x

Greg Dulli: At lave en sangrækkefølge er som at bolle

Greg Dulli: At lave en sangrækkefølge er som at bolle

The Afghan Whigs spiller i Amager Bio 30. juni, og i den anledning har vi talt med bandets sanger, guitarist og sangskriver, Greg Dulli:

Det var en reportage i selvsamme blad, som jeg nu skriver for, der i januar 2004 introducerede mig til Greg Dulli. Han havde året forinden udgivet sit andet album med The Twillight Singers, Blackberry Belle, og spillede i den anledning både på VoxHall og i Vega.

"Han er altid god, men han har fået lidt mave," lød en reaktion fra en tilfældig publikummer i reportagen. Jeg ved ikke, hvorfor det udsagn på nogen måde pirrede min nysgerrighed. Måske det er fordi, at ligesom man ikke skal dømme en mand på hans ord, men hans handlinger, skal man ikke dømme en mand på hans umiddelbare fysik, men hans fysiske formåen.

Ansporet købte jeg førnævnte plade med Twillight Singers. Det tågede cover røbede ikke meget. Det er stadig svært at sige, om det er ørkentræer eller strandpalmer, der er afbilledet. Det bevarer en slags effektiv mystik. Man føler sig fanget i et grænseland mellem to modsætninger, der måske endda har mere til fælles, end man ønsker at vide.

Da det tredje nummer, Teenage Wristband, ramte, var jeg solgt. Det er den slags langsomme opbygning, der nærmest leger med dig som nogle rovdyr leger med maden, lokker dig ind, før tænderne sænkes i dit nakkeskind. De introducerende klavertoner istemmer et slags højsind og de brusende guitarer tegner et landskab, du kender det sikkert, den slags stofliggjorte horisont som du kan række ud og forme med dine bare hænder, før Dullis stemme rammer sangens klimaks i sidste omkvæd. Al ungdomssinds liderlighed kogt ned i sætningen "She said – she said, you wanna go for a ride, I've got no more money to burn, and I'm gonna stay up all night, all night, all night …"

Hvem fanden bekymrer sig om maver, når det er bæstet omkring, der gør forskellen.

 

Glem forventningerne

Greg Dulli sidder på The Ludlow på Manhattans Lower East Side i New York, da jeg ringer til receptionen og staver hans navn for receptionisten, så han kan stille mig igennem til værelse 1508. Anledningen er "Do To The Beast", første album i 16 år fra det band, der først markerede Greg Dulli som sanger og sangskriver: The Afghan Whigs.

Dulli tager telefonen, og hans stemme lyder så tilbagelænet som kaktussernes skygger i den ørken, han nogle gange indspiller i. Han beder mig vente et øjeblik, og mens linjen fortoner i støj, forestiller jeg mig barnligt et rockstjerne-scenarie, hvor den forrige nats vildskab skal gennes ud af døren, før interviewet kan begynde. Stilheden brydes abrupt med et: Jeg er klar, man.

Jeg har læst en anmeldelse af "Do To The Beast", hvor anmelderen hæfter sig ved, at I ikke så meget bygger videre på lyden af The Afghan Whigs anno 1998, som I udfolder den. Var det noget du bevidst overvejede, da du begyndte at skrive de nye sange?

- Jeg har ofte sagt, at forventninger er et fængsel. Det eneste, som jeg prøver på, hver gang jeg laver et nyt album – om så det er med The Afghan Whigs, The Twillight Singers eller Gutter Twins – er at lave de bedst tænkelige sange, som jeg på lige netop det tidspunkt i mit liv er i stand til at skrive.

- Jeg sætter mig ikke ned og lægger en fælde for mig selv. Jeg gør det, som jeg har gjort siden jeg var 16 år gammel, og det er finde en lyd, jeg kan lide og så jagte muserne.

Har du lært noget nyt ved at arbejde inden for rammerne af The Twillight Singers og Gutter Twins? Åbningsnummeret på det nye album, "Parked Outside", er for eksempel i mine ører noget af det tungeste, du nogensinde har skrevet.

- Jeg stod ude i ørkenen og afprøvede en ny forstærker, og jeg havde drejet indstillingerne helt over i den vildeste forvrængning. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men det var sådan det lød, og det fik et smil frem på mine læber, og jeg begyndte at spille … Det var ligesom et uheld, du ved, held i uheld. Nogle gange bliver de bedste ting fremkaldt ved et uheld.

 

Skæbnen griber ind

I 1986 dannede Greg Dulli, Rick McCollum, John Curley og Steve Earle The Afghan Whigs i Cincinnati. Deres debutalbum, Big Top Halloween, havnede i hænderne på Jonathan Poneman, som havde været med til at starte det snart indflydelsesrige pladeselskab Sub Pop i Seattle. Kontrakten, der egentlig kun omhandlede en single, blev snart til en albumkontrakt og udmundede i Up In It fra 1990.

Op gennem 90'erne opnåede The Afghan Whigs ry som et kultband, et musikernes band, mens det store gennembrud virkede forbeholdt Seattle-bands som Soundgarden, Alice In Chains og Nirvana. Hvor de bands dyrkede en mere tung og metallisk lyd, dykkede The Afghan Whigs ned i den amerikanske r&b- og soulmusik.

90'erne sluttede med albummet 1965 fra 1998, og i 2001 gik The Afghan Whigs i opløsing. Greg Dulli søgte andre græsgange blandt andet med projektet The Twillight Singers og The Gutter Twins med kollegaen Mark Lanegan (The Screaming Trees, Queens of the Stone Age).

Under en Twillight Singers-turné i 2010 inviterede Greg Dulli John Curley med op på scenen. Det fik en gammel glød til at ulme i de to venner. Men det var først en opringning fra en usandsynlig kilde, der fik The Afghan Whigs tilbage, først på scenen og senere med comeback-albummet Do To The Beast fra i år. Den amerikanske sanger Usher inviterede nemlig The Afghan Whigs til at optræde med ham i 2013 på SXSW.

Du er sikkert blevet spurgt utallige gange, men jeres genforening kom af lidt mærkelige omveje. Det var faktisk Usher, der lokkede jer ud på scenen igen for at spille med ham. Hvordan kom det i stand?

- Det var cool! Han er en cool knægt. Jeg blev spurgt, om jeg ville gøre det, så jeg ringede ham op, og vi snakkede om, hvad vi kunne gøre. Dernæst mødtes vi i Texas og bare gjorde det. Men det var den usandsynlige katalysator for at vende tilbage.

På sin vis er det måske også meget passende, at det var Usher. I sin tid blev han jo tippet til at være den næste Michael Jackson, og soul- og r&b-inspirationskilderne har altid været udtalte i The Afghan Whigs.

- Ja, på en måde var det kismet [Skæbnen, red.].

Hvordan føltes det at være i gang med The Afghan Whigs efter 16 års stilhed? Var der lidt gnidninger til at begynde med eller føltes det bare helt rigtigt?

- Det var bare cool! Vi havde allerede spillet 70 koncerter året forinden, hvor vi spillede kun de gamle sange. Så vi havde hængt meget ud sammen. Det var ikke sådan, at vi alle sammen dukkede op på én dag. Vi havde været i hinandens selskab i et år, så det skete bare helt naturligt.

 

Atmosfære er grundlæggende

Når man dropper nålen ned på et album af The Afghan Whigs og andægtigt lytter begge sider igennem fra begyndelse til slut, føler man en slags filmisk kvalitet over den måde, sangene tematisk er arrangeret på. Med hele synderegisteret foldet ud kan det til tider føles som den bedste, mest støvede Quentin Tarantino-film fra den amerikanske undergrund, rappe replikker og sønderskudte sjæle, der endnu ikke er blevet foreviget på celluloid.

Nu skal man ikke tro på alt, man læser på Wikipedia. Men der står ikke desto mindre, at da I udgav jeres debut på Elektra Records, fik du samtidig lov til at indspille en film. Det er lidt sjovt, fordi det er samtidig som om, at der er et slags filmisk aspekt, når man lytter et The Afghan Whigs-album fra begyndelse til ende. Er det noget du er bevidst om, når I vælger sangrækkefølgen – til album og i det hele taget?

- Når jeg laver sangrækkefølgen, hvad enten det er til et album eller en koncert, prøver jeg at finde det rigtige tempo, sådan det bliver en oplevelse frem for blot en samling sange. Jeg elsker atmosfære, jeg elsker kollisioner. Det adskiller sig faktisk ikke så meget fra at bolle med nogen, forstår du, hvad jeg mener? Til tider skal du op i tempo og andre gange … (griner).

- Jeg havde et videokamera, da jeg var 16 og lavede små film i mit nabolag, og når jeg lavede dem, elskede jeg at fortælle historier, skabe en stemning og jagte en oplevelse. Det var de ting, der tiltrak mig ved at lave film, ved at lave musik, og i det hele taget er det dét, som tiltrækker mig ved kunst.

Så det er særlig atmosfære og stemning, du jagter, når du skaber kunst?

- Altså, en stemning eller atmosfære kan kun tage dig så langt. Du er nødt til at have en konstruktion af idéen et eller andet sted gemt indeni i den. Men stemning og atmosfære er altid meget, meget vigtigt. Du ved, jeg skaber for eksempel en stemning derhjemme, som gør, at jeg kan slappe af og være tilpas.

Dine tekster har altid fået meget ros. Hvad inspirerer dig til at fortælle dine historier?

- Bøger, jeg har læst, samtaler, jeg har overhørt, følelser, jeg har haft, oplevelser, jeg selv har haft, oplevelser andre har haft, beskrivelser af, hvordan min dag forløber, biograffilm, kunst, du ved, smerte, liderlighed.

 

Fem hurtige om koncerten i Amager Bio 30. juni

Hvordan er det gået i øvelokalet?

– Vi har indtil videre spillet 15 koncerter, så vi er godt varme. Vi øver ikke så meget. Men vi tager nok lige et par stykker, før vi rejser til Europa. Lige nu er vi tight.

Hvad kan vi forvente af koncerten?

– Vi spiller sange helt tilbage fra vores første album og fremad. Der kommer selvfølgelig også en del af de nye. Jeg har flere favoritter fra det nye album, end jeg kan tælle på stående fod.

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?

– Jeg varmer min stemme grundigt op med en maske på. Jeg arbejder på mine vokallyde, og jeg har en øvelse, hvor jeg går tre oktaver op.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Vi har ikke en vild forplejningsliste. Én ting, vi dog altid skriver på er fyrværkeri. I staterne er der op til flere af spillestederne, der faktisk giver os fyrværkeri.

Hvad hører I i turbussen?

– Der er altid musik omkring os. Både i bussen og backstage. Jeg kan godt li' atmosfære og stemning, så det er vigtigt for mig, at det er omkring mig. For tiden lytter jeg meget til en gruppe der hedder Amen Dunes. Det er meget mellow, men jeg kan rigtig godt li' det.

 

The Afghan Whigs spiller på Amager Bio mandag den 30. juni. Find billetter via GAFFA Live

Varm op med Afghan Whigs anno 2014 i form af musikvideoen til sangen "Algiers": 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA