Interview

Oliver Sim: Mit jeg har ikke et facit, og det bør dit heller ikke have

Sanger og bassist i The xx, Oliver Sim, går solo med albummet Hideous Bastard, der sætter temaerne skam og frygt på spidsen.

– Faktummet, at jeg kan sidde her og snakke med dig om de her ting nu, siger noget om, hvor langt jeg er kommet. Jeg er stadig ikke 100 procent fri af frygten og skammen, hvilket jeg nok aldrig kommer. Det er en livslang proces, og det har jeg accepteret. 

Ordene falder med en vis alvor. Den dybe røst, der kommer fra Zoom-skærmen, tilhører sangskriver, bassist og sanger i The xx, Oliver Sim. Han er aktuel med sit første soloalbum Hideous Bastard, der udkommer 9. september og har været på en lang rejse. For skabelsesprocessen har været et langt, sejt træk for at bearbejde frygt og skam – to tunge følelser, der gennemsyrer den nye plade. 

– Jeg indså tidligt, at jeg skrev meget om skam og frygt. Det tegner måske et billede af et “stakkels mig”-album, men i de senere år har jeg indset, at den bedste måde at håndtere de følelser på er at bringe dem op til overfladen og frem i lyset. Jeg skrev ikke albummet i krise, men for at frigøre mig fra den skam og frygt, som jeg har følt længe. 

Skammen er dog stadig næsten allestedsværende for Oliver Sim. Også i små portioner. Skammen over ikke at leve op til det klassiske, kulturbestemte, maskuline ideal. Skammen over at være hiv-positiv. Han fortæller, at han nærmest helt automatisk og mekanisk gør sin stemme en eller to toner dybere og skruer ned for sin femininitet i mange tilfælde. Det kan for eksempel være, når han sætter sig ind i en taxa eller – indskyder han i et selvbevidst øjeblik – når han taler med mig. 

– Jeg aner faktisk ikke, hvorfor jeg gør det. Jeg tror bare, at skammen ligger så dybt i mig, at det sker helt automatisk. Jeg ved udmærket godt, at det er åndssvagt, og jeg ville jo absolut heller ikke forvente af andre, at de skulle gøre det samme.

Foto: Casper Sejersen
Foto: Casper Sejersen

En hiv-diagnose med mange personlige konsekvenser 

Skammen er for Oliver Sim stærkt forbundet til faktummet, at han blev testet hiv-positiv som 17-årig. På rørende vis fortæller han om, hvordan diagnosen har fyldt – og stadig fylder. Det er et svært emne at tale om, fornemmer jeg. Men det er også vigtigt for ham og en del af hans mentale proces, understreger han. 

– Jeg indså, at jeg cirkulerede omkring en af ​​de ting, der nok gav mig mest skam og frygt. Min hiv-diagnose. Jeg har haft hiv, siden jeg var 17, og det har påvirket, hvordan jeg ser på mig selv, og hvordan jeg troede, at andre så på mig, fra den alder og ind i voksenlivet. 

Sim fortæller videre, hvordan han talte med sin mor om den nærmest altopædende skam. Moren rådede ham til at tale med folk, der ikke kendte til diagnosen, eller som han ikke ønskede at tale i detaljer om den med. Han beskriver det som et af de bedste råd, han nogensinde har fået, og at det styrker hans relationer til andre mennesker. 

– Det er også derfor, at jeg fortæller dig om det nu. Det er en del af øvelsen blandt andet at tale med journalister om det, fortæller Sim. 

– Men det er naturligvis også et ønske om at udtrykke mine følelser omkring det til andre, som jeg håber kan få en stemme at spejle sig i. Hiv er jo desværre stadig et ret tabubelagt emne, også selvom der er sindssygt gode behandlingsmuligheder i dag, hvor man blandt andet ikke kan give smitten videre. Samtidig er det også for at skabe en dybere relation til mine venner og andre folk omkring mig, fordi barrieren omkring skam bliver mere nedbrudt, når jeg får snakket om det. 

Sim fortæller om samarbejdet med Jimmy Somerville, der er blevet af særdeles stor betydning for ham. Et af hans helt store idoler, der besøger næsten-titelnummeret “Hideous”, som netop handler om Sims hiv-diagnose. Jimmy Somerville bliver symbolet på Sims skytsengel i sangen, der kommer omkring tunge og svære følelser. 

– Jeg vidste, at jeg ville have en skytsengel i sangen, som kunne synge de ord, jeg havde brug for at høre. Ikke alene har Jimmy været en betydningsfuld stemme inden for hiv og aids i årtier, han lyder bogstaveligt talt som en engel. Jeg startede med at være en kæmpe fan-boy, men ser ham nu som en god ven, lyder det fra Sim. 

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Casper Sejersen
Foto: Casper Sejersen

Et musikalsk og identitetsmæssigt opgør med The xx

Sim, der er født og opvokset i London, har været medlem af The xx siden starten af 2005. Efter succesen med deres tredje album fra 2017, I See You, tog bandets tre medlemmer en bevidst beslutning om hver især at bruge noget tid for sig selv. Efter en periode med hvile og eftertanke, og på opfordring fra sine venner, begyndte Sim at arbejde på sit solomateriale i 2018.

– Forestil dig The xx som Spice Girls, udbryder Sim og fortsætter: De havde hver en karakter, og du vidste, hvad de bragte til bandet. 

Sim forklarer sin beslutning om at udgive solomusik efter 13 år med The xx. Det var især efter, at bandkammeraten Jamie xx udgav sit første soloalbum, at et lys gik op for ham. 

– Efter Jamies plade gik det op for mig, hvor meget af hans egen identitet der bare gennemsyrede den og fik lov til at skinne igennem. Det var magisk, smukt og helt tydeligt, hvad hans input var. Jeg vil gerne gøre det samme. Jeg vil gerne skinne igennem med min egen identitet. Jeg har spurgt mig selv mange gange: Hvis jeg ikke kun er en tredjedel af bandet, hvem er jeg så? Hvad kan jeg tilbyde? Hvad ville Oliver Spices kaldenavn være? spørger han, imens han ligner én, der tænker, så det brager. Han udbryder:

– Faggy Spice! 

Oliver Sim fortæller, at det nye album adskiller sig markant fra den musik, man kender fra The xx. Tænk på deres grublende melodier, stille sårbarhed og stringente stil, og du vil næppe lede tankerne videre hen på “Faggy Spice”, som Sim kalder det. Sims to første singler fra pladen, der blev efterfulgt af to musikvideoer, har da også et maksimalistisk islæt, der omfavner vilde kostumer, drag queens og flotte koreografier. 

– I The xx forsøgte vi altid at være harmoniske. Du kan ikke være den person, der danser vogue i hjørnet (en meget stiliseret, moderne house-dans med oprindelse i slutningen af 1980’erne, og som udviklede sig fra Harlem-ballroom-scenen i 1960’erne, red.), mens de andre bandmedlemmer ligner to skræmte rådyr midt i spotlightet. 

Videoen til singlen “Fruit” er skrevet som en klar opfordring til selvaccept, fortæller Sim. Her kan man se ham optræde i et tv-talkshow, set af hans barndoms-selv. Mens han smyger sig sensuelt hen over scenen og kysser med den mandlige vært, smides et jakkesæt for at afsløre en tætsiddende paillet-top. 

– Jeg føler, at mange kunstnere leger med androgyni og kønsroller bare for at være avantgarde. Jeg ønskede mig i stedet, at videoen skulle have så meget historie og tanke som muligt. 

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Laura Jane Coulson
Foto: Laura Jane Coulson

Flydende identitet på et spektrum 

Med fraser som “You can dress it away / talk it away / dull down the flame / but it’s all pretend” er det især skammen over sin seksualitet, som Sim sætter på spidsen i sin musik. Ting som kønsnormer, seksualitet og queerness er et stort spektrum, der for Sim har været udfordrende at placere sig på. Med samfundets hårdt optrukne linjer om kønnede koder og hvem, hvad og hvordan man skal være, er det svært at finde sig til rette i at være flydende i sin stil, fremtoning og identitet. 

– Nogle gange ser jeg gamle xx-shows og indser, at min scene-stemme er så langt væk fra min rigtige stemme. Den er tre oktaver dybere, og enhver hvislelyd er tyndet ud. Jeg troede ikke, at jeg var skamfuld over min seksualitet og femininitet, men så begyndte jeg at lægge mærke til en masse mikroting, for eksempel det her med min stemme. Den besked, jeg sender til mig selv, føles ikke god. Det føles forfærdeligt! Jeg går til terapi for det i øjeblikket, og det har givet mig en enorm stor tro på, at den bedste modgift mod frygt og skam er at dele det. 

The xx indtager en stor plads i queermiljøet. Bandet – bestående af Sim og skolevennerne Romy Madley Croft og Jamie Smith (Jamie xx) – er for to tredjedeles vedkommende homoseksuelle, og alle tre taler åbent om det. På Sims nye album er det dog første gang, han bruger et mandligt pronomen i en sang. 

– Romy og jeg havde en fælles forståelse af, at vi ville være så generelle som muligt, for at gøre musikken så universel, som vi kunne. Vi ville derfor undgå at bruge pronominer, så lytterne kunne fortolke, hvad de ville. Jeg står stadig fuldt ud bag den beslutning og anerkender, at det stadig er en aktuel og gavnlig handling, lyder det fra Sim, før han tøver en smule.

– Men jeg tror også, at det var resultatet af en enorm usikkerhed for mit vedkommende. 

En usikkerhed med dybe rødder, drevet af det faktum, at et medie offentliggjorde hans seksualitet, uden at han havde givet samtykke til det, i den første sætning af det første interview, The xx nogensinde gav. En afsløring, han ikke på nogen måde var parat til skulle offentliggøres for hele verdens befolkning. 

– Der blev jeg virkelig rasende. At springe ud er en enorm sårbar ting, som desuden er totalt personlig, indtil man selv har lyst til at dele det med andre og offentligheden. På daværende tidspunkt var vi blot teenagere, der var sprunget ud for vores nærmeste venner og familie for kun to eller tre år siden. At “oute” os på den måde, og starte interviewet ud med at understrege vores seksualitet, blev i artiklen præmissen og den afgørende faktor for, hvem vi var som band og som mennesker.  

Det er en stor ærgrelse for Sim, at samfundet er meget fokuseret på at putte os ned i genkendelige kasser. At det, der kan forekomme uforståeligt og anderledes for mange, bliver problematisk og noget, der bare skal gemmes væk. For Sim har det at være homoseksuel, og ligge på et spektrum mellem femininitet og maskulinitet, ikke været let. I et samfund, hvor der eksisterer en forventning om både at skrue op og ned for sin femininitet og maskulinitet, har der ikke været plads til at være flydende og eksperimenterende. 

– For mig er det en livslang proces at være den, jeg er. Jeg glæder mig til at finde ud af det og følge min egen udvikling, men jeg har ikke et mål om at finde et facit og finde ud af: “Hvem er jeg?” For jeg er jo bare det ”jeg”, som jeg er lige nu. Det er et ”jeg”, der gerne må være både feminint og maskulint på samme tid – og for den sags skyld også alt derimellem, som ikke nødvendigvis behøver at være bestemt ud fra en feminin eller maskulin kønsidé. Og hvis det ”jeg” enten er mere eller mindre maskulint om et år, så er det også bare helt, som det skal være. I den ideelle verden burde ingen af os stræbe efter at være én bestemt person eller én bestemt identitet, understreger Sim. 

Med sin musik og sine budskaber håber Sim, at han kan gøre en forskel for LGBTQ+-miljøet og generelt for alle slags mennesker.

– Som lille dreng ville jeg gennemsøge alle flow-tv-kanalerne for at finde frem til ethvert queer øjeblik. Jeg ville se Eurotrash og Queer as Folk i stuen, med hånden mod døren, hvis nogen skulle komme ind. Det er jo en skam, at det var noget, jeg følte, at jeg skulle skjule, fortæller Sim og holder en kort pause:

– At have et forbillede som en som Lil Nas X for eksempel, som barn, ville have betydet så meget for mig, at jeg ville have spist ham! griner Sim. 

– Hvis jeg kan være den person for en anden… det ville jeg virkelig elske! 

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Casper Sejersen
Foto: Casper Sejersen

Et hæsligt bæst 

- Oliver Sims debutalbum Hideous Bastard er en bekendende og personlig udstilling af Sims psykologiske skygger. Et værk komponeret af selvironi og selvransagelse. Inspireret af de queer gyserfilm, som Oliver Sim elsker, vil han skabe en uhyrlig visuel verden, fuld af humor og fabelmonstre, der giver mulighed for at udforske hemmeligheder og skam, de masker, vi bærer, og de sandheder, de skjuler. 

- Hideous Bastard forenes maskulinitet, ømhed og skønhed. Sim har selskab af Jamie xx, der har produceret debutalbummet, og af Jimmy Somerville på vokal.

- Oliver Sim er stor fan af gyserfilm og henter inspiration fra det visuelle sprog og fortællinger i nutidige queer-gyserfilm.

Oliver Sims blå bog

- Oliver Sim er opvokset i en lejlighed i Fulham kommune med sin mor, der er socialrådgiver og far, der er velgørenhedsadministrator.

- Han er bedst kendt som sanger, sangskriver og bassist i bandet The xx, der udgav sit debutalbum i 2009. 

- Oliver Sim mødte veninden og den senere bandkollega Romy Madley Croft, mens de gik i børnehave. Begge var musikalske og meget generte og begyndte som unge at udveksle sangtekster over e-mail. Med skolekammeraten Jamie Smith dannede de i en alder af 17 år bandet The xx, hvor genertheden blev en gennemgående faktor. Tidlige shows blev for eksempel fremført med ryggen til publikum. 

- Som 17-årig blev Oliver Sim diagnosticeret med hiv og har siden kæmpet med skam og frygt relateret til sygdommen. Han er nu aktuel med debutalbummet Hideous Bastard, der behandler netop disse emner. Albummet udkommer 9. september.

- Oliver Sim vil gerne bidrage til en mere åben dialog, hvor der nedbrydes tabuer. Han lider af social angst og betegner generelt sig selv som “en meget bange person, der skriger indeni det meste af tiden”. 

- Oliver Sim skulle have givet koncert i Store Vega 20. oktober, men han har for nylig udskudt sin turné på ubestemt tid af ikke nærmere offentliggjorte årsager.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: The XX-medlem solodebuterer med horrorinspireret album

Hør albummet Hideous Bastard:

 

ANNONCE