Denne skribent vover den påstand, at Vi Elsker trækker sig fra Esbjerg efter blot to år. Årsagerne er mange, og det er bestemt ikke sort-hvidt
Dette er en kommentar. Skribenten er freelancer hos GAFFA siden 2009 og bosat i Esbjerg. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
"Svanesang?", tænker du, kære læser? Er det ikke lidt polemisk eller endda nedladende? Clickbait? Nej, desværre. Lad mig prøve at uddybe min fornemmelse:
Vi Elsker kom for første gang til Esbjerg den 3. juni 2023, hvor man søgte mod vest i stedet for til Vejle og Åbenrå. Allerede i år flyttede Vi Elsker deres dato til den 24. august, altså knap tre måneder senere end året forinden. I mellemtiden skrev Esbjerg Kommune en kontrakt med verdens største koncertarrangør Live Nation over en tiårig periode til og med 2034, hvor Esbjerg Kommune støtter den nye festival Suset med 24.000.000 kroner fra kommunens kulturpulje, der samlet set indeholder 50.000.000 kroner. Esbjerg Kommune flyttede derfor Esbjerg Festuge fra august til juni for at gøre "plads" til Suset. Samtidigt forslog Esbjerg Kommune Vi Elsker at flytte tilbage til juni, men dette ønskede Vi Elsker ikke netop på grund af Esbjerg Festuge.
Allerede ved annonceringen af Suset og festivalens første dato den 16. og 17. august 2024 blev Vi Elsker-arrangørerne naturligvis ikke fornøjede, da man med kun med en uges mellemrum skulle konkurrere mod Live Nation. Derudover følte Vi Elsker en unfair konkurrence, som ikke mindst bunder i den økonomiske støtte, Live Nation modtager inden for de næste 10 år. Dertil skal måske nævnes, at Live Nation selv kommer til at investere 170.000.000 kroner allerede i løbet af de første fem år Suset eksisterer. Det vil sige til og med 2029. Derudover har Live Nation forpligtet sig til at afholde Suset i 10 år i Esbjerg med et særligt esbjergensisk præg.
Vi Elsker ser til gengæld på deres lokationer fra år til år, og dertil fungerer konceptet som en "massevare", der kan opleves i fire byer i hele landet. Det er naturligvis legitimt, men allerede her er sammenligningsgrundlaget allerede ret så tyndt. Vi Elsker-arrangør Riffi Elnegaard Haddaoui kritiserede Esbjerg Kommune og borgermester Jesper Frost Rasmussen efter et møde, hvor Esbjerg Kommune tilbød et støttebeløb, der tilsyneladende ikke imødekom forventningerne hos Vi Elsker-arrangøren.
For undertegnede stod klart, at et konstruktivt samarbejde efter sådan et frontalangreb fra Vi Elsker mod Esbjerg Kommune bestemt ikke bliver nemmere. Hvis man rent faktisk ønsker forhandlingssucceser, plejer det at være meget mere givende at forhandle bag lukkede døre uden at ajourføre pressen eller, for den sags skyld, nedgøre forhandlingspartneren offentligt på de sociale medier. Man kunne nærmest fornemme en form for esbjergensisk "festival-krig", hvor særligt Riffi Elnegaard Haddaoui appellerede til Vi Elsker-tilhængerne ved hjælp fra masser af patos og ikke mindst at fremstille sig selv som et offer for elendigt, konkurrenceforvridende arbejde fra Esbjerg Kommunes side.
Indikationerne blev endnu tydeligere, efter Live Nation annoncerede, at næste års udgave af Suset vil blive afholdt den 22. og 23. august 2025, hvorefter Vi Elsker-arrangøren gik til lokalpressen og sagde, at han "følte sig forrådt af Esbjerg Kommune". Naturligvis kan man, også jeg, forstå frustrationerne. Man har blot været i Esbjerg med Vi Elsker-konceptet i to år, responsen er fremragende, der sælges mange billetter, og lige pludseligt kommer Live Nation med Suset og "tager succesudsigterne fra én". Dog er man nødt til at skelne mellem tingene – vi sammenligner lidt pære og bananer.
Blot nogle få eksempler:
1. Vi Elsker eksisterer mange steder i landet. Suset eksisterer kun i Esbjerg.
2. Live Nation har forpligtet sig til at afholde festivalen i ti år og investerer allerede 170.000.000 kroner til og med 2029. Esbjerg Kommune støtter med 24.000.000 kroner samlet.
3. Vi Elsker har musik fra en bestemt genre i form af 1990'er- og 00'er-nostalgi, hvor Suset har lidt af det hele inden for pop-genren.
4. Esbjerg Kommune vil brande sig igennem kultur for at kunne tiltrække flere unge tilflyttere i de kommende mange år og ser netop Suset som en ikke ubetydelig positiv association for byen. Vi Elsker er en 1990'er- og 00'er-nostalgifest, der ikke nødvendigvis appellerer til unge studerende, der skal vælge deres fremtidige bopælskommune.
Alt i alt virker Vi Elskers tydelige og til tider heftige offentlige kritik over for Esbjerg Kommune og dens ansvarshavende medarbejdere snarere som velgennemført pr og marketing, da man godt kunne regne ud, at man i 2025 vil slå Vi Elsker-teltene op et andet sted end Esbjerg.
Svanesangen er blevet sunget i flere måneder nu. Sorteper blev klokkeklart placeret hos Esbjerg Kommune, og i kommentarsporene på de sociale medier i Vi Elsker-grupper falder ord som blandt andet "korruption", når de skuffede festival-tilhængere skriver om Esbjerg Kommune og dens politikere. Arrangør Riffi Elnegaard Haddaoui vil forholdsvis nemt kunne sælge historien om Esbjerg Kommune, der forrådte ham samt fortællingen om unfair og ulige vilkår, hvorfor Vi Elsker ser sig nødsaget til at tage andetsteds hen, selvom man jo gerne ville være blevet i Esbjerg.
Når det kommer til stykket, er det desværre ikke en Astrid Lindgren-historie med Pippi Langstrømpe, hvor hun gør, som det passer hende, men snarere en afvejning af, hvem der har mest brug for hvem. Dette regnestykke er ikke atomfysik: Esbjerg Kommune har mere brug for Suset end for Vi Elsker. Punktum.
På programfronterne er det naturligvis smag og behag med begge festivaler, men i den sidste ende er Susets formål at blive ligesom NorthSide for Aarhus eller Tinderbox for Odense, og det kan Vi Elsker, med al respekt, ikke konkurrere med.
Naturligvis ville landets femtestørste by være klædt ved at kunne præsentere Vi Elsker sammen med Grøn Koncert og Suset. Dertil har byen nichefestivalerne Esbjerg Fuzztival samt Folk & Fæstival. Men dette, kære læser, er 99,99 procent forbi, tror jeg. Vi Elsker vil forlade Esbjerg efter blot to år. Det er ærgerligt, men på sin vis også en naturlig udvikling. Jeg tager gerne fejl og indrømmer også, hvis dette skulle blive tilfældet. Indtil da må denne kommentar afvente, hvad de respektive beslutningstagere konkluderer.
Redaktionen har forelagt kritikken i kommentaren for Vi Elsker-arrangør Riffi Elnegaard Haddaoui, som er vendt tilbage med følgende:
"Kære GAFFA
Vi er ked af, at GAFFAs Alexander Hemstedt ikke nåede forbi showet Vi Elsker i Esbjerg, så han kunne se og mærke, hvad det giver af sammenhold og selvforståelse for en by og dens borger, når den fester med så mange, der kommer fra både indland og udland!
Vi Elsker kan noget ægte og unikt, som ikke kan købes for penge!
Hvis han havde nået forbi kunne man håbe på, at hans analyse havde været lidt mere nuanceret!
Men vi er ikke overrasket over hans holdning eller mening - det man kan se på hans og GAFFAs artikelstrøm fra Suset både under, ugen inden og ikke mindst i månederne op til. Jeg tænker, at Alexander og GAFFA var løbet tør for blæk, da turen kom til Vi Elsker i Esbjerg!
Vi Elsker har aldrig været GAFFAs kop te, kun når der skulle jagtes annoncekroner. Af samme grund har vi i mange år sagt pænt nej tak til de ihærdige sælgere, der jævnligt ringer… (man kan læse GAFFAs dækning af Vi Elsker gennem årene via dette link, red.)
Angående spådommen og Vi Elsker prøver Alexander at score billige points på noget, som pilen længe har peget henimod, men det er som bekendt ikke ovre for folkefesten i Esbjerg, før den fede dame har sunget! Så Alexander og GAFFA må vente lidt med at gnide sig i hænderne - ligesom de 7000 håbefulde gæster fra i lørdags må vente til, vi kommer med en udmelding i løbet af september, men vi mener, at dem, som har bakket op og oprigtigt vil Vi Elsker-folkefesten i Esbjerg, mest fortjener at få svaret først!"
VI ELSKER-REPORTAGE: Røvgevir og chokers på de voksnes legeplads