x

Christian Hjelm – Jeg er styret af et drive, jeg ikke selv forstår

Christian Hjelm – Jeg er styret af et drive, jeg ikke selv forstår

Se en flot ny fotosession med Christian Hjelm i GAFFAs gallerisektion

Det universelle begreb "learning by doing" passer sjældent bedre end på den nordjyske knægt Christian Hjelm,. Ham med håret, du ved, knækket i den spinkle, lyse stemme, de "hjelmske" akkord-rundgange, og selvfølgelig vridet med venstre knæ på scenen – med støvlerne plantet i klassisk "ti-i-to"-positur.

32 somre, men med en erfaring i bagagen som en pensionsmoden. Primært på den hårde måde. Først med kumpanerne i Figurines og senest solo på dansk, hvor andet album ser offentlighedens lys I Disse Dage. Men først lige et par refleksioner over den kamikaze-agtige tur, de unge nordjyder kastede sig ud i under banneret Figurines. Ofte med stor succes, under kummerlige forhold, hvor der ikke blev holdt igen på noget tidspunkt på nogle parametre.

– Jeg er uddannet på landevejen. På den hårde måde. Det skal man igennem, det synes jeg, alle skal gøre, men det gælder om at komme ud, når man er ung Starter man først ud på den vilde tur under de forhold midt i 30'erne, så bliver man sikkert sindssyg, kone og børn ryger og den slags, og det har langtfra været uden omkostninger for os.

GAFFA har mødt dagens hovedperson i skysovs flere gange og blev lettere musikalsk forelsket – og overtegnede blev lidt patriotisk stolt, da jeg hørte Figurines turnere på hovedværket – nogle vil sige mesterværket – Skeleton i USA og Canada i 2006, som del af en omrejsende, ganske livlig, dansk delegation. Alt var godt, Pitchfork, publikum og New York Times var på, men på efterfølgeren When The Deer Wore Bluevar kindkyskøen pludselig kortere i Nordamerika, og de tidligere så floromvundne superlativer knap så sprudlende. Et album, der paradoksalt på anden vis nærmere "breakede" bandet i Danmark. Begyndelsen om ikke nødvendigvis til enden så i hvert fald til nuværende "stand-by"-position.

Typisk velfærdsdansk at stikke halen mellem benene og ændre kurs ved første modgang: "Skulle jeg ikke hellere tage en statsbetalt uddannelse på CBS, få SU, lidt boligsikring i et mondænt forældrekøb i hovedstaden, træne i fitnesscenter og så måske undervise lidt i musik i min fritid mod klækkelig betaling?" Modsat for eksempel Volbeat, hvor hovedaktøren – søn af en jord- og betonarbejder og en rengøringskone – har kæmpet gennem ild og vand og i dag lægger krop til Danmarks største musikalske eksportvare? Well, ikke ligefrem scenariet, hvis man spørger Hjelm om Figurines-tiden.

 

Kaos og fokus

– Vi gik ikke "all in" – vi gik "fucking all in". Det var vores liv, 100 procent. Fra barndomsvenner i en lille landsby på 2000 mennesker til evindelige turnéer i Nordamerika under spartanske forhold. Man var ikke alene et øjeblik, og så holdt vi ikke igen på nogle måder. Der blev drukket igennem hver gang, ikke bare nogle gange, og vi har prøvet lidt af hvert. Men uanset hvor vildt vi har levet, og hvor højt bølgerne gik – sådan er det i øvrigt fortsat – har jeg altid bevaret fokus og en form for overblik over musikken. Uanset hvor crazy alt har været samtidig.

Hvad gik der så galt med Figurines? Hvorfor stod I ikke sammen og holdt ud?

– Det er svært at sige, men pludselig begyndte det hele at smuldre, det var hele vores liv. Alt hvad vi havde, alt hvad vi havde prøvet og oplevet. Når man kører så hårdt på, ikke får noget søvn, rejser og spiller konstant, drikker som et hul i jorden, så kan det blive en farlig cocktail. Når du så har en i bandet, som har psyken imod sig (bassist Andreas, dokumenteret i filmen Detour om bandet, red.), så er du for alvor udfordret. Han er i øvrigt bibliotekar i dag og "back on track", det er skønt. Han er som er bror, og jeg elsker den dreng, og det gælder hele holdet.

 

Thy-lejren udeblev

Men det var sværere at håndtere dengang?

– Der var aldrig nogen, der snakkede dybt og fortroligt sammen, overhovedet ikke, vi er jo fra Nordjylland. Jeg husker engang, at Volden (bandets gamle trommeslager, red) sagde: "Kunne vi ikke blive lidt mere hippie-agtige og tale sammen, sidde i rundkreds, du ved." Men det var ikke der, vi var, det var vi slet ikke i stand til dengang. Derfor er der også så mange ting at snakke om, når vi mødes i dag, det er fedt. Men for at vende tilbage til spørgsmålet, så tror jeg, at vi røg ind i en form for krise, en form for "wake-up call". Det her var alt, vi kendte til, vi havde gjort det siden skolen.

– Jeg fik noget af en nedtur, og mange af os begyndte at overveje, hvad vi skulle med vores liv, at der også var andre muligheder. For mig var det på en måde mere enkelt, det var mig der skrev alle sangene, de kom bare, sådan har det altid været. Fra første gang jeg fik en guitar i hånden, fandt jeg på noget. "Kan du spille nogle sange?", kunne folk spørge. "Nej, men jeg har det her". Jeg kunne altid finde på et eller andet.

– Sådan kommer det nok altid til at være, det vidste jeg et eller andet sted også dengang, og det vidste de andre også. Men for dem var det anderledes. Mere "hvad nu? Skal jeg spille med et andet band, hvis det her ikke går? Er der andre muligheder? Er der andre ting, jeg kan?" og så videre. Og da vores veje uundgåeligt skiltes med Andreas, var det både et hårdt slag for os og for ham. Begyndelsen på enden måske. Pludselig var vi ikke længere den gamle kerne af barndomsvenner, hvor det var os imod verden. Nu var der pludselig business-relationer og den slags, der fyldte meget.

 

Helte på sprøjten

Hvad var motivationen for at spille i sin tid, hvorfor gik I ikke til håndbold som andre raske drenge på egnen?

– Vi fandt tidligt sammen om musikken, den boede i os alle. Jeg var som 12-årig gigantisk Nirvana-fan, og jeg spillede guitar derhjemme over en lille forstærker og skrålede alle sangene ud. Alt var mørkt og tungt i tiden, og alle mine helte var junkier. Jeg gik med den klassiske Kurt Cobain-T-shirt med mascara og teksten "1967-94". Min mor spurgte: "Hvordan kan du gå og hylde en død narkoman som dit store idol?", men sådan var det. Så skete der ting i tiden, der kom nye strømninger. Pavement og Flaming Lips, hvor distortion blev fjernet fra guitarerne, men hvor der skete en masse mærkelige ting på en gang. Tit gik det stærkt. Når jeg hører nogle af vores tidligere ting i dag, fatter jeg ikke, hvordan vi kunne spille så hurtigt – og det var langtfra altid det hele – helt bevidst – som stemte.

– Jeg oplevede det som om, der var en form for håb i musikken, selvom meget også var indadvendt. Vi fandt meget sammen om de ting, men udgangspunktet var aldrig "lad os blive store, berømte stjerner", det var slet ikke en mulighed for os. Jeg har altid spillet, fordi jeg ikke har kunnet lade være, og sådan er det stadigvæk. Jeg er styret af et drive, jeg ikke selv forstår. Da vi startede, var der slet ikke fokus på det at performe på samme måde, der var ikke selviscenesættelse på sociale medier eller noget. Vi spillede for os selv, vi var helt i den verden, og var så plakatfulde på et tidligt job, at vi på det nærmeste væltede rundt på scenen. Til mange af de første koncerter vendte jeg ryggen mod publikum hver eneste gang, jeg ikke sang, og sagde i øvrigt ikke et ord i mikrofonen.

Arrogance, nervøsitet – eller måske en kombination?

– Nok det sidste. Det var i tiden og stilen, at det var musikken der talte, effekterne var frasorteret, ingen storladne tricks med brede armbevægelser. Jeg var rystende nervøs, men befandt mig samtidigt godt i rollen, kunne jeg mærke. Jeg kan huske en tidlig koncert, hvor mit ben rystede så meget af ren nervøsitet, da jeg skulle synge, at min hele min krop sitrede, og min stemme vibrerede hele vejen igennem. Men samtidigt kunne jeg godt lide det. Der skete noget. Jeg følte mig i rette element.

– Gradvist begyndte der at komme flere og flere mennesker til koncerterne, uden at vi nærmest havde opdaget det, og en dag var der en, der sagde til mig: "Måske skulle du prøve at sige noget til folk, bare et eller andet." Det gjorde så, at jeg en dag bare sagde "hej", og så blev folk vildt glade og råbte "hej", "skål" og alt muligt tilbage. Pludselig var der kontakt på en anden måde. Men vi er ikke fra X Factor-generationen, udgangspunktet og drivkraften var et helt andet.

 

Selvfølgelig skal du det

Nu kommer dit andet soloalbum på dansk. Da du gik med det første i maven, følte du så en form for forræderi, første gang du fortalte Figurines-vennerne om den forestående begivenhed?

– Ja, helt sikkert. Vi havde jo gjort alt sammen, siden vi var små. Var vokset fra drenge til, skal vi sige, "mænd". Det var os, der drog ud, indspillede, producerede, og turnerede sammen. Det var ikke så mange unge bands, der tog til USA dengang, vi gjorde det den ene gang efter den anden – typisk en måned ad gangen. Nu har jeg aldrig været soldat, men vi var på en måde som en enhed, der drog ud i krig sammen, og nu var jeg i færd med at desertere.

– Det tog mig rigtig lang tid at sige det til de andre, og det kom ud, nærmest som om det var tilfældigt på en bar en dag, da jeg var ude at drikke øl med Claus og Jens. Sådan: "Hey, hvordan går det? Hvad har du gang i?', og jeg svarede henkastet: "Nå, jeg har lige gang i en soloplade på dansk, i øvrigt." Selvom jeg frygtede at sige det, kendte jeg godt svaret. De sagde med det samme: "Selvfølgelig skal du det!"

Det er efterhånden et mønster, at mange starter på engelsk, vil væk fra den kvælende andedam og ud på eventyr og erobre den store verden, for så på en eller anden måde at finde ind til noget mere nært og personligt og nærmere udforske sig selv, og hvor man kommer fra på eget modersmål. Er det også sådan for dig? Er Hjelm kommet hjem?

– Haha, nej sådan er det slet ikke, men det lyder godt. Faktisk er forskellen forsvindende lille, det føles som samme kilde, motivation og arbejdsmetode, vi opfører os også stadig absurd vildt til tider. Selvom jeg som sangskriver har udtrykt mig verbalt gennem 15 år, kender jeg ikke nødvendigvis mig selv bedre end andre mennesker. Ord og musik kommer bare, det er jeg ikke herre over. Det er ikke noget, jeg ejer. Folk kan komme op og sige til mig: "Christian, den og den sang har gjort det og det for mig i mit liv". Jeg kan kun smile og blive glad og overrasket, for det er næsten aldrig det, jeg har haft i tankerne, da jeg skrev den pågældende sang. Musikken har sit eget liv, den er der ingen, der ejer – heller ikke dem, der har skrevet den.

– Og hvad det danske angår, er det ikke sådan, at de danske tekster føles mere personlige for mig end de engelske, men måske for folk, når det er på modersmålet. Jeg har aldrig været præget af dansk musik, har aldrig rigtigt hørt det. Der lå et par tilfældige Kim Larsen- og Anne Linnet-plader og den slags derhjemme, men jeg er formet af helt andre musikalske strømninger. Nirvana, Pavement, som vi snakkede om, en evig kæmpe som Neil Young, og så har Beach Boys' Pet Sounds haft gennemgribende betydning. Så det med at vende hjem kan jeg ikke sige. Nærmere måske at jeg har affundet mig med det her liv, og accepteret at det er mit. Siger du til folk, at du er musiker, er det tit: "kan man det? Kan man leve af det? Hvad tjener du? Har du ikke overvejet at få et arbejde?" og så videre. Det ville du aldrig tillade dig at spørge folk om i andre professioner, som du ikke kender i forvejen.

– For mig er det en livsstil, det tager de fleste timer i døgnet. Efter halvandet års turné var jeg tilbage her i studiet for at indspille 14 dage senere. Men jeg har fundet ud af, at jeg elsker at være på turné. Samme ritualer hver dag, forlade en by om morgenen, vaske tavlen ren, uanset hvad der er sket dagen før. Grunden til det danske kommer nærmere i forhold til at kommunikere live. Det begyndte at føles mærkeligt at synge på ét sprog og så snakke med publikum på et andet mellem sangene. Det blev hult på en eller anden måde.

 

Frygten for det enkle

Hvad så med sangskrivningen? Meget tidligt Figurines er lynhurtigt, skævt, tangerende indadvendt, hvor du på Før Vi Blev Lette ofte er nærmest Larsensk enkel og på nye I Disse Dage, hvor hooklinen er ren "schlager"?

– Det er en bevægelse, der er sket tilbage fra Figurines-tiden. Jeg havde det generelt svært med det enkle og lettilgængelige, det var for blottet, for plat, følte jeg. Alt skulle lige twistes og drejes. Og mange af de mere direkte sange var typisk dem, jeg havde skrevet på ti minutter, og det kunne simpelthen ikke passe, tænkte jeg. Det kunne ikke være godt nok. Det startede med et nummer som Silver Ponds fra Skeleton, og da vi indspillede When The Deer... sagde jeg til de andre på et tidspunkt: "Det der nummer Let's Head Out, det skal altså ikke med på pladen. Det holder simpelthen ikke." Det gik anderledes, og typisk var det de sange, jeg tvivlede på, der blev singler, og vores største hits. Hvad det angår, er jeg blevet mere åben og vel mere selvsikker, og har mindre brug for at pakke ting ind.

Før Vi Blev Lette er ikke gået ubemærket hen. Årets danske album i GAFFA, og på mange andre årslister, masser af koncerter, airplay og generel medvind. Nu kommer så Vaskeægte. Du siger, at drivkraften er den samme, men jeg forstår på dine label-folk, at I Disse Dage rykker hårdere på P4 end P3, er du ved at skifte segment?

– Det er nok bare blevet bredere og mindre forbeholdt en lille sub-kultur, det virker som om, det er meget forskelligt hvem og hvor, musikken rammer. Når jeg kigger på publikum til koncerter, er det en virkelig blandet skare. Men kilden er den samme, og selvom det nu er i mit navn – og ikke i et bandnavn – er fællesskabet meget ens. Jeg kan godt lide at have folk med, at det er vennerne og drengene, der spiller sammen. Mange af dem på holdet går langt tilbage fra Nordjylland, og det var jo også mig, der skrev sangene i Figurines.

– Generelt har jeg det bedst med, at tingene udvikler sig. Det var måske det, der kostede det "rigtige" gennembrud i USA dengang. Jeg havde ikke lyst til at skrive Skeleton nummer to, som pladeselskabet nok havde håbet, og jeg tilstræber heller ikke, at Vaskeægte skal være den nye Før Vi Blev Lette. Men det er her, hvor jeg er nu, og det at jeg synger på dansk, har selvfølgelig ikke nyhedens interesse på samme måde som med forgængeren. Sidst vandt jeg for eksempel en pris som "årets debutant", haha, sjovt efter at have spillet og udgivet musik på det tidspunkt i 12-13 år. Men det er her, jeg er nu, jeg befinder mig godt, jeg aner ikke hvad der sker, eller hvad der kommer næste gang. Men der kommer mere, det ved jeg.

Se en flot ny fotosession med Christian Hjelm i GAFFAs gallerisektion 

Udgivelser med Figurines:

The Detour, (ep) 2001

Shake a Mountain, 2003

Skeleton, 2005

Silver Ponds 7″ (single) 2006

When The Deer Wore Blue, 2007

Lucky To Love, (ep) 2010

Figurines, 2010

Som solist

Før Vi Blev Lette, 2012

Vaskeægte, 2014

Co-pilot på Nikolaj Nørlunds Alt Sammen, Lige Nu (2012)

 

Hjelm om udvalgte tracks på Vaskeægte:

I Disse Dage

Da 2013 touren (jan-okt) så småt sluttede , skulle jeg lige finde mig selv igen. Der var så mange indtryk og oplevelser forbundet med det, og da tæppet blev trukket for, sad jeg en dag ved et klaver, og intromelodien tittede stille og roligt frem, og resten kom hurtigt efter. Den overordnede vibe i sangen ramte ret godt, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte. En epoke var forbi lige så hurtigt, som den var startet, og en ny var nu i gang, og her var jeg imellem de to. Småmelankolsk og sulten efter det nye, som jeg kunne mærke var på vej.

Solen Bager

Omkvædet gik jeg rundt med i lang tid, men resten af sangen ændrede sig utrolig mange gange, inden jeg følte, at den var der. Men stadigvæk synes jeg, at den manglede et eller andet, så jeg lagde et tungt samplet beat ned i skitsefasen. Mine tanker ledte mig nærmest hen i noget a la Loser med Beck, og det groove kunne jeg virkelig mærke og tændte på det. Hasse lagde så et organisk beat og en masse perkussion ovenpå, og så blev det rigtig solidt.

Som Aldrig Før

Det var en sang, som jeg færdiggjorde, så vi havde flere sange at spille på Før Vi Blev Lette-touren. Jeg tænkte ikke videre over det, men lige pludselig havde vi spillet den til samtlige koncerter, så til sidst følte jeg, at den var på det album. Men det var den jo ikke, men netop de associationer gjorde, at den pludselig blev vigtig for mig at få med. Den mindede mig om den sære mellemtid mellem to tider, to album.

Tiden

Omkvædet eksisterede i lang tid, men uden noget vers og vejen til det endelig vers var lang. Jeg følte, jeg havde regnet det ud i mit hoved, jeg kunne ligesom smage det. Løsningen var, viste det sig, at blande to melodier sammen fra to skitser, jeg havde liggende. Det gik op for mig sidste sommer, mens jeg gik rundt nede på en strand i Grækenland. Jeg fløjtede melodien sagte i min telefon og afprøvede det, da jeg kom hjem. Det virkede, og den sidste brik i puslespillet var på plads.

Spinner rundt

Første version af denne sang eksisterede allerede, da jeg startede med at indspille Før Vi Blev Lette i efteråret 2011, men den blev ikke klar og røg i skuffen. Omkvædet hjemsøgte mig et godt stykke tid efter, og jeg følte mig nødsaget til at fortsætte arbejdet på den. I studiet under indspilningerne til Vaskeægte eksperimenterede vi med den og gav den en nærmest abrupt og hakkende feeling, som jeg med tiden kørte træt i. Jeg omarrangerede spontant sangen en dag og ramte, hvad det inderst inde var, hvad jeg ville med den. Den skulle igennem meget, før jeg endelig erkendte over for mig selv, at det var den rigtige vej.

Se en flot ny fotosession med Christian Hjelm i GAFFAs gallerisektion

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA