x

Kæmpe foto- og stemningsreportage: Sweden Rock Festival 2015

Kæmpe foto- og stemningsreportage: Sweden Rock Festival 2015

Se en kæmpe fotoserie fra Sweden Rock 2015 her

Siden 1992 har de smukke omgivelser ved stranden i Norje/Blekinge været mekka for den årlige rock komsammen og kan vel bedst betegnes som rockfolkets alternativ til juleaften. Hvor andre festivaler drejer nøglen om, er Sweden Rock Festival still going strong og kunne melde udsolgt tidligere end nogensinde før i festivalens historie. Det på trods af, at festivalen absolut ligger i den dyre ende. Lad det være sagt med det samme, at Sweden Rock Festival er det hele værd. Man får hele pakken her!

Som vanligt forløb festivalen perfekt, og der skal lyde en stor anerkendelse til de svenske arrangører, der endnu engang løftede barren for, hvorledes man afvikler en rockfestival. Lyden var ganske enkelt fantastisk under hele festivalen. Festival-ledelsen har gennem årene haft et stort fokus rettet mod at optimere lydforholdene, og selv om lyden generelt har været god igennem årene, er det dog første gang, at jeg egentlig ikke kan sætte en finger på lyden ved en eneste af de 18 fulde koncerter jeg så, de tre dage, jeg var på festivalen. Derudover gjorde en lavere "catwalk" ved Festival Stage det lettere for alle at følge med i løjerne på de store scener.

Sidst, men ikke mindst: Regner det mon aldrig i Norje? Sommeren kom med Sweden Rock Festival, og vi fik en festival badet i solskin og sommerlige temperaturer bortset fra de sene aftentimer, hvor der blev gjort flittigt brug af overtøj og vanter. Fremmødet foran festivalscenerne var højere end tidligere, hvilket jeg vil tilskrive det fine vejr og det heftige program, hvoraf jeg som tidligere nævnt dog "kun" nåede at se 18 ud af cirka 90 navne!

Det imponerende line-up nåede helt ud i krogene inden for den hårdere rock. Der var virkelig noget for enhver smag. Her var traditionel heavy metal, hård rock, melodisk rock, progressiv rock, death metal, sydstatsrock mv. Fra Judas Priest til Toto.

Jeg har valgt at anmelde de koncerter, jeg personligt fandt mest interessant og kunne nå, da der altid er gang i flere scener på en gang. Derfor kan der være koncerter, nogle mangler en anmeldelse af. Til dem vil jeg anbefale at deltage næste år i dagene 8.-11. juni, så kan man vælge selv...

Årets hovednavne var JUDAS PRIEST, MÖTLEY CRÜE og DEF LEPPARD. Alle store navne på den hårde rockscene og med mange år på bagen.

 

JUDAS PRIEST *****

Judas Priest lagde vejen forbi Sweden Rock Festival med det udmærkede nye album "Redeemer of Souls" i ryggen. Judas Priest er altid en sikker vinder på Sweden Rock Festival. Judas Priest er jo nærmest indbegrebet af heavy metal med deres hårde, medrivende, men også melodiske metal. Judas Priest har leveret heavy metal i over 40 år og gjorde det ganske overbevisende lørdag aften med en sætliste med de vigtigste klassikere blandet med metalgodter fra deres seneste udspil.

Metalpræsten himself Rob Halford styrede slagets gang meget overbevisende og sang faktisk mere sikkert, end jeg har oplevet længe. Han havde publikum i sin hånd og skabte med sin down-to-earth udstråling en fantastisk stemning, og han fik flere gange sat gang i en ordentlig omgang metal-fællessang, der dog aldrig blev for meget. Han kender grænsen, og det hele blev afviklet fejlfrit i højt tempo med flot iscenesat lysshow og videoskærme.

Når man har været på metaltoppen i over 40 år, er det nok svært at blive ved med at improvisere, og det kan slås fast, at der absolut ikke improviseres overhovedet. Det er også grunden til den manglende sjette stjerne. Det er perfekt, men givetvis præcis det samme hver aften. Bandet er tight, og nyeste mand Richie Faulkner på guitar virker ganske overbevisende.

Judas Priest lægger ud med åbningsnummeret "Dragonaut" fra deres seneste cd. Allerede her bliver det klart, at metalpræsten har tænkt sig at blive på tronen lidt endnu. "Metal Gods" og "Devil's Child" er næste perler i rækken, og begge swinger som ind i metalhelvedet. Halford skifter spadseredragt stort set mellem hvert nummer, og der vises et tema på de opstillede storskærme, men alt det er ligegyldigt, for Judas Priest spiller røven ud af metalbukserne på de fleste andre i genren. Vi får Priest-klassikere som "Victim of Changes", "Love Bites", "Turbo Lover" og det tætteste, Priest kommer på en ballade, "Beyond the Realms of Death", der i øvrigt leveres bedre, end jeg nogensinde har hørt den.

Ind i mellem får vi smagsprøver fra "Reedemer of Souls" ved "March of The Damned", "Halls of Valhalla" og det stærke titelnummer. Flot at Priest med så mange klassikere stadig kan matche niveauet med de nye numre, der holder niveauet 100 procent. Efter et glædeligt gensyn med "Jawbreaker" får vi metalhymnen over dem alle, "Breaking the Law" og forsamlingen går amok i en heavy metal-rus. Inden Priest forlader scenen, skal Halford lige nå at vise sin Harley frem, og vi får "Hell Bent For Leather".

Ekstranumrene sætter et stort punktum for en heavy metal-oplevelse af de store. Priest kom, spillede og sejrede i stor stil. Sådan skal det simpelthen gøres. "Electric Eye", "You've Got Another Thing Comin'" og sidst, men ikke mindst "Living After Midnight", der faktisk spilles lige efter midnat natten til søndag.

Konklusion: Priest eksperimenterede overhovedet ikke, og der var intet uforudset, men metal maskinen var så velsmurt og effektiv, at headbangin' var en selvfølge! Aftenens bedste besked fra Rob var, at Metal-Præsten will be back!

 

MÖTLEY CRÜE *****

Jeg så Mötley Crüe første gang i 1984 som opvarmning til Van Halen og AC/DC i Stockholm og tænkte allerede dengang, at det nok ikke var sidste gang, at jeg skulle se MC. Det var råt, det var cool, det swingede, og det var nærmest indbegrebet af Rock'n'Roll fra Sunset Strip i Los Angeles. Denne gang var det så sikkert sidste gang, da MC lukker endeligt ned nytårsaften 2015. Det har man nu hørt før. Jeg selv var til End of the Road med Status Quo i 1984, men det lader til, at de har glemt det med årene! Finale Tour under overskriften Mötley Crüe RIP bringer så pt. MC rundt i verden en sidste gang.

Bortset fra Nickelback kan jeg ikke komme i tanker om et band, der i den grad deler vandene blandt rockfolket som Mötley Crüe. Allerede efter koncerten var meningerne mange fra super til det værste lort. Det lader jeg mig nu ikke påvirke af. Jeg synes, at MC gik ud med æren i behold. Flot show, fed sætliste, dejlige damer og MC Rock'n'Roll. Okay, sanger Vince Neil er lidt slidt, guitarist Mick Mars ligner i bogstavelig forstand manden med leen, og Nikki Sixx har aldrig været den store bassist. Eneste mand, der musikalsk har noget at byde på, er trommeslager Tommy Lee, der er en habil trommeslager. Hver især ville de ikke have de bedste kort på hånden, men som MC er de flabede, arrogante og usmagelige, og det hele går op i en højere enhed, så det faktisk ender med at blive kunst.

Jeg skider på det. Mötley Crüe får fem stjerner, fordi de i fællesskab skabte en helstøbt koncertoplevelse med fede numre spillet effektivt og skævt, og skævt skal det sgu være, når det er MC. De lagde ud med "Saints of Los Angeles" og "Wild Side". Det kørte derudad som en vild rutsjebanetur med røg og damp. Røg og damp blev der endnu mere af under "Primal Scream", hvor pyro-manden fik fyret godt op under kedlerne. I "Shout At The Devil" havde Nikki Sixx fået konstrueret en bas med flammekaster på, som han flittigt anvendte. Man glemte nærmest, at det var blevet en småkølig fredag aften. Jeg tænkte, at han måske har været til koncert med Rammstein og fået en god ide.

Ellers bestod sætlisten af numre fra det meste af bagkataloget, hvoraf særligt "Looks That Kill", "Smokin' In The Boys Room", "Live Wire", "Girls Girls Girls", "Kickstart My Heart" samt ikke mindst det gamle Sex Pistols-nummer "Anarchy In The UK". Koncerten sluttes af med balladen "Home Sweet Home" med Tommy Lee på piano og en forrygende solo fra Mick Mars.

Konklusion: Nu er det (nok) slut med Mötley Crüe, men vi blev effektivt underholdt en sidste gang med stumperne af et liv med sex, drugs & rock'n'roll! Visionen var oprindeligt større end evnerne, men med den "rigtige" attituden er MC beviset på, at man kan nå langt, selv om de nok ikke var blevet optaget på musikkonservatoriet. Long live Rock'n'Roll, Mötley Crüe RIP.

 

DEF LEPPARD ****

Def Leppard går som de øvrige headlinere way back! Jeg kan huske, da trommeslager Rick Allen stadig havde to arme, og de spillede for cirka 200 mennesker i Saltlageret på Gammel Kongevej i 1983. Det var lige før, de slog igennem med "Pyromania", der skulle gå hen og blive deres første millionsællert. Guitarist Steve Clark havde endnu ikke drukket sig ihjel. Det var klart, at også her var et band, rockverdenen ikke skulle glemme lige med det samme. De har så siden haft en glorværdig karriere på toppen af rocken på trods af alkoholdød, bilulykke og kræft. Guitarist Vivian Campbell er lige blevet erklæret rask efter et sygdomsforløb med lymfekræft.

Den nuværende Tour er en Greatest Hits Tour, og derfor fik vi ikke overraskende en sætliste med alle de store hits. Fra start til slut fik vi en effektiv rockmaskine, der selvfølgelig i nogen grad er styret af, at Rick Allen med sit avancerede elektroniske trommesæt sikkert ikke kan improvisere ret meget. Men Def Leppard kan stadig underholde, og det er et veloplagt og velspillende band, der lukkede festivalen torsdag.

"Rock! Rock! (Till You Drop)" fra "Pyromania" lægger hårdt ud og efterfølges af tophittet "Animal" fra deres vel nok største succes, "Hysteria". Numrene spilles generelt til UG med kryds og slange, enkelte steder med lidt slinger i valsen. Blandt andet "Hysteria" tabte lidt fart og blev for mekanisk, mens covernummeret "Rock You" virkede noget malplaceret i et greatest hits sæt.

"Armageddon It" er en perle ligesom "Rocket", "Let's Get Rocked" og "Pour Some Sugar On Me". Sanger Joe Elliott griber cirka halvvejs i sættet en akustisk guitar og spiller på egen hånd "Two Steps Behind" for en stor del af de cirka 33.000 publikummer, der havde købt billet til Sweden Rock Festival 2015. Def Leppard forlader os med den skønne "Rock Of Ages" og "Photograph".

Konklusion: Def Leppard har stadig meget at byde på. Sanger Joe Elliott sang ok, men kan ikke komme helt op, hvor han var engang. Trommemaskinen lægger nogle begrænsninger i udførelsen og det kan af samme grund ikke komme til at swinge, men fede riffs har de og gode melodier. Def Leppard får fire stjerner, men de kommer nok aldrig mere på niveau med Saltlageret tilbage i 80'erne. Men det er godkendt!

Udover de tre hovednavne spillede en lang række andre prominente og interessante navne på Sweden Rock festival 2015:

 

ACE FREHLEY *****

Den tidligere KISS-guitarist Ace Frehley var i storform og gav efter min mening sit livs koncert på Sweden Rock Festival. Sætlisten tog udgangspunkt i en blanding af egne solonumre og gamle Kiss-klassikere.

Ace Frehley har faktisk lavet en del soloplader efterhånden og havde da også en ny at støtte sig til under dette besøg. "Space Invader" hedder den, og vi fik "Gimme A feeling" og "Toys" fra denne skive.

Ace spillede og sang, så man troede, det var løgn. Mange års alkoholmisbrug er muligvis lagt på hylden, for Ace virkede både nærværende, sober og ikke mindst humoristisk og fik da publikum til at grine flere gange.

Han havde så også taget et yderst kompetent band med sig, hvoraf særligt trommeslager Scot Coogan skal fremhæves for sit enormt fyldige og varierende spil. Han sang det gamle KISS' "Love Gun", der dog virkede malplaceret, da det er et Paul Stanley-nummer. Ellers fik vi udover solohits som "Rip It Out" og "New York Groove" nogle KISS-klassikere blandt andet "Rocker Ride", "Deuce" og "Shock Me" med rygende guitar som i de gamle KISS-dage.

 

EXTREME ******

Extreme leverede måske den bedste koncert under Sweden Rock Festival og var en sand opvisning i at lave et effektivt rockshow med fede numre, nærvær, musikalsk talent og en energi, der siger spar to. Forsanger Gary Cherone, der i øvrigt tidligere har været forsanger i Van Halen, stod bogstavelig talt kun stille, mens de sang deres kæmpe akustiske hit "More Than Words". Han sprang rundt og sprællede med arme og ben og gjorde virkelig, hvad han kunne for at få publikum op på dupperne. Det lykkedes til fulde og jeg tror, at de fleste havde smil på, da opvisningen var færdig. Uha, det var godt.

Guitarist Nuno Bettencourt var imponerende at se på og lytte til, og han fik undervejs underkæben til at ramme gulvet med sit enormt medrivende og nærmest overgearede guitarspil, der dog hele tiden var i total kontrol. "Play With Me" og "Flight of The Wounded Bumblebee" var eksempler på, hvor helt vild præcis og hurtig han er og samtidig uden at tabe melodien. Fuld respekt herfra.

Rytmesektionen skal dog også fremhæves, og jeg kan ikke komme på et bedre par på denne festival. Tight, med bund og uhyre præcist.

 

SLASH Featuring Myles Kennedy & Conspirator ***

Jeg stod undervejs og tænkte, at det i grunden er tilfældighederne, der sender nogle til himlen og andre til bunden. Guns 'N'Roses var tæt på de største, og alligevel virkede Slash som guitarist ikke særlig bemærkelsesværdig. Det er selvfølgelig på grund af sangene, for Slash var ikke særlig visuel i sin fremtræden denne torsdag eftermiddag.

Sangene fejlene sådan set ikke noget, og folk blev selvfølgelig ellevilde, da de sluttede af med "Sweet Child O' Mine" og "Paradise City". Myles Kennedy, der til daglig fører ordet i Alter Bridge var i godt humør og gjorde absolut sit til at holde dampen oppe. Synd, at Slash ligner en, der keder sig lidt, for på den måde kommer han da slet ikke ud over scenekanten.

 

TOTO *****

Toto er indbegrebet af musikalsk talent. De spiller simpelthen røven ud bukserne på de fleste. Der er en grund til, at Toto-medlemmerne har medvirket på mange tusinde pladeudgivelser, for de kan bare det pis. De har derudover en enorm sangskat at vælge imellem, hvorfor sætlisten på denne tour, bortset fra de åbenlyse hittere "Rosanna", "Africa" og "Hold the Line", stort set er skiftet ud fra den forrige tour. Det er ikke de fleste bands, der har så meget at byde på, at de bare kan spille nogle andre sange og stadig være på samme høje niveau.

De har så også lige udgivet en ny cd med titlen "XIV", hvorfra vi fik "Orphan" og "Great Expectations". Desværre var der ikke tid til de øvrige tre sange fra albummet, der blev spillet aftenen før i København, da et festival sæt er maksimum 90 minutter, og det kan Toto aldrig klare sig med, så det har sikkert været svært at skære i kagen-

Det er bare en fornøjelse at se og lytte til et band, der bare spiller med overskud og med åbenlys spilleglæde og tilmed med en udpræget ro og sikkerhed. De er garvede, og det kunne tydeligt ses og mærkes. Vi fik heldigvis "Stranger in Town", der som noget nyt viste sanger og keyboardspiller David Paich på slap line. Det klædte virkelig bandet, at det er blevet en anelse mere loose og levende med tiden.

 

AIRBOURNE ****

En to tre, spil ... og det gjorde de så. Airbourne flyttede ikke bjerge, og variationen var til at få øje på. Men hvad de mangler i finesse, har de så i energi og feststemning. Der er fuld smæk på, når Airbourne spiller op til headbangin' med deres AC/DC-inspirerede heavyrock. De starter selvfølgelig (fristes man til at sige) med "Ready To Rock" fra seneste udspil "Black Dog Barking".

Bandet svinger med håret, og forsanger og lead-guitarist Joel O'Keeffe sender kaskader af rystet øl ud over publikum. Der spilles hårdt og hurtigt. Længere kommer de aldrig. Ja, det vil sige, der var nok en securityvagt, der bed negle, da Joel tog guitaren og kravlede op i lystårnet uden sikkerhedsline. Sådan er Airbourne ... fuld fart og uden særlig meget omtanke.

Jeg har set dem fem gange nu, og jeg kan mærke, at indtrykket afhænger af det mood, man er i, for varen er stort set identisk fra gang til gang. Jeg har vist skrevet det før, men det ser faktisk ud som om, at de blot har stået og ventet på at spille igen, når de træder ind på scenen, for de ser ud, som da de forlod scenen sidst.

Jeg hyggede mig, for som indpiskere på en rockfestival er de altid relevante. Det er lidt som med stegt flæsk med persillesovs ... det smager fantastisk, og det er kun godt, hvis det er det samme som sidst, men når man har fået det, skal der lige gå lidt tid, inden man har lyst til at spise det igen.

 

THE DARKNESS ****

The Darkness havde æren af at lukke og slukke festivalen for i år. Det var en lidt mystisk oplevelse, og faktisk er jeg stadig i tvivl om, hvad jeg egentlig synes om koncerten. Med et dugfrisk nyt album i "Last Of Our Kind" var der nyt materiale i vente, så interessen var vakt, da de klokken 00:20 natten mellem lørdag og søndag i cirka 13 grader C tog hul på opgaven.

Bandet lagde ud med "Barbarian" fra nyeste udspil, og det lød rigtig fedt. De første numre blev dog spillet i noget nær mørke, og de var totalt indhyllet i røg, så man må håbe, at de ikke lider af bronkitis. De nye sange lover godt for den nye skive, da de alle blev trykket godt og grundigt af med den nerve, The Darkness besidder. Særligt "Open Fire" er et godt bud på en ny livefavorit.

Begge brødrene Justin og Dan Hawkins er habile guitarister. De evner at trykke den af med fede riffs og supplerer hinanden utroligt godt. Den nye trommeslager Rufus Taylor (søn af Queen trommeslager Roger Taylor) gjorde også et godt stykke arbejde.

Ud over de nye numre blev der delt The Darkness-godbidder ud i en lind strøm "Black Shuck", "One Way Ticket", "Givin' It Up" med flere. De fleste med god energi og virkede upræget medrivende, som The Darkness nu kan gøre det.

Det virkede som om, at frontfigur Justin Hawkins gik lidt i selvsving under koncerten, selv om han da fik smilebåndet aktiveret ved flere lejligheder, men det kammede ind i mellem lidt over. Særligt i aftenens sidste nummer blev det lidt overgearet, da Justin efter sin obligatoriske rundtur blandt publikum på ryggen af en roadie nærmest fik ommøbleret scenen ved at stille monitorer oven på hinanden og kravle rundt på dem. De virkede langtrukkent og fjollet og uden egentligt motiv.

Ud over ovennævnte anmeldte koncerter så jeg udmærkede bidrag fra Dokken, Dare, Manfred Mann's Earth Band, H.E.A.T, Michael Monroe, Mother's Finest, Molly Hatchet, Pat Travers og The Angels. Niveauet var generelt højt i 2015.

Ud over de bands jeg valgte at se spillede mere hårdtslående bands som Five Finger Death Punch, Hammerfall, Exodus, Meshuggah, Ghost, Opeth, Bloodbath, Behemoth, Gojira og Hatebreed samt Blackberry Smoke, Hardcore Superstar, Fish, Backyard Babies og Carl Palmer's ELP.

Tak for i år og på gensyn 8.-11. juni 2016.

Se en kæmpe fotoserie fra Sweden Rock 2015 her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA