x

Undercover: Surfact – Feeding The Beast

Undercover: Surfact – Feeding The Beast

Hvem: Paul Wilson
Hvor: Amager
Hvornår: juli 2011

Coveret til rockdrengene fra Surfacts tredje album, Feeding The Beast, er lavet af engelske Paul Wilson, som drengene kom i kontakt med gennem Facebook, hvor de sendte en runde-besked ud. Trommeslager Jeppe Sig fortæller:

– Vi sendte en besked ud på Facebook, hvor vi spurgte vores venner og fans, om de kendte nogle, der kunne være interessante til jobbet, og derigennem dukkede Paul Wilsons navn op. Vi var et smut inde på hans hjemmeside, hvor vi kunne se, at han havde lavet covers for blandt andre Kashmir, Tim Christensen og Caroline Henderson. Først syntes vi, han så lidt dyr ud, så vi afskrev ham egentlig i første omgang, men vi havde ham i tankerne, hvis det kunne lade sig gøre rent økonomisk.

– Vi snakkede med nogle forskellige folk, og der var ikke rigtig noget, der fangede, så vi arrangerede et møde med Paul, hvor vi viste ham videoen til vores førstesingle fra albummet. Det er en video, vi har fået lavet af nogle professionelle folk i USA, og da han havde set den, havde han kuldegysninger og ideerne væltede bare ud af ham. Der var selvfølgelig lige det med prisen, men han var heldigvis villig til at skære lidt af sin hyre, fordi han kunne mærke, at han bare ville det her projekt, så det var superfedt.

Hvordan kom idéen til selve coverbilledet?

– Billedet tager udgangspunkt i albumtitlen og vores video til titelnummeret, som handler om at fodre sit indre bæst. Vi havde selv nogle ideer og tanker omkring, hvordan vi gerne ville have det, men Paul havde bare så godt styr på det, at vi overlod det til ham. Vi er ellers vant til at blande os.

Hvem er manden på billedet?

– Gennem Facebook fik vi fat på en ung fyr ved navn Mike, som er Europamester i karate eller noget i den stil, og han kom ud til Paul, hvor han blev smurt ind i olie og stillet op foran en sort skærm. Billedet er manipuleret, for det er fysisk umuligt at have hovedet inde under armen på den måde, som han har her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA