x

Lucinda Williams – et sundt overlevelsesinstinkt

Lucinda Williams – et sundt overlevelsesinstinkt

Med sin drævende diktion og raspende røst har den 58-årige Louisiana-sangskriver Lucinda Williams siden debuten i '79 lamenteret forliste forhold, flasker og døde venner med mere smerte i stemmen end de fleste. Undervejs er det blevet til en lang række priser og roser fra såvel kritikere som kolleger, men trods et kommercielt gennembrud med "Car Wheels on a Gravel Road" fra 1998 er Williams forblevet lidt af et kultnavn i americana-kredse. Her har hun til gengæld opnået status som den såkaldte alternative countrys ukronede dronning.

Der er dog ikke meget kongeligt krukkeri eller stjernenykker på spil, da GAFFA træffer hende på telefonen i hjemmet i det sydlige Californien, hvor hun de senere år har haft fast base sammen med ægtemanden og manageren Tom Overby. Angiveligt endelig lykkelig, hvilket dog – ikke overraskende, trods titlen – er vanskeligt at høre på damens vanligt vemodige, aktuelle udspil "Blessed", der udkommer 28. februar.
 
Du kommer fra en akademisk baggrund, mens de fleste af dine sange udspiller sig på en baggrund af barer og landeveje i sydstaterne. Hvordan har denne ambivalens påvirket dit arbejde?

– Well, jeg kommer fra en akademisk baggrund, men jeg er fra the South….meget af den litteratur, som jeg var omgivet af … jeg voksede op med en fornemmelse af, hvor jeg kom fra. Jeg voksede ikke op i store byer. Jeg levede i mindre byer, er blevet voksen, har rejst meget og gen-udforsket nogle områder. Men du leder efter kontrasten mellem det akademiske….

…og den virkelighed, som du beskriver i dine sange, ja…

– Jeg fortæller historier i mine sange, og der er virkelighed deri. Og jeg er fra en akademisk familie, og min far er digter og jeg voksede op blandt forfattere. Åh, undskyld, det her er frygteligt…..der er så meget ekko på telefonen….

Omgivet af selvdestruktion

Nevermind. Driften mod selvdestruktion, mod selvforglemmelse, spiller en central rolle i mange af dine sange. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvilken rolle disse ting har spillet i dit eget liv?

– Når man er kunstner og omgås andre kunstnere kommer man meget i kontakt med det. Jeg havde en svær barndom, så jeg er bevidst og medfølende omkring det. Jeg kunne formentlig have taget den vej på et tidspunkt i mit liv, da jeg var yngre, og mange folk gjorde. Det valgte jeg bare ikke at gøre. Men jeg var helt sikkert omgivet af det. Det miljø, stofferne og alt det. Jeg tror bare, jeg har et meget sundt overlevelsesinstinkt, ha-ha.

Betragter du sangskrivningen som et håndværk eller en kunstform? Er det en instinktiv ting eller en bevidst proces for dig?

– Det mest en instinktiv ting. Og på et tidspunkt tager jeg så håndværket i brug. Den indledende fase er meget organisk og instinktiv. Hen ad vejen, når jeg sidder og arbejder på sangen, bruger jeg så, hvad jeg måtte have lært. Jeg samler det bare op undervejs, jeg har aldrig studeret creative writing. Men jeg har lært af at observere min far, tale med ham. Af mine fejltagelser. Han lærte mig meget om skrivningens økonomi, om at undgå at falde tilbage på slidte klichéer, som "the moon in june" og "the stars in your eyes", den slags….

Ja, jeg faldt for eksempel over at sted på den nye plade, hvor du synger at "I put my knees aside for you". Det er en meget poetisk måde at sige det på…

– Yeah, du ved, ofte samler jeg bare noget op uden rigtig at vide, hvor det kom fra. Jeg har altid været meget observerende, selv som barn. Så på folk og ting, opsugede ting. Jeg tror, jeg lærte meget via osmose … absorberede alting.

Holder af balladerne

Når du ser tilbage på din sangskriverkarriere i dag, er der så nogle plader eller specifikke sange, som du er mere stolt af end andre?

– Hvor jeg skal jeg starte … jeg har tendens til at holde af de mere balladeagtige, mørkere, moodier sange. Jeg er glad for sangen "Essence". "Blue" elsker jeg stadig at spille, der er et eller andet ved den. "Overtime" er jeg stolt af … jeg kunne blive ved og ved. På den nye plade kan jeg rigtig godt lide "Born to be Loved". På Rough Trade-pladen (Lucinda Williams fra 1988, red.) kan jeg rigtig godt lide "Like a Rose", selvom jeg næsten aldrig spiller den mere. "Bus to Baton Rouge"…i virkeligheden nok nogle af de sange, som det tog lidt længere at skrive.

Trods din professionalisme kan du stadig forekomme temmelig sårbar på scenen. Er det at spille live en meget følelsesladet ting for dig?

– Ja, jeg gennemlever stadig sangene hver gang jeg spiller dem, tror jeg. Du stiller fremragende spørgsmål, jeg har det helt dårligt over, at jeg ikke var helt forberedt i starten. Nu har jeg vænnet mig til telefonen….

Godt. Men jeg ved ikke, hvor lang tid vi har…?

– Well, I'm fine. Jeg har kun et interview ud over dette, en italiener…

Elsker sydstatsforfattere

Glimrende. Når jeg laver interviews, kan jeg godt lide at spørge om litterære inspirationer og favoritter. Eksempelvis introducerede Lou Reed mig for nylig til James Lee Burke, detektiv-forfatteren fra Louisiana. Så:  hvad har du læst på det seneste, og har du nogle litterære all time favourites?

– Jeg fik Keith Richards selvbiografi i julegave, ikke at den er svær at komme igennem … jeg læste faktisk først et uddrag i Rolling Stone og følte allerede, at jeg havde læst hele bogen, ha-ha. Men for at være ærlig har jeg simpelthen haft så travlt med pladen og været fokuseret på det. Og i går begyndte jeg at skrive en ny sang. Hvis jeg læser noget og kan lide det, læser jeg det meget hurtigt, ellers begynder jeg hurtigt at kede mig og begynder at lede efter noget andet. Det er ligesom med musik for mig; der skal meget til for at holde min opmærksomhed fanget.

– Da jeg var ung var jeg en glubsk læser, men det var før jeg begyndte at skrive meget selv. Dengang var mine favoritter novelleforfattere fra sydstaterne, som Flannery O'Connor. Det er den stil, jeg holder af….i dag begynder jeg gerne på fire-fem bøger på en gang, jeg leder stadig efter bogen. Jeg skal have noget med meget spænding i, for at holde opmærksomheden. Men det var vist ikke det svar, du ledte efter…

Tjo, nogle gang er det bare interessant at høre om de inputs, kunstnere får fra andre æstetiske sfærer end deres egen….

– Klart. Det afhænger nok af, hvilken periode af mit liv, vi taler om. Du ved, det her ville være meget nemmere, hvis vi sad over for hinanden frem for gennem en telefon….

På vej til Europa

Det ville jeg sætte stor pris på. Er der i øvrigt planer om en Europaturné i forbindelse med pladen?

– Ja, men jeg ved ikke helt hvornår. Faktisk skal jeg snart spille nogle solokoncerter. Første gang den 18. februar (interviewet blev lavet inden denne dato, red.), og så tager vi op gennem midtvesten og ender i Toronto, hvor bandet støder til og vi skal spille at par koncerter med Levon Helm. Så tager vi videre til New York City og ender til South By South West i Austin. Alt derefter er endnu på planlægningsstadiet.

Men du vil godt være med til at lave et interview, når du på et tidspunkt rammer Europa?


– Yeah, jeg mener, du har virkelig nogle spørgsmål som kræver lidt mere…det er ikke nemt bare at svare med et par sætninger … (der udveksles mailadresser, red.) ... jeg vil også gerne have, at det bliver gjort ordentligt, så kan vi sidde og få et glas vin og sådan…

Det vil være mig en fornøjelse. Til en af dine koncerter i Danmark for et par år siden fortalte du, hvordan du troede, at du var død og kommet i himlen, da Robbie Krieger sad ind under jeres cover af "Riders on the Storm" ved en koncert i L.A. Er der andre musikere, som du endnu ikke har haft chancen for at arbejde med, men gerne ville?

– Ha-ha, yeah. Bob Dylan, selvfølgelig. Han ville være god at arbejde med….

Apropos Dylan; hvad blev der egentlig af det Hank Williams-projekt, der var tale om for nogle år siden? (hvor Bob Dylan opkøbte rettighederne til 35 af countrylegendens efterladte tekster med henblik på at få udvalgte kolleger, herunder Williams og Jack White, til at indspille dem, red.)

– Godt spørgsmål, jeg ved det heller ikke. Vi venter stadig på at høre fra ham….

Lucinda Williams - kort CV:

-    Født 26.1.53 i Lake Charles, Louisiana som datter af digteren og litteraturprofessoren Miller Williams

-    Debut med bluespladen "Rambling" fra '79. Første udspil med eget materiale udkom året efter

-    Gennembrud med den Grammyvindende "Car Wheels on a Gravel Road" (1998), indspillet med markante musikere som Charlie Sexton, Steve Earle og Larry Cambell

-    Siden fulgte kreative højdepunkter som "Essence" (2001), "World Without Tears" (2003) og "West" (2007)

-    Spillede sine første koncerter i Danmark i efteråret 2007, hvor hun besøgte Vega i København og Voxhall i Århus. Siden besøgte hun Roskilde Festival i 2009.

-    Karrierens tre Grammyer er faldet i tre forskellige kategorier: "Best Country Song" for "Passionate Kisses" i 1993, "Best Contemporary Folk Album" for Car Wheels On A Gravel Road" i 1998 og "Best Female Rock Vocal Performance" for "Get Right with God" i 2001.






 





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA