Vi har mødt den norske sanger og sangskriver, der giver to danske koncerter i denne uge
Den norske sangskriver, sanger og guitarist Ane Brun er en gudsbenådet kunstner. Det vil man kunne se og høre, når hun i denne uge, nærmere betegnet 25. og 26. oktober, giver koncerter i henholdsvis Store Vega i København og VoxHall i Aarhus. Eller slet og ret ved at lægge ører til hendes næstnyeste album, det andet i karrieren, hvorpå hun genbesøger et tiår med sange og musik. Siden har hun i september udgivet yderligere et album, Rarities, med sjældenheder, blandt andet demoer og ikke tidligere udsendte coversange.
Det forrige album, der udkom i maj 2023, hedder Songs 2013-2023. Det første i ”serien” hed, Songs 2003-2013. Med andre ord: Ane Brun fejrer med sin nyeste plade sine sidste ti af tyve år som singer-songwriter – og pladeudgiver. I løbet af de tyve år har hun indspillet og udsendt en snes plader – studieindspilninger og liveindspilninger af egne sange og andres – og i alle tilfælde fortjent fået ros for sangene og musikken, som utallige gange har indbragt hende guld og platin og i mange tilfælde er blevet streamet millioner af gange. Ane Brun har den dag i dag – alene på Spotify – mere end én million lyttere, hver måned. Selv kalder hun sin musik en pendant til fado – et melankolsk alternativ. Men i realiteten favner hun meget videre.
Jeg møder den 47-årige singer-songwriter på Clarion Hotel Copenhagen Airport 30. maj. Her er hun netop kommet til – med fly fra Oslo – fordi hun samme aften skal til koncert med Peter Gabriel i Royal Arena i Ørestaden. Hvilken rolle han spiller i hendes liv, vender jeg tilbage til. Ane Brun venter i lounge-området i hotellets store foyer. Her sidder hun med sin lille rullekuffert. Bevidst har hun gemt sig i et dunkelt område – selv om hun givet ville kunne gå en tur på Strøget uden at blive genkendt. For nok er hun kendt, og nok sælger hun billetter i Danmark, men et kendt ansigt er hun altså ikke.
Vi har på forhånd aftalt at mødes her, og det er da også en nærværende, imødekommende og smilende kvinde, der rækker hånden frem til hilsen – klar til at besvare spørgsmål. Jeg har flere gange forgæves forsøgt at få et interview i stand, så for mig er det en sejr, at det endelig er lykkedes. Jeg fortæller hende om den glæde, det giver mig at høre hendes sange og stemme; at høre hendes kompositioner og instrumenthåndtering. Og så tager det ene ord ellers det andet.
Selvlært musiker og manager
Jeg spørger ind til de tyve år.
”Mange synes, at tyve år er lang tid, men jeg synes, årene er gået hurtigt. Jeg så for nylig en video, som blev lavet helt i begyndelsen af min karriere. Da jeg så den, tænkte jeg, at det var som at se billeder fra en helt anden tid, og alligevel er det hele gået enormt hurtigt.”
”Jeg begyndte at spille guitar som 21-årig, og min første plade udkom, da jeg var 27. Men selv da vidste jeg ikke, om jeg skulle være musiker. Jeg var grøn og selvlært og lavede også fra start mit eget pladeselskab, fordi jeg ikke forstod mig på branchen, men bare ville beskytte mig selv og min musik. De første ti år af min karriere blev af samme grund en læreproces.”
”Siden er jeg blevet mere modig og tryg i processen, og så har jeg været heldig, for jeg har haft ressourcerne til at forfølge mine drømme, efterhånden som de har skiftet karakter. Jeg har kreativt kunnet lave mine egne projekter og indgå i samarbejder med andre, når og hvis, jeg ville. Har jeg haft lyst til at lave en plade med et klassisk kor, har jeg kunnet gøre det. Jeg har selv kunnet bestemme, om jeg ville optræde på små scener eller store arenaer. Og jeg har selv kunnet bestemme, om jeg ville spille og synge jazz, folk, pop, klassisk eller elektronisk musik. Jeg har fulgt mine lyster, og det har jeg kunnet gøre, fordi jeg har været min egen chef. Det er først i de seneste år, jeg har fået en manager og et selskab, der vil kunne foreslå mig at undlade at søge egne veje.”
Og den læreproces, du talte om for de første ti år – handlede den om branchen?
”Til dels. Men også alt muligt andet. Det eneste, jeg stolede på i begyndelsen, var min egen guitar og min egen stemme. På alle andre områder var jeg utryg og begrænset. Derfor holdt jeg på mit eget, for det gjorde mig tryg. Men jo mere, jeg fik mulighed for at skabe og spille, jo mere fik jeg lyst til at åbne op og udforske andre veje og muligheder. Og fik jeg en forespørgsel, kunne jeg sige – okay, lad os prøve. For nu vidste jeg, at jeg ville kunne sige fra undervejs, hvis det blev nødvendigt, eller hvis jeg selv kunne høre, at jeg var på vej ud ad en forkert tangent.”
Det pludselige gennembrud
Ane Brun voksede op med en mor, der var vokalist og pianist. Moderen var musiklærer og sang og spillede konstant. Datteren? Hun blev gymnast – i første omgang.
”Det med sang og musik var først noget, jeg begyndte at overveje, da jeg havde passeret de 20 år. På et tidspunkt, da jeg var i starten af 20’erne, købte jeg en guitar, og langsomt begyndte jeg at spille – og wauw – jeg blev betaget af det selv at frembringe musik. Musik blev på den måde et magisk rum, jeg trådte ind i, og derfor viede jeg to-tre år til det at spille guitar. Ikke på noget tidspunkt i løbet af de år tænkte jeg, at jeg ville være musiker. Guitaren og sangen var bare noget, jeg beskæftigede mig med i min fritid, ligesom jeg havde beskæftiget mig med det at lave gymnastik, danse, male og sy ved siden af mine studier i musikvidenskab. Men da jeg begyndte at skrive musik, blev jeg bidt af tanken om, at jeg kunne skrive noget, som andre ville høre. Og det gjorde en forskel. Jeg begyndte at få jobs, og som 27-årig lavede jeg også en plade – jeg producerede den selv, skabte selv alt omkring den, og pludselig var den ude i Europa – og den solgte, godt – hvilket slet ikke var noget, jeg havde forventet. Det skete bare.”
Og så var det, du besluttede at blive musiker?
”Ja, for pladen gav mig mulighed for at turnere og optræde, og snart blev musik helt naturligt det, jeg brugte min tid på. Jeg forsøgte at få afsluttet min mastergrad, men musikken tog over, og fra det ene øjeblik til det andet kunne jeg leve af den. Min far, der var advokat, havde forinden spurgt mig, hvad jeg havde forestillet mig, at jeg skulle leve af. Men hurtigt indså også han, at han ikke behøvede bekymre sig. Jeg kunne tjene gode penge på min plade, mit selskab og koncerterne.”
En livsfarlig, kronisk sygdom
Set i bakspejlet – hvad var det, du gerne ville sige med dine første sange?
”Indtil jeg begyndte at skrive, havde min ungdom været let, men med sangene fik jeg et voksent behov for at tænke og bearbejde. Mine første sang var meget eksistentialistiske. Det er de nye sange sådan set også – selv om de også rummer andre perspektiver. Men temaerne er de samme – jeg snakker med mig selv – med min indre stemme om livet. De første tekster og sange handlede meget om det at opleve kærlighed og tab af kærlighed; om den alvor og utryghed, der indfinder sig, når man opdager, at man skal stå på egne ben.”
”Der skete bare det, at jeg – kort efter at den første plade udkom – blev alvorligt syg. Det var i 2003. Jeg fik lupus – SLE hedder den kroniske sygdom også. To måneder efter at pladen var kommet ud, lå jeg på sygehuset i tre måneder. Det var lang tid og meget traumatiserende. I de følgende år var jeg da også meget bekymret for mit helbred.”
Hvad er det for en sygdom?
”Lupus er en potentielt livsfarlig, autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret reagerer mod kroppens eget væv. Der opstår betændelse i bindevævet. Og det kan både få alvorlige konsekvenser for hud, led, blodårer og indre organer.”
”Jeg blev behandlet og forsøgte efterfølgende at leve på trods. Men det er klart, at alvoren påvirkede de efterfølgende sangtekster. Jeg er med tiden kommet overens med, at sygdommen er et vilkår i mit liv. Jeg får medicin og har ikke symptomer længere. Men i 2012 fik jeg alligevel et tilbagefald – netop som jeg skulle på turné i Nordamerika med Peter Gabriel.”
Jeg ved, at du nåede at optræde med ham – at du blandt andet i sangen ”Don’t Give Up” indtager den position i duetten, som Kate Bush oprindeligt havde…
”Ja. Men i dag mærker jeg ikke noget til sygdommen, fordi jeg får medicin. Jeg føler mig frisk, og det har jeg gjort i syv-otte år. Og i aften skal jeg bare som publikum opleve Peter Gabriel.”
Tekster om transformationer
Påvirker sygdommen eller traumet omkring den stadig dine tekster?
”Ikke længere. Men når jeg skriver tekster om andre ”rejser”, kan jeg stadig relatere til min egen ”rejse” med sygdommen. Sygdommen er ikke styrende for mine tekster. Jeg føler mig psykisk færdig med den. Mine tekster handler nu snarere om transformationer.”
”Da jeg i forbindelse med den sidste jubilæumsplade så tilbage på mine tekster, var det lidt en aha-oplevelse for mig at opdage, at jeg allerede for år siden skrev om transformationer – billeder på, at jeg ledte efter mig selv. At jeg var havnet dårlige steder. Eller gode steder. Det kan jeg i dag se. Og så kan jeg se, at der er mange naturbilleder i mine tekster. Det var jeg egentlig heller ikke klar over, men jeg skriver meget om vand, fjelde og vind – jeg kommer nemlig fra et område med meget vand, mange fjelde og megen vind. Jeg havde ikke selv troet, at naturen ville være så present i mine tekster, men det er den altså.”
Er du et natur- eller bymenneske?
”Jeg har været et bymenneske i mange år. Jeg har som voksen boet i Stockholm i 20 år. Men som barn voksede jeg op i et meget smukt, norsk fjordområde. Der var naturen alle vegne, hele tiden. Min familie var ikke supermeget ude i den, men i Norge går alle trods alt ud i fjeldet; der står alle på ski. Sådan var det ikke, der hvor jeg boede i Sverige. For to år siden flyttede jeg tilbage til Norge, jeg bor nu i Oslo, og nu har jeg igen adopteret den norske tradition med at gå ud i fjeldet, ud i skovene. Og jeg har erkendt, at det er godt for sjælen og sundt for kroppen.”
En cirkulær proces at skrive sangtekster
Søger dine tekster nu et lysere sted hen?
”Jeg kan skrive vældig mørkt. Men jeg kan også se, at mange af mine tekster leder efter et lys. At de ofte ender lyst.”
Hvordan er din egen grundstemning som menneske?
"Jeg er grundlæggende en glad og let person. Men jeg kan se, at min sygdom har sat sig i mine tekster – især efter tilbagefaldet i 2012. I årene efter fik mine tekster en kant. Jeg forsøgte ganske givet at komme overens med den virkelighed, at min sygdom er kronisk. Og jeg havde ganske givet svært ved det. Når jeg for eksempel lytter til nummeret ”Hanging” – den sang, jeg skrev til pladen, When I’m Free – hører jeg, at jeg forsøger at finde tilbage til den unge, glade person, jeg oprindeligt var.”
Det at skrive tekster i det hele taget – hvordan kom du i gang med det?
”Jeg skrev tidligt små digte, så det var ikke nyt for mig at skrive, da jeg begyndte at spille og synge. At skrive sangtekster var selvfølgelig noget nyt. Jeg lod mig bare inspirere af det, jeg spillede eller improviserede, og så kom sangteksterne naturligt til mig. Det sker, at en hel sangtekst kommer til mig, men for det meste må jeg improvisere og bearbejde idéer, før der opstår noget, der minder om en tekst – ”her er der noget”, og så skriver jeg, og så må jeg tilbage til musikken, før der igen kommer noget. Det er sådan en cirkulær proces.”
”Men jeg tror, at jeg helt fra start har haft et behov for at udtrykke noget. Det er derfor, jeg så hurtigt blev så glad for guitaren. Jeg havde haft så mange måder at udtrykke mig på – med dans, kunstmaling, broderi. Derfor blev min tilgang til sangen og musikken også naturlig – det var noget, jeg gjorde for mig selv, inspireret af min mor. Og selv havde jeg altid sunget. Guitaren blev bare en forlængelse af det.”
Så når du i dag skriver sange, bliver det en skabelse af tekst og musik på én gang…
”Ja, det bliver improviseret frem, men processen kan også tage afsæt i en linje eller to, som så danner afsæt for de improvisationer, der vokser frem og i sidste ende bliver en melodi. Ordene skaber musikken, og musikken skaber ordene. Ordene skaber rytmen, og rytmen skaber ordene.”
Versionering af andres sange
Hvordan kom du så i gang med at lave versioneringer af andres sange, for det har du jo gjort en del?
”Det begyndte jeg ganske tidligt på. Jeg kan huske, at jeg skulle lave en Jeff Buckley-hyldestkoncert i Stockholm i 2004. Til den lavede jeg en masse versioneringer af hans sange, og det udviklede sig til, at jeg begyndte at gøre versioneringer til et projekt. Sådan startede det – uden at der egentlig lå andre tanker bag. Det var bare noget, jeg gjorde ved siden af mit eget. Den gang var det ikke cool at versionere andres sange, men for mig blev det et projekt – også fordi jeg begyndte at få opgaver, for eksempel at lave versioneringer af andres sange til reklamer. Cyndi Laupers ”True Colors” var til en tv-reklame. Herefter fulgte min versionering af Alphavilles ”Big In Japan” til en tv-serie. Og pludselig havde jeg lavet mange versioneringer, og de blev til pladen Rarities i 2013.”
”I 2015-2016 var jeg heartbroken, og det kom til at præge pladen Leave Me Breathless, hvorpå jeg for at udtrykke min kærlighed til ham, jeg havde mistet, begyndte at versionere kærlighedssange – til min eks-kæreste. For dog at udtrykke mig overfor ham, jeg ikke længere kunne dele dagligdagen med. Jeg vogtede kærlighedsslottet! Det projekt blev bare forstærket, da min far døde. Jeg dykkede ned i andres sange, og pludselig stod jeg med materialet til pladen, Leave Me Breathless, som udkom i 2017.”
”Der skete også det, at jeg – når jeg gav en koncert eller spillede på en festival eller i det hele taget optrådte, for eksempel til bryllupper – fik forespørgsler: om jeg ville spille det eller det. Og det gjorde jeg ofte. Lavede mine egne versioner. Sangene var nok skrevet af andre, men i min udgave blev de noget andet og mere – de blev mine. Så selv om jeg egentlig ville skrive mine egne sange, sneg andres sig ind.”
”Jeg tænkte i perioder meget over, om det var en god idé. Om jeg virkelig skulle gøre det. Men jeg tænkte også, at der jo er det med musik, at den er generøs. Musik er en gave. Og kan jeg synge en sang, som du kan lide – synge den på min måde med min stemme, så du kan lide den, så er det en gave. Stadig vil jeg gerne lave min egen musik, men jeg kommer aldrig til at slippe andres og den form for generøsitet, som knytter sig til videreformidlingen. Versioneringerne er blevet en parallel historie – de lever deres eget liv, de streames på alle mulige playlister, og mange af dem, der hører dem, ved af samme grund, hvem jeg er. Så versioneringerne peger tilbage på mig og er klart blevet noget af det, jeg beskæftiger mig med – selv om jeg også kan mærke, at jeg nu skal have en pause fra dem og lave mit eget.”
Er det en beslutning, du har truffet?
”Ja. Nu vil jeg lave mit eget igen. Jeg udsendte to plader med min egen musik i 2020 – After the Great Storm og How Beauty Holds the Hand of Sorrow. Og dem vil jeg følge op på med flere af mine egne sange.”
En innovativ connection-junkie
Hvordan organiserer du dine projekter?
”Lige nu arbejder jeg på en ny plade med mine egne numre – en plade, der skal udkomme næste år. Men skal jeg lave dét projekt, skal jeg også sammensætte et hold af samarbejdspartnere. Sådan arbejder jeg – hvis jeg vil noget, laver jeg aftaler med dem, der skal involveres, og efterhånden som folk siger ja, havner bolden hos mig. Og så er det bare om at klø på. Men dén plade er bare et af flere projekter i støbeskeen. Jeg vil også gerne lave flere covers af klassiske lieder. Jeg har indspillet en spansk sang og vil gerne indspille flere på spansk. Jeg har lavet en koncert med Sveriges Radiokor – et projekt som jeg også gerne vil videreudvikle. Jeg vil gerne lave noget med dans og musik. Og alt det handler jo både om, at jeg er den kunstner, som jeg nu engang er, og om, at jeg er selvstændig og som i en anden business-case konstant laver nye start-ups. Jeg er som en lille entreprenørvirksomhed, der konstant starter nye projekter op – og jeg holder virkelig af det. Der er for mig en livskraft i det.”
I forretningslivet taler man ofte om core business. Hvad er din virksomheds kerneydelse?
”Min core-business er at skrive egne sange. Men min virksomhed er også som en klump ler – jeg kan konstant med afsæt i samme klump lave nye former. Efter 20 år tager jeg afsæt i den klump, der til enhver tid findes, og så skaber jeg noget nyt med afsæt i den. I begyndelsen af min karriere tog jeg helt sikkert imod input udefra – jeg plukkede ting hist og her, som jeg kunne bruge til at skabe klumpen. Men i dag får jeg mine input indefra. Jeg mærker intuitivt, om en idé er bæredygtig. Og er den det, er udgangspunktet altid det, jeg allerede har skabt. Jeg står hele tiden på egne ben – spørgsmålet er kun, hvor mine ben nu skal føre mig hen.”
”Jeg er meget drevet af nysgerrighed: Hvad kan der komme ud af mig, som jeg ikke har udtrykt før? Hvad kan jeg gøre, som jeg ikke har gjort før? Hvad kan jeg skrive, som jeg ikke har skrevet før? Men samtidig vil jeg være tilgængelig for lytteren, jeg vil lave noget, der er smukt, følelsesladet og ægte. For mig selv skal det bare også være udfordrende. Jeg skal vide med mig selv, at jeg har fat i nogle nuancer, jeg ikke før har set eller hørt. Så egentlig er min forretning en balancegang mellem det at fortsætte en eksisterende kommunikation og så at rykke nogle grænser. Jeg vil udforske og finde nye veje og samtidig bevare forbindelse til mit publikum. Jeg er i den forstand en connection-junkie: Jeg vil ikke miste kontakten med mit publikum. Men samtidig er det vigtigt for mig at opsøge nye grænser og udvikle min sound.”
Spændende at co-write med andre
Hvor sidder din intuition?
”Jeg føler, den sidder i solar plexus.”
Ikke i hovedet?
”Nej, hovedet handler mere om, hvordan jeg skal formidle mine intuition til lytterne. Når jeg skriver ny musik, begynder jeg intuitivt. Jeg sætter optageudstyret på ”Rec” og arbejder så intuitivt med at skrive og komponere, for så ved jeg, at jeg kan hoppe tilbage og høre, hvad jeg har skrevet eller sunget eller spillet. Første del af processen er altså intuitiv.”
Er du så disciplineret, at du vil kunne sige, at du på mandag vil gå ind i en kreativ proces?
”Ja, det kan jeg. Det er ikke altid, der kommer noget godt ud af det. Men jeg ved efter tyve år, hvordan processen er. Og så har jeg endda raffineret den proces de seneste år, idet jeg har arbejder sammen med andre. I de første mange år arbejdede jeg i min egen, ensomme boble. Jeg troede, at det var det, jeg ville eller skulle. Men så prøvede jeg at co-write – at sidde sammen med andre i ét rum og skabe, og det har været spændende. Jeg troede først, at det ville være for sårbart, men det er det slet ikke. Jeg er tværtimod kommet frem til, at det er meget frugtbar at arbejde sådan. Selv delte jeg indledningsvist rum med en amerikansk sangskriver, som både sprogligt og kunstnerisk kunne give mig gode råd, når jeg improviserede på engelsk. Den proces har virkelig givet mig noget, som jeg ikke har fået, når jeg har siddet helt alene og skabt.”
Har det været for ensomt før?
”Nej, det har ikke føltes ensomt. Jeg forstod bare efter tyve år, at det kunne give mig noget andet og mere at skrive sammen med andre. I bund og grund er jeg jo et flokdyr. Jeg skulle bare frem til det punkt, hvor det var muligt for mig at slippe noget kontrol i den indledende del af processen.”
Selvværd og god grundstemning
Når du er i processen med at skrive nye sange, hvor let er det så for dig at fornemme, om du er på rette spor?
”Det ved jeg som oftest. Tvivlen indfinder sig typisk, når jeg skriver noget, der føles så naturligt, at tanken opstår: Det må være noget, der allerede findes, noget jeg har skrevet før eller noget, andre har skrevet. I de tilfælde har jeg måtte sende optagelserne til min mor eller manager, og først når de har sagt, at det lyder fantastisk, bliver jeg lettet. Det sker jo stadig, at jeg den ene dag skriver noget, som føles godt, og som næste dag forekommer mig dårligt. Jeg bliver som mange andre sangskrivere ramt af ”moments of hybris”. Men for det meste kan jeg mærke, når jeg er på rette spor. Under alle omstændigheder er det godt for mig at indspille alt, hvad jeg laver, for i momenter fanger jeg noget, der er helt præcist. Sådan arbejder jeg. Synger, spiller, lytter. Vender tilbage til momenter, lytter og prøver igen. Det er lidt som at vaske guld fra et reservoir af guldholdigt sand. Meget er grus, men indimellem dukker der en lille guldklump op på vaskebrættet. Og for det meste kan jeg meget klart se og høre, når guldet dukker op.”
Hvordan er dit selvværd?
”Ganske godt, vil jeg mene. Min grundstemning er også ganske god. Selvfølgelig kan jeg som andre mennesker opleve gråvejr. Men som udgangspunkt er vejret klart.”
”Jeg har haft selvværdet med mig helt fra start. Jeg har fra start følt, at det, jeg gjorde, var godt, og at jeg havde noget på hjerte. Og ser jeg i dag videoer af mig selv fra dengang, tænker jeg, at jeg var en kunstner, der troede på mig selv.”
”Jeg lavede i vinter et projekt i Göteborg – et samarbejde med et moderne dansekompagni og et operaorkester. Det blev noget af det bedste, jeg indtil nu har været med i. Men den første uge var jeg helt uvant usikker. For jeg skulle både danse og synge. Og bevægelserne – selve koreografien og den samtidige sang – det blev meget udfordrende. Jeg måtte bearbejde mig selv og finde mig til rette i en ny form for tryghed. Og det gik godt. Men jeg blev godt nok kastet ud i ukendt land i og med, at jeg skulle øve mig foran spejlet sammen med andre, efter i flere år at have arbejdet alene i lukkede rum uden spejle.”
Melankolsk stemning, lidt som i fado
Hvad vil du selv kalde den grundtone, der er i dine sange?
”Jeg vil kalde den alternativt melankolsk. Mine sange minder lidt om fado (portugisisk sangtradition, red.). Mine sange rammer samme sted. Selv om jeg har et lyst sind, så er mine sange melankolske, og det er selvfølgelig den melankolske side af mig, som slår igennem i sangene.”
Har du en forkærlighed for fado?
”Jeg elsker det. Det er ganske vist noget, jeg har opdaget sent – at jeg kan genkende mig selv i den måde at synge på. Men der er noget i klangen og teknikken, som leder mine tanker i retningen af fado.”
Og hvordan får du så det til at matche med de genrer, du i øvrigt arbejder med?
”Jeg har forsøgt ikke at gå for meget ind i jazzmusik, selv om jeg er stærkt influeret af jazz. En stor del af mit musikbibliotek er jazz. Jeg lytter og bruger fraseringer fra dén genre, men jazz er ikke desto mindre en genre, der for mig er for vanskelig at udvikle. Jeg har ikke følt, at der var et rum i den, jeg kunne gå ind i. Når jeg hører klassisk musik, synes jeg til gengæld, der er meget, der ikke er blevet forsøgt. Klassisk musik er meget konservativ, og for mig at se er der meget, jeg kan gøre med de gamle, smukke sange – meget bearbejdning, jeg kan tilbyde. Jeg vil ikke kunne synge en lied af Grieg på den måde, han tænkte, at den skulle synges, men jeg vil kunne synge den på en anden måde. Der skal altså være noget i den enkelte sang eller genre, der giver mig plads til at skabe en ny lyd.”
Din stemme – hvordan har du arbejdet med den igennem årene?
”Jeg tror primært, jeg har udviklet den gennem min sangskrivning. Når jeg skriver, forsøger jeg nemlig altid at finde nye klange. Jeg skifter tonearter og leder helt specifikt efter nye klange. Jeg hører musik i høretelefoner og synger i en mikrofon, så jeg hører og synger og skriver en masse små bidder og større bidder. På den måde har jeg lært min egen stemme at kende. Og jeg ved, at bare en lille forskydning i krop eller ansigt kan gøre en stor forskel i klangen. Dét har jeg arbejdet meget med. Når jeg sidder og skriver og udforsker lyde og klange, udforsker jeg også stemmen og min krop og det, som selv små ændringer kan gøre.”
Har du fået professionel hjælp med din stemme?
”Kun til at tage vare på min stemme. Min mor er sangpædagog, og hun vil ikke have, at jeg går til sangpædagog, for ingen skal komme og sige, hvad jeg skal gøre. Jeg skal i hendes optik bare finde min egen vej og selv opøve teknikker til at holde tonerne, synge højere og lavere, etc. Teknikker og små tricks er gode. Men min klang – den skal være min egen, siger hun”
Har du altid følt dig hjemme i din stemme?
”Ja. Det har jeg været helt fra begyndelsen. Men jeg kan også selv høre, at der er sket meget med den. På min første plade var min stemme meget naturlig. Jeg tog ingen svinkeærinder, men gik den lige vej – udtrykte mig sådan, som jeg havde det. I dag har jeg et langt større spektrum at spille på. Jeg har mere energi, styrke og spændvidde. Men stadig kan jeg godt lide det, jeg lavede på min første plade.”
