Rejseberetning: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 6 af 9

I Ukraine spiller musikken stadig på trods af mere end to års krig. Den danske organisation Ukraine Rocks har arrangeret ture med ukrainske bands uden for landet og inviteret det danske metalband Crown the Beast og det tysk punkband Hello Pity til at turnere i det krigshærgerede land sammen og give koncerter med lokale bands. Vi er kommer til kapitel 6 i rejseberetningen fra en af arrangørerne. Læs de tidligere dele her.

Vejen fra Kharkiv mod Dnipro er fyldt med militære kontrolposter. Der lyder skud i det fjerne, og ved den første post møder vi en deling af sårede, blodige soldater. Turen tager cirka to timer. Vejene er hullede og ujævne. Billerne kører i zigzag og skifter hele tiden vejbane. ”Korruptzia,” bander vores chauffør, og griner til os. Landskabet er frodigt og en smule utydeligt. Varmen og den tørre jord, de lysegrønne buske og træer gør, at det hele går ud i et.

Dnipro er en moderne storby, og den sprudler stadig af liv. Her er masser af trafik, mange mennesker på gaden. Sirenerne bliver ignoreret. Makno Pab ligner udefra et moderne, smart spisested. Der er store vinduespartier, og når man træder ind på stedet, er der fyldt med spiseborde, stole og ukrainsk folkekunst. Men inde bagved er stemningen helt anderledes. Hundredvis af plakater er klistret op og ned ad væggene og på loftet. Der bliver mere beskidt og slidt, de fine borde og malerier er væk. Vi går videre og kommer ud i et industrilokale med udsugningsrør og industrilamper. Scenen er hævet en meter. Der er et stort gulv, borde langs væggen og en balkon i anden etages højde, hvor folk kan sidde og lytte til musikken. Spillestedet er som det eneste på turnéen ikke under jorden. Endevæggen er polstret til med store sandsække fra gulv til loft.

Det lokale band Rustyappleband starter festen. Deres sange er om øjeblikket, fulde af spas og energi. De har lavet et enkelt alvorligt nummer, der hedder ”Nincka/Nenka.” Ordet betyder mor i overført forstand, moder Ukraine. Sangen er et udtryk for deres smerte, krigen i Ukraine, og det nummer spiller de aldrig live til deres koncerter.

”Krigen har påvirket os alle her i Dnipro. I starten var vi under flere angreb, og vores by fungerer som en hub for nødhjælp og våben til resten af den østlige del af landet. Der er en stor industri og produktion af våben her. Mange flygtninge kom hertil i starten af krigen... Vi har alle været i det territoriale forsvar af vores byer. Nu forsøger vi at leve så normalt, som det er muligt. Der er daglige angreb, og sirenerne er blevet hverdag. Når vi spiller vores musik, og når vi går på scenen, så glemmer vi den forbandede krig, og publikum får nogle timer mulighed for også tænke på noget andet. Til alle koncerter donerer vi hundrede procent af entréindtægten til vores militær, vi støtter alt, hvad vi kan. Vi spiller og sparker røv,” siger forsangeren i Rustyappleband og drikker sin øl.

”Undergrundsscenen i Ukraine er rock, punk, metal, ska og alt det beskidte, og der er meget få i Ukraine, som synes om vores musik. Ukraine er ikke klar til undergrundsmusik. Det er ligesom, da vi var børn i Sovjetunionen. Der var al udenlandsk musik, al rock, punkmusik, det var alt sammen forbudt, og det blev smuglet ind. Det var i bogstavelig forstand undergrundsmusik, for det var forbudt, og man hørte det i undergrunden. Den betegnelse og det forhold til undergrundsmusik gælder stadig i dag. Folk kan ikke lide vores musik og ikke lide, hvad det står for.”

Spillestedets leder Ollia fortæller, at hun har mistet fire rigtig gode venner ved fronten, og at de til hver koncert indsamler penge og sender til militæret for at hjælpe. Hendes kæreste er forsanger i bandet Otrootah. Bandet opstod under krigen, og deres tekster handler om krigen. Det er deres måde at fortælle om, hvad de oplever og føler, hvilke konsekvenser krigen har for dem og deres land. Musikerne i Otrootah er alle klassisk uddannede, men spiller nu metal, fordi det er bedre til at udtrykke deres følelser. Krigen, kaos, vrede og andre stærke følelser kan bedst fortælles gennem metalmusik og kan bedst udleves gennem de mørke lyde, trommer, bas og guitar, forklarer de. Otrootha betyder gift og er en reference til Rusland. De sang oprindelig på engelsk, men skriver og synger nu på ukrainsk og de skriver deres gamle materiale om til ukrainsk.

”Musikken har ikke ændret sig, men teksterne har. Vi skriver om krigen. Min bedste venner er døde i krigen. Den fylder alt. Vi skriver om det og kommunikerer på den måde med de andre musikere og med Ukraine. De fleste af vores tekster handler om krigen, om det, der sker, om de faldne helte og om fjenden,” siger sangeren i Otrootah.

Rustyappleband leverer altid et brag af en fest. Navnet stammer fra en våd aften med æbler og horilka, hvor forsangeren bemærkede, at æblet blev rustfarvet, når man så på det gennem glasset med horilka, og sådan opstod navnet Rustyappleband. Folk kommer for at råbe, danse, og glemme smerten. Men selvom der danses, så glemmer folk ikke krigen. Alle sammen har mistet nogen.

”Vi forsøger at leve videre. Vi virker glade, og som om alt er okay. Men det er det ikke. Hver dag er der sirener, hver dag dør folk, familier ødelægges. Det er et enormt pres mentalt. Nogle dage drikker vi i flere dage. Da min ven døde, holdt vi gravgilde hver dag i et par uger. Vi drak og spillede for ham. For alle er det en urolig svær tid. Vi er alle trætte,” siger forsangeren fra Rustyappleband.

Hello Pity efterfølger Rustyappleband. Publikum elsker dem, og de forstår at skabe en fest. Dynamikken mellem de fire medlemmer er fantastisk og især had/kærlighedsforholdet mellem de to forsangere Colin og Gael udvikler sig dag for dag, og man ved aldrig, hvad det bringer med sig. Det er meget autentisk og ægte. Crown the Beast lukker koncerten, og som til de andre koncerter kommer der mænd ud på gulvet med bare overkroppe. Soldater lægger deres jakker og ser hinanden an. Der skubbes og puffes, og alle hopper rundt i en stor levende mængde af pulserende kroppe. Et kaos af lyd, lys og dans. Efter koncerten kommer alle hen for at snakke med bandmedlemmerne, få autografer og tage fotografier. Igen er det enorm følelsesladet og en fornøjelse at give koncert. Forsangeren sidder med en flaske chorna-øl og kalder os hen til sig. Han har lilla bukser på med lidt glimmer, orange T-shirt, grøn cap, langt uredt hår, et stort varmt smil og en bred kroget næse.

”Det er fucking fantastisk, at vi spiller med jer, fucking fantastisk", udbryder han igen, og øjnene lyser op, han læner sig ind over bordet og kigger mig ind i øjnene, så vipper han tilbage i sofaen og drikker af sin øl. "Fucking fantastisk”. Vi drikker alle en chorna inden og giver kram inden afrejse mod hotellet i Dnipro.

Fortsættelse følger i morgen.

LÆS OGSÅ: Rejseberetning: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 5 af 9