Kommentar

KOMMENTAR: “Det er ikke let, når de er så woke og fejlfri”

Man kan ikke sige ungdomskultur uden ungdomsoprør.

Man kan ikke sige ungdomskultur uden ungdomsoprør. Alligevel var der nok nogle, der undrede sig over, hvor oprøret blev af i generation, der dominerer nu. Den gruppe, der kom efter finanskrisen og har levet et liv på SoMe med klimaangst, #MeToo og pandemi-lockdown.

Oprøret er her endelig for fuld udblæsning, men i en meget mere inderlig og indadvendt version, end folk havde regnet med. Under den udskældte term ”woke” diskuteres og redefineres verden, primært ud fra følelser og altid med en grundlæggende følelse af, at noget er uretfærdigt.

Til de uindviede, for eksempel min far, der troede, at vogue var tilbage (strike a pose!), kommer termen fra afroamerikansk kultur. Woke handler oprindeligt om at vågne op og indse, at samfundet ikke er indrettet til deres bedste. Vidunderlige Erykah Badu har brugt den i årtier.


Nu er woke blevet en universel bevægelse, der hylder mangfoldighed, nye pronominer, personlig selvudvikling og, til den ældre generations store fortrydelse, retten til ikke at blive krænket for det.

Vi har også opdaget, at de unge stiller krav til kunstneres ideologi og opførsel. Kort fortalt er “cancel culture” et fravalg af de berømtheder, både i nutiden og fortiden, som man finder krænkende.

Det har nok været den største kulturelle kamel at sluge. Pludselig skulle man se sine helte m/k+ i et helt nyt lys. Musikere, som tidligere er hædret for deres oprør, vildskab og outrerede adfærd, bliver pludselig udskammet for fejltrin såvel i kunsten som i privatlivet.        

Det har givet et ramaskrig i dele af pressen, der nu er tæskebange for “wokeisme”. Det skulle jo nødigt blive for alvorligt det hele, og “hvorfor må man egentlig ikke sige (indsæt nedsættende term) mere?!”


Nej, det er ikke let, når de unge er så woke og fejlfri.

Et kosteligt eksempel rullede over skærmen i X Factor for nylig, hvor den unge deltager Theodor skulle fremføre John Mogensens klassiker “Der er noget galt i Danmark”. Det valgte han at gøre uden bandeord, så i stedet for “helt ad helvede til”, malede Dybbøl Mølle “ikke som den skal”, og i stedet for “lort” var åen fyldt med “skidt og møg”.

Det faldt gode gamle Thomas Blachman for brystet. Hvad var der nu i vejen med bandeord?! Svaret er det personlige valg, hvad der føles rigtigt for den enkelte.

Raseriet fortsatte hos Ekstra Bladets anmelder, Thomas Treo, der desuden mener, Sofie Linde er for woke til at være vært og burde have mere humor. Samme anmelder, der morer sig med udskamme kvindelige kunstnere i sine overskrifter for clicks og billige grin.

Jeg kender ikke unge Theodors fulde bevæggrund, men jeg synes, det er ret forrygende. Hvor man tidligere påberåbte sig retten til at fornærme, kan man nu gøre det stik modsatte: tilsyneladende provokere ved ikke at ville fornærme.

Og jeg vil gerne love, der kommer flere af dem. Flere drenge med neglelak, der vil være fabulous. Flere piger med bar kasse, der ikke vil seksualiseres. Flere, hvor vi ikke aner, hvad de har gang i, men bare skal glæde os over, at de har gang i det.

Og det er all right. For hvis der er en ting, der er sikkert, er det, at unge altid har været, stadig er og altid vil være all right. 


Peter T Aagaard er 43 år gammel, hiphop-, The Simpsons- og wrestlingekspert og har anmeldt for GAFFA siden 2014.

LÆS OGSÅ: Musikbevægelsen af 2019 modtager BRIGHT-legatet: "Det handler ikke om kvinderne mod mændene"
ANNONCE