Det kan godt være, at festivalsæsonen lakker mod enden, men for mange bands er Live Camp startskuddet på en karriere. Søndag var første dag på årets SmukFest, og det var traditionen tro også første dag på Live Camp.
Foto ovenfor af Øndi, foto: Morten, Smukfest
Live Camp har siden 2012 været en stor del af Danmarks talentudvikling og har været affyringsrampe for en lang række af de kunstnere, der fylder de større scener i disse år. I disse dage får 26 kunstnere chancen for at vise, hvad de kan for en stor del af branchen og for de nysgerrige iblandt de første, der er dukket op på SmukFest. Det foregår på KærligHeden, og der er i den grad kærlighed i luften.
Live Camp Forstærket
I år er Live Camp under udvikling med en test af konceptet Live Camp Forstærket. Her vil nogle erfarne folk gå ind og vejlede bands’ene både før, under og efter selve dagene her og sikre, at de får mest ud af oplevelsen og chancen. For det er begge dele, og det kan man godt glemme som ung kunstner. Så bookere fra SmukFest, karriererådgiver Johannes Dybkjær Andersson og bandet Patina byder ind med 3 forskellige vinkler for at sikre, at kunstnerne får mest ud af det. I år er det kun et pilotprojekt, så ikke alle har været en del af det. Men det har dagens første act, de meget lokale og meget unge drenge i Ryst.
Og de har tydeligvis taget nogle råd til sig. Bandet har gennemgået en kæmpe udvikling på de få måneder, de har været i hænderne på Forstærket. Der er stadig noget vej endnu, men de arbejder målrettet på at komme videre. De har gjort et godt forarbejde før koncerten, og en stor del af publikum har bandets T-shirts på. Det er fedt at se, at så mange er dukket op så tidligt til en koncert i solen, og det er helt klart bandet selv, der har været ude og sørge for det.
De er godt selv opmærksomme på, hvor meget de har fået ud af det. Ikke mindst det at snakke med bands, der selv har stået på den scene, da det er erfaringer, som ens venner måske ikke har, så hvem skal man så spørge om, hvad man skal forvente?
Ryst er et band, der stadig mangler at finde sig selv musikalsk, men de mener det og kan sagtens stå på en scene.
Hvor første band var meget unge, er andet band anderledes modne. South of Sundays er et solidt rockband, der spiller en bluesy og tung vestkyst rawk, som om de sidste 30 år slet ikke er sket. Alder og erfaring giver en helt anden gravitas på scenen, og de rocker solidt. Der er ikke noget pis, ingen store armbevægelser, ingen dybe tallerkner er i fare, bare rock til de lange veje og den lange finger.
På den måde er Live Camp interessant, at det kan spænde over både alder, genrer og formål. Det er bands, der er vidt forskellige steder i deres liv og udvikling, og det er også noget af det, som Forstærket skal tilpasse sig. Det er ikke en pakkeløsning til alle bands, men derimod et forsøg på at give det enkelte band præcis det, de har brug for, ud fra hvor de er henne.
Kort koncert plus det løse
Selve koncerterne varer kun 25 minutter. For et band er det ikke lang tid til at vise alt det, man kan og vil, men til gengæld har man så resten af aftenen til at snakke med branchen og lave aftaler om videre samarbejder. Det er faktisk lige så vigtigt som selve koncerten, og derfor undrer det, at nogle bands forlader området lige bagefter, de har spillet. Det er ellers en kæmpe mulighed for at møde den branche, som man måske har nogle fordomme over for, og som ellers kan være svær at få i tale.
Og det er ikke alle bands, der når at sætte et tydeligt aftryk på så kort tid. Om det skyldes tekniske udfordringer, manglende erfaring, uheldig sætliste eller andre faktorer, så er der nogle koncerter, der er lidt sværere at genkalde sig efter sådan en dag med otte shows. Yör virkede ikke helt til at være samme sted, og energien gled ud imellem hænderne på dem. Det er ellers et spædende lydbillede og en indtagende sanger, men det landede ikke helt på KærligHeden.
Og lidt det samme med Jonah Wright. Han er en herlig entertainer, dér, hvor spradebasse er et absolut plusord, men det var svært at høre de sange, der skulle bære den hjem. Det kan være, at det bliver tydeligere på det album, han er ved at færdiggøre.
Tidsplanen blev overholdt skarpt igennem de mange sceneskift, og på hvert timeslag startede en ny koncert. Generelt var lyden også god, men for nogle bands drillede teknikken på scenen. Måske gik det hårdest ud over Kamill, der vist ikke kunne høre sig selv i første halvdel af koncerten. Så er det svært at slappe helt af, og det satte også sit præg på hende. Hun kom godt igen i de sidste numre, men i forhold til hvor charmerende og indtagende, hun ellers er, blev vi lidt snydt. Hun tog det dog pænt og var lykkelig efter koncerten, helt overvældet af de søde frivillige og den utroligt flotte behandling, man får som kunstner, når man spiller her.
De ukendte og den kendte
Mange af dagens musikere har udgivet et par singler og er så småt ved at opbygge noget genkendelse, men har ikke nogen egentlig fanbase endnu. Der står imellem 20 og 70 publikummer, og vi er klart vidne til de tidlige skridt i kunstnernes karriere. Og så kommer der én som TikTok-fænomenet Annika, og pludselig er hele pladsen fuldstændigt fyldt, og det unge publikum kan teksterne og skriger med på det hele. I en grad, hvor jeg faktisk overhovedet ikke fik hørt musikken, så den kan jeg ikke sige noget om. Men hun er vældigt indtagende på scenen, benovet over publikum, og folk var tydeligvis helt med på den. 80 procent har telefonerne i vejret, og jeg tror, de fik, hvad de kom for.
Heldigvis bliver der plads igen, når næste act, Emil, går på. Han ligner sin lyd 100 procent, og det er en troværdig flab med lidt rap, lidt sang og lidt ekstra smæk på. Han er en super frontfigur, men man kunne godt have ønsket for ham, at bandet var lidt mere nærværende. Det er en stor scene at skulle bære helt alene. Det lader han sig nu ikke mærke af, og han er helt høj af kærligheden på KærligHeden. Emil fortæller bagefter, hvordan det er lige præcis hans publikum, der kommer der. Både i alder, sted i livet og ting, der er sjove eller svære. Han er ikke så interesseret i konkurrence-delen af Live Camp, han er kommet for at give en god koncert til publikum. Som han siger, så ”drømmer jeg om at give den oplevelse, jeg selv fik, da jeg hørte The Minds of 99 første gang. Det er musik, der talte til mig, og som jeg gerne vil fortælle videre”.
Men det er også en konkurrence, og præmien er blandt andet at spille på selve festivalen inde i skoven. Det er ikke alle bands, der er helt klar til det, men aftenens sidste er det i hvert fald. Øndi spiller en hæsblæsende zoomer rock rave, og de er så klar til at erobre det hele. De er det band, der på førstedagen tydeligst signalerer, at de virkelig elsker at stå på en scene. Alle vil det, og energien peger i samme retning. Et ekstremt smittende gå-på-mod og charme, men også med lidt mere variation, end de først lader som om. De ser godt ud og vil klæde enhver fest, der tør gå lidt amok.
Bagefter beskrev de selv koncerten som ”En lidt akavet førstedate, men vi tror, at vi begge ville mere”.
Godnat!
Efter de otte koncerter tager det elektroniske over, og dj’s åbner op for festen i et par timer. Ikke mindst lidt over 1, hvor Elliott Taguchi og Tino servede hård og hurtig københavnsk techno for det uforberedte Skanderborg. Det var lige lovlig barsk kost, virkede det til, så vi var ikke mange, der nød den faste hånd og den solide fest.
I dag står den på 10 koncerter, og det starter allerede klokken 14, hvor The Mukherjee Development lægger ud.