TEMA: Her er læsernes bedste koncertoplevelser

Niels-Henrik: David Bowie afholdt en fabelagtig intimkoncert i Store Vega 7. december 1999. Jeg sikrede mig min billet samme eftermiddag – himmelsk.

Claus: Der har været rigtig mange, men en skiller sig ud fra de andre, og det var, da Paul McCartney lavede to "øvekoncerter", en i København og en i Amsterdam i 1991, den såkaldte Unplugged-koncert. Fed stemning og skønt at være tæt på.

Mogens: Den første koncert! Jeg mener, det var Mark Knopfler i Forum, og det var den, der fik mig til at gå til koncerter. Ikke at det nødvendigvis var den største. Men den første gang er vel altid den bedste? For den får dig til at indse, hvor god en oplevelse en koncert er.

Bent: Jeff Lynnes ELO på Wembley 2017.

Rikke: Big Fat Snake på Midtfyns Festival cirka 1992 var ren festmagi, men sidste år på Roskilde var Dua Lipa også en kæmpe fest. Men til en anden side var Guldimund på Folkemødet i år episk, ligesom Mekdes virkelig var en fantastisk oplevelse på Roskilde sidste år. Jamen, så er der jo Hozier og James Blake og altid Minds of 99 🔥❤️

Tanja: Minds of 99 på Dodekalitten på Lolland 😍😍😍

Sanne: Prince på Smukfest 2013 💜

Saxbjørn (brugernavn på Instagram): Roger Waters i Royal Arena ❤️

Fiona: Tobias Rahim i Royal Arena den 1. april var magisk, jeg vil aldrig glemme den energi, der var der 🙏🏻😻😻

Gry: Tracy Chapman på Midtfyns Festival i 1989 ❤️ Vi var en flok på festival, men jeg var den eneste, som ville høre Tracy Chapman. Jeg gik tidligt op til området og fik placeret mig næsten foran scenen, og dér blev jeg til koncerten var slut… og sikke en oplevelse, hun var fantastisk ❤️ Den kvinde fyldte det hele, jeg kan slet ikke huske, om hun havde et band med (det havde hun ikke, red.). Husker kun hende med sin guitar og så den stemme 🎶🎶🎶

Anne Grethe: Lars Lilholt Band, har været til 11 koncerter rundt i Danmark i år. Det er absolut Danmarks bedste liveband ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️.

Simon:
Det første jeg tænker på, er min første koncert med Pearl Jam i august 2009. Sammen med en gymnasiekammerat var vi taget til Berlin for at opleve et band, der i mine unge år havde fyldt enormt meget. Det var min første chance for at opleve et band, jeg kendte på alle leder og kanter, og hvis musik jeg dyrkede på daglig basis.

Vi tjekkede ind på et lokalt hostel dagen inden, fik en øl på altanen og begyndte så at planlægge dagen efter, der skulle gå til et amfiteater lidt udenfor centrum.

Vi forlod vores base tidligt dagen efter for at sidde i kø, for som Ten Club-medlem havde jeg forstået, at køen var en oplevelse i sig selv.

På vejen derud mødte vi andre koncertgængere, vi kunne genkende på deres Pearl Jam-T-shirts. Vi bevægede os gennem skoven mod amfiteatret og fandt til sidst frem til køen, der var indrettet på en udendørs bar, der stødte til koncertstedet.

Vi faldt i snak med flere fans omkring og delte anekdoter og oplevelser med bandets musik. Som kun 19 år gamle følte vi os som to rookies, der stod på kanten af deres livs oplevelse.

Efter timers venten blev vi endelig lukket ind og fik en plads helt foran. Da bandet flankeret af Eddie Vedder trådte ind på scenen, mærkede vi et sus bag, der føltes som samtlige koncertgængere drøne imod os. Det var et enormt pres, der bogstaveligt talt løftede os over jorden, mens bandet lagde ud med "Why Go" og "Hail, Hail".

Jeg trak mig tilbage på pladsen for at nyde koncerten bedre. Over næsten tre timer blev vi trukket igennem "Severed Hand", "Daughter" og "Given to Fly" inden en hæsblæsende udgave af "Alive", der sendte alle blandt publikum mod eufori og total forening. "Rockin' in the Free World" blev til "Yellow Ledbetter" som afsluttede en perfekt sensommeraften.

Jeg har siden oplevet bandet adskillige gange rundt omkring i verden, men ingen oplevelse har siden matchet den aften i Berlin.

Esben:
I februar 2005 var min samleverske og jeg gået fra hinanden i et grimt brud, der bragte enorm megen hjertesorg og forvirring med sig i kølvandet. Vi havde kendt hinanden siden barndommen. Måneden efter kom på daværende tidspunkt Nordens største band Kent med deres efterfølger til storsællerten Vapen & ammunition. 

Selvom foråret begyndte spire, solen få vinger og det hele at se lidt lysere ud, var Du & jag döden indrullet i tung melankolsk nostalgi, så kold som en lang vinter. Så det album blev min bedste ven, både det år og nu, her snart 20 år efter. 

Et par måneder efter udgivelsen af Du & jag döden spillede Kent i Göteborg foran 20.000 i et telt, og jeg var der naturligvis. At opleve de sange, der indeholdt al den tvivl, usikkerhed, smerte og afsavn i levende live, med et band på højden af deres popularitet og deres kunstneriske udfoldelseskraft, gik lige i sjælen og blev der. 

Den koncert betød, at jeg sagde farvel endegyldigt farvel til ungdomslivet og for alvor tog fat på voksenlivet. Det samme gjorde Kent.  

Jeanett:
Min absolut bedste koncertoplevelse er tilbage fra september 2015, hvor jeg var i Holland til opførelsen af Arjen Lucassens progressive rock/metal-projekt Ayreon. Her blev skiven The Human Equation spillet fra ende til anden som siddende teaterkoncert med blandt andet James LaBrie fra Dream Theater i en af hovedrollerne. Koncerten er den for mig bedste, da pladen har fulgt mig gennem mine teenageår, så at få lov at opleve det live var en helt vild oplevelse, også for andre end mig – flere deltagere græd.

Anders:
Pet Shop Boys, Orange Scene, Roskilde Festival 1997
Det var min første gang på festival, og selvom der var mange gode oplevelser både musikmæssigt og i lejren, var det også en oplevelse, der i den grad bar præg af, at det år var et af de vådeste og mest mudrede år i Roskildes historie. Det meste af tiden var det bare øv, især når man er helt grøn og ikke er vant til festivallivet. Havde det ikke været for denne ene magiske koncert, er jeg ikke sikker på, at jeg var vendt tilbage til festivalerne og alle de fantastiske oplevelser, jeg har fået sidenhen. Pet Shop Boys er jo ikke et af de navne, hvor man lige skal se giraffen. Folk kender deres musik, og de bliver ret bevidst fravalgt eller tilvalgt. Alle mine venner havde fravalgt dem, så jeg sjoskede alene op til Orange. Der oplevede jeg for første gang i mit liv den ubeskrivelige fællesskabsfølelse, der kan opstå til koncerter, for alle os på pladsen havde aktivt trodset mudderet og valgt, at det var her, vi skulle være. Som tak fik vi en ren hitparade af en sætliste, og der var fællessang nærmest hele vejen igennem. At koncerten – som en af de eneste det år – blev afviklet i tørvejr, og at aftensolen ligefrem kiggede frem blandt skyerne, gjorde det bare endnu større.

Henrik: Coil, Royal Festival Hall, London 19. september 2000
Det var første gang, at Coil spillede live efter at have udgivet musik i 16 år. Så selvom at det var deres ambient, de ville spille, tog jeg til London for at se dem. Det er stadig den mest helstøbte, hypnotiske og transcenderende koncert, jeg nogensinde har set. Eneste lille skår i glæden var synet af min kæreste, der sad med hovedet imellem benene og fingrene i ørerne. Det var højt! 

Bagefter kunne man snakke med dem i foyeren, og jeg (temmelig starstruck) fortalte dem, at de var mit yndlingsband, og specielt deres evne til at genopfinde sig selv var imponerende. Sleazy slog det hen med "Tja, vi prøver da at lave noget nyt engang imellem" ...

Morten: Alice In Chains, Vega, 20. juni 2006
En helt igennem magisk sommeraften i Vega i selskab med et band, jeg aldrig havde troet, jeg skulle høre igen. Deres plader har betydet så enormt meget for mig, og især Dirt er stadig en plade, jeg vender tilbage til igen og igen.

Forsanger Layne Staleys massive heroinmisbrug havde de facto lukket bandet mange år inden den plagede sjæls tragiske død i 2002, men nu havde de fundet sammen igen med en ny forsager. En nærmest umulig opgave at løse en så tung musikalsk arv, men alt gik op i en højere enhed den aften. 

Anført af guitarist og sangskriver Jerry Cantrell rullede bandet en sand hitparade ud, og folk hang ud over rækværket på Vegas balkon og skråede med en sådan kraft, at flere af bandets udødelige sange druknede i euforisk fællessang. 

Som om det ikke var nok, kom først Corey Taylor (Slipknot) på scenen og sang med på ”Again”, mens vi til slut fik præsenteret en lille gut med bøllehat, der viste sig at være Lars Ulrich, som straks hoppede om bag trommesættet og tæskede løs på hittet ”Man in the Box”. Så der var ikke et øje tørt, da Alice In Chains sluttede af med signatursangen, den helt geniale ”Would?”. Sommersvedige kroppe udvekslede øl-indsmurte kram i midten af den enorme mosh-pit og satte et smukt punktum for en koncert, jeg aldrig vil glemme.

Niki:
Solomon Burke på Arena på Roskilde Festival i 2008 er nok stadig min bedste koncert-oplevelse. På en solrig, men ikke for dampende dag, hvor Judas Priest, Neil Young, Chemical Brothers og The Raveonettes også leverede fede koncerter på festivalen, viste den gamle soul-konge, hvor skabet skulle stå. På grund af de dårlige ben blev han rullet ind på scenen på sin kongetrone, og så var der ellers soulfest i et par timer. Faktisk nægtede han at stoppe med at spille, og selv da scenefolkene trak tæppet for, blev det bare holdt til siden af et par af korsangere, og koncerten sluttede først, da lyden simpelthen blev slukket, mens klapsalverne bare fortsatte. Fabelagtigt.

LÆS OGSÅ: GUIDE: Her er efterårets mest spændende koncerter