x

Serj Tankian klar til dansk koncert

Serj Tankian klar til dansk koncert

Multi-instrumentalisten og sangeren Serj Tankian er sandsynligvis stadig mest kendt for de fem album, han har udgivet sammen med sit band, det politisk bevidste System of a Down, der i efterhånden fire år har holdt pause på ubestemt tid. Men den armensk-amerikanske musiker udbygger nu sin solokarriere med albummet "Imperfect Harmonies", der er planlagt til udgivelse 6. september og følger op på solodebuten "Elect the Dead" fra 2007.

I den forbindelse lægger Serj Tankian vejen forbi Danmark, nærmere bestemt Store Vega, hvor han giver koncert 10. august. Der vil man sikkert kunne høre smagsprøver på materiale fra det ny album, som Tankian selv betegner "elektro-orkestral jazz-rock". GAFFA har fanget Serj Tankian forud for koncerten for at tjekke hans formkurve.

Hvordan er det gået i øveren?
– Det går glimrende! Jeg er i fuld gang med at øve sammen med mit backingband, The FCC (Flying Cunts of Chaos, red.), og et ensemble bestående af otte klassiske musikere. Det er det setup, vi tager med til Vega.

Hvad kan vi forvente os af koncerten?
– En unik oplevelse, så meget kan jeg sige. Et smukt sammenrend af nye og gamle klange. De otte klassiske musikere bliver grupperet omkring klaveret, rockhovederne vil stå i den modsatte ende af scenen – og jeg kommer til at spæne frem og tilbage! Vi spiller en del sange fra mit kommende "Imperfect Harmonies"-album, så det ser jeg meget frem til.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
– Vi har et lille ritual, hvor vi samles, holder hænder og gør noget humoristisk. Måske bliver der fortalt en vittighed, eller måske synger vi en sang, vi selv har komponeret, som er komplet absurd.

Et godt grin til at løsne lidt op?

– Nemlig. Latter giver inspiration og fællesskab.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Jeg aner det faktisk ikke. Formentlig det samme, som der har stået de seneste mange år – masser af juice, noget god vin, müsli, chokolade, lidt ost, tror jeg … Det er det, jeg lige kan komme på.

Hvad hører du i turbussen?

– Min iPod. Der er 4.000 album på den (griner).

Men hvad lytter du mere specifikt til pt.?

– Din stemme! Den er så musikalsk. Helt ærligt har jeg for travlt til at klø mig i røven lige nu. Jeg har album, som jeg købte for flere måneder siden, der stadig er pakket ind i plastic. Men når jeg sidder i flyet eller kører lange ture med tourbussen, så kan jeg slappe af og lytte til musik. Selvom, altså, der er mange musikere, som er vildt begejstrede for at lytte til musik, men jeg er ikke en af dem. Selvfølgelig kan jeg lide det, men først og fremmest elsker jeg at skabe musik. Hvis jeg var en filminstruktør, ville jeg formentlig heller ikke se ret mange film.

Du føler ikke, at du bør følge med?

– Næ, egentlig ikke. Rock handler ikke om at konkurrere og være længst fremme i skoene, men om at skabe den musik, man føler for. Jeg henter inspiration i hele mit liv – ikke kun musikken.

Komplekst album på vej
Dit kommende soloalbum, "Imperfect Harmonies", er en kompleks størrelse. Hvis du skulle beskrive det for en, der ikke kendte noget til dig og din musik, hvordan ville du så gøre det?
– Det er lidt svært. Jeg har prøvet mange gange efterhånden, og hver gang kikser det. Oprindeligt sagde jeg, at jeg var ved at lave en elektro-orkestral jazz-rockplade, og det blev med det samme til, du ved, "nå, nu udgiver han et jazz-album!" Men alle, der rent faktisk hørte musikken, var enige om, at det var en rockplade. Så jeg tror jeg forvirrer medierne mere, end jeg hjælper! Men jeg synes, albummet har en meget unik lyd – på én gang meget klassisk og meget moderne. Der er en masse elektroniske ting i det, en masse klassisk, en masse rock, og der er fine blæsersoloer. Venner har fortalt mig, at det er min hidtil dybeste plade, men hvis jeg sagde det selv, ville jeg jo fremstå ret prætentiøs.

Var der nogensinde øjeblikke, hvor du tænkte: Nej, nu kan det nummer simpelthen ikke bære flere detaljer og spidsfindigheder?
– Det var helt klart en udfordring at have så mange forskellige musikalske elementer i spil hele tiden. Vi havde 150-200 tracks per sang, da albummet skulle mikses! Vi havde strygerorkestre, blæserorkestre, perkussion-sektioner, samples, livetrommer, synths, guitarer, live-bas … og lag på lag af vokaler og kor for hver eneste sang. Det er første gang, jeg har komponeret sange ved at give dem alt, hvad de kan trække – og så sætte mig ned og kigge på, hvad jeg skal trække fra for at få hvert nummer til at præsentere sig bedst muligt. En virkelig cool oplevelse.

Du er ikke konservatorieuddannet musiker – hvordan gik du til opgaven med at komponere for klassisk orkester?
– Jeg skriver sangene på guitar eller klaver, og derefter komponerer jeg for de enkelte orkestersektioner på computeren – typisk først celloerne og så resten. Siden importerer jeg MIDI-filerne ind i et program, der kan skrive dem ud som noder, og hyrer en klassisk dirigent til at gennemgå det med mig. Rette fejl, der er opstået i programmet, den slags.

Er der meget at komme efter?
– Der er jo altid et eller andet, når man bruger computere. Men fordi jeg ikke har den der konservatoriebaggrund, så går dirigenterne også mine noder igennem med tættekam for ting, der ikke harmonerer med deres musikteoretiske skoling. "Den der d-mol i takt 76, skal den være der?" spørger de f.eks., når det, jeg har lavet, ikke er helt efter bogen. Så spiller orkesteret den for mig, og typisk bliver jeg enig med mig selv om, at det føles rigtigt, efter bogen eller ej. Hvis man komponerer forkert på den rigtige måde, kan resultatet blive helt fantastisk!

Solo versus band
Hvad er fordelene og ulemperne ved at arbejde på et album som "Imperfect Harmonies" i forhold til at lave noget med System of a Down?
– Altså, det er jo to forskellige ting: Samarbejde og solo-arbejde. Det første er godt, når man har sange, man har lyst til at samarbejde med andre om – når man har brug for hjælp til at tegne det samlede billede. Og det andet er godt, hvis man allerede har en vision for den form, de færdige sange skal antage.

Det lyder næsten, som om du ikke føler det store behov for at arbejde i en bandsammenhæng længere?
– At komponere et album i fællesskab med et band er en fornøjelse i den forstand, at der altid er nogle at udveksle idéer og feedback med. Refleksion og reaktion er indbygget i processen – på godt og ondt. Måske siger en eller anden "jeg kan ikke lide den tekst, du har skrevet til sangen," og så må man jo forsøge at finde ud af, hvad det kan skyldes. Der er fordele og ulemper ved alle former for samarbejde. Når man arbejder alene, er det hele meget enklere, især hvis man har en klar vision for, hvad man gerne vil – for så gør man jo bare det.

– Den eneste hage ved det er, at man selv skal skabe plads til reaktioner fra udenforstående. Jeg kan f.eks. spille mine ting for producervenner, musikerkolleger, familien … Børn er utroligt gode kritikere. De er ærlige, giver ren besked, og så er de intuitivt forbundet med musikken snarere end psykologisk – som os voksne. Så jeg elsker at spille min musik for vennernes unger og høre, hvad de synes!

Billetter til koncerten i Vega kan købes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA