x

Deer Bear – knugende melankolsk folk

Deer Bear – knugende melankolsk folk

Ude i den canadiske ødemark er der en afsondret sø, der er omgivet af en tæt granskov og snebeklædte bjerge. Dyrelivet er rigt - vildt, og naturen er på en og samme tid inspirerende og isoleret-omklamrende. Klaustrofobisk. Ved søen befinder sig en hytte. Der befinder du dig af og til – eller rent metaforisk ikke mindst – da det er et billede på sindet. Hvor vi går hen, når vi skal finde ro og tackle livets forhindringer inde i os selv. Det er ikke mindst et sådant billede, duoen Deer Bear har haft i tankerne til titlen og den røde tråd omkring deres debutalbum med den eftertænksomme arkitekttitel House Behind the Eyes, der netop er udkommet på Playground.

 

Tilbagetrækningskraft

Deer Bear er en sammenlægning af de to medlemmers navne Anne Hjort (Deer) og Lars Bjørn-Hansen (Bear), og de er en forholdsvis ny gruppe. På trods af dette faktum, så har de været til en lang række af de største branchefestivaler, ligesom de har spillet en række supportjobs med mere – desuden suppleret af Mikkel Bøggild og Mads Uldall-Jessen, der også bidrager i gruppen.

De kommer fra hver sin baggrund – Lars Bjørn-Hansen fra metalverdenen fra gruppen Koldborn, og Anne Hjort fra en baggrund, hvor indie-rock og triphop har været mere gennemgribende, og er altså nu nået til udgivelsen af deres folk-inspirerede debut, der i høj grad kredser om melankoli, fortvivlelse og tab.

Lars Bjørn-Hansen (L): – Det moderne menneske er en tvivler – er ambivalent, fordi man vil gerne en masse ting, men man ved også godt, at man kan ikke gøre det hele tiden, fordi man bliver slidt op. Man bliver kastet meget rundt af sig selv og andre – og ens lyster til noget og ens ulyst omkring nogle andre ting.

– Min egen måde at skrive musik på, er altid ud af nød eller fortvivlelse. At jeg bliver nødt til at forstå mine tanker, og der er musikken en god måde at skrive og sætte lyd på det, for at komme ind til kernen af de tanker, man har. På den måde kan melankoli, lidelse og fortvivle også blive noget glædeligt, for man dykker ned i det og forstår sig selv lidt bedre igennem det.

 

Simple numre

Indspilningerne til albummet fandt sted for godt et år siden, og materialet kom primært til verden efter to sessions. Først med lag-på-lag-indspilninger, der desværre ikke fungerede, hvorefter en ny session med et større livepræg skabte en efterstræbelig dynamik og nerve for de to aarhusianeres lyd.

Anne Hjort (A): – Det kan være farligt for musik som vores, for det klæder det ikke at lyde produceret. Nerven kan meget let forsvinde.

L: – Det er også ud fra ønsket om at skrive gode og simple numre. Den kunst, det er at gøre det. Der skal ikke ske alle mulige vanvittige ting, for det er ikke det, der er målet. Det er følelsesmæssige sange, og den følelse får man bare bedst frem ved at indspille det live, som vi gjorde.

A: – Også det, at det ikke bliver perfekt. Det er noget, man selv kan rive sig lidt i håret over, når man hører det, men det er også det, der gør, at det lyder ærligt. Man kan godt høre, at en linje ikke er blevet taget igen og igen. Det giver en umiddelbarhed og en speciel lyd. Den homogene lyd, og at der er nogle skønhedsfejl, som klæder vores musik rigtig godt.

 

Hvem?

– Lars Bjørn-Hansen. 34 år, og jeg spiller akustisk guitar og synger.

– Anne Hjort. 30 år, og jeg spiller klaver, synger og tromme – nu live i hvert fald. Det er noget nyt.

Hvor?

L: – Vi spiller melankolsk folk med lidt americana. Det lyder som en kop kaffe, men det er det ikke. Nogen vil måske gå så langt at kalde det pop.

A: – Det er altid godt at bruge ordet indie, men det er også svært, når alt efterhånden er det.

L: – Vi hører meget forskelligt musik, men i starten tænkte, vi slægtskabet var hen af Bowerbirds, Midlake og Fleet Foxes.

Hvor?

A: – Jeg kommer fra Silkeborg i Midtjylland. Det kan godt overraske lidt, når man hører mig tale. Haha. Jeg har ikke noget specielt forhold til det. Det er bare der, jeg er født og opvokset.

L: – Du taler helt rigsdansk. Jeg kommer fra Rudkøbing fra Langeland,. Jeg synes, at der er smukt på Langeland, så jeg kan godt lide at komme der, men det vil altid ske en afstandstagen, når man er brudt op derfra.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA