Outlandish – Kan en kriger være bekymret?

Outlandish – Kan en kriger være bekymret?

Isam, Waqas og Lenny er tilbage efter fire år, hvor de tre brødre i ånden har været ude for at erobre verden med Sounds Of A Rebel, der har gået sin sejrsgang i det store udland i et langt større omfang, end nogen af de tre nogensinde havde turdet håbe på. Tiden er gået med at rejse verden tynd, pleje familierne og de nære relationer – og så ellers færdiggøre Warrior//Worrier, der tager udgangspunkt i en så bekymrende krigszone som dagligdagen.

Lenny: – Vi har stillet os selv spørgsmålet, hvorfor man er, som man er som menneske; hvorfor man har, de følelser man har og hvordan de tanker, man gør sig og de oplevelser, man får, påvirker én som person. Hvorfor ender man der, hvor man ender? Både i forhold til os selv som enkeltpersoner, de mennesker vi kender og møder og os selv som gruppe. Og det er der selvfølgelig rigtig mange grunde til.

Isam: – Livet er ikke så sort og hvidt, som vi engang gik og troede, og det er blevet mere interessant for os at fange det basale i hverdagen – og det kan faktisk være pissesvært at få øje på, fordi tingene jo bare er der. Min svigerfar sagde for et stykke tid siden til mig: "når du ser to mennesker, så er der én af dem, der er tålmodig." Og det kickstartede hele denne her "kriger" og "bekymrer"-verden, vi beskæftiger os med på pladen. Når man ser to mennesker – hvilket man gør hver dag – så er den ene en kriger, og den anden er en bekymrer. Rollerne kan selvfølgelig sagtens variere, men der skal være en bestemt balance, for at man kan sammen. Det har været meget fascinerende at se sig selv i spejlet og tænke på den måde.

Lenny: – Det er noget, der går igen i mange ting – ikke kun i parforhold, men også i venskaber, arbejdsforhold og politik. Når mennesker skal agere sammen, er der forskellige roller. Og der er så mange ting, der ligger bag, at mennesker gør, som de gør. 

Isam: – Og på pladen har vi forsøgt at gå et spadestik dybere og grave nogle af de ting frem i forhold til os selv, der gør, at vi er, dem vi er i dag. Hvis min svigerfar havde sagt det til mig for ti år siden, var der nok næppe kommet den samme sang ud af det, især fordi det sikkert var gået ind af det ene øre og ud af det andet. Når man er teenager eller i start-20'erne, er det noget andet, man tænder på. Så det har også meget at gøre med tid og sted.

Waqas: – Vores nærmiljøer er også blevet større med tiden. Både i forhold til de rejser, vi har være på sammen, men især individuelt. Vi har virkelig nydt, at møde alle de mennesker, vi har været i kontakt med, og når man snakker med folk og får deres historier, er det, at det går op for én, at det hele ikke er så sort/hvidt. Det har været folk lige fra Chicago og New York til Ramala og Marokko, og det har vi taget med os og det er blevet en del af de følelser, vi har lagt i musikken, og følelser er jo netop det musikken handler om.

Men er man enten kun bekymrer eller kriger?

Lenny: – Nej, man er selvfølgelig mange flere ting end det, og hvad man er, afhænger også i høj grad af den situation, man er i, og de mennesker, man er sammen med. Det skifter hele tiden. På en naturlig måde, finder man sin rolle i forskellige situationer.

 

Nye venner, nye rejser og nye oplevelser

I har jo arbejdet med en del ret forskellige producere på denne her plade. Hvordan kan det være, I ikke bare holder jer til én?

Isam: – Det ville være rigtig spændende kun at arbejde med én producer, og det ville nok munde ud i noget helt "koncept-agtigt" for os. Men det kunne helt sikkert være sjovt at prøve. Vores erfaring har vist os, at vi afhænger meget af tid og sted, og det rykker sig hele tiden, derfor er det fedt at arbejde med forskellige folk. Jeg var i New York i december, hvor jeg mødte fem meget forskellige producere – blandt andet en ung knægt, der var "beatmager", og som bare spillede sine ting sindssygt højt. Jay–Z har lige signet ham, og det er gået op for mig, hvor meget det gør at komme rundt i verden og møde forskellige mennesker med forskellige måder at gøre tingene på.

Lenny: – Det handler jo selvfølgelig også alt sammen om smag og behag, og nogle gange fungerer godt sammen med én person, mens andre fungerer sammen med en anden. Man lytter til det på forskellige måder. Man kan ikke sige, om noget er godt eller dårligt, man kan kun sige, hvad man selv synes om eller ikke synes om. Derfor er det også så mærkeligt med anmeldelser.

Isam: – Derfor er det også vigtigt, at man selv bidrager med noget. Et track er jo bare et track, og hvis man ikke som sangskriver kommer med kroppen, så kommer nummeret aldrig op at flyve. Det er vigtigt for os at mærke en tilfredshed hos os alle tre. Det er også derfor, det har været vigtigt, at vi har fanget noget fra vores dagligdag og udtrykt os med ord, som rammer noget i os selv. Hver sang og hver plade er som en side i en dagbog, der siger noget om den situation og sindstilstand, man var i, da man lavede musikken. Og engang imellem kommer vi måske til at underminere, hvor stor betydning det har at færdes rund om de mennesker, man gør. Nye venner, nye rejser og nye oplevelser har en kæmpe påvirkning på os.

For to år siden spillede I foran en kæmpe publikum på Mawazine Festival i Marokko. Det må have været en enorm oplevelse…

Waqas: – ja, helt sikkert. Det er jo en kæmpestor festival, hvor alverdens navne kommer og spiller. Samme aften som vi spillede, spillede Elton John i den anden ende af byen, men vi formåede alligevel at samle 60.000 mennesker til vores koncert. Det var ligesom at være med i en film. Det var en superfed koncert, og det var også der, vi skød videoen til Desert Walk, som vi lavede med Kato. Og vi skal heldigvis spille der igen i år.

Lenny: – Det var første gang, vi spillede i Marokko, og det er så dejligt at opleve, hvordan musikken samler folk i hele verden. Det er virkelig en velsignelse at blive spurgt om at komme og spille sådan nogle steder.  

 

Ud i verden

Det er jo også lidt sjovt, når i nu er en multinational gruppe, at I så kommer ud i verden med jeres musik. Havde I selv troet det?

Lenny: – Vi har altid tænkt, at vores musik skulle ud til folk – så mange som muligt i alle farver i alle lande og på alle sprog. Så helt fra starten af, har det været vores mål at komme ud i verden med musikken, ligesom vi gør nu.

Sådan er der sikkert mange musikere, der har det…

Lenny: – Det har du ret i, og vi er også meget taknemmelige for, at vi har fået de muligheder, vi har. Det er fedt, at vores legeplads er så stor, og hver sjov og mærkelig oplevelse er en gave. Vi har jo været rundt omkring fra Indien og Marokko til at spille i FN bygningen i New York, og man tænker ikke så meget over det, mens man er der, men når man så er kommet hjem igen, tænker man: "Shit mand! Det er sgu da noget mærkeligt noget…"

Isam: – Ja, når man kommer tilbage til Danmark, hvor fankulturen er anderledes og meget mere nede på jorden, kan man mærke, at man er hjemme igen. Det er dejligt. Men vi havde en lignende oplevelse, da vi spillede i Portugal for et par år siden. Vi landede i Lissabon og skulle køre i tre timer ned til kysten ved Middelhavet, hvor der blev afholdt en strandfestival. Da vi lavede lydprøve, stod der fire mennesker foran scenen, men da vi skulle spille klokken 22, var der pludselig 40.000 mennesker. Vi spillede I Only Ask Of God, og da vi kom til det spanske stykke, skrålede folk med. Jeg holdt simpelthen op med at synge og tænkte: "Hvad er det lige, der sker?"

Waqas: – Sangen var vist titelmelodi til en af deres store tv-serier på det tidspunkt, så der var også en grund til at alle kendte den, men det var det ikke mindre vildt af.

Lenny: – I Only Ask Of God er jo en argentinsk sang (Solo Le Pido A Dios, red.), og jeg er vokset op med den, og min mor spillede den for mig, da jeg var lille. Pludselig en dag dukkede der en mail op i min inboks fra ham, der har skrevet sangen (León Gieco, red.) tilbage i 1978, hvor han skriver, at han synes, at vores version er totalt fed, og at han er glad for, at vi har indspillet den. Og der tænkte jeg bare: "Wow, det her er en mand, der har skrevet en sang, som alle kender i Sydamerika, og så bliver han rørt af vores version af hans egen sang."

Isam: – Det er meget overvældende.

 

Fra bombetrusler til dårlig mave

At Isam, Lenny og Waqas er nogle populære herrer uden for landets grænser vidner deres mange koncerter rundt omkring i verden om. Og det kan være svært at nå ud til alle fans.

Lenny: – Det er meget mærkeligt at møde folk, der rejser langt for at komme til vores koncerter. Jeg mener… det er jo bare os, men det er virkelog smigrende. Før vi spillede i Marokko, var der nogle derfra, der var rejst helt til Cairo for at se os – det er virkelig ikke nogen nem rejse, og da jeg spurgte dem, hvorfor de ikke bare ventede til vi kom til Marokke, sagde de: "Jamen, I har ikke spillet i Marokko i ti år, så vi var jo nødt til at tage af sted."

Waqas: – Der var også på et tidspunkt, hvor vi spillede i Manchester, hvor en af vores fans i Gaza havde vundet en konkurrence, hvor hun vandt en billet til koncerten – jeg ved ikke, hvorfor hun overhovedet deltog i konkurrencen, men hun kunne selvfølgelig ikke være der, så en af hendes Facebook-veninder havde tændt telefonen, så hun kunne høre koncerten. Bagefter talte vi med hende i telefonen, og hun var helt oppe at ringe. Det var ubeskriveligt. Det er der ikke nogen award eller pris, der kan overgå. Vi er virkelig priviligerede.

Isam: – Hun er en af de fans, der har været med siden starten.

Har I nogensinde mødt hende?

Lenny: – Nej, for hun bor i Gaza, og der kan man ikke sådan lige rejse til.

Isam: – Nej, og man kan heller ikke spille koncerter der. Det var svært nok i Ramallah, der kom gearet først en halv time, før vi skulle spille.

Lenny: – Ja, og der var 20-30 bevæbnede sikkerhedsvagter – ikke for at passe på os..

Waqas: – Nej for da jeg spurgte hvorfor de var der, sagde de: "Det er ikke på grund af jer. Det er for, at vi kan give israelerne lidt modstand, hvis de kommer for at lukke festen ned. Så kan I spille lidt længere." Men det forløb heldigvis helt stille og roligt. Det er nogle vilde oplevelser, man får.

Isam: – Ja, Waqas fik for eksempel maveforgiftning i Indien, så han måtte sidde i kørestol og kunne ikke spille den sidste koncert. Så vi har oplevet alt lige fra ondt i maven til bombetrusler til Dubai, hvor det var så ekstremt, at vi faktisk ringede og bad om mindre værelser.

 

Fra venner til brødre

Når man er så meget sammen i hverdagen, som Outlandish er, er der så overhovedet tid og lyst til at se hinanden, når det ikke drejer sig om musikken?

Isam: – Vi startede jo ud med at være rigtig gode venner, og så kom musikken som en fælles passion. Derefter kom arbejdet med musikken, og det betyder så, at man faktisk finder nye venner, som ikke har noget med arbejdet at gøre. Det er helt naturligt. Så når vi har fri er vi faktisk ikke sammen – groft sagt.

Lenny: – Vi spiser selvfølgelig sammen engang imellem og hygger.

Waqas: – På et tidspunkt undrede vi os meget over, hvorfor vi ikke så hinanden mere uden for musikken, men senere er det så også blevet klart, at vi jo rent faktisk er rigtig meget sammen til hverdag, så derfor er det sjældent, at vi går i biografen sammen på en søndag.

Lenny: – Og selvom det ikke er meningen, er det bare utrolig let at komme til at snakke arbejde, når man er sammen. Men vi er jo som en familie. Man behøver jo heller ikke se sine brødre hver dag, man har en helt særlig forbindelse.

Waqas: – "Almindelige" venner, der ikke laver musik er sikkert heller ikke lige så meget sammen, som vi er. Der er en helt særlig intensitet over det.

Isam: – Nu har vi efterhånden også kendt hinanden i 20 år, og vi kan sidde i samme rum, samme bus eller samme studie og ikke sige en skid til hinanden en hel dag uden at der er noget galt. Så godt har vi det med hinanden.

Waqas: – Ja, det går lige et stik dybere end de fleste relationer. Vi startede som venner, men nu er vi brødre.

 

Den svære sang

Siden Sound Of A Rebel udkom i 2009 har Outlandish spillet et hav af koncerter i ind- og udland og samlet inspiration til Warrier//Worrier. Det har været vigtigt for drengene at fange en vibe, der kan gøre samtlige i trekløveret tilfredse. En af de måder hvorpå, de har ramt den vibe har været at arbejde med nye mennesker, der kan udfordre bandet og få dem til at afsøge nye steder i deres univers. Ligesom skiftet til et andet pladeselskab har givet dem mere kontrol over musikken og bidraget til fornemmelsen af at stå på egne ben. Men der må alligevel ryge nogle numre i svinget, for at alle skal være tilfredse?

Isam: – Vi fyrer rigtig mange numre, når vi laver plader. Men for det meste kan vi inden for de første fem minutter se, om det er et nummer, vi vil arbejde videre med eller ej. Enkelte gange arbejder vi på en nummer i en måned for så at indse, at det aldrig bliver godt, og så smider vi det ud. Vi har for eksempel et nummer, der altid kommer op, hver gang vi går i gang med en ny plade…

Lenny: – Haha ja, det har fulgt os lige siden vi indspillede den første plade, men det er aldrig blevet til noget.

Isam: – Der er bare noget i det nummer, der er en god idé, og derfor bliver vi ved med at tage det op, men vi har aldrig mødt den producer der – sammen med os – har formået at tage idéen og gøre den til noget, der føles rigtigt.

Lenny: – Det ligger på min computer i fem forskellige versioner, haha!

Hvad så, hvis der kun er én af jer, der ikke synes, et nummer holder?

Isam: – Så fyrer vi det også.

Lenny: – Vi udgiver ikke noget, vi ikke alle tre kan stå inde for. Men det betyder ikke, at der ikke skal gås på kompromis engang imellem, haha!

Isam: – Men det er jo også bare sange. Det er ikke noget, man skal skændes over. Der er ingen grund til at gøre sine sange til sine børn. Vi tre er en gruppe, og det vigtigste er, at vi fungerer optimalt sammen.

Lenny: – Det er også noget af det, der er fedt ved at være i en gruppe; at man bagefter kan læne sig tilbage og have et produkt, man alle tre er glade for, og som man har lavet sammen. Men det er ikke nemt at skulle blive enige alle tre.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA