x

Turnédagbog fra Lake Placid – del 3: Tyskland

Turnédagbog fra Lake Placid – del 3: Tyskland

Billede: Line Kongsted Jensen

Den dansable powerpop-gruppe Lake Placid har gennem de sidste tre uger rejst gennem fire lande og spillet næsten tyve koncerter. De har hver dag skrevet tourdagbog til deres egen hjemmeside. Her kommer et resumé til ære for GAFFA.dk's læsere:

16. februar, Schilleroper, Hamburg, Tyskland
Efter et par dages pause nåede vi så til Tyskland, nærmere bestemt Hamburg. Først deltog vi i et radioprogram, hvor vi spillede fem akustiske sange og gav interview. Derfra videre til spillestedet Schilleroper, der er en hyggelig lille klub med røde lamper og slidte lædersofaer. Der var ikke meget plads på scenen, så vi dansede tæt og smilede til de søde publikummer. De svarede igen med klapsalver, hujen og en svingom hist og her. Efter koncerten blev vi og dj'ede, og bl.a. dansksprogede Bikstok Røgsystem fik folk på dansegulvet. Derefter for vi ud i nattelivet med lokale nye venner...

17. februar, Indiego Glocksee, Hannover, Tyskland
Vi vågnede i en hyggelig gård foran spillestedet Indiego Glocksee. Folkene fra stedet havde tilberedt den lækreste morgenmadsbuffet, som vi kastede os over. Senere på dagen havde vi et interview med en radiostation. Intervieweren var en midaldrende tysk reggae-fan, som ikke var så god til engelsk. Det undskyldte han for ved at grine det meste af tiden, hvilket også fik os til at grine. Heldigvis var der en dygtig kvinde med til interviewet, der oversatte til tysk og i det hele taget holdt styr på, at interviewet rent faktisk blev til noget.

Til lydprøven øvede vi en ny sang, der var så god at vi valgte at tilføje til vores sætliste samme aften. Koncerten var rigtig god, og publikum var på. Selv efter ekstranummeret ville de have mere, men vi havde desværre ikke flere sange at spille for dem. Efter koncerten hang vi ud i baren og dansede med folkene fra spillestedet...

18. februar, NBC Giga TV, Düsseldorf og Bastion, Bochum, Tyskland
Vi spiste morgenmad på Indiego Glocksee og kørte derefter til Düsseldorf, hvor vi skulle optræde i et tv-show, der mindede om vores Boogie. Vi spillede "This Air" i studiet og blev interviewet om vores hjemmeside og vores video. Til sidst spillede Tania Tekken mod værten, og selvom vi prøvede at distrahere ham, måtte vi se os slået.
Efter showet kørte vi til Bochum for at spille på spillestedet Bastion.

Bochum virkede som en meget grå og kedelig by, men Bastion var et fantastisk sted. Selve stedet ligger i en gammel bunker, som nu bliver brugt til filmforevisninger, galleri og koncerter. Vi blev igen fantastisk modtaget, og da vi skulle til at gå på, var stedet proppet med mennesker. Det fejrede vi ved at tage blå 80'er-makeup på.
Koncerten var helt fantastisk. Der var fuldstændig proppet, og folk dansede og prøvede at synge med, selvom de aldrig havde hørt os før. Efter koncerten var der gode dj's, så vi drak øl og dansede til den høje musik.

19. februar, Stadtgarten, Köln, Tyskland
Vi ankom til Köln først på dagen, hvor vi parkerede foran spillestedet. Størst opmærksomhed fik dog det økologiske supermarked på den anden side af gaden. Gid vi havde sådan nogle herhjemme.
Eftermiddagen tilbragte vi på at se den berømte Kölner Dom, som er en meget flot og på nogle måder skræmmende domkirke.

Tilbage på Stadtgarten blev vi indlogeret i backstage lokale med egen bar og sandwichbuffet. Selve scenen var stor, og det samme var lokalet (plads til 500 mennesker). På trods af god lyd og plads var koncerten ikke helt i top. Vi spillede lidt ujævnt, og syntes egentlig også, publikum stod lidt stille og var lidt for langt fra scenen. Bagefter undskyldte flere af dem for, at de ikke havde danset. Vi nåede lige at pakke vores gear, hvorefter bussen kørte af sted mod München.

20. februar, Off-day, München, Tyskland
Vi vågnede op til tourens første fridag i et snedækket München. Vi gik en tur gennem byen, hvorefter vi spiste morgenmad/frokost på en café. Herefter gik turen til det berømte Hofbräuhaus, som er Münchens største og mest berømte ølhal. Her fås øl i en-liters glas med dertilhørende tykke mænd i lederhosen og japanske turister. Derudover var der et orkester, der spillede traditionel
bayersk folkemusik. Vi ankom lidt i fire, og de sidste af os væltede ud derfra klokken halv elleve, efter seks en halv time med store øl og pølsetallerkener. Aftenen sluttede på en noget mere ungdommelig art klub, før turen gik hjem til bussen.

21. februar, Salon Erna, München, Tyskland
Vi fik morgenmad på en café på sjette sal i det centrale München, hvor der var udsigt over byens middelalderlige rådhusplads.
Vi ankom i god tid til spillestedet, så flere af os brugte tiden til at få
deres hår klippet. Tania agerede frisør, og resultatet var overbevisende. Scenen var så lille, at halvdelen af os måtte stå på gulvet. Det kan vi godt lide - jo tættere på publikum, jo bedre.

Koncerten var fin. Efter at vi var gået af, tog en af publikummerne mikrofonen for at råbe på ekstranummer. Så vi spillede et ekstranummer. Efter koncerten slappede de fleste af os af i bussen, mens et lille, men stærkt hold tog på endnu en druktur...

22. februar, Klüpfel, Nürnberg, Tyskland
Vi vågnede op uden for spillestedet Klüpfel i Nürnberg. Stedet var en mærkelig kombination af ungdomsklub og spillested. Om dagen var der unger, PS2-spil og larm, og om aftenen blev det hele så omdannet til rockklub med dertilhørende bar og spisested. Nogle af os nåede at gå en tur i snevejret. Det lykkedes os endda at blive antastet som rockmusikere i en sporvogn!

Under lydprøven afprøvede vi scenen og måtte konkludere, at den ikke var så stabil. Vi besluttede, at man under koncerten ikke måtte hoppe så meget, men i stedet måtte nøjes med at svinge med røven, for at undgå, at det hele væltede sammen. Vi ved ikke, om det var vores horisontale boogie-woogie dans, der gjorde det, men blandt publikum var der en ældre mand, der fra start til slut fyrede op for en funky-hippie-electric-boogie-dans. Ikke dårligt. Efter koncerten tog tre af os til goth-party, mens resten gamede i bussen.

23. februar, Off-day, Nürnberg, Tyskland
I dag var fridag i Nürnberg. Efter en kop kaffe i den gamle bydel tog vi et smut i den lokale goth-fetisch-punk-hiphop-rockabilly-butik, hvor vi først grinte meget, men endte med at købe en masse tøj. Derefter tog nogle af os ud for at se det område, hvor nazipartiet plejede at
holde deres partikonventer. Det er et kæmpe areal, og nogle af bygningerne står endnu. Vi besøgte os et såkaldt dokumentationscenter, der meget nøgternt gennemgik Tysklands historie fra 1920 til 1945. Det var meget spændende og
rart med lidt afveksling. Aftenen tilbragte vi med at se fodbold i hotelbaren.

24. februar, Atomino, Chemnitz & WMF, Berlin, Tyskland
I dag var en lang men god dag. Vi skulle to koncerter - først i Chemnitz, og derefter 300 kilometer mod nord til Berlin for at spille til en vens fødselsdagsfest. Vi spiste morgenmad i Chemnitz og gik derefter en tur. Chemnitz hed tidligere Karl-Marx-Stadt og er en typisk østtysk by med gamle betonblokke fra DDR-tiden.

Da vi ankom til spillestedet var der iskoldt, så vi måtte blive i bussen for at holde os varme. Senere blev det dog tåleligt at opholde sig der. Vi spillede en rigtig god koncert, og publikum var utrolig søde. Alle dansede, nogle med lukkede øjne, klappede og hujede. Desværre havde vi ikke så meget tid efter koncerten til at hilse på folk, da vi skulle videre til Berlin.

Vi ankom til Berlin klokken halv fire om morgenen, skyndte os at sætte vores gear op, hvorefter vi spillede den mest punkrock-agtige koncert, vi har spillet. Der var ingen scene, så vi stod mast sammen i et lille rum, mens publikum dansede rundt. Nogle af os var blevet fulde, så rent teknisk var det ikke helt på toppen. Til gengæld var det rigtig sjovt, og publikum var meget taknemmelige for at vores koncert. Derefter var der fri bar....




Lake Placids hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA