x

Mesterligt favntag med pophistorien

Mesterligt favntag med pophistorien

Ude i foyeren i Antwerpens smukke, gamle koncertsal Queen Elizabeth Hall, går snakken livligt og intenst. Er Brian i stand til at fuldføre showet? Kan han stadig ramme de høje toner? Hvordan mon Smile lyder? Der snakkes om sætlister og opfriskes minder fra den sidste Pet Sounds turne. Pludselig ringer en klokke. Det er tid til at slukke smøgerne, og nedsvælge det sidste belgiske øl, inden man entrer koncertsalen og skal stå ansigt til ansigt med rockens hellige gral – Smile-albummet – og dens sky og mystiske fader, musikgeniet Brian Wilson.

Brian Wilson var sammen med The Beatles, Phil Spector og Bob Dylan 1960´ernes vigtigste popkomponist. Sammen med gruppen The Beach Boys, skabte han en lang række tidsløse evergreens, der på en gang var både simple og iørefaldende og komplicerede og nytænkende. Kreativiteten og succesen kulminerede i midttresserne, hvor The Beach Boys udgav milepælen Pet Sounds, der er gået over i historien, som en af populærmusikkens mest innovative og intelligente udgivelser nogensinde. Et album der er i sin helt egen særklasse og som sidenhen har været inspirationskilde for utallige bands og solister.

Fans fra hele verden tilstede
Inde i salen, der minder om en forstørret udgave af Radiohusets Koncertsal, breder der sig en nærmest andægtig stemning. Der er fans og musiknørder fra det meste af verden, og der hviskes lavmælt på både tysk, svensk, fransk, flamsk, spansk og engelsk. Publikum er en spøjs og broget blanding af kernefamiler med store børn, teenage nyhippier i spraglet tøj, midaldrende EU-bureaukrater i jakkesæt, tjekkede unge i sort tøj og smalle briller og pæne par i trediverne i deres bedste gå-i-byen-tøj. Alle aldre og typer er rigt repræsenteret. Eneste fællesnævner er, at alle har den samme interesse for Brian Wilson og hans imponerende bagkatalog. Bag GAFFA.dks udsendte sidder en amerikansk familie, der er taget vejen over Atlanten for at følge turnen. Wilson spiller nemlig ikke i USA i denne omgang.

Tydelig sceneskræk
Lyset går, spotlightet tændes og ind kommer Wilson. Med en nærmest haltende, vraltende gang og et forskræmt udtryk i de stirrende øjne, sætter han sig på en taburet på midten af scenen. 11 musikere og sangere omkranser ham straks og danner en halvcirkel omkring ham, mens de går i gang med at levere en stribe af The Beach Boys' største klassikere i en slags unplugged akustisk udgave med banjo og bongotrommer. Wilsons stemme er nogenlunde intakt og sammen med hans uhyre velspillende og velsyngende band bliver det til et genhør med klassikere som Surfer Girl, Sloop John B og California Girls. Wilson er naturligvis aftnens hovedperson. Efter første nummer fortæller han nervøst og akavet en joke med et stivnet smil. Når han synger, lukker han øjnene og har ikke på noget tidspunkt kontakt med hverken publikum eller bandet. Hver gang et nummer afsluttes nærmest skriger han Thank You Ladies and Gentlemen!! Sceneskrækken er tydeligvis til stede og det er tvivlsomt, om han kan lide at være koncertens midtpunkt. Ikke desto mindre er det ren rockhistorie, der præsenteres her, og publikum er tydeligvis både begejstrede og bevægede. Første sæt afsluttes med en overjordisk smuk udgave af God Only Knows med smygende vokalharmonier og a capella sang, der ikke lader meget tilbage fra de oprindelige Beach Boys vokaler.

Nervesammenbrud stoppede projektet
Brian Wilson var The Beach Boys’ hovedkomponist, hjerne og nerve. Mens de andre medlemmer turnerede rundt i verden og levede det søde rock’n’roll liv med fester, groupies og stoffer, sad Wilson alene tilbage i sit hus i Californien og skrev nye numre til gruppen. Oven på kraftpræsentationen med Pet Sounds gik Wilson i sommeren 1966 i gang med at arbejde på opfølgeren Smile, der skulle være datidens ultimative progressive popalbum. Selv kaldte Wilson det ambitiøse projekt for ”a teenage symphony to God” og meningen var, at albummet i tematiske sange skulle tegne et tidstypisk billede af Amerika. Under de månedlange indspilninger gik det imidlertid galt for Wilson. Han fik et nervesammenbrud, som han aldrig siden rigtigt er kommet sig over, og var ude af stand til at færdiggøre albummet. Hans svage psyke kunne ikke klare presset og de høje forventninger, og det blev ikke bedre af, at Wilson forinden havde eksperimenteret kraftigt med LSD. Det hjalp heller ikke på det, at de andre Beach Boys-medlemmer fandt Wilsons nye kompositioner for udsyrede og antikommercielle. Da The Beach Boys største rivaler The Beatles 1. juni 1967 udgav det psykedeliske konceptalbum Sgt. Pepper´s Lonly Hearts Club Band, følte Wilson sig slået på målstregen og opgav alle planer om at fuldende Smile. Siden har Wilson nægtet at snakke om albummet, mens myten omkring det er vokset til nærmest mytologiske højder som rockens store glemte mesterværk. Det er netop dette album, som Brian Wilson her i 2004, nu har valgt at turnere med for en gang for alle at få vist omverden, hvilke musikalske visioner han og tekstforfatteren Van Dyke Parks tumlede rundt med dengang i 1967. Og det er i rocksammenhænge noget af en sensation, som ingen havde turdet håbe på. Ikke mindst taget i betragtning at Wilson i over 30 år har lidt af en livslang depression og skizofreni, der har gjort ham stort set musikalsk inaktiv, kun afbrudt af et par middelmådige soloudgivelser og sporadiske optrædender med The Beach Boys.

Læser tekster fra teleprompter
Efter en kort pause kommer Wilson og band tilbage på scenen. Logoet fra Smile bliver blæst op på scenetæppet og seancen går i gang. Det i forvejen store band er nu blevet udvidet med en 8 mand stor strygersektion. I alt er der 18 mand på scenen. Wilson sætter sig bag et sort Yamaha-keyboard og går i gang med en hårrejsende udgave af Our Prayer. Derefter følger en over 10 minutter lang komplet udsyret maratonudgave af Heroes & Villains, der er radikalt anderledes end den version, der findes på senere Beach Boys udgivelser. Resten af sættet består af for mig ukendte numre og omarrangerede versioner af Surf´s Up, Cabinessence samt Vegetables i en knaldskør udgave, hvor bandet midt i det hele begynder at gnaske grønsager. Under alle sangene forbliver Wilson dybt koncentreret og bruger al energien på at ramme de høje toner rigtigt. På hver side af keyboardet sidder to telepromptere, som Wilson læser sangteksterne op fra. Øjnene er fasttømret til den højre teleprompter. Ikke en eneste gang spiller han på keyboardet. I stedet bevæger han hænderne i takt med musikken og stamper sagte højre fod i takt med musikken. Smile-sættet varer en lille time og hele tiden sidder man med fornemmelsen af at overvære noget enestående, men også svært tilgængelig musik, som det kræver tid at få ind og forstå. Afslutningsvis får vi den måske bedste popsang nogensinde – den suveræne single Good Vibrations. Her vil begejstringen ingen ende tage. Der bliver klappet og sunget med og i slutningen af sangen rejser alle sig op og danser med. Wilson kvitterer med et skævt smil. Der er nu stående ovationer fra publikum. Smile er afspillet, og forventningerne må siges at være indfriet. Smile viste sig at være et kompleks og majestætisk musikalske kludetæppe af stor skønhed og smerte, der ganske givet ville have revolutioneret popmusikken og sat nye standarder på samme måde som Sgt. Pepper's Lonly Hearts Club Band gjorde det. Det er derfor helt forståeligt, hvis Wilson stadig kan ærgre sig over, at han aldrig fik albummet lavet færdigt dengang. Og samtidig både modigt og risikabelt af ham, endelig at vise sangene frem.

Forskel på Beach Boys og Beach Boys
Siden Brian Wilson stoppede med at spille med The Beach Boys fortsatte resten af gruppen med at turnere flittigt i nogle stadigt mere ynkelige og patetiske bandkonstellationer. I dag er begge Brian Wilsons brødre, de oprindelige medlemmer Carl og Dennis Wilson, døde. Eneste oprindelige bandmedlem tilbage er fætteren Mike Love, der i år turnerer verden rundt som The Beach Boys med en gruppe af langt yngre musikere, der iført Hawaiiskjorter lever højt på nostalgien med yderst begrænsede kunstneriske ambitioner. Denne udgave af The Beach Boys spiller blandt andet i Horsens til juni. Imens har Brian Wilson kæmpet en lang og indædt kamp mod hans indre dæmoner for at komme tilbage til musikken. Det lykkedes først for alvor for få år siden, da han sammen med et hold af unge, talentfulde musikere tog på turne med Pet Sounds-pladen. Turneen var yderst succesfuld, og det er i forlængelse af de koncerter, at Wilson fik mod på efter alle disse år igen at prøve kræfter med Smile.

Excentrisk bedstefar
Det er blevet tid til aftenens ekstranumre og Wilson kommer nærmest overstadigt løbende ind på scenen. Han tager plads foran keyboardet og går sammen med bandet i gang med endnu en runde af The Beach Boys hits som Help Me Rhonda, Get Around og Fun Fun Fun. Som han sidder der på stolen med sit gråsprængte tilbagestrøgede hår, sorte joggingbukser med hvide striber og stærkt gestikulerende lemmer, ligner Wilson en eller andens excentriske bedstefar, der er havnet et forkert sted. Samtidig er der noget sært mærkværdigt og komisk over at høre den nu 61-årige Wilson synge sine tidlige sange om ukomplicerede dage med sol, strand og sommer. For lige netop det har der ikke været meget af i Wilsons eget liv. Musikalsk går det dog forrygende og aftnen har så absolut været bedre end man har kunnet turde forvente. En helt igennem mageløs aften med en af rockens store overlevere. Publikum ser ud til at være enige. Alle swinger med til musikken og smiler henført. Der er bragende bifald og bag mig synger den amerikanske familie højlydt med.
Indtil videre er der ikke planlagt flere koncerter på turneen, men oven på denne overvældende parade af raffineret popmusik, er der kun tilbage at ønske, at Wilson hyres til at give koncert i Danmark. Det kunne muligvis være et job for Horsens Ny Teaters ankermand, Frank Panduro, der i de senere år som bekendt har haft held med at trække rocklegender til byen. Samtidig kunne han så rette op på den pinlige kendsgerning, at man har valgt at hyre de tarvelige rester af The Beach Boys... Spar pengene på dem og vent i stedet indtil gruppens sande mester forhåbentlig kommer forbi Danmark. Det vil ingen musikelskere fortyde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA