x

Fredag på Lollapalooza

Fredag på Lollapalooza

(Foto: Lars Rønn Olsen)

Skribent Henry Rasmussen deltog i dette års udgave af den amerikanske festival Lollapaloza, og her er hans anmeldelser fra festivalens første dag.

The Subways - Lollapalooza - AT&T Scene, Chicago

Svær kamp for britiske The Subways som startband

The Subways (billedet) skulle skyde AT&T scenen i gang fredag middag og kun den nye, hippe "lidt-som-White-Stripes" boy/girl duo Deadboy & The Elephantmen havde spillet på festivalen før dem. Og selv om Subways ellers er kendt som et udmærket festivalband med gennembrud på Glastonbury i 2004, så blev det en rigelig svær opgave.

Sanger/guitarist Billy Lunn, bassist/sanger Charlotte Cooper og trommeslager Josh Morgan spiller en ganske skarpsleben triorock i et enkelt og effektivt lydbillede, hvor den simple instrumentering står rent og med god kant. Men materialet fra deres debutalbum "Young For Eternity" er simpelthen ikke solidt nok til at bære en koncert på det her niveau frelst igennem, og da slet ikke overfor et lille og søvnigt middagspublikum. Der er talent og kompetence i The Subways, og de kæmpede alt hvad de havde lært. Men det var ikke helt nok til at gøre koncerten til en stor oplevelse.

Men nu er Lollapalooza i gang, med et aldeles imponerende line-up. Festivalen er lidt af et livsværk for den gamle forsanger i Jane's Addiction, Perry Farrell, og efter at festivalen har haft en tur i rutschebanen med gradvis opgang i 1991, 1992, 1993, 1994, 1995. 1996 og 1997, en pause indtil 2003 og aflysning 14 dage før startskuddet i 2004, så har man tilsyneladende fået fat med den hidtil største festival her i 2006. Man regner med godt 50.000 indenfor portene hver dag.

Og så er det strålende solskin, og Chicagos skyline troner over træerne i flotte Grant Park i Chicagos Loop, hvor festivalen foregår, så det tyder godt.

(3 stjerner)

Aqualung - Lollapalooza - Adidas-Champs Scene, Chicago

Veloplagt Matt Hales vandt publikum

Aqualung er vel indbegrebet af "klynkerock". Og det tog Matt Hales selvironisk fat på i en lille improviseret sang undervejs bl.a. med ordene: "This is another sad song by that moaning Englishman/What is his fucking problem/There's one thing he can't ignore/He's English, so he's a sad bastard" Men Hales havde ikke behøvet selvironien, for han havde især de kvindelige publikum i sin hule hånd i en vellykket solskinskoncert.

Aqualung er opkaldt efter Jethro Tulls klassiker. Og ja, i korte momenter kan man godt høre inspirationen fra 70'ernes symfoniske psykedeliske rock. Men først og fremmest er frontmand Matt Hales en britisk sangskriver og sanger et sted mellem Coldplay og Radiohead med flotte melankolske sange. Og de svævede fornemt ud i Chicagos solskin, for eksempel et med inciterende groove i "Tongue Tied". Hittet "Lost & Beautiful" fik også fat i det sommerstemte publikum.

Hales nød tydeligvis øjeblikket. Så meget at han havde overskud til at slutte med en feststemt singalong udgave af Queens klassiker "Somebody to Love". God indsats af Hales, god lille koncert.

(Fire stjerner)

Eels - Lollapalooza - Bud Light Scene, Chicago

Rockende Eels satte gryden i kog

Det mangehovede uhyre, Eels' mastermind Mark Oliver Everett, er ikke en musiker, man sådan lige får hold på. I den forstand er navnet Eels ganske dækkende. Bandet trækker på et utal af genrer og inspirationer, og sætter dem sammen på de mest uforudsigelige måder.

Ved Lollapalooza valgte Eeels at starte med rockattituden, og stemningen blev allerede slået an med startnummeret "Rock Show". Iklædt kampuniformer, hjelme og svejsebriller og med distortion på stemmen blev showet næsten lige dele musik og performance. Ikke mindst båret af et bandmedlem klædt ud som sikkerhedsvagt, der skyggeboksede, styrketrænede og raslede med rytmeinstrumenter, imens han smed små kommentarer til publikum ud a la "Your smile means everything to me!".

På et tidspunkt var han ude blandt publikum og sprøjte flødeskum i munden på de forrest stående, og imens bredte Eels musik sig ud i genrerne fra den indledende rock'roll i "Saturday Morning", "People Talk og Sound Like Dogs" og "World Outside". "In a Magic World" blev en smuk ballade, på et tidspunkt blev Bo Diddley spillet i forvrænget udgave, man kunne høre Tom Waits' ånd i "I Put a Spell On You", "Jesus Loves Me" var ren gospel og "Thas Life" var swingjazz som farfar husker det.

Publikum var med på legen, og så blev det til en aldeles forrygende rockoplevelse. Den første koncert ved Lollapalooza, der rigtigt satte rockfesten i gang.

(Fem stjerner)

Editors - Lollapalooza - Q101 Scene, Chicago

Monotone Editors uden magi

Editors er arketypen på brit-rock. En velskolet sanger med croonerstemme. Effektive trommer, til tider med discotilsnit. Og en distorted guitar til at camouflere pænheden. Kort sagt rigtig "too cool for art school"-rock af den slags, briterne har dyrket siden New Romantics-bølgen i 80'erne.

Editors kan genren til næsten perfektion. De har haft solid salgssucces i England med debutalbummet "The Black Room" og singlerne "Bullets" og "Munich", og de har fået flotte reaktioner på koncerter ved Glastonbury, Reading og Leeds og som support til Franz Ferdinand. Det burde garantere en flot koncert her i Chicago.

Det lykkedes bare aldrig rigtigt. Ikke fordi spillet eller lyden fejlede noget. Editors afleverede materialet teknisk fremragende. Men det fik aldrig rigtigt sjæl og personlighed. Editors mangler noget særkende, der for alvor kan gøre dem interessante. Det kan en ellers pæn og nydelig indsats i dække over.

Og måske er Editors et symptom på den tendens, der får britisk rock til at stå lidt i stampe i disse år. Det er for cool, for skræddersyet. Fandenivoldskheden, de nye idéer og måske modet mangler. Det bliver udstillet ved en festival som denne, hvor der er masser af bands med kant og attitude.

(Tre stjerner)

The Secret Machines - Lollapalooza - Q101 Scene, Chicago

Lollapaloozas første store overraskelse

The Secret Machines er måske ikke helt hemmelige mere. Alligevel må denne koncert for et stort publikum være lidt af et gennembrud for det New York-baserede Dallas-band. Det blev en forrygende magtdemonstration af et af rockens mest talentfulde nye navne.

Vidende anmeldere har allerede skamrost gruppens debut fra 2004 "Now Here is Nowhere" og follow-up'en "Ten Silver Drops", der udkom i foråret. Nogen er gået så vidt som at kalde dem det 21. århundredes svar på Pink Floyd. Eller som Alternative Press skrev om "Ten Silver Drops": "A thrilling trip to the sold-out stadiums of inner space".

Musikken er svær at genrebeskrive. En blanding af Kraftwerk og The Raveonettes tilsat en knivsspids U2, måske. Trip-rock ville nogen sikkert kalde det. I virkeligheden har brødrene Brandon Curtis (vokal/bas/keyboards) og Benjamin Curtis (guitar/vokal) sammen med trommeslager Josh Garza skabt deres egen niche af rig rocklyd, der svømmer drømmende ud over publikum. Lige effektivt til en blå nattetime ved cd-afspilleren som ved denne storkoncert, hvor et entusiastisk, dansende publikum blev revet med.

Dette var Lollapaloozas hidtil største oplevelse. Og The Secret Machines er et band, Roskilde stærkt burde overveje til næste års line-up. Måske endda til Orange Scene.

(Seks stjerner)

Umphrey McGees - Lollapalooza - AT&T Scene, Chicago

Veloplagte improvisationer fra Umphrey McGees fadede ud

Umphrey McGees er et af de mange improvisatoriske jambands, der i disse år hærger den amerikanske scene. Og de er absolut et af de bedre af slagsen. Trækkende på et bredt miks af genrer, fra folk og funk til jazzfusion og traditionel melodibaseret rock'n'roll (ikke mindst på det nye album "Safety in Numbers") skaber de et univers af musikglæde med mening i galskaben.

På Lollapalooza startede de ud i den ende, der handler om jazzfusion. Normalt er det personligt ikke min stærke side, men det var svært ikke at nyde den veloplagte musikalitet og det tætte samspil i bandet fra South Bend, Indiana. De dyrkede tydeligvis øjeblikket. Og med momenter af reggae og melodisk rock byggede de efterhånden en flydende stemning op i Chicagos solskin.

Så langt så godt. Men efter 3 kvarters tid var det ikke længere helt så interessant. Bandet begyndte at køre i ring, og improvisationerne begyndte at ligne rutine. Og så bliver stilen en smule kedelig. Den er virkelig afhængig af den musikalske energi, og den fadede stille og roligt. Så jeg valgte at forlade koncerten og gå over for at høre de sidste par numre med den finurlige mand og kone-duo Mates of State. En sjovt bekendtskab, man måske skulle lytte nærmere på.

(Tre stjerner)

The Raconteurs - Lollapalooza - AT&T Scene, Chicago

Spillleglæde fra The Raconteurs

The Raconteurs er tilsyneladende et band, der handler om spilleglæde, ikke mindst for stjernen Jack White. Det er et uprætentiøst åndehul fra den trendy rock i White Stripes - "en aften ude med gutterne". Med andre ord, musikken lever i kraft af entusiasmen, selv om man selvfølgelig ikke kan tage fejl af det musikalske talent hos hverken White eller den anden frontmand, Brendan Benson.

Og spilleglæde var der rigeligt af på Lollapalooza. Både White og Benson var åbenlyst i strålende humør, så de havde overskud til at løfte musikken yderligere en tand over materialet fra "Broken Boy Soldier", deres hidtil eneste album.

"Steady As She Goes", "Broken Boy Soldier", "Call It a Day", "Together" og "Hands" blev afleveret stilsikkert og energisk til publikums udelte begejstring, men der blev også plads til legende improvisationer ind imellem. For eksempel under "Yellow Sun", hvor den bagende sol tilfældigvis gik ned over Chicagos skyline. White gled ubesværet over i en chant, der lød: "It's not sunny any more", og efter et stykke tid tog Benson selvironisk over med "It's not funny any more".

Raconteurs er ikke mere, end de er. En flok gutter, der fyrer den af. Og præcis det gjorde de med overskud, og med den klasse, man ikke kan tage fra dem.

(Fem stjerner)

Violent Femmes - Lollapalooza - Q101 Scene, Chicago

Kultdinosaurer vandt det unge publikum

"Not Bad" var titlen på Violent Femmes første sang på Lollapalooza. Og det var "not bad at all". Violent Femmes var nogen af de få veteraner på festivalen, men de havde overraskende godt fat i et ungt collegepublikum.

Violent Femmes har selvfølgelig altid været (bevidste) særlinge. Og den stil har de nu på deres gamle dage rendyrket med en minimalistisk instrumentering, der minder om Jonathan Richman & The Modern Lovers, en slags "akustisk rock i garagen"-lyd. Men ville disse "quirky old men" virkelig kunne trænge igennem støjniveauet på en festival af denne karakter?

Det gik strålende, skal jeg hilse at sige. Ikke mindst fordi de åbenbart har fået en næsten Povl Kjøller-agtig kultstatus blandt især collegepigerne. De kunne hvert et ord i Violent Femmes' klassikere, så "Blister in the Sun", "Added Up”' og ikke mindst klassikeren "American Music" blev til en forrygende singalong folkefest. Og "It’s Britney", "Do It On Time", "Please Do Not Go" og mange andre sange fik næsten andægtig og begejstret opmærksomhed.

Det blev faktisk en lille live-triumf for de gamle drenge, selv om de måske ikke tilføjede noget nyt til rockhistorien. Dinosaurerne er ikke helt uddøde endnu.

(Fire stjerner)

Death Cab for Cutie - Lollapalooza - Bud Light Scene, Chicago

"Britiske" amerikanere uden gennemslagskraft

Washington-bandet Death Cab for Cutie er måske et af de mest britiske af tidens amerikanske band. Den forfinede sangskrivning og den underspillet lækre lyd, med en bevidst aggressiv kant, har i hvert fald i mine ører en udpræget britisk flair. Så det er vel næppe en tilfældighed, at de er opkaldt efter et tresserhit fra britiske Bonzo Dog Doo Dah Band. Sådan en reference siger noget om Death Cabs intellektuelle tilgang til musikken. De ved givetvis en masse om musikhistorie.

Samtidig er Death Cab for Cutie et af de mest hypede navne på tidens trendy rockscene. Og det er egentlig ikke helt ufortjent, for de delikate, sofistikerede melodier er ganske sikkert noget af det mest interessante, man kan lytte til hjemme på stereoen lige nu.

Men live? Tja, jeg har ikke hørt dem tidligere (de blev placeret efter min sengetid på Roskilde), men i sommernatten i Chicago fik de ikke fat. Ben Gibbards finesse havde ganske enkelt ikke kraft nok til at trænge igennem, og det blev nok ikke bedre af et lidt for lavt lydniveau. Det blev for pænt og for spagfærdigt. Og det blev ikke en af de store oplevelser på festivalen.

(Tre stjerner)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA