Artikel

TINA DICKOW-INTERVIEW: Lidt mere menneske, lidt mindre maskine

Tina Dickow er aktuel med sit tiende album, Bitte små ryk, der, som titlen antyder, er hendes første af slagsen på dansk.

Vi har mødt hende til en snak om at skifte sangsprog, om at være i isolation i Island og lære noget af det og om hendes syn på kønsbalancen i musikverdenen.

– Det danske sprog er vokset i mig, siden jeg skrev min selvbiografi Tæl til Tina fra 2017, siger Tina Dickow. Det er dagen derpå efter GAFFA-Prisen, hvor Dickow åbnede showet og fremførte to af sine nye sange på dansk for en udsolgt Store Sal i Musikhuset Aarhus. Der har dog ikke været tid til at hvile meget på laurbærrene, for allerede formiddagen dagen efter har hun brugt adskillige timer på en GAFFA-fotosession i smukt, men koldt vejr ved Aarhus Havn, og herefter er det videre til interview på GAFFA-kontoret. Heldigvis kan hun varme sig med et glas rom fra en flaske, der har overlevet gårsdagens festligheder.

– Et dansk album kommer netop nu, fordi jeg har savnet Danmark så forfærdelig meget de sidste to år. Da alting lukkede ned i marts 2020, var der ganske enkelt ingen fly til Danmark længere. En fuldstændig absurd virkelighed pludseligt at stå i, fortæller Dickow, der har været bosat i Island siden 2011 med sin mand Helgi Jonsson, der både er sanger, sangskriver og musiker i eget navn og spiller med i hendes band.

– Bagefter blev der indført karantæneregler på Island, der gjorde, at vi ikke kunne rejse, og det strakte sig over et år, hvor det kun var FaceTime, der forbandt mig til familien.

Der begyndte jeg at miste forbindelsen til Danmark, følte jeg, en forbindelse, jeg ellers har kunnet opretholde gennem de 20 år, der er gået, siden jeg flyttede til London og så til Island. Jeg har altid følt mig helt utroligt forbundet til Danmark, også til stemningen og samfundsdebatten, og den følelse var ved at glide fra mig. Det gav mig virkelig et behov for at række ud efter Danmark.

Nogle af sangene på Tina Dickow nye album handler direkte om nedlukningen, og hvad den har fået hende til at tænke over. Hun synger eksempelvis i sangen Lidt mere menneske, at hun er blevet ”nok lidt mere menneske, lidt mindre maskine”. Nu er verden ved at åbne igen efter to års on-off-nedlukning. Mange fortæller, at de har lært noget af at skulle give afkald på noget, de ellers tog for givet, gælder det også Dickow? Og hvad har hun i givet fald lært?

– Som sangen siger, så har jeg været mere menneske de sidste år. På godt og ondt. Altså mere skrøbelig og mere bange, men også mere fri og mere mig selv. Og en del af grunden er, at jeg har kunnet lægge det “killer-instinkt” fra mig, som jeg ellers længe har følt, jeg skulle være i kontakt med for at kunne optræde. Lige siden jeg begyndte at spille store koncerter. Nu kalder jeg det killer-instinkt, men egentlig er det jo bare fokus med kæmpestort F.

– Når man skal optræde foran mange mennesker, så er der ikke noget, der må gå galt. Man skal være 100 procent træfsikker hver gang. Sådan har jeg i hvert fald altid tænkt det. Så man skal have godt styr på sine tanker og sin mentale tilstand. Og det har for mig nok krævet, at jeg aldrig kunne give helt slip, heller ikke i hverdagen. Ikke gøre noget, der kunne “rock the boat” eller gøre mig sårbar. Og det har en menneskelig pris. Der er jo noget maskinelt over det. En hårdhed.

– Nu hvor jeg skal i gang med at spille store koncerter igen, mærker jeg, killer-instinktet banke på. Men det er jeg færdig med. Sådan skal det ikke være igen, og det bliver det heller ikke. Jeg har fået styr på mine prioriteter, og at være en skudsikker performer er ikke længere det vigtigste. Mit arbejde kommer ikke i første række længere, og jeg gider det faktisk kun, hvis jeg kan gøre det med den blødhed, jeg har følt de sidste par år. Som lidt mere menneske, lidt mindre maskine.

Artiklen fortsætter under videoen

Hudløs samtale med publikum

Den 1. april udkommer Tina Dickows første dansksprogede album, Bitte små ryk, der er hendes tiende af slagsen, hvis man medregner en ep-trilogi og et soundtrack. Har det været svært at skifte sprog efter så mange plader på engelsk?

– Jeg vil ikke sige, det har været svært at skrive danske tekster, det har sådan set føltes naturligt. Men det har været svært på andre måder. Det har i højere grad føltes som en samtale med mit publikum. En meget direkte og hudløs samtale. Jeg har følt mig mere skrøbelig og udstillet. Når jeg skriver på engelsk, sender jeg musikken ud i universet, til hvem som helst, der måtte have lyst til at lytte. Denne gang har jeg skrevet til det danske publikum. En langt mindre gruppe, som jeg føler, jeg kender ret godt. Det har gjort, at jeg i højere grad har følt, jeg har stået foran et spejl, mens jeg har lavet albummet her, og mødt al min egen tvivl undervejs. Reaktionerne på de første singler har heldigvis været rigtig gode.

I din selvbiografi skriver du, at du altid har syntes, at engelsk var lettere at synge på end dansk, fordi der er flere vokallyde på engelsk, hvor der er mange konsonanter på dansk, har du ændret på det synspunkt?

– Ja, det har jeg vel. Jeg har i hvert fald fået øjnene op for, hvor fedt det er at arbejde med alle de konsonanter og kanter, som det danske sprog har. Engelsk har en blød og rund tone sammenlignet med dansk. På dansk fylder hvert enkelt ord mere i munden. Hvert enkelt ord kan virke mere skarpt, mere naivt, mere brutalt, mere hudløst, mere alt muligt. Det er min oplevelse nu. Og det er spændende at lege med. Jeg har nok tænkt, at det engelske passede bedre til at beskrive bløde følelser og nuancerede stemninger. Og at dansk var bedre til mere konkrete tekster. Men nu véd jeg egentlig ikke … nu er forskellen mere udvisket for mig, siger Tina Dickow,

Har du nogle inspirationskilder, når det gælder danske tekstforfattere?

– Ikke umiddelbart. Kun hvad man per osmose tager ind i løbet af et liv. Jeg har jo gennem årene haft æren af at synge Steffens Brandts tekster, når vi har optrådt sammen, og det har været meget lærerigt, men det er nok ikke sådan, at man nu kan høre Steffen i mine. Jeg har snarere prøvet at se, om jeg kunne overføre tonen fra mit engelske til det danske.

– Mit all-time-favoritalbum på dansk er fra min barndom: Forklædt som voksen med Kim Larsen, og sådan er der også albums med TV-2 og Gnags, som har sat sig. Det er albums, hvor hver eneste sang har en klar idé og nogle knivskarpe sproglige kroge, hvor man tænker, at det fandeme er godt tænkt.

Musikalsk lyder Bitte små ryk for denne skribent som et klassisk Tina Dickow-album med en gennemgående melankolsk undertone og et håndspillet, velarrangeret og -produceret singer-songwriter-univers. Hvad tænker hun selv om den musikalske retning?

– Næsten hver gang jeg laver en plade, forestiller jeg mig, at det bare skal være mig og min guitar. Jeg kan jo godt lide det minimalistiske. Men så sker der et eller andet, når vi går i gang med at lege i studiet, der kommer flere lag på indspilningen, og hvert lag kalder på endnu flere. Man indspiller et orgel, og det kalder pludselig på noget percussion, og så kræver percussion en bas og så kører det derudaf. Det tager hurtigt overhånd, og denne gang er vi da også endt med et fuldt produceret album. Men vi har trods alt virkelig bestræbt os på at nøjes med få, vellydende elementer. Og hvis der var noget, vi kunne undværes, så fjernede vi det igen.

– Jeg synes faktisk, det er vanvittigt svært at producere musik. Man skriver en sang, og så skal den pakkes ind i et lydunivers og den helt rigtige stemning, som man ikke på forhånd aner, hvad er. Mulighederne er uendelige. Og så er der det, at man véd, at man kommunikerer med evigheden. Det, man laver i dag, det er sådan, sangen vil træde frem for evigt. Den her plade har været vanvittigt svær at producere, selvom den lyder enkel. Mest fordi vi var langt omkring. Jeg var mere søgende, end jeg plejer, og skrev mange sange, som blev fyret undervejs, fordi vi, efter at kæmpe længe med materialet, ikke kunne få det til at fungere, så det føltes rigtigt. For eksempel de to klassikere, som ingen nogensinde vil få at høre: ”Porno og James Bond” og ”Hat og briller”. Det er helt sikkert på grund af det danske, og at det trods alt er så nyt for mig. Jeg skulle lige finde mig selv.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Morten Rygaard

Øjenåbnende kønsdebat

Sidst, GAFFA talte med Tina Dickow, tilbage i 2018, spurgte vi hende, om hun havde oplevet eksempler på mandschauvinisme i musikbranchen, og da svarede hun, at det havde hun ikke i nævneværdig grad. Siden da har der været flere markante danske kvinder, der har stillet sig frem og kritiseret sexisme i musikbranchen, for eksempel Lydmor og Annika Aakjær, og det har skabt stor debat. Ser Dickow anderledes på spørgsmålet i dag?

– Jeg har altid arbejdet ret uafhængigt af branchen, altid haft mit eget pladeselskab og været min egen chef. Så jeg har nok været forskånet for mange ting. Jeg har arbejdet med de samme folk fra starten, og der har jeg uden at tænke over det valgt nogle no-bullshit-typer, tror jeg.

– Men på andre måder har jeg fået øjnene op for mekanismerne i branchen, og hvor der er plads til forbedringer. For eksempel, en aften som i går til GAFFA-Prisen, der ser man så mange seje kvinder på scenen, og jeg kan mærke, at jeg bliver helt varm om hjertet, føler mig som en del af et sprudlende fællesskab, og jeg er nysgerrig på, hvad alle de hér kvinder kommer med, og hvad der venter forude. Og så går det op for mig, at det ikke altid har været sådan: at der har været en konkurrencementalitet, der har gjort det mere ensomt og mindre sjovt og spændende for piger at være i musikbranchen. Vi har været øde øer, der hver især skulle værne om den unikke plads, vi havde tilkæmpet os i denne mændenes verden.

– Og hvor den indstilling er kommet fra, det véd jeg ikke. Men medierne har ikke hjulpet ved ret konsekvent at beskrive kvinder som “den nye dit” eller “den nye dat”. Som om der ikke var plads til nuancer, som om at når én kom frem, så var det på bekostning af en anden. Jeg var “den nye Alanis”, og andre kom frem var “den nye Tina Dickow”. Den mentalitet er ved at forsvinde, og det er en fuldstændig vidunderlig og befriende følelse. Det lever og det stikker i alle retninger. Folk gider ikke kasserne længere. Vi vil bare have lov til at lave noget musik.

– Det, jeg i løbet af min karriere har tænkt mest over, er det med de mandlige såkaldte gatekeepers. Man skal igennem mange mænd for at få sine sange ud til lytteren. Jeg har kunnet springe mange led over ved at have mit eget pladeselskab, men når man skal have sine sange indspillet og produceret, så er det højst sandsynligt i samarbejde med drenge eller mænd, og skal man derefter ud og finde en pladekontrakt og en koncertbooker, så vil det højst sandsynligt være mænd, man skal imponere og overvinde. Ikke et ondt ord om mændene i branchen. Men man skal bare altid være tunet sig ind på deres frekvens, og det kan føles ret … ja, snævert og kedeligt, faktisk.

– I mine forsøg på at få udenlandsk pladekontrakt var jeg rundt med min akustiske guitar på alle mulige kontorer i London, Berlin, New York og LA. Og spille for mænd. Og jeg forstår da godt, hvis de ikke kunne associere med mine følsomme sange skrevet fra en 24-årig kvindes perspektiv, og at de sikkert ville have nemmere ved at associere med en tilsvarende fyr eller et drengeband. Fred være med det. De to gange, jeg har været signet i udlandet, til Sony i England og Universal i Tyskland, har det været kvinder, der har signet mig. De var rørte af det, jeg lavede. Så der er nogle led i musikbranchen, ja, alle led, faktisk, hvor det ville gavne, at der sad flere kvinder. Igen, ikke et ondt ord om mændene i branchen, og jeg har masser af mænd omkring mig, der virkelig forstår det, jeg laver, siger Tina Dickow og fortsætter:

– Man fornemmer jo, der er langt flere drenge, der mødes om musik i øvelokaler og foran computerne derhjemme. De hygger sig sammen, laver musik, snakker om musik, lytter til musik og leger med grej. Piger sidder måske i højere grad alene derhjemme og brygger på sange på egen hånd, som jeg selv gjorde det. Og når de så gerne vil videre med musikken og måske vil have det indspillet, er de afhængige af de drenge, der allerede har bandet og udstyret. Så allerede der bliver pigerne kastet ind i en drenge-verden, hvor de skal være meget stærke for at holde fast i sig selv og deres udtryk. Og pigerne burde jo egentlig selv sidde og snakke om musik og skrive sange med deres veninder. Have det sjovt med det. Og indspille på egen hånd.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Morten Rygaard

Man skal sgu se de dér seje piger

– I denne her snak om kønsbalancen i musikbranchen skal man ikke glemme, at grej, pedaler, elektronik, instrumenter, der kan lave lyd og larm, knapper og fadere fylder rigtig meget, når det kommer til musik, og det er en del af motivationen og glæden for mange drenge at pille med gear og at have de her kræfter mellem hænderne. Og den passion har jeg ikke oplevet hos mange af mine kvindelige kolleger. Jeg har mange mandlige kolleger, deriblandt min mand, der er absurd nørdede omkring lyd og udstyr, og som gerne sidder i en kælder i 12 timer og drejer på knapper for at få styr på lyden af en gulvtam, men jeg kender ikke ret mange kvinder, hvis interesser går i den retning. Selvfølgelig må de være der, jeg kender bare ikke nogen.

– Jeg skal ikke rode mig ud i, om den forskel i interesser, der virker ret åbenlys lige nu, hviler på biologi, eller om det er socialiseret ind i os piger ikke at gide samle på vinyler, sidde i kælderstudier og rode med EQs eller sidde på eBay og holde øje med, hvilke vintage Neumann-mikrofoner, der er til salg. Men i hvert fald tror jeg på, at nogle områder af det er ved at rykke sig lidt.

– Der er piger, der går i øvelokalet med en bas eller en elektrisk guitar og begynder at lege med musik, sammen. Og repræsentation er altså bare så enormt vigtigt, for hvis man ikke har en idé om, at noget findes, så går man ikke efter det. Man skal sgu se det, man skal se de dér seje piger på scenen, se dem hvile i det og være opslugte af musikken. Man skal se dem i øvelokalet og studiet, handlekraftige og selvstændige. Og man skal se hende den kvindelige producer på arbejde, høre, hvad hun snakker om, og hvad hun tænker. Jeg har aldrig været benhård tilhænger af kvoter, men det virker altså at se det. Måske endda bare en enkelt gang. Så véd man trods alt, at det findes. Der er så mange film, hvor drengene får det serveret på et sølvfad: eksemplerne og myten. De véd, hvad de skal, og hvad der venter forude af rock and roll, damer og sjov. Piger aner ikke, hvad der venter dem, hvis de vælger musikken.

Der er også nogle, der siger, at det er sværere at blive ældre i musikbranchen som kvinde end som mand, er det også noget, du har oplevet?

– Jeg var 24, da jeg flyttede til London, og allerede dengang var min alder et issue, og det blev antydet, at det ville være en fordel, hvis jeg løj mig lidt yngre. Musikbranchen er jo bygget op omkring at hype, ungdom og fart. Det er svært at holde noget kørende i lang tid, og man får med ret stor sikkerhed kun de berømte 15 minutes of fame, hvis man overhovedet får dem. Og det gælder også, selvom man er ung, og om man er pige eller dreng. Og det er jo nok på grund af den lange og kringlede vej, jeg har taget, at jeg har kunnet opbygge en lang karriere i musikken. Men måske er det også ved at forandre sig, Drew Sycamore er jo for eksempel fyldt 30, og hun står lige i sit gennembrud, og det tænker man ikke over. Vi skal bare lige se det, og så er det tabu lagt ned. Næste gang bliver det én på 35, og til sidst bliver det en på 60, og så er vi ved at være i mål.

Bliver dit næste album også på dansk, eller går du tilbage til det engelske?

– Når man turnerer i klassiske koncertsale, så er man nødt til at planlægge helt vildt langt ud i fremtiden, og der har længe ligget en stor turné i tyske koncertsale næste efterår, og der slipper jeg næppe af sted med at synge danske tekster, så der kommer et album på engelsk inden da. Faktisk har jeg en plan om at lave det 100 procent selv apropos vores snak om kvindelige producere, og jeg er spændt på, om jeg har lært noget ved at skrive på dansk, som jeg kan tage med over i det engelske, slutter Tina Dickow.

Tina Dickow om to af sine nye sange på dansk:

– Én af teksterne har jeg jo faktisk skrevet sammen med mine fans. Sangen "Hjertestorm". Det var, da jeg følte mig allerlængst væk fra Danmark, at jeg spurgte ud på de sociale medier, om vi ikke skulle skrive en sang sammen, på dansk. Simpelthen for at række ud efter folk og mærke dem. De foreslog en masse titler, og jeg udvalgte ti. De stemte så om det, og valget faldt på "Hjertestorm". Og da jeg spurgte, hvad de hver især lagde i sådan en titel, så væltede det ind med tanker, idéer og sætninger. Det, der stak ud, var, at mange var fyldt op af kontraster, mens de sad derhjemme i lockdown. De følte sig roligere end nogensinde, men kæmpede samtidig med en ny uro. De følte sig lykkelige over det, de havde lært, men samtidig ulykkelige over det, det havde kostet. Og det var de kontraster, sangen kom til at handle om.
 
"Menneskedyr" er vel det tætteste, jeg kommer på at skrive en rap, haha. Ind imellem bliver jeg så frustreret over, hvordan man som sangskriver skal fatte sig i korthed, få ord og få sætninger på elegante melodier og rim, der rammer de helt rigtige steder. Det kan være svært at nå at få sagt det, man vil sige. Så får jeg bare lyst til at hjerne derudaf med ord. Ligesom jeg for eksempel også gjorde det i sangen "Count to Ten" i sin tid. Og når det kommer til os mennesker, og hvor umulige, vi er som art, når vi render rundt hér med vores urhjerner, og på den ene side er så geniale og fantastiske og på den anden side er så instinkt-drevne og til kæmpe fare for os selv - ja, det kunne jeg skrive mange sange og bøger om.
 
 
ANNONCE