x

Nikolaj Cederholm – Elvis ændrede ikke musikhistorien

Nikolaj Cederholm – Elvis ændrede ikke musikhistorien

Fra 12. maj opføres Teaterkoncert Bob Dylan, instrueret af Nikolaj Cederholm, på Århus Teater. Som optakt til dette, hvad der tegner til at blive en spektakulær oplevelse, fik vi os en snak med instruktøren på Cafe Hack ved siden af teateret.

At tale med Cederholm er som at kaste en tusindkronemønt i en jukeboks. Inden jeg får stillet mit første spørgsmål, er han allerede i fuld gang.

– Altså, det er jo tredje del af en trilogi, hvor vi har taget fat på tre af de kunstnere som for alvor ændrede musikhistorien – Beach Boys, Beatles og Bob Dylan – enten ved at gøre popmusik til kunst, eller få kunst på hitlisterne.

– Via den første teaterkoncert vi lavede – Gasolin' – fandt vi ud af at det var enormt interessant at tage teatrets værktøjer og metoder, og anvende dem på musik. Det vil sige at vi går til værkerne som en instruktør går til Shakespeare eller som en moderne dirigent kunne gå til Mozart. Den store forskel består i at vi ikke ved et hug om hvordan Shakespeare instruerede Shakespeare, og vi ved heller ikke hvordan Mozart spillede Mozart, men vi ved en hel masse om hvordan – for eksempel – Bob Dylan spiller Bob Dylan.

– Teaterkoncerten er i sin tid vokset ud af vores stærke utilfredshed med på den ene side musicalen, og på den anden side rockkoncerten. Musicalen fordi den er en udvendig, falsk form at se til, altså den virker utroværdig. Den måde de synger på er røvirriterende, og musikken er – for det meste – pastichemusik, altså noget klassisk der lyder som noget vi kender.

Musicals er utroværdige, rockkoncerter er stivnede

Hvorfor virker det utroværdigt?

– Fordi der ikke er nogen sammenhæng mellem den måde de står og synger på, og den måde de står og gestalter. De føler det jo ikke, de står bare og lader som om de føler det. De synger jo bare med de der store stemmer. Jeg har lidt den samme oplevelse af operaen, men det er formodentlig bare min begrænsning. Men det var i hvert fald den utilfredshed vi havde.

– Og så på den anden side rockkoncerten, som sådan en stivnet form der er startet som noget rebelsk engang i 60'erne, som et oprør med noget i. Efter den har mistet hele den del af det der var oprør, så er der kun attituder og ritualer tilbage, hvad angår deres optræden – for de flestes vedkommende. De siger det samme og de gør det samme, og vi som publikum siger og gør det samme. Det er altså fuldstændigt som når vi er i kirke. Vi ved hvad der skal ske: ekstranummer, nu kommer der en sang fra den nye plade, det er dejligt at være i Århus, alt det. Det er det samme.

Og det må det ikke være, eller hvad?

– Det interesserer i hvert fald ikke os der fandt på teaterkoncerter. Jeg siger jo ikke at folk ikke må kunne lide musicals, det må de vældig gerne, jeg er da ligeglad. Og de må også meget gerne kunne lide rockkoncerter, men fra min synsvinkel er det kedeligt. Jeg synes det er kedeligt at gå til et ritual.

Rockkoncerter er blevet ritualiserede og musicals er kedelige. Hvad er det så der gør at teaterkoncerter ikke er kedelige? Er det fordi det er en ny form?

– I samme øjeblik du har fundet en ny form så dør den mellem fingrene på dig. Den stivner. Men finder på at lave Dogme-film, så er der tre, og så er det det. Det kan stadig være spændende at se på, men det er stivnet. Så dét er vores opgave, sammen med alle de andre der laver teaterkoncerter, at holde formen levende – ikke at stivne.

Hvorfor er det så vigtigt at det ikke stivner?

– Det er det heller ikke nødvendigvis. Det kommer an på hvad man vil. Der er ingen værdidom over det, men sådan en kunstner som jeg er har siden jeg var ung været meget optaget af konventioner, og bryder mig ikke særligt meget om at folk gør ting ureflekteret. En lang række konventioner følger vi bare bevidstløst, uden at spørge: hvorfor er det lige sådan? Det synes jeg er kedeligt, hvis man ikke udfordrer det. Vi kan lave lyd og billeder, og alt muligt, men det er på en eller anden måde et mind-game – noget imellem vores hjerner og publikums hjerner.

– Publikum kan jo godt lide at de bliver overraskede, at man kilder dem, og WOW! Så kom der noget rundt om hjørnet man ikke havde regnet med. Det er frydefuldt. Men lige så snart man kommer foran dem der er oppe på scenen, så bliver det kedeligt. Det mener jeg sker i musicals og i rockkoncerter – jeg kommer foran. Det skal være de optrædende der er foran, ellers bliver det kedeligt.

Forandring frem for folkedybets gælde ved det velkendte

Men er originalitet for originalitetens skyld altid værd at stræbe efter?

– Ja, hvis du ser på hvordan verden ser ud. 98 procent af alle mennesker gør intet for at skubbe verden videre, for at få løst de problemer vi har, måske få os op på et nyt stadie, et nyt niveau, komme videre, blive lidt mere civiliserede, lade være med at rende og lave de samme tåbeligheder vi hele tiden gør. Så det er klart at jeg hylder forandringen og udviklingen i langt højere grad end det man kunne kalde: folkedybets glæde ved ritualer og det velkendte.

– Det at vi bare holder fast i en eller anden kæmpestor konstruktion – bare fordi det er besværligt at finde på nogle nye ritualer – det er åndelig dovenskab. Alt skal ikke brydes ned for at bygges op, men jeg mener at ét af menneskets allerstørste aktiver er at vi hele tiden er interesserede i, og nysgerrige omkring, det her med at flytte hegnspælene. Tilbageskridt er kedelige og fremskridt er gode. Det går jo faktisk bedre og bedre. Der er ingen der i krig er lige så barbariske som Djengis Khan var. Ingen. Vi udvikler os trods alt.

– Det er klart at nogle kan føle tryghed ved at gå ind og se "Phantom Of The Opera" eller Tim Christensen – noget hvor de ved hvad det er for en vare de får. Med det er klart at det er nybruddet der er det interessante.

Bob Dylan er realist, de andre er romantikere

– Beatles og Beach Boys er ud af en romantisk tradition, som mestendels skriver sange om den romantiske kærlighed, eller med andre ord: kærligheden sådan som den ikke ser ud i virkeligheden, men som vi alle sammen godt kunne tænke os at den var. Alt det beskæftiger Bob Dylan sig stort set ikke med, han er ikke romantisk, han er slet ikke popmusiker. Han er ikke en romantisk skildrer af kærligheden og alle de her ting, han er en meget realistisk skildrer. Der er mange facetter, tvivl og bitterhed. Det er en film med rigtige mennesker, hvis det andet er en tegnefilm. Og det har givet os nogle ekstra muligheder.

Ambitionen er at give publikum en god oplevelse

Hvad er ambitionen, er det bare at give folk en god oplevelse, eller er der mere i det end det?

– Nej, det er der vel egentlig ikke. Inden for teater spørger folk tit: hvad var jeres budskab, hvad ville I med det? Det hører man jo aldrig nogensinde folk spørge om hvis de har været inde og se en ballet, eller været inde at høre en koncert. Musik taler jo nærmest pornografisk direkte ind i alle mulige dele af vores hjerner og vores følelsesliv. Det her er en chance for de gamle hardcore Dylan-fans til at høre Bob Dylan på en anden måde, men så sandelig også for alle dem der troede at de ikke kunne lide Bob Dylan, til at opdage at det kan de godt.

Er der ikke nogle der opfatter det I gør som blasfemi?

– Det vi gør vokser ud af en kærlighed til musikken, og ikke fordi vi synes at den lige trænger til at få en blå farve på. Og hvad der var sjovt med Teaterkoncert Beatles var at folk i den grad gik med på komedien. De kunne jo altid høre deres plader, der blev ikke taget noget fra dem. Vores fortolkning var jo ikke i stedet for, med et andet bud på hvordan det også kunne lyde, og hvad denne her sang også kunne betyde. Det er så dér det bliver rigtigt interessant, når man kan få sangene til at transcendere deres oprindelige betydning. Når de kommer til at betyde noget andet end dengang de oprindeligt blev skrevet.

Bob Dylan-modellen og det at tænke selv

– Bob Dylan har haft en kolossal indflydelse på hvordan man som rockstjerne bør opføre sig. Tænk på hvor mange sure rockstjerner som tror – bevidst eller ubevidst – at når man er rockstjerne så efterligner man sådan som Bob Dylan var. Han er sådan en standard for hvordan en fed songwriter bør være: lidt sur, lidt distanceret. Og det efterligner de så. Også hvad man siger ja til, hvad man siger nej til – det er Bob Dylan-modellen. Der har vi den igen, i stedet for at tænke selv: hvem er jeg, og hvad vil jeg. Og de fleste mennesker evner jo ikke at tænke uden gelænder, de skal have et eller andet at støtte sig til.

Går du nogensinde over for rødt?

– Ja, hele tiden. Jo, hvorfor?

Apropos: at tænke selv.

– Ja, og det er meget sjovt. For ikke lang tid siden blev jeg stoppet af en betjent, som sagde til mig – sådan meget autoritært: færdselsloven er til for at blive overholdt. Og jeg vidste godt, det her er et spørgsmål om: får jeg en bøde eller får jeg ikke en bøde? Men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at sige til ham: Det har du simpelthen misforstået, færdselsloven er til for at vi ikke kører ind i hinanden, og at vi ikke kommer til skade, den er ikke til for at blive overholdt.

Teaterkoncerter med B

– Og vi har jo besluttet os for kun at lave teaterkoncerter med bogstavet B. Man kunne jo godt forestille sig at der med tiden blev lavet mange forskellige fortolkninger/forestillinger med Beatles, vi har jo kun brugt 30 af 500 numre. Og på samme måde med alfabetet, tag fat på nogle af de andre bogstaver for fanden.

– "Come Together" er blevet set af 100.000 mennesker, og skal op igen til efteråret. Der er mange ting i det, for det er også noget med at få lov til at opleve musik på en anden måde. Ofte når man går til koncerter kommer man i den der mærkelige mellem-situation, hvor man står med en fadøl foran scenen, og man tænker: nu hvor vi står op og ikke sidder ned, så er det fordi vi skal danse – men vi kan ikke danse for vi står helt tæt. Og så er der en der spilder lidt på en. Så vil jeg hellere sidde ned, hvis det skal være sådan.

Bob Dylan er nummer tre, er det så slut med B?

– Nej, for så er der jo Beethoven, Bach og Bartok. Forestil dig Teaterkoncert Beethoven, hvor fedt det kunne være. Eller man kunne tage Brecht, Bernstein eller Irvin Berlin. Tre andre gode B'er.

Eller Bowie.

– Ja, han er også med B.

– Men hvis vi spørger: hvem var det der ændrede musikhistorien? Så er Beatles, Beach Boys og Bob Dylan et rigtigt godt bud på de tre der gjorde det.

Elvis ændrede ikke musikhistorien

Der er jo også en Elvis, men han er selvfølgelig ikke med B.

– Han er ikke med B, nej. Men Elvis ændrede heller ikke musikhistorien, synes jeg. Elvis gjorde sort rockmusik hvid og meget populær, og var en helt sindsyg og uovertruffen sanger, men det er mere på performance-delen. Han lavede jo ikke noget af musikken. Men de andre, specielt Beatles og Beach Boys, de går ind og ser på: hvordan producerer man en plade – og det har påvirket alle andre. Konsummusik behøver ikke bare være (nynner) "like a puppet on a string, da ga da ga da ga" – sådan noget meterpop. Det kan godt være noget andet. Det viste både Beach Boys, Beatles og Bob Dylan.

I de kommende dage kan du læse interviews med to af teaterkoncertens sangere, Bjørn Fjæstad og Claus Hempler.

Billetter til Teaterkoncert Bob Dylan kan købes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA