x

Ramones: 4 drenge fra Forest Hills

Ramones: 4 drenge fra Forest Hills

Den 11. juli døde Tommy Ramone af kræft på et hospice i New York. Med hans død er det endegyldigt slut med de oprindelige fire i verdens måske første punkgruppe. Eller måske rettere: foreløbere og inspirationer for punken. I hvert fald hvis du spurgte bandet selv, som modsat den myte, der omgav dem, var både begavede og planlagte ned i alle detaljer undtaget en: De ville gerne have oplevet kommerciel succes. I stedet har de måttet leve med tidlig død og – sen legendestatus. Sucks, doesn't it?

Det kan kraftigt diskuteres, om Ramones var et punkband. Egentlig var de hvide rockbands fra det østlige USA af en særlig uregerlig slags, som ikke bare sådan kunne sættes i bås. Som med forløbere som MC5, The Stooges med Iggy Pop, The Velvet Underground med Lou Reed og John Cale, Blue Oyster Cult, Television med Tom Verlaine og Richard Hell, samt New York Dolls var de totalt udenfor nummer. Fælles i at specielt Downtown Manhattan var totalt utilpasset i forhold til de bestående scener, og i Ramones' tilfælde var de nærmere inspiratorer for den punkbølge, der først opstod i England og igen skød op på den amerikanske vestkyst. Også selv om deres koncerter og fans med pogodans og stagedive havde en masse til fælles med punken.

I stedet var de enorme inspiratorer for de ledende punkbands. The Clash var stadig nul og niks og hang ud med dem, da de kom til England første gang. Og man skal ikke høre særlig meget på lydspor som EMI fra Sex Pistols' ikoniske debutskive, Never Mind The Bollocks Here is The Sex Pistols, før man ser efterligningen af Johnny og Dee Dee Ramones massive blitzkrieg-lydvæg. Steve Jones der mig bekendt både spillede guitar og bas på det track, havde sine forbilleder på plads, det er helt sikkert.

Og som Joey Ramone tørt ville bemærke, da han blev interviewet af tv-værten Conan O'Brien i 1999: "Vi havde tre plader ude, før Sex Pistols kom med deres første. Og faktisk tog vi lidt pis på Johnny Rotten, da vi mødte ham første gang. Vi pissede nemlig alle sammen i hans øl. Engelsk øl er så ringe, at jeg ikke tror, at han lagde mærke til det!"

Ramones havde det i det hele taget ambivalent med landet, som gav dem deres største succeser. De ville opholde sig i London under nogle helligdage, og stilheden var larmende for drengene fra New York. Det førte til at Joey skrev en af de berømte Ramones-sange, I Wanna Be Sedated, hvor linjerne handlede om at ville lægges i narkose og blive kørt til lufthavnen så hurtigt som muligt. Meget morsomt.

Beatles som forbillede

Navnet Ramone var selvfølgelig konstrueret, og var blevet til i samme tegneserie-etik som popgruppen The Monkees og tv-serier som The Three Stooges. Tidlige fans har berettet om, hvordan de så navnet Ramones på plakaten og forventede et latinband. Og der var en grund til det, for navnet findes i den spansktalende verden, men oprindelsen skal faktisk søges i Liverpool, hvor Paul McCartney i 1960, da The Quarrymen var blevet til The Silver Beetles, skulle på turné i Scotland med popsangeren John Gentle og ville give sig selv scenenavnet Paul Ramón (George Harrison var Carl Harrison og John Lennon var Johnny Silver... Red.). Det var den rockhistorisk bevidste Dee Dee Ramone – alias Douglas Glenn Colvin – der havde gravet det navn frem.

Faktisk var ungarskfødte "Tommy Ramone" oprindelig døbt Tamás Erdélyi, og på kirkegårde spredt over hele USA kan vi nu valfarte og opleve en gruppe som var amerikansk i enhver betydning - ikke mindst som det store indvandrerland, som er en USA's fornemmeste kvaliteter.

Den ikoniske forsanger, Joey Ramone, er vendt hjem til rødderne i form af den jødiske kirkegård i New Jersey lige udenfor New York, hvor efternavnet Hyman står med stort flankeret af en davidsstjerne og et par noder, og hvor det så fremgår at fornavnet var Jeffrey og denne altså er identisk med Joey Ramone, medlem af Rock'n'roll Hall Of Fame. Og både Dee Dee og Johnny Ramone – alias John Cummings – er at finde blandt stjernerne på Hollywood Forever-kirkegården, hvor sidstnævnte meget passende har en af rockens mest ikoniske gravsteder. Men tilbage til det.

Rødder fra Forest Hills

Identiteterne Joey, Dee Dee, Johnny og Tommy Ramone opstod i 1974, da fire knægte fra Forest Hills i New York-bydelen Queens dannede et band sammen. Forest Hills er et ret velstående område, som i fra 1968 til 1978 var kendt for at afholde verdens næststørste tennisturnering, US Open, der simpelthen blev omtalt som Forest Hills. Andre notabiliteter fra bydelen er blandt andre Simon & Garfunkel og modeskaberen Donna Karan. Oueens er i det hele taget et ret udstrakt område, der går næsten ud til Long Island.

Det var Tommy, der fik bandet i gang. Han huskede vennerne Johnny og Marc ("Dee Dee") ligesom han kendte brødrene Hyman, altså Jeffrey ("Joey") og dennes lillebror, Mitchel Hyman (alias Mickey Leigh), som faktisk var den første til at have et band med Tommy og Johnny. Lillebroren skulle siden spille med blandt andre den berømte musikskribent Lester Bangs, som også var blandt de amerikanske musikskribenter, som tidligt støttede gruppen. Bangs skrev for magasinet Creem, og selv om vi i dag har det med at vurdere hans og andre musikskribenter som Robert Palmers indflydelse som meget stor, var faktum nok, at for amerikansk punkmusik i almindelighed og for Ramones i særdeleshed var det i London, at de skulle finde den medieopmærksomhed, som de langt hen ad vejen manglede hjemme i Guds eget land.

Jeg tror, at det ikke er en overdrivelse at sige, at kom du udenfor øst- og vestkystens metropoler, var det som så med opbakningen for musik, der havde den mindste kant. I London var det noget helt andet. Scenen var lille, og deciderede musikaviser som de to toneangivende Melody Maker og New Musical Express (NME) havde så mange trofaste læsere, og så var der direkte forbindelse til de landsdækkende tv- og radiokanaler, så når noget blev stort i England, skete det meget hurtigt. Tænk bare på et tiår før Ramones, da Linda Keith tog en Jimi Hendrix, der hidtil havde måttet slæbe sig fra spillested til spillested på den stribe af spillesteder i USA, som var specielt for sorte musikere kaldet The Chitlin' Circuit, for pludselig at være Talk of The Town i London og flankeret af to hvide musikere starte en verdenssensation.

Dysfunktionelle

Nu skal man ikke lægge for meget i, at gruppen kom fra Forest Hills. Den engelske journalist Nick Kent giver i sin selvbiografi Apathy for The Devil et ret akkurat billede af Ramones, som de så ud, da han ankom til downtown New York og scenen omkring klubben CBGB, og første gang oplevede – og blev blæst væk af – bandet.

I et afsnit, hvor han egentlig skriver om scenens andet punkband, The Heartbreakers, beskriver Nick Kent Ramones således:

"...En kvartet fra Forest Hills som pludselig havde gjort et stort indtryk i downtown Manhattan. The Ramones var den ægte punk-rock-vare: fire dybt dysfunktionelle unge mænd, som aldrig havde oplevet højere uddannelse og derfor ikke havde skyggen af samhørighed med den "rocken går på universitetet"-æstetik, som var fremherskende i de tidlige 1970'ere.

Og Nick Kent fortsætter:

"Deres musik handlede ikke om intellekt, men om instinkt. Nørdet tre-akkorders tyggegummirock med autentisk ur-vildskab. De sang om deres ligegyldige liv, samt om deres ofte morbide fantasier, men ville gøre det med en underspillet humor som omgående virkede enormt indtagende på enhver, der var hip nok til at fatte joken. Men det gjorde dem også til et stort paradoks, for hvordan kunne fire drenge, der ikke så ud til at have opfundet den dybe tallerken, skrive sangtekster, der i så høj grad havde pokerfjæs som udtryk?"

Her rammer den engelske musikskribent direkte ind i noget af det, der også blev gruppens store problem. For især amerikanske radiostationer kunne altså ikke se humoren i linjer som Now I Want To Sniff Some Glue eller Beat On The Brat With A Baseball Bat, som faktisk bare var udtryk for gruppens humor, men som også meget forudsigeligt fik hammeren i deres konservative hjemland og medførte, at de for tid og evighed havde endda meget svært ved at blive spillet i amerikansk radio og tv. Om den sidste sang har Joey Ramone, der skrev sangen, sagt:

-Jeg skrev sangen, da jeg boede i Birchwood Towers i Forest Hills med min mor og bror. Det var et mellemklassekvarter med en masse rigt og irriterende kvinder, der havde forfærdelige og forkælede børn. Der var en legeplads, hvor kvinderne ville sidde og der var et skrigende, forfærdeligt barn der bare løb rundt uden skyggen af disciplin. Et af de børn, du bare har lyst til at dræbe. Sætningen "Beat on the brat with a baseball bat" kom bare ud. Jeg ville simpelthen bare dræbe den unge!"

Kollegaen Dee Dee Ramone har dog siden nedspillet det, og sagde, at "Joey så en kvinde, der jagtede sin unge med en baseballkølle. Og skrev en sang om det!"

Joeys version af begivenhederne var måske ikke den mest politisk korrekte sig, og måske ret typisk for gruppens notoriske stil, hvor de effektivt ville ødelægge ethvert tilløb til forståelse, når de stillede op til interview. Som Nick Kent siger det:

-Og hvordan var Ramones selv? Dybt mærkelige alle sammen. Trommeslageren Tommy, som var den ældste og mest normale, var deres leder i de dage. Han havde udnævnt sig selv til at være deres talsmand i et mislykket forsøg på at underspille gruppens generelle mangel på intellektuel raffinement. Tommy ville gøre meget ud af at promovere gruppens "normale arbejder-rock-baggrund" og ville blive mere og mere frustreret når andre medlemmer som Johnny og Dee Dee Ramone ville afbryde ham med uberegnelige bemærkninger, som omgående ville vise, hvor bizarre de i virkeligheden var".

Mysteriet Joey Ramone

Forsanger Joey Ramone, alias Jeffrey Hyman, var i det hele taget lidt af et mysterium. Stærkt genert og introvert ville han som knægt blive indlagt på et sindssygehospital efter at have overfaldet sin elskede mor med en kniv. Som frem til sin død i 2001 var et mysterium, men som man måske lidt kom til at kende, da lillebror Mickey Leigh udsendte bogen I Slept With Joey Ramone, hvor han ikke mindst går i dybden med de mange år, hvor den dybt sårede forsanger ikke snakkede med sin guitarist overhovedet.

Ligesom en hollandsk dokumentarfilm efter Joeys død havde gode interiews, hvor ikke mindst Joeys mor, Charlotte Lesher – der døde i 2007 - ville løfte dynen for indsigter i forhold til en søn, som af de fleste blev omtalt som fantastisk rar og givende, men også som en, der havde de sødeste små kærester:

- Min søn var jo meget høj, og han ville altid finde de mindste og sødeste kærester. Han var virkelig sød ved dem, og ville være meget trofast overfor dem i nogle år. Men når dagen kom, hvor kæresten ville begynde og mumle om at blive gift, ville Joey købe en forlovelsesring til dem og gøre en ende på forholdet.

Der var dog et forhold, der virkelig betød noget, og det var med Linda Daniele. Da hun blev gift med Johnny i stedet og fik sit nuværende navn, Linda Ramone, var det efter sigende et stort problem. Det var åbenbart så grelt, at de sidste år ville Ramones turnere verden rundt med ny trommeslager og bassist og to oprindelige medlemmer, der var som luft for hinanden. Hvilket må have været noget af et trip for nye og langt yngre medlemmer som C. J. Ramone eller for trommeslager Clem Burke fra Blondie, som også spillede med en overgang.

Men selv dér kom de rundt, og musikken kom ud over scenekanten.

Dekadent rockparnas

Det var med en fascination af rock'n'roll, at The Ramones blev til. Som 7-årig ville Johnny gøre sig den observation, at satte han Elvis på familiens grammofon, ville reaktionen være imødekommende fra forældrene. Satte han vokalgruppen The Platters på var alt fryd og gammen. Men smed han Little Richard eller Jerry Lee Lewis på, ville hans far omgående kræve, at det blev taget af grammofonen. Knægten ræsonnerede omgående, at sidstnævnte rykkede. I et interview året før sin død forklarer Johnny Ramone:

- Jeg var jo hvid, og måtte have noget musik, jeg kunne relatere til. Så følgelig interesserede jeg mig ikke for soul eller blues. De gode rock'n'roll-sange havde den der direkte appeal, og når man nærstuderede dem, kunne man ofte se, at de var hugget fra store hits fra 1930'erne. Ikke så meget pis, bare A-stykke, B-stykke, en overgang og de gode dele gentaget. Og så slut. Det er meget simpelt.

De fire fra Forest Hills var heller ikke glade for den scene, der opstod i kølvandet på stofrevolutionen i sluttresserne, for pludselig var scenen blevet noget med kokain og skørlevned, og ikke mindst en masse bands, der spildte publikums tid med lange guitarsoli. Og det kedede ikke mindst Johnny, som i hele sin karriere kørte på de samme enkelte barrégreb affyret i højt tempo og ikke antydningen af en solo.

- Amerikansk musik var helt fortabt. Kun i England skete der noget, der ville noget. Det eneste band, der ville noget i USA på det tidspunkt var The New York Dolls. De var skidegode. Men ellers var det i England, hvor der opstod bands som Slade. De blæste mig helt ud, da de kom frem, husker Johnny Ramone, der egentlig ikke kunne lide det label, der blev sat på Ramones som et punkband.

Specielt ikke efter at Sex Pistols kom, og der opstod en scene med spytteri, vold og negativitet omkring den nye bølge. Men amerikanerne oplevede også, hvordan den engelske scene overtog deres oprør via de stærkt udbredte musikblade såsom Melody Maker og New Musical Express, der syntes at være læst af hver en teenager i landet. Her ville de nye bands have nemt ved at komme direkte på coveret og blive store på ingen tid.

I New York kunne de også bare se til, da Malcolm McLaren og dennes kone, modedesigneren Vivienne Westwood, efter at have prøvet deres idéer af på New York Dolls med en for New York-bandet forfærdelig udgang, prøvede en gang til i London og skabte Sex Pistols.

Vivienne Westwood havde været dybt fascineret af Richard Hell, der spillede i Television, The Heartbreakers og hans senere gruppe The Voidoids. Hell var ikke bare ophavsmand til en af punkens mestersange, The Blank Generation, men også var en af de første til at gå med spikes, den typiske punkfrisure, og hele trippet med sikkerhedsnåle og deslige. Det var den idé, som de tog med hjem til deres gamle butik på 430 Kings Road i det centrale London, som blev omdøbt Sex, og hvor Sex Pistols opstod blandt unge, som hang ud i og omkring butikken.

Nøje planlagt image

Ramones var professionelle til fingerspidserne. Udtrykket var finpudset og bandet ville chokere dem, der besøgte deres omklædningsrum inden en koncert, for de ville sidde med øveforstærkere og spille det sæt igennem, som de om et øjeblik skulle ud på scenen og affyre i den vanlige stil, der helst skulle forme sig som et bombardement af publikum. Når de kom ind på scenen, var koreografien altid den samme. Guitarist og bassist ville veksle mellem synkront at gå frem mod publikum og stå med spredte ben, som låste i knæene, mens de høvlede løs på strengene. Mens den høje Joey i midten ville gemme sine øjne bag kraftige briller kamoufleret som solbriller, og cool som en Jim Morrison læne sig hen over mikrofonen, drævende sine ikoniske og enkelte linjer ud.

Tommys trommespil var så akkurat, at det siden skulle blive et mareridt, da han forlod bandet og nærmest endeløse auditions til sidst endte med at Marky Ramone overtog trommerne i det meste af bandets levetid. Siden ville en vandrehistorie være, at grunden til Tommys tilgang til trommespillet skulle findes i, at han var guitarist inden sit påtvungne skifte fra manager og lydmand til trommeslager.

Et job han jo fik, fordi Joey var så relativt ringe til at spille på gryderne.

15 minutter var nok

Johnny Ramone blev som sagt interviewet kort før sin død, og her ville han fortælle, at bandets notorisk korte koncerter var baseret på egne oplevelser som 16-årig tilskuer blandt de skrigende piger på Shea Stadium i 1964, da The Beatles satte tilskuerekord med et sæt, hvor den ene sang tog den anden og bandet forlod scenen efter en halv time.

Som Johnny sagde det:

- Jeg kunne huske, at The Beatles havde spillet i en halv time. Altså måtte 15 minutter være mere end nok, når det gjaldt The Ramones! Jeg har aldrig forstået de bands, der ville spille i lang tid. Når du spiller et kort sæt, kan du nøjes med at spille dine bedste ting. Og hvis du er god, vil du forlade et publikum, der vil have mere. Sådan skal det være!

I samme interview kaster han lys på scenen omkring klubben CBGB på gaden The Bowery i New York, hvor de blev opdaget af Danny Fields og dennes co-manager Linda Stein, der meget belejligt var gift med præsidenten for Sire Records, Seymour Stein.

Det var især bandet Television, som gjorde dem interesserede i Hilly Cristals lille klub, CBGB, på The Bowery i New York. I interviewet fra 2003 huskede Johnny Ramone det sådan her:

- Dee Dee kendte Tom Verlaine og Richard Lloyd fra Television. De spillede nede på klubben, som var et sted, hvor Television var eneste band, der spillede originalt materiale. Sådan var det i klubberne på den tid. De fleste var coverbands, mens de store rockbands, der havde egne sange, tog på turnéer til store steder.

Og Johnny Ramone fortsætter:

- Men vi tog ned på CBGB en aften og så Television, og efterfølgende fik vi det første job. Publikum bestod af to personer, men heldigvis var den ene Alan Vega fra Suicide. Så vi spillede sangene fra det første album for Vega og den anden tilhører, og vi havde ikke helt fundet vores image endnu. Det var derfor heldigt, at vi spillede med en teatergruppe, og der var en der tilbød at filme vores shows. Det betød, at vi kunne se videoerne efterfølgende og rette til og på den måde kom vi frem til vores image, hvor sportsskoene signalerede fart og vi bar motorcykeljakker og jeans. Men efter vores første show kom føromtalte Alan Vega hen til os efter koncerten og sagde: "You guys are great! This is what we've been waiting for". Og til Dee Dee sagde jeg: "This guy is nuts. Men hvis vi kan snyde den fyr, kan vi måske snyde nogle flere? Vi kom jo ud af Glitter-perioden, som stadig var på sit højeste i New York, men vi vidste også, at det ikke ville fange folk i Midtvesten, hvis vi mødte op i glitter, satin og Spandex.

Den bekymring kunne Johnny Ramone dog godt have sparet sig. Da de kom op at køre, var det især i byer som New York, Los Angeles og London, at de for alvor fandt deres fanbase. Mens de ude på bøhlandet havde lidt svært ved at forstå et orkester, der med guitarer med 120 kilometer i timen ramte dig frontalt lige i hovedet, og med de berømte 1-2-3-4-råb ville sætte næste salve i gang, inden du nåede at samle dig.

Glam var afgørende

Johnny Ramone beretter endvidere, at han, Dee Dee og Tommy oprindelig var inspireret af glambands som The New York Dolls og det engelske band, Slade, som i David Lee havde en guitarist med stort set den frisure med langt hår og pandehår, som Johnny gjorde til sit særkende i alle årene. Som han har sagt det:

- Hjemme i Forest Hills blev Tommy ved med at punke mig og sagde, at jeg skulle starte et band. Så en dag i januar 1974 mistede jeg mit arbejde. Jeg spillede ikke, men Tommy blev ved med at sige, at det var lige meget, at jeg ville blive god. Han vidste det. Så mig og Dee Dee startede et band og fik Joey med på trommer. Jeg anskaffede mig en billig guitar og begyndte at spille. Vi prøvede forskellige kombinationer. Først ville både Dee Dee og jeg spille guitar, så fik jeg ham til at spille bas og med Joey på trommerne. Men Joey spillede ikke særligt godt, så Tommy foreslog, at han skulle skifte til vokal. Og selv om Tommy egentlig var guitarist, gjorde vi ham til vores trommeslager. Men vi satte os ned. Vi vidste ikke hvordan og hvad vi skulle spille. Jeg satte nogle plader på, blandt andet Yummy Yummy Yummy (med The Ohio Express fra 1967. Red.) og ud fra den skrev vi den første sang. Det ville vi gøre hver dag. Ting vi kunne finde ud af. For at vores tidlige mangel på dygtighed ikke var tydelig, holdt vi sangene meget simple.

Det var også med fuldt overlæg, at alle fire antog stort set ens frisurer, nemlig af typen der fremkommer, når du tager en salatskål over hovedet og klipper håret efter kanten. Det holdt ret godt for Johnny selv og Dee Dee, mens de to jødiske fyre i bandet havde så meget krøl i håret, at det specielt i Joeys tilfælde ville gro ud over alle grænser. Hvorfor den langlemmede forsanger snart lignede verdens sejeste hippie med stort hår, solbriller og denim-stankelben selvfølgelig forvasket helt i smadder med huller på knæene.

Rockfestival var afgørende

For Ramones begyndte der for alvor at ske noget i sommeren 1975, da CBGB holdt en rockfestival, for den blev dækket af medier som Rolling Stone. Stedet ville blive fyldt, rygtet var gået og medierne ville først skrive om dem, og siden i forbifarten begynde at nævne de andre bands, der var på vej. I første omgang Patti Smith og lige i kølvandet orkestre som Talking Heads og Blondie.

Ramones ville selvfølgelig se konkurrenterne og bedømme dem i forhold til dem selv. Johnny Ramone fortæller følgende om de tidlige dage:

- Det eneste band, vi syntes var rigtigt gode i de dage var The Heartbreakers (med guitaristen Johnny Thunders fra New York Dolls. Red), men de var allerede nogle junkier, og så ikke ud til at leve længe (Thunders døde af en overdosis i 1991. Red.). Talking Heads gjorde nogle ting, der var udmærkede, men det var ikke rigtigt rock. Blondie var bare et letvægts-popband, som mest spillede som opvarmning. De blev store sidenhen, men dengang var de fleste af de andre bands en joke, syntes jeg.

Debutalbummet fra 1976 blev lovprist af mange kritikere, men nåede ikke for alvor ud til publikum. Bandet havde faktisk været uhørt flittige med sangskrivningen, en proces hvor Dee Dee Ramone ofte var ophavsmanden. Og det er faktisk sådan, at de første tre album, Ramones(1976), Leave Home (1977) og Rocket To Russia, var stort set skrevet og øvet inden de gik op i studiet over Radio Music Hall i New York og indspillede den første plade. Og de to næste blev indspillet lige efter. Ikke så mange dikkedarer der, selv om man allerede på Leave Home kan høre en større udvikling, selvtillid og dygtighhed i sangskrivningen.

Udenfor New York var det egentlig mest Los Angeles, der var interesseret, og de ville spille på ikoniske klubber som Whisky a Go Go. Her ville man typisk have et job i en uge af gangen. Til gengæld ville der gå mange bizarre historier om alle de kompromier, de skulle indgå, for overhovedet at kunne begå sig på scenerne væk fra kysterne. For dengang var store dele af USA i den grad redneck country. I hvert fald når man så ud som newyorkerne og fyrede tekster af som dem. Til gengæld ville deres koncerter få en enorm afsmitning på publikum, for de ville starte bands, når publikum så, hvor simpelt det kunne gøres. Som Johnny Ramone ville sige det:

- Vi ville rejse fra by til by, og når vi kom første gang, var der ingen bands, men efterfølgende ville de opstå. Og der ville være en scene næste gang, vi kom til byen.

Det samme var tilfældet, da Ramones kom til England første gang i 1976 og spillede på The Roundhouse i London-bydelen Camden. Her sad en gruppe håbefulde unge musikere udenfor, og de tog mod til sig og snakkede med bandet. De skulle snart ramme den engelske punkscene under navnet The Clash. Men de beklagede sig også over, at de ikke var dygtige nok til at gå op på en scene, men Johnny affærdigede dem:

- Tager I pis på mig? Jeg håber, at I kommer og ser os i aften. Vi er så dårlige. Vi kan ikke spille. Hvis I venter, til I kan spille, vil I være for gamle til at gå op på scenen. Vi stinker, helt ærligt. Men det er så fedt!

Besøget i 1976 var skelsættende. Den indflydelsesrige radio-dj, John Peel, gik amok i begejstring over Ramones, som han siden omtalte som "første gang jeg hørte et punkband! Det var ligeså banebrydende, som da jeg hørte Little Richard ændre rocken i sin tid", ville den legendariske mand fortælle efterfølgende. Indenfor punk er den 9. maj 1976 historisk, fordi Peel her spillede Ramones-sangen Judy Is A Punk og siden spillede hele pladen i bidder på sit show. Det skabte et ramaskrig, men Peel var ligeglad. Som alle andre havde han ventet på en reaktion på tidens ofte oppustede progrock og de endeløse guitarsoloer. Det ryddede Ramones effektivt op i.

2263 koncerter

The Ramones endte med at spille 2263 koncerter! Og selvfølgelig kom anerkendelsen i de sidste ende ligesom Eddie Vedder fra Pearl Jam i 2002 ville optræde med mohawk-frisure, da bandet blev medlem af Rock'N'Roll Hall Of Fame, og han skulle holde talen for dem. Her var den altid ironiske og humoristiske Dee Dee Ramone i centrum, da han i sin takketale sagde:

- Hej, jeg er Dee Dee Ramone. Jeg vil gerne lykønske mig selv. Og takke mig selv. Give mig selv et stort skulderklap. Tak Dee Dee. Du er helt vidunderlig, og jeg elsker dig!!

Koncerten blev afholdt i skyggen af Joey Ramones død året før. Helt ubærligt ville Dee Dee Ramone selv dø af en overdosis bare tre måneder senere. Året efter blev Joey Ramone fejret, da bystyret i New York gik med til, at den lille plads på hjørnet af 2. gade og Bowery, tæt på det nu lukkede CBGB, fik navnet Joey Ramone Place. Skiltet er efterfølgende det skilt i New York, der flest gange er blevet stjålet. Og en klub på Copacabana-stranden i Rio bærer såmænd navnet Joey Ramone Place og har ofte koncerter med de overlevende medlemmer eller relaterede navne, som Joeys lillebror, Mickey Leigh.

Endelig blev Ramones i almindelighed og Johnny Ramone, som lå dødssyg i Los Angeles, hyldet med en hyldestkoncert i 2004, hvor en række kunstnere spillede Ramones-sange.

Her var der et særligt rørende øjeblik, hvor Rob Zombie fra scenen ringede til Johnny Ramone, som tog telefonen, og gennem den hørte publikum råbe det ikoniske "Hey-Ho Let's Go" igen og igen. Rob Zombie spurgte efterfølgende, om guitaristen hørte det, og Johnny svarede fuld af liv, at det gjorde han og var glad for det. Efter fem års kamp mod prostatakræft gav hans krop op bare 60 timer senere, men han havde dels været dybt involveret i planlægningen af koncerten og dels sikret at Red Hot Chilli Peppers, Blondie og de andre, der spillede den aften, optrådte gratis og at overskuddet skulle gå til kræftforskning.

Johnny blev efterfølgende begravet på Hollywood Forever-kirkegården i Los Angeles, hvor også Dee Dee var blevet bisat efter sin heroinoverdosis to år før. Sammen med sin kone, Linda Ramone, havde han stået for udformningen af statuen, som forestiller hans berømte kontrafej i bronze komplet med Mosrite-guitaren, som var hans foretrukne. En statue som er en af de mest filmede de sidste år, og som eksempelvis også var med i et afsnit af Californication, hvor en død rockstjerne bliver begravet. Efter sigende er Johnnys aske dog ikke i graven, men hjemme hos hans enke. Det er meningen at de begge skal støbes ind i statuen, når hun dør.

Epilog: The Song Ramones The Same

Jeg tror, at jeg så The Ramones live et par gange. Den sidste koncert husker jeg bedst på grund af skuffelsen, fordi Johnny Ramones berømte Marshall-stack – som de flere meter høje engelskproducerede forstærkere, hvor forstærkeren står oven på stakke af højtalere, hedder i jargonen – brændte sammen i første nummer og den langt mindre øveforstærker af combo-typen (forstærker og højtaler bygget sammen) måtte hentes ind og spille koncerten. Og selv om Johnny i vanlig form høvlede løs i sin berømte stil med sindssygt hurtige downstrokes (at slå strengene an oppe fra og ned), var det ikke helt det samme, som at få den massive lyd af guitar- og bas-stakkene lige i hovedet fra den vanlige position oppe foran pogodanserne.

Her kunne man til gengæld opleve Joey helt tæt på, stankelbenskroppen med det enorme garn ud over læderjakken og den behandskede hånd lænende hen over mikrofonstativet, mens de ikoniske sanglinjer blev vrænget ud, og Dee Dee med en opspeedet schæferhunds energi bjæffede sit berømte 1-2-3-4 ud, som udløste kaskaderne af lyd og en ny tur til punkparadiset udsat for decibeller, så det forslog. Samt de ikoniske slagord, så som "Gabba Gabba Hey", som selvfølgelig også stod på nummerpladerne i filmen Rock'n'Roll Highschool, som bandet var med i.

Bag trommerne ville Marky Ramone pumpe rytmen afsted, og en af rockens stærkeste albumsider og åbninger på en karriere nogensinde ville stadig virke live: Blitzkrieg Bop, Beat On The Brat, Judy Is A Punk og I Wanna Be Your Boyfriend og så videre.

De var uforglemmelige og er et af de bands, der vil holde altid og har påvirket millioner.

De er selvfølgelig også blevet hyldet på alskens måder. En af de sjovere var den svenske hyldestplade fra 2002 med et par danske orkestre – Sort Sol og D-A-D – som specielle gæster. Pladen var et spil på den berømte koncertfilm med Led Zeppelin og hed The Song Ramones The Same. Ligesom der selvfølgelig er film. Den mest berømte er nok Roger Cormans føromtalte kultfilm Rock 'n' Roll High School fra 1979, som er lidt à la Sidste Nat Med Kliken (American Grafitti. Red.), hvor Ramones' musik placeres med nogle af de forbilleder fra sluthalvtredserne, som de var inspireret af, for eksempel Richie Valens. Som altid var den oprindelige inspiration i form af bubblegum-tråd aldrig langt væk på sange som California Sun.

Og nå ja, et lille kuriosum til sidst:

Tommy Ramone vendte efter tiden bag trommerne tilbage til sin gamle rolle som producer og guitarist. Og de sidste år ville han turnere med sin kone Claudia Tienan under navnet Uncle Monk. Her ville den nu hyggelige ældre mand være med på mandolin og vokal og konen på guitar og vokal. Ret suveræne og lysår fra Ramones.

Joey, Dee Dee, Johnny og Tommy – æret være deres minde!

Links:

Udsnit fra Ramones' koncert på The Rainbow i 1977. Fantastisk, simpelthen!

Fantastisk optagelse fra 1975 fra lydmand Arturo Vegas loft i New York. Elendig lydkvalitet, men hamrende autentisk.

 

Det sidste interview med Johnny Ramone. 

Tribute-koncerten for Ramones med bl.a. Red Hot Chili Peppers. 

Sangen "Mr. Endicott" med Uncle Monk med Tommy Ramone på sang og mandolin

FAKTA om RAMONES

Eksisterede fra 1974-1996

Oprindelige medlemmer:

Joey Ramone (vokal) alias Jeffrey Hyman (1951-2001)
Johnny Ramone (guitar) alias John Cummings (1948-2004)
Dee Dee Ramone (bas, kor) alias Douglas Glenn Colvin (1951-2002)
Tommy Ramone (trommer, kor) alias Tamás (Thomas) Erdélyi (1949-2014)

Senere medlemmer:

Marky Ramone (trommer, kor) alias Marc Steven Bell (f. 1956)
Richie Ramone (trommer, kor) alias Richard Reinhardt (f. 1957)
Elvis Ramone (trommer, kor) alias Clem Burke (ex-Blondie) (f. 1955)

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA