x

Elbow – De diskrete store armbevægelsers mestre

Elbow – De diskrete store armbevægelsers mestre

Det kom som en overraskelse for de fleste, da Elbows fjerde album, The Seldom Seen Kid i 2008 med et slag gjorde dem til et stort navn i Storbritannien, med priser, hovednavnsstatus og salgstal, der rakte til platin. Og ingen var mere overraskede end Elbow selv.

GAFFA er draget med Elbow tilbage til Manchester-forstaden Bury, med et stop på en pub i Cambridge, for at høre om opfølgeren til storsælgeren og skiftet fra anmelderfavoritter og nichehelte til et "folkets orkester".

"Et 4 stjerner ud af 5"-band

Hvis ikke det var, fordi der vimsede et kamerahold fra BBC rundt om dem, ville stamgæsterne på Earl of Derby i Cambridge næppe vide, at deres pub på en onsdag eftermiddag var blevet invaderet af rockstjerner. Medlemmerne af Elbow er tilbagelænede og en lille smule tømmermændshærgede og kunne sagtens ligne stamklientel på en autentisk engelsk pub.

Aftenen før optrådte de med fem nye sange på et irsk tv-program, og senere på aftenen skal de spille på The Junction i Cambridge. Deres første liveoptræden i 18 måneder og med plads til lige under 1000 mennesker klart det mindste stop på deres kommende turné, der blandt andet bringer dem forbi The O2 Arena. Kapacitet: 23.000. Hjemsted for folk som Bon Jovi, Kylie … og nu Elbow. Denne nye status er dog ikke noget, der går de fem nordenglændere på eller gør dem nervøse.

– Jeg tror sgu ikke, det har ændret noget. Inde i vores hoveder er der ikke sket noget voldsomt. Måske fordi vi er så gode venner og fra Manchester. Der får man ikke lov til at blive for kæphøj. Det er business as usual, forklarer bassist Pete Turner og bliver afbrudt af bandets manager, der kommer forbi med friske pints og poser med Walkers, cheese & onion.

– Altså ud over at jeg har hyret en mand udelukkende til at hente chips, så har intet forandret sig, samler frontmand Guy Garvey tråden op og knækker efterfølgende sammen i høj latter, til generel undren fra bartender og stamkunder.

Manageren når også at informere om, at musikbladet NME har givet det nye album, Build A Rocket Boys!, 8 ud af 10 stjerner. Alle fire foregående Elbow-skiver har fået 9. Det virker dog ikke til at gå bandet synderligt på, at der er røget en stjerne i svinget.

– Det er glimrende. Jeg har altid set Elbow som et "4 stjerner ud af 5"-type band, siger Pete Turner med et grin, hvorefter Elbow går i gang med at diskutere, hvilke bands der er af 5/5-typen. Listen indeholder både The Mamas & The Papas, Beach House og The Walkmen, men udvikler sig også hurtigt til en diskussion om, hvor dårligt det engelske 80'er-diskoband Five Star egentlig var. Ret dårligt, hvis man skal tro Elbow.

Succes, der forpligter
Skridtet op fra nicheband til storsælgende publikumsfavoritter har logisk nok skruet forventningerne til Build A Rocket Boys! op. Der er kommet mange nye fans til, og der er ekstra fokus på Elbow fra medierne. Bandet er dog fortrøstningsfulde om, at de ikke med det nye album falder i unåde hos deres fans.

– Efter alt det, der skete efter The Seldom Seen Kid, kunne vi have forsøgt på alt muligt. Kastet os i alle mulige eksperimenterende retninger, have startet den nye plade med et tungt techno-beat eller noget i den stil. Men det er en meget underspillet plade. Og meget "os", forklarer Pete Turner.

– Jeg læste et interview med Leonard Cohen, hvor han sagde, at han musikalsk passede et lille stykke af en stor mark, eller var det måske et rosenbed? Underforstået at han hellere ville forfine én type musik, og ikke forsøge at brede sig ud til mange andre genrer og stilarter. Det er en tanke, jeg godt kan lide. Vi ændrer os ikke. Jeg skriver kun sange om emner, jeg kender til, og som berører mig. Det ændrer sig ikke, fordi vi har solgt flere plader. Det tror jeg heller ikke, vores fans, hverken nye eller gamle, ville synes om, mener Guy Garvey og forsætter:

– Vi ved, at vi har været utrolig heldige, men så meget er der heller ikke sket. I de ti år før The Seldom Seen Kid blev vi stadig inviteret til en masse fine fester og arrangementer. Vi var bare altid placeret ret tæt på døren. Så det er da rart at være ballets dronning for en aften.

Brothers In Arms

Medlemmerne af Elbow har efterhånden spillet sammen i 20 år uden udskiftninger i besætningen, og de seneste tre album, inklusive det nye, er blevet til med keyboardspiller Craig Potter i producerstolen. Et vidnesbyrd om, hvor sammentømret en flok Elbow er.

– Du må huske, at Craig jo ikke bare er en fremragende keyboardspiller. Han er også en dygtig producer, forklarer Garvey og holder en kunstpause, inden han fortsætter med en hvisken: – og så er han helt utrolig billig i drift!

Mange af teksterne på Build A Rocket Boys! ser også tilbage på bandets, og særligt Guy Garveys, ungdom. Jesus Is A Rochdale Girl handler for eksempel om forsangerens første forelskelse, og Lippy Kids er en melankolsk kritik af det engelske samfunds attitude over for unge mennesker og et tilbageblik på en nemmere tid ("you were a freshly painted angel / walking on walls, stealing booze / and hour long hungry kisses").

Så når Elbow synger "you are the stars I navigate home from" på Dear Friends, det nye albums slutnummer, er det ikke bare floskler om stjernerne over Manchester.

– Jeg elsker den linje. Det handler om mennesker, vi har kendt, siden vi var 16 og startede ud. De mennesker, der har hjulpet os. Vores familier og venner, fortæller Pete Turner.

– Jeg tror, mange mennesker mener, at netop de har verdens bedste venner, men jeg er ked af at måtte skuffe dem; det er faktisk mine venner, der er de bedste, mener Guy Garvey og slår armene ud som en præsentation af de fire bedste venner i pubben.

Klar til Northside
Til sommer er Elbow på plakaten til Northside Festival i Aarhus sammen med blandt andre White Lies, Interpol og The Streets. Det ser de to Elbow-medlemmer meget frem til, også selv om et tidligere besøg i Danmark havde et mildt sagt sølle fremmøde.

– Jeg tror, der var syv mennesker og så os. Hvis nogen forlod lokalet for at benytte sig af toilettet, tilbød vi at stoppe koncerten, til de kom tilbage, klukker Guy Garvey.

– Jeg mener, Guy gav en omgang til alle fremmødte – selv for et fattigt rockband var det ikke noget, der ødelagde økonomien, tilføjer Pete Turner med et skævt grin. Jo, der er sandelig sket noget for de fem gutter i Elbow.

Åh Manchester…

Ifølge Guy Garveys kæreste har han skrevet flere kærlighedssange til Manchester, end han har til piger. Alligevel virker det som om, de fleste Manchesterbands forlader byen, når succesen er i hus, for måske at vende tilbage og nyde deres  otium i Nordengland. Men der er også undtagelser, ud over Elbow, der bare bliver hængende, blandt dem den gale og geniale frontmand i The Fall, Mark E. Smith.

– Jeg er vild med The Fall, og Mark bor kun 500 meter fra mit hus, fortæller Guy Garvey. Det er ikke så længe siden, jeg mødte ham på gaden og forsøgte at hilse, men han snerrede bare ad mig, mrhffuckoffmrrh, kommer det fra Garvey, med en imponerende guttural imitation af den koleriske The Fall-frontmand.

– Det skal dog siges, at da vi arbejdede i The Roundhouse (spillested i Manchester, red.), var han altid virkelig sød og høflig og gav gode drikkepenge, bryder Pete Turner ind.

– Det er rigtigt. Men så var der også dengang, han forsøgte at bide vores manager i ansigtet, slår Guy Garvey ud med hænderne. Sådan er det åbenbart i Manchester.

Lovprist album
The Seldom Seen Kid
løb med en række priser. Blandt andet to Ivor Novello Awards, en Brit Award for Bedste Band og så den prestigefyldte Mercury Award. Den sidste betød noget særligt for medlemmerne af Elbow.

Asleep In The Back (Elbows debut fra 2002) var også nomineret til Mercury Award, så det var ligesom, vi havde nået hele vejen rundt. Oven i var det den første pris, vi vandt for albummet, og aftenen var helt perfekt. At stå der, foran alle sine idoler og ligemænd, fra Robert Plant til Radiohead, var en enestående oplevelse, fortæller Pete Turner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA