x

Karen Elson – Jack Whites kone springer ud af klædeskabet

Karen Elson – Jack Whites kone springer ud af klædeskabet

Har man et naturligt forspring, eller skal man snarere løfte et tungere åg, når man vil springe ud som sanger og samtidig deler adresse med en af rockens mest respekterede artister? I Karen Elsons tilfælde var det det sidste, der gjorde sig gældende, for hun var nærmest panisk angst for at lade gemalen Jack White høre den musik, hun havde arbejdet på over en årrække. Nu var der også lidt at leve op til, når man danner par med manden, der af engelske Uncut Magazine blev udnævnt som det sidste årtis vigtigste kunstner takket være bands som The White Stripes, The Racounteurs og The Dead Weather.

– Jeg var skræmt for at lade ham høre musikken, for selvom vi er gift og har børn sammen, så kommer vi fra hver vores verden, så jeg var meget tøvende med at lade ham høre det. Han er jo den professionelle, hvor jeg bare er nybegynder, fortæller Elson fra telefonen hjemme fra Nashville og forsætter:

– Jeg havde egentlig også tænkt, at jeg skulle lave pladen helt uden hans medvirken og indblanding. Men da jeg så spillede et par sange for ham, indså jeg, at det ville være en skam ikke at drage nytte af vores forhold. Vi er trods alt gift, og hvorfor skulle der ikke kunne komme smuk musik ud af det?

Og således endte det med at White indtog rollen som producer og trommeslager og endvidere selv udsender debutalbummet "The Ghost Who Walks" på Third Man Records.

– Det handlede mere om, at jeg skulle overvinde min frygt for at spille mine sange for ham. Jeg manglede simpelthen bare selvsikkerhed, og det var noget af det, Jack virkelig var god til at få frem i mig. Han var god til at rose, men lod mig heller ikke springe over, hvor gærdet var lavest, og han gav da bestemt også kritik, hvis der var noget, han syntes ikke var i orden. Han har mange meninger om musik og er typen, der er nødt til at få dem ud, og så kan jeg jo selv vælge, om jeg vil høre efter eller ej. Men det var en dejlig oplevelse at lave pladen med ham, for jeg så en fantastisk ny side af ham. Jeg har selvfølgelig set ham arbejde i studiet med sine mange projekter, men det var vitterligt fantastisk pludselig at være artisten, han arbejder sammen med, for han er simpelthen så kreativ en mand.

Man siger ikke nej til Michael Stipe, selvom man er genert

Inden den engelskfødte Elson sprang ud som sanger, havde hun ernæret sig som topmodel, hvor hun blandet andet arbejdede for modehuse som Chanel, Marc Jacobs, Jean-Paul Gaultier, Yves Saint Laurent og Dior. I 2005 overtalte vennen og R.E.M.-sangeren Michael Stipe hende til at bidrage med et nummer ("Coming Down") til en kompilerings-cd, han lavede til Uncut Magazine. Elson forklarer:

– Jeg var allerede i gang med at lave musik dengang, ikke nødvendigvis til en plade. Mest af alt var jeg bare begyndt at lære at spille guitar og finde mig til rette som sanger. Men så ringede Michael og spurgte, om han ikke måtte bruge en af mine sange, han havde hørt igennem en fælles ven, og man siger altså ikke nej til Michael Stipe, selvom man er genert. Men jeg føler først, at jeg rigtigt har fundet mig til rette nu, for bare fordi man har gode kontakter, behøver det jo ikke at betyde, at man har noget at byde på. Så jeg har brugt en lang periode på at finde mig selv som sanger og brugt lang tid på at lytte, lære og skrive. Og dette album er altså kun første skridt.

Hvilke artister var det så, du studerede?

- Det har især været Opal, med David Roback, der senere startede Mazzy Star. De bød på et miks af psykedelisk musik og folk-tendenser tilsat lidt Velvet Underground. Jeg elsker også Neil Young, Fairport Convention og Sandy Denny. Og da jeg var i starten af tyverne var stor fan af alt der blev udgivet på (pladeselskabet) 4AD. Jeg lyttede fanatisk til This Mortal Coil og jeg kan huske et bokssæt med dem (1983–1991), hvor der på den sidste cd var originalversionerne af mange af de sange, de havde fortolket. Så dér lærte jeg navne som Gene Clark, The Byrds, Big Star, Emmylou Harris og Mary Margaret O'Hara at kende. Det var virkeligt fantastisk at høre den musik, der havde været med til at inspirere dem. Her i Nashville er der en fantastisk radiostation, som Willie Nelson har, jeg tror den hedder Willie's Place. Og han spiller ting med navne som Kris Kristoffersen og Johnny Cash. De gamle countrysange byder virkelig på smuk sangskrivning, selvom det tit er nogle tragiske historier, der fortælles.

Du voksede op nær Manchester, hvor vigtig var musikken derfra for dig?

- Jeg var også stor fan af Joy Division, The Smiths og alt fra Creation Records (Oasis, My Bloody Valentine med flere). Men det var først, da jeg var flyttet fra Manchester, at jeg fandt ud af, hvor meget god musik der kom derfra. Det var sjovt nok ikke særligt imponerende, da jeg boede der, for det var jo bare musik hjemmefra, og som teenager er alt bare elendigt ved det sted, man kommer fra, og man vil bare gerne væk.

Du endte også med at rejse væk, først til New York og senere til Nashville. Var det en stor omvæltning fra grå Manchester til larger than life USA?

- Det var i starten meget underligt, men jeg har nok altid følt mig som en outsider. Men som man tit hører, så kommer der bare kunst ud af at være outsider, så lad os håbe på at det også er tilfældet her. New York var en dejlig by at bo i som ung, men nu, hvor jeg er blevet mor, kan jeg ikke forestille mig et bedre sted at bo end Nashville. Og på et eller andet tidspunkt i livet er man jo nødt til at opføre sig som voksen, eller i hvert fald lade som om.

- Jeg har i øvrigt altid været vild med at rejse og udforske nye steder. Og en af mine favorit byer er faktisk København, hvor jeg har været et par gange og har også gode venner, der bor der. Så hvis jeg skal på en større turné, kan du godt regne med, at jeg kommer til Wonderful Copenhagen.

Du skrev eftersigende alle sangene til "The Ghost Who Walks" i dit klædeskab hjemme i Nashville. Sig mig lige, hvor stort er det skab, for jeg har knap nok plads til alle mine skjorter i mit klædeskab?

- Ja, jeg ved godt det lyder fjollet, men i Nashville er alt bare større. Og husene er ikke særligt dyre, så for det en lille lejlighed koster i New York, kan man få et ret stort hus i Nashville. Men det er nu rigtigt nok, at jeg skrev sangene i klædeskabet, for det var det eneste sted i huset, hvor jeg kunne finde ro. For jeg har virkelig brug for at være isoleret for at være i stand til at skrive. Jeg vil ikke engang kunne høre en knappenål falde til jorden, når jeg skriver, så jeg søgte tilflugt i skabet.

Hvis du havde mulighed for at vælge, hvad dine børn skulle arbejde med som voksne, ville du så fortrække, at de blev musikere eller fik et job i modeverdenen?


- Åh Gud, det har jeg har ingen anelse om. Så længe de finder noget, de er passionerede for og arbejder hårdt for at opnå, så er jeg glad. Så hvis det er som musiker, er jeg glad, og hvis det er inden for modeverdenen, hvilket jeg tvivler på, så skal de bare gøre det. Jeg kræver bare, at de er passionerede og arbejder hårdt for det.

Til sidst er jeg nødt til at høre om du ved, hvem Mildred And The Mice er? (obskurt lo-fi punkband, der udsendte 7" singlen "I Like My Mice (Dead)" som en af de første signinger på Jack Whites Third Man Records, og ifølge rygter er det netop Karen Elson, der står bag)

- Hmm, det har jeg virkelig ingen anelse om. Det er du nok nødt til at spørge Jack om, men hun er en freak.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA