x

The Alpines turnédagbog del 2

The Alpines turnédagbog del 2

Billede: Disse chokoladekys gjorde stort indtryk på The Alpine undervejs...

11.03.06 Logo, Ahaus
Kære dagbog. For det første beklager vi, at vi har forsømt dig på det sidste, men det er altså hektiske tider for de 5 i The Alpine, og med pladeudgivelse i Danmark, koncerter i både Danmark og Tyskland og forestående release i seks andre lande kan det være svært at finde tid til dagbogsskrivning. Der er så meget at fortælle dig, men udfordringen er jo, som med alt her i livet, at vide hvor man skal starte, og hvor man skal slutte.

Den ongoing klubtour i Tyskland har i dag bragt os til den lille flække Ahaus (50.000 indbyggere!), kun fem minutter fra den hollandske grænse. Som så ofte med koncerter i disse mindre byer viser de sig tit at gå over al forventning, da publikum her ikke er så forvænte og gerne møder talstærkt frem, når et (endnu) ukendt band kommer til byen. I aften var ingen undtagelse. Så selvom dagen startede hektisk, blandt fordi vores lydmand Georgi havde glemt sin taske i den berlinske U-bahn, endte den med stor tilfredshed og for nogen en afsluttende tur til byens lokale (og eneste) russiske bar.

15.03.06 Rosenkeller, Jena
Kære dagbog. Efter et par fridage i Berlin (hvor vi har base under vores Tysklands-eskapader) tilbragt med blandt andet musikvideo-klipning og øvning, ankom vi i dag til Jena, en stemningsfuld bjergby i det eks-østtyske. Naturligt nok er vores fokus meget på, hvordan det går vores lille plade, der langt om længe er kommet ud i Danmark, så det kræver en vis mental omstilling pludselig at skulle spille en koncert så langt væk fra ”det hele”. Men vores on-the-road-mekanismer er efterhånden så udviklede, at vi leverer varen på trods af ugedagen (onsdag), et beskedent fremmøde og adskillige tekniske genvordigheder undervejs.

Efter koncerten deler vi den skønne Havanna Club-rom (det eneste rockstjerneagtige på vores rider (forplejningsliste, red.) … so far!) og studser endnu en gang over det skøre fænomen autografskrivning ... Just don’t get it. Men cd’er, plakater, T-shirts og postkort får en tur med spritmarkeren og vores skamferede merchandise går som varmt brød i Jena. Natten soves væk på et stemningsforladt sportshotel i udkanten af byen med det store fodboldstadion som nabo. Har jeg for resten nævnt, at det er koldt som bare fa’en i Tyskland? Altså, vi snakker rigtig vinter…

17.03.05 Forum, Bielefeld
Kære dagbog. En af de sværeste, men også vigtigste discipliner på landevejen er ”tidsfordriv i en tourbus”. Alle, der har prøvet det, ved, hvad jeg snakker om, og må jeg i den forbindelse sende de varmeste hilsner til ham, der opfandt den bærbare computer. Uden den var vi for alvor på skideren. Med den på skødet kan der programmeres hjemmeside, ses Simpsons en masse, indspilles demoer, skrives dagbog (he he), og tiden fra A til B flyver pludselig af sted.

Dagens arbejdsgiver er spillestedet Forum i Bielefeld, en imødekommende rock-klub af den coole slags, som vi kender og elsker dem, og stedets catering er aldeles uovertruffen (meget vigtigt!). Der oplades til aftenens koncert med et interview til en lokal tv-station, mens andre hører de to opvarmningsbands spille. Da det endelig bliver vores tur har henholdsvis band og publikum besluttet sig for at elske hinanden, og det bliver en legendarisk aften i Bielefeld, der går ind på vores foreløbige Top 5 over gode koncerter i Tyskland. I mangel af bedre bliver en improviseret efterfest afholdt i foyeren på vores et-stjernede Etap Hotel, der er uden bemanding, men til gengæld har Burger King og motorvejstilkørslen som nabo. Aldrig har den tyske nat været så smuk…

18.03.06 Spektakulum, Düsseldorf
Kære dagbog. Så kom foråret dæl’me! Ligesom vi nærmer os Düsseldorf midt i det forjættede Ruhr-distrikt, begynder solen at brænde (eller er det bestråling fra et af de mange atomkraftværker), og påskeliljerne titter frem i autoværnet. Det tegner godt. Vi indser dog hurtigt, hvor svært det er at finde rundt i Düsseldorf uden en fungerende GPS (defekt strømkabel), men efter et par timer og adskillige U-vendinger ankommer vi til Spektakulum – stadig små-høje af forårsfornemmelser.

Bonusinfo: Lige ved siden af spillestedet ligger det lokale bowlingcenter. Da undertegnede ved et tilfælde havner derinde, er det tysk kultur, når det er bedst, der viser sig, og dette inferno af både fadøl, overskæg og tyroler techno er en både skræmmende og dybt fascinerende oplevelse(?). Jeg sætter en The Alpine-sticker op på centrets toilet, men har dog ingen forhåbning om, at vores publikum skal findes her.

I aften er en mindre delegation fra vores tyske pladeselskab samt en god håndfuld mediefolk (bl.a. fra Radio Eins Live) kommet for at høre os, så vi beslutter os for at spille det bedste, vi har lært. Det gør vi så, selvom koncerten ikke helt kan stå mål med gårsdagens. Til gengæld har vi efterfølgende megen morskab ud af den klassiske kombination af bordfodbold, et videokamera og en hel flaske rom.
Tyskland er et stort land at indtage, så mange koncerter venter forude. Det er skørt, sjovt og spændende alt sammen, og vi håber blot, at vingerne bær’. Fortsættelse følger…

The Alpines hjemmeside med flere tourfotos


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA