevelse i sit liv på nuværende tidspunkt, på et tidligere tidspunkt eller på et fremtidigt tidspunkt, som gør den sang relevant. Hvis det skulle være sådan, at sangene var specifikt knyttet til mig som person, så ville det ikke være ægte musik. Fiktion er i sidste ende stærkere end virkeligheden selv. Og måden at gøre det på er ved at fortælle store ting ved hjælp af små ting, siger Tobias Trier.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA