x

Vinnie Who – Dansabel midnatsmusik i mangfoldighedens navn

Vinnie Who – Dansabel midnatsmusik i mangfoldighedens navn

Den nye plade

– Processen har været meget lang, og jeg har skrevet rigtig mange forskellige slags sange. Det tror jeg helt sikkert har hjulpet med til, at det er bedre sangskrivning end på det første album. Det synes jeg i hvert fald selv – det er meget heldigt, ikke? Sangene er også meget mere gennemarbejdede, og de er ikke ligeså spontant produceret, som det jeg ellers har lavet. Det er et meget velovervejet og gennemkomponeret album.

Jeg synes, der er tilført noget nyt til Vinnie Who på denne her plade, og jeg selv er blevet meget mere opmærksom på og øvet i alle de ting, der følger med, når man skal udgive et album. Jeg har kunnet planlægge tingene bedre, og det har været med til at give et skarpere udtryk. Men når det så er sagt, er det stadig de samme ting, jeg tænder på. Jeg kan for eksempel ikke bruge sådan et fodbold-omkvæd, hvor man står og råber "lålålå", til noget. Der skal være mange lag i musikken, og det er noget, jeg gør en stor dyd ud af. 

 

The Wiggle

– Sangen er lidt en løftet pegefinger til blandt andre mig selv. Det hele kommer i hverdagen meget let til at handle om alle de ting, man skal nå; man skal til træning i morgen, eller svigerforældrene kommer på besøg, så man skal imponere med noget god mad. Her går sangen ind og siger, at det er okay at glemme det hele lidt og lade sig rive med – og så leve i nuet i stedet for. Jeg synger om en masse forskellige karakterer, som er samlet et sted for at have det sjovt. Det er "trannies and traps" og en masse vilde og udtryksfulde typer, som jeg beundrer, fordi de gør, hvad der passer dem. Sangen er også inspireret af Dunkel, som var en københavnsk klub, jeg kom meget på. Det var et fedt mørkt sted, hvor der var plads til alle indtil den lyse morgen. Nu er den desværre lukket.

 

How Can I Be Sure?

– Teksten til nummeret er skrevet i samarbejde med Jacob Bellens fra I Got You On Tape og Murder. Det er altid interessant at arbejde sammen med andre, og Jacob og jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve at skrive noget sammen. Det er jo en sang, der handler om jalousi, og det kom egentlig af omkvædet, som jeg havde skrevet teksten til i forvejen.

Og vi blev enige om at skrive en vaskeægte kærlighedssang. Jeg ville aldrig have turdet skrive sådan en tekst, hvis ikke vi havde været to til at bekræfte hinanden i, at det er cool nok at sige tingene lidt mere ligeud. Generelt tør jeg at lade tinge stå lidt mere klart på denne her plade. Og især med det her nummer var det fint, hvis det var så klart, at det nærmest blev et statement.

 

Disko

– Jeg ved ikke rigtig, hvad det er, diskogenren kan. Og før jeg lavede denne her plade, var jeg faktisk også i tvivl om, hvorvidt det skulle være endnu et album med dansabel musik, for man kan sgu godt blive lidt træt af at være til fest hele tiden. Jeg har haft brug for nogle gange at komme ned i gear og slappe lidt af, men da jeg så gik i studiet for at producere sangene, gik det op for mig, at det skulle være disko igen. Da jeg lavede den første plade, var det ret spontant, at jeg forelskede mig i genren, som jeg ikke rigtig havde lyttet så meget til før. Det er ikke noget, jeg er vokset op med eller noget, men jeg så det som en sjov udfordring til, at starte med, og nu har lært at elske genren fuldstændig.

            Et eller andet sted er det jo også sjovt, fordi jeg er så malplaceret i disko-verdenen. Jeg burde jo lave et eller andet rockmusik med alt for meget rumklang på, haha! Og jeg kan godt lide paradokset i, at jeg som en hvid fyr med en lidt for stor næse render rundt og prøver at være funky og spille sort musik. Det er sjovt at lege med, og det giver en masse muligheder. I dag lytter jeg til masser af disko, og for tiden er det Young Americans med Bowie, der er på repeat. Det er også sådan en dejlig paradoksal sag; han vil så enormt gerne, men han er jo for fanden ikke sort. Det er et sjovt clash, og det tænder mig helt vildt.

 

Det store udland

– Hvad det store udland angår, har jeg det sådan, at vi med den første plade var ude at sætte de første par lys i lagkagen, og nu skal vi så ud at tænde dem. Vi har fået en masse spændende samarbejdspartnere og har fået bookingbureauer i næsten hele Europa. Pladerne er også tilgængelige i alle lande. Det er vildt, når man er rundt i Europa, for nogle gange er der virkelig mange mennesker – og de kan endda kraftedeme synge med på sangene. Man kan få de vildeste oplevelser, steder man aldrig har været før og ingen forventninger har til; man er blevet kastet ud i det med hovedet først af en booker og en manager, der siger: "Det gør vi bare!", og vi tænker jo bare, at vi nok skal få en sjov tur, men så kommer vi derhen, og så kan folk fandme synge med. Det har vi oplevet både i Ukraine, Tyskland og Norge. I Ukraine kunne folk endda synge med på Ain't Going Nowhere, der jo slet ikke er med på den første plade. Faktisk tror, jeg slet ikke, Musikken er udgivet på cd i Ukraine, så det er ret stenet – og helt fantastisk! Men når det så er sagt, var det også helt vildt at spille i Store Vega, hvor der næsten var udsolgt – og for 11.000 mennesker i Tivoli. Det var sgu ikke ambitionsniveauet til at stare med… men det er det jo så selvfølgelig blevet nu. Nu skal det bare være endnu større, for det fedeste i hele verden er at spille for et stort publikum.

 

Midnight Special

– Vi var i studiet en dag, hvor min bassist spillede et YouTube-klip fra en eller anden New Yorker-klub, hvor der stor "Tonight's Special" på et neon-skilt – helt vildt kitsch. Jeg synes, det var rigtig fedt, men længe var det bare en arbejdstitel, og der gik lang tid, før jeg tænkte det som et seriøst bud på en pladetitel, men så vænnede jeg mig til det. Musikken er jo også inspireret af de sene timer, og det er meningen, man skal danse til nogle af numrene – eller, det kan man i hvert fald, hvis man har lyst, og midnat er jo et godt tidspunkt at danse på. Det er det i hvert fald for mig selv, for det er der, jeg har drukket mig mod til at bevæge mig ud på dansegulvet – det er også der, man kan vælge om, man vil gå hjem i seng, eller om man vil fortsætte festen. Og så er "midnight" bare et fedt ord, der passer godt til det alsidige univers, der er på pladen. Plus at der er noget diskoagtigt over det, jeg godt kan lide, haha!

 

Felix Baumgartner

– Felix Baumgartner har fået en hyldestsang med på pladen, for da han sprang ud, sad jeg og så det hele dagen og tænkte, at det nærmest var min generations månelanding. Og det, syntes jeg, var enormt fascinerende. Jeg diskuterede meget med mine venner, hvorvidt det var dumt, eller om det var kunst, det han havde gang i. Det, at han hopper ud fra så ekstrem en højde, er jo ikke noget, der giver fred i verden, men det blev et samlingspunkt for folk, og mennesker verden over sad jo klinet til skærmen. Det var enormt fascinerende, så han skulle have en sang med på vejen. Jeg har aldrig skrevet en sang så direkte til nogen før, men det her "spacy" vocoder-nummer passede bare perfekt til ham, så sådan blev det.

 

X Factor

– Jeg var jo med som Thomas Blachmans hjælpedommer i X Factor, og det var fandme en skør oplevelse at være med i det cirkus, haha! Men det var også en stor oplevelse. Faktisk spurgte Blachman mig allerede sidste år, hvor jeg takkede nej, fordi det var for svær en beslutning at tage, om hvorvidt, jeg havde lyst til at være med i det game, men i år var jeg mere afklaret omkring det. Og jeg må sige, at efter at have været med, står det klar for mig, hvor vilde ting det er, deltagerne går igennem. De er helt vildt nervøse, men de er virkelig også professionelle – og enormt dygtige. Jeg har stor sympati for de unge mennesker, jeg mødte i programmet. Det er noget nemmere at sidde hjemme foran fjernsynsskærmen og dømme dem og sige: "Arh, der sang du falsk, din idiot!" Men det er sgu ikke helt dumt, og jeg tænkte, at hvis de havde lyst til at have en fyr som mig med, som jo alt andet lige er noget smallere, end de gæster, de plejer at have med, så ville jeg da gerne være med til at præge det. Og det er jo også det, jeg prøver med min musik; at lave et alternativ til det meste af det, der bliver spillet i radioen, som er alt for meget skåret ud i pap – og lidt for …dumt.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA