x

GAFFAs jubilæums-interview 4: The Eclectic Moniker

GAFFAs jubilæums-interview 4: The Eclectic Moniker

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med The Eclectic Moniker:

Det sker tit, at folk beslutter sig kollektivt for ikke at kunne lide et band længere. Og jo større det band er, jo længere tid tager det at komme over det.

Jeg har selv farvet mine bukser. Jeg fandt sådan noget i Matas, man kan bruge til det, pissesmart! Men syningerne er ikke blevet farvede. Det forstår jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad de er lavet af.

I Tyskland er der nogle, der har remixet et par af vores numre. Altså, rigtige tysker-remix. Det var lidt syret at høre. En underlig blanding af et overgreb, og at det faktisk også var lidt fedt.

Jeg bryder mig ikke rigtig om, at folk bliver pinlige over det musik, de hørte som unge. Hvis man syntes, det var fedt engang, er det vel ikke noget at være pinlig over i dag.

Hvis Frederik altid fik lov at bestemme musikken i vores bus, var vi gået i opløsning for længe siden. Anders går helt i panik, hver gang Frederik sætter Meshuggah og den slags på. Så er det bedre med Kasper Winding, det kan vi heldigvis alle sammen lide.

Musik behøver ikke være svært, men nogle gange er det sgu bare fedt, når man kan høre, at det er svært.

I Norge er der nogen, der lige har haft verdens længste interview, læste jeg forleden. Et 36 timer langt interview. Så må man altså lære at fatte sig i korthed, synes jeg.

Når man hører et rigtig dårligt remix, af sit eget eller andres musik, kan man nærmest få en voldtægtsfornemmelse i kroppen.

Som barn klædte jeg mig altid ud som hunden på "Forklædt Som Voksen".

Jeg kan godt savne, at der er nogle, der kan lave rigtige politiske sange, ligesom de gjorde i gamle dage. Dengang, hvor musikerne virkelig troede på det, de sang. Det er sgu fascinerende at høre.

Jeg er vild med de protestsange, der blev lavet til børn. "De Voksne Kan Også Være Bange", det er da sørgeligt. Jeg fik helt ondt af mine forældre, når jeg hørte den sang.

De "Voksne Kan Være Bange" og "Atombomberne Falder" - man blev da megabange!

Siden "Nattevagten" har jeg været helt vild med Sort Sol. "Glamourpuss" er simpelthen en vanvittig fed plade. Den trigger mig helt vildt, også på et dansegulv.

Når der er tænkt mere på musikkens modtager end afsender, så er der jo noget helt galt.

Mine koncertbukser ryger til skrædderen efter hver koncert. Det koster 75 kroner hver gang.

Det fine ved at få et dårligt råd af nogen, er, at man kan give det videre til andre som et godt råd til, hvad man i hvert fald ikke skal gøre.

I starten havde jeg altid sådan nogle suppe-steg-is-cirkusveste i rødt og guld på på scenen. Det er egentlig lidt ærgerligt, jeg er holdt op med det, nu jeg tænker over det.

Man kan vel også godt tale om, at nogle kvinder er flotte på scenen.

Man skal ikke være bange for at skille sig ud fra flokken og være anderledes. De bands, der bliver rigtig store, har jo netop skilt sig ud fra mængden. Det var jo ikke fordi, at der var en Freddie Mercury i alle bands i 70'erne.

Et band, der ikke kan skabe et live-show, får det altså svært.

Når jeg er til koncert, og opdager, at det, der kører på backtracket, lige så godt kunne være blevet spillet af en i bandet, bliver jeg næsten helt ked af det. Hvorfor spiller I det ikke selv?

Selvfølgelig er det bedst selv at træde forkert og lære af det, end at lade andre træde forkert for dig.

Jo flere fejl man laver, jo klogere skulle man jo gerne blive. Set ud fra den logik burde vi være virkelig kloge nu.

Selvfølgelig kan man øve sig i at blive et godt liveband, men hvis man ikke også spiller en masse koncerter, nytter det ikke så meget.

På CV Jørgensens live-plade kommer han med sådan nogle dejlige citater: "Vi laver i aften en live-optagelse" og "Har I slukket for mobiltelefonerne?". Det er nærmest formaninger fra fortiden.

Jeg spekulerer bare på, hvorfor fanden de her bukser er så nassede. Jeg har sgu da lige taget dem på!

The Sandmen er altså ikke det samme som Big Fat Snake, Peter.

Det var fantastisk at være til D-A-D-koncert, da jeg var yngre. Det der store ko-hoved over scenen, raket-bassen og hele den der energi, det var jeg helt oppe at køre over.

Hvis man vil lære at lave et live-show, så skal man tage ind og se D-A-D. Det kan godt være, de er 50 år gamle, men de kan fandme stadig sætte gang i den.

Planlagt improvisation fra en scene er simpelthen det pinligste, man kan opleve. Også selvom det ikke går godt.

Der er så mange, der hører noget i radioen, og så vil lave noget magen til, fordi det er oppe i tiden. Det irriterer mig grænseløst.

Jeg tror, at folk, der kan lide The Eclectic Moniker, kan lide alle slags musik, og alle slags mennesker. Den tanke har jeg det i hvert fald rigtig godt med.

Hvis vi skal være ærlige, så er det da svært at hamle op med en sang som "Hodja Fra Pjort".

Når jeg ser på de sidste 30 år i dansk musik, så tror jeg ikke, det har været bedre, end det er lige nu.

For tre år siden udgav 4 Guys From The Future en plade, jeg simpelthen syntes var et mesterværk. Men den blev aldrig så stor, som den havde fortjent.

Bands, der vil frem i verden, skal lade være med at kigge på, hvor mange Facebook-likes, de har. Lav noget ordentligt musik først, så kan I lave en Facebook bagefter.

Man behøver ikke sidde i en jordhytte for at lave god musik, men man kan så tydeligt høre, når det er lavet for at tjene penge.

Når man står på scenen, skal man kunne have det fedt og fyre den af, ligegyldigt om der er to eller 2000 til koncerten.

Hvis nogen siger, at der er noget, vi ikke må gøre på en scene, gør vi da en dyd ud af at gøre det hele tiden.

Vi fik engang at vide, at vi ikke måtte have palmer på scenen. Jeg tror aldrig, vi har haft så mange palmer som efter det.

Det er svært at overgive sig til Vorherre og videregive hans ord.

Fejl er fede. Det kan sgu da være sjovt at lave fejl. Nogle gange, når jeg er på vej i øvelokalet, sidder jeg og glæder mig til at komme ned og lave en hel masse fejl. Jeg elsker det.

Den gode ide kommer tit ud af ingenting. Men derfra skal man arbejde seriøst med den, for at idéen også bliver til noget godt i sidste ende.

Årh, du har fået sølvsko på! Hvor er de fede!

Inden vi går på scenen, er vi virkelig opmærksomme på, hvordan vi ser ud. Når vi kommer derop, er det fuldstændig lige meget.

Jeg vaskede mine fødder inden sidste show. Det føltes meget godt. Meget religiøst, faktisk.

Hvis man shinede Johnny Madsen op, ville han jo ikke være Johnny Madsen mere. Det vil være som at tage etiketten af en ølflaske.

Publikum vil gerne kunne relatere til bandet på scenen og omvendt. Og hvad laver publikum til en koncert? De drikker bajere. Så det er da en fin måde at relatere til hinanden på.

ABBA er et band, min krop er begyndt at acceptere.

Esben og jeg dj'ede på en bar engang. Der satte Esben Mike Oldfields "Moonlight Shadow" på, og den gik rent ind hos alle hipsterne, der bare dansede rundt alle sammen. Men ejeren blev pissesur som den eneste.

Jeg havde en periode, hvor jeg havde et underligt behov for at mene, at al musik bare var nederen. Nu har jeg det lige omvendt, der er næsten noget fedt ved al musik.

Mange mennesker bruger deres energi på at brokke sig over alt det, de ikke kan lide. Det er så ligegyldigt. Find dog noget, du kan lide, og brug din tid på det i stedet.

Om at fortolke Kasper Windings "Kom Nu Hjem" til "Gi' Et Nummer"-cd'en:

Da vi hørte om den her opgave, sagde vi alle sammen i kor "Verden I Farver"! (af Lis Sørensen, red.), men hvordan skal man kunne gøre det bedre end originalen?

Vi havde rigtig mange numre oppe at vende, da vi skulle beslutte os. Også Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy, alt muligt. Men vi besluttede os for, at vi ville lave et af de numre, vi hører mest i tourbussen, og der er "Kom Nu Hjem" et nummer, der altid ender med at blive sat på. Pludselig en dag i bussen, hvor vi sad og havde det sjovt, blev "Kom Nu Hjem" sat på, og en eller anden råbte: "Hvad med den her?", og så blev beslutningen faktisk mere eller mindre taget der. Havde vi haft en træt og tømmermændsramt tur i bussen den dag, var vi sikkert endt på et helt andet nummer. Musik er jo tit humørbestemt.

"Kom Nu Hjem" er jo nok også Kasper Windings største bodega-hit, og vi sætter altid den og Toto på i jukeboxen. Derudover er det bare et skønt nummer med en fed melodi og en god tekst. Samtidig har det dog også potentialet til at kunne klare et cover. Det er en sang, som vi alle sammen har haft med os i mange år, og når man vælger at lave et covernummer, skal det jo være af en sang, der betyder noget for én. Det var nemmere for os at vælge et nummer, der allerede har haft et langt liv.

Oven i hatten har Kasper Winding vistnok haft virkelig mange kærester i dansk musik, blandt andet Sanne Salomonsen, har vi hørt. Det spiller da også ind, når man skal vælge et nummer at lave cover af.

Længe snakkede vi også om "Sjæl I Flammer", men der er teksten bare så speciel, og det nummer kan heller ikke synges på andre måder. Det skal jo være, som Kasper Winding gør det.

Vi var faktisk tæt på at vælge "Re-Sepp-ten", bare for at køre den helt ud. Den tænkte vi, der nok ikke var andre, der ville vælge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA