REPORTAGE: Danmarks dejligste festival har set dagens lys

Foto: Sandra Musone

Langeland ligger langt væk for de fleste. Jeg havde næppe takket ja til opgaven om at dække dugfriske Ø Festival, havde jeg ikke et skrankepavejob i Svendborg, blot en halv time lang bustur over et par broer. Himlen har i dag (fredag den 26. juli, red.) åbnet sig og signaleret, at mesteren over dem alle, Henrik Voldborg, er gået bort i denne uge. Danmarks sureste anmelder er derfor allerede i det ildrøde felt inden overhovedet at have ramt Tåsinge. For jeg har da fået det forkerte ben ud af sengen. Og jeg har i sandhed fanget den nyfødte Ø Festival på den forkerte dag - tror jeg. For i dét sekund, jeg rammer græsset på Rue Mark, sker der noget, som denne reportage vil prøve at afdække.

Langt fra Fyn

Sydfyn er det nye sort. Det er ifølge mine kilder dét sted, hvor der handles allerflest ejendomme. Men vi er ikke på Sydfyn. Vi er på Langeland. Det er landstriben, der får Svendborg til at ligne en metropol.

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvad der blev af alle dine seje københavner-kammersjukker - ja så er der en pænt stor sandsynlighed for, at de er flyttet til det sydfynske øhav. Jo flere broer man kommer over, så er det lige før, at man kan købe flere hektar land til prisen af et weekendophold på en Airbnb i Indre By.

Situationen i dag med en en-dags dækning af et tre-dages musikprogram (plus aktiviter tidligere på ugen) er meget anderledes end resten af det, som min to-cifrede antal festivalsæson har budt på. Det er ikke tit, at jeg får lov til at lade de perfide kommentarer og mine notoriske to-stjernede anmeldelser blive derhjemme. Tro det eller ej. Jeg besidder faktisk sympatiske kvaliteter (hvis du da aldrig har læst en af mine bedømmelser). I dag går GAFFA Gonzo.

Sidste år var jeg på fynsk road trip med en af mine kære GAFFA-kolleger. Vi var på en hellig mission for at hylde de brune værtshuse på Fyn og i det sydfynske øhav i ord og billeder. Det var i den sommer, at jeg blev forelsket i Rudkøbing. Vi skulle bagefter til Marstal på Ærø, og mens vi ventede på, at færgen skulle lægge til kaj, gjorde vi pitstop ved caféen Gaardhaven i Rudkøbing. Det var dér, at det gik op for mig, at medejeren Carsten Holm er meget mere end landets mest behagelige radioværtstemme. Sammen med Foreningen Langeland, Broløkke Herregård, Good Boys Agency og Gaardhaven er Langeland nemlig igen kommet på landkortet som festival-epicenter. Langelandsfestivalen fik sig et knæk efter corona. Det har efterladt et tomrum.

Ikke nødvendigvis et kulturelt ét af slagsen. For festivaler er der da nok af inden for en radius af 30 minutter. Skarø festival går igang kort efter weekenden. All inclusive-festivalen Avernax løber af stablen om et par uger. Drejø Festival sluttede for et par uger siden. Og Hansted Live pulserer pt. i Svende. Men intet af det er på Langeland, der tidligere kunne bryste sig af at have haft en af landets største festivaler siden 1991.

Man kunne, da Ø Festival for første gang blev annonceret, godt grine lidt i skægget over Carsten Holms udtalelse: ”Vi efterlader Rue Mark i pænere stand, end vi fik den.” Efter at have se pladsen efter nu 36 timers festival, så er der noget om snakken.

Holm er musik-radiovært på P6 Beat. Det kan i den grad ses på festivalens musikprogram. Det er ikke mange acts, der ikke er notorisk kendte for aldrig at anmeldes til under fem stjerner på GAFFA. Det er et komplet program uden svage led. I går bød dagen på blandt andet svendborgensiske Aske Skat, Anne Linnet, Ella Augusta og altid mesterlige Alex Vargas. Og dagens musikalske strabadser synes ej heller at skorte på kvalitet.

UV-indeks i minus
Jeg kan næppe kalde festivalen for et menneskehav. Der står nærmest flere i køen, når Planet Nusa laver popup-event i en by nær dig. Kapaciteten på Rue Mark tilsiger syv tusinde. Mine efterretninger siger to-tre tusinde solgte billetter. Alligevel er det her en festival, hvor jeg meget hurtigt kan delkonkludere: Danmarks venligste festival. Her er alle stort set på fornavn med hver andre, og jeg kommer det også selv hurtigt. Mens jeg får mit partout-armbånd påsat, forvisses jeg af jordens sødeste crew-medarbejder om, at Rudkøbing kort forinden er gået bonanza til JJ Paulo under elementernes rasen. Det tror jeg gerne på.

La Roche Posay-teltet melder om UV-indeks 3,8, men det virker nu mere som nedbørs-millimeterne i løbet af de sidste minutter. Festivalen er vel nok en af de eneste af slagsen, der uddeler gratis solcreme. Og selvom min pigmentering næppe kræver det, får jeg da alligevel en faktor 50 i hånden.

“Træk vejret Langeland” lyder banneret, som man bevæger sig ind mod wellness området. Her lidt i fem fredag eftermiddag virker hvilepulsen OL-atleter værdig. Folket er forskanset under deres teltduge (og eventuelt også i saunagus-hytten). Men Rue Mark er på vej til at genspire.

Hvalfugl får Langeland til at lette

Hvalfugl entrerer festivalens næststørste scene, Sommerfuglen, med tyste tangenter, hollowbody Gibson og kontrabas. “Velkommen ind i tågen og tørvejr,” lyder det fra scenen, inden den new nordic jazzede trio udnytter akustikken og landets høfligste publikum til at maxe den dynamiske rækkevidde ud. “Vi vil prøve at spille ind i den stemning, som er kommet," lyder det fra guitarist Jeppe Lavsen. Easy listening jazz er da i disse momenter også som øko-kyllingesuppe for sjælen. Nordisk melankoli, der nærmest kan skrives på gravstenen for den danske sommer med tracket “Lystrup”.

Mens småfolket spiller bold i baggrunden, bliver jeg halvvejs inde spurgt, om jeg var en af musikerne på scenen i går. Jeg kan straks forsikre den midaldrende herre om, at alle ville have pakket telt og tasker, hvis det havde været tilfældet.

Imens lyder der en public service announcement fra scenen, der minder mig om en anekdote fra dengang, en ven sol barn i 90’erne blev traumatiseret under en L:Ron:Harald koncert på Langelandsfestivalen: “Dimitri savner sin mor. Han sidder oppe ved indgangen,” lyder det fra Lavsen. Jeg knuselsker allerede denne festival. For det er da et moment, man ikke finder andetsteds. Prøv at forestil dig Gilli på Orange afbryde sætlisten med følgende besked: “Malthe på 24 savner sine venner og er gået kold oppe ved venstre lydtårn.” Det ville være sødt. Men det sker bare ikke.

Hvalfugl runder meditativt af efter en time, inden solstrålerne invaderer Rue Mark.

Mens vi venter på Guldimund
Ligesom Rudkøbings hyggeligste spisested, Gaardhaven, bryster festivalen sig af lokale råvarer. Her kan du få en Yang bowl med quinoa og boghvede i bedste Northside-stil, men også blandt andet en "snack dog", der ikke gør de kødædende umyndiggjorte. Der er vitterligt noget for alle. Bortset måske lige for det musikalske. For der er så absolut intet leflende ved et program, der ikke har ét eneste svagt led.

Med Fatboy-sækkestole i det fri frygter jeg aldrig at komme op igen. Jeg tager alligevel chancen.

"Man bliver sgu våd i røveren" lyder det fra en herre med gyldne dråber i glasset foran champagne-loungen, mens Rue Mark afventer nye toner - og solstrejf.

“Vi er her i fællesskab for at nyde musikken og hinandens selskab,” lyder det fra Carsten Holm. Udover at være arrangør er han også hovedscenens veloplagte konferencerier. “Det er jeres fortjeneste. Nu vælter solen ned.” Og rigtig nok er nok til, at man kan tage munden fuld.

Øvrigheden på måneds-visit

Landbetjenten er en anakronisme her på øen. Politibutikken i Rudkøbing har åbent den første torsdag i måneden. Havde det ikke været for landets mest fremragende folkesjæl, ja, så kunne man have sluppet afsted med hvad som helst. Det tætteste, vi kommer etatens lange arm, er faktisk Asger Nordtrup Pedersen, der jo ifølge almanakkerne droppede betjent-tilværelsen og i stedet valgte at arrestere nationen med musikalsk manna. Sammen med den i alt ti-personer store øvrighed bevæbnet til tænderne med overlegen musikalitet er Langeland beredte på en politiforretning ud over det sædvanlige.

"Kragerne" åbner med ulmende intensitet her, hvor kragerne vender. Jeg får endelig møvet mig op fra sækkestolen. Ja, jeg kan sgu ikke sidde og dandere den hele dagen. Og jeg kan faktisk ikke komme hurtigt nok af sted mod scenen under "Hvordan ser Gud ud?" Rasmus Oppenhagen Krogh flår sin trofaste røde Fender, som var den til låns. Ubestridt en af landets bedste guitarister

"Forstår du" brænder igennem den fjerde væg, som var bandet laserfrekvenser fra Memira. Nordtorp Pedersen bevæger sig ud i flanken og lader holdet shine til den store guldmedalje. Iturivende solo fra trompetist Carlo Becker lander inden fremragende vokal-synergi mellem Anja Backmann Andersen og Nordtorp Pedersen. "Møns Klint" er et frit fald ned i gabet på følelsernes vold. Bandet møver sig ind på festivalens personal space, så man nærmest skal tjekke, om man er blevet berøvet sjæl, sans og samling.

"Nu slipper du min hånd" er ikke et track, Guldimund typisk har på sætlisten i festivalregi. “Den blæser væk i vinden,” lyder det fra scenen. Til eftermiddag skaber den et vakuum af magi. “Det her er virkelig en drøm,” får Nordtorp Pedersen afsluttet. "Halskæde" viser en kunstner, der altid skalperer sit sjæleliv og viser, at det ikke kun er diamanter, som varer for evigt. “Dem vi plejede at være” giver ild i øjnene. Ti musikere med en mission om at bringe lyset til kongeriget. Med denne sætliste er der skåret ind til benet - helt ind til dér, hvor sjælen pulveriserer kravebenet.

For eget vedkommende er det ganske fremragende at opleve et Guldimund-festivalshow med et publikum, der ikke har blodtype Små Sure, men stadig peaker på livsglæde. Der er for mange skolemælkskandidater med “Små fingre” iblandt til at udligne pagne-promillerne. Og godt for det på en multi-aktivitetsfestival, hvor man kan sejle i kajak. Prøv at se, hvad der sker, hvis du giver en pagaj til en gæst på Tinderbox.

“Brænder stadig" får Rudkøbing i lys lue. Vibrato-falset blær viser udbrændthed, men mere som en supernova i sine stille-før-stormen-momenter. Nordtorp Pedersen giver en masterclass i takt og tone med fralært korisk vejrtrækning om at holde tonen og samtidig ikke blive helt blå i fjæset. Ja uden andet end publikum til antænde æteren med frekvenser giver momenterne standhaftige armhår.

En original Langelandsfestival pryder en herres korpus. Ja der er ingen tvivl om, hvor vi er i kongeriget, om man så er indfødt eller eksil-storbyrotte (om end kun for weekend).

“Det er helt okay at få lidt støv i øjnene. Det er nemlig kun vigtigt, hvad det er. Brug et par sekunder til at tage det ind. Det er helt okay. Vi har oplevet det sammen,” lyder meldingen efter 82 minutter fra Holm. Og der er da også noget zen over rent faktisk at svælge i momentet frem for bare at skulle videre til det næste.

Niemals allein mit Greta

Synthwave-sensationen Greta Louise Schenk Münster besidder under kunstnernavnet Greta en af Nordeuropas smukkeste vokaler og overtager æteren flankeret af sit tre-personer stærke band. De åbner på “Third Eye” fra det fremragende album, Portals. Sidst jeg dækkede en Greta-koncert blev jeg fortryllet ud over enhver rimelig tvivl, og vi er endnu højere oppe at ringe denne gang. Teltscenens mastodontiske basniveau får ørepropperne til at poppe ud. Og vi er ude i de samme associationer, som da Greta flænsede Odense i fjor. Julee Cruise-storhed, Alan Parsonsk altomsigsvøbenthed - og selvfølgelig Unesco-bevaringsværdig berliner-techno i blodårene.

“Vi skal slet ikke være på Langeland nu. Jetzt sind wir in Berlin," lyder det fra Schenk Münster. “Nicht Allein” viser, at dansegulvet er et sted, hvor solo-dansere aldrig er alene. Charlatan-uimodståelig 80’er dreamwave-techno, der ikke blot har transporteret os ned ad Autobahn, men fileme også sendt også tilbage til fremtiden.

Inden “Sweet Sound” opfordres publikum til at sende en tanke til de personer, de savner. Medmenneskeligheden i dette blændende track får mine tårekanaler ud i skybruds-modus. Synth-magiker Martin Pilgaard Grishauge (fra duoen Alpas Ave) skal med sine medkomponist-credits også have et par ord med på vejen. Det her track er noget af det mest ægte i lydbølgeformat, der har ramt æteren på denne side af årtiet. Der begås kulkælder-berliner-techno under stroboskopiske knytnæveslag. Greta er i sandhed mere fortryllende end Brødrene Grimms samlede eventyr. Et flyvende tæppe på førsteklasse til Berlin med håndbajer-bagage.

“Ardent Sping” er en Apollo-landing, fra før de begyndte at kalde mayday og hidkalde Houston for hjælp. De tyske gloser støver buzzwords af fra en svunden gymnasietid. Det er retro uden at være kitsch. David Lynch møder Nicolas Winding Refn i sjette gear. Skulle sidstnævnte begå scener i det germanske - så er Greta en ægte helt, der efterlader et brødkrummespor af magi for enden af gaveregns-regnbuen (til et eventuelt soundtrack). Actet fortjener samme akkolader som et band som canadiske Electric Youth. "Forever We’ll Be Dancing" indledes med fællessangsdiktat. “Never Enough" lukker. Nok er aldrig nok med Greta. Hvis jeg ikke var fanboy før (og det var jeg), så er jeg det skisme nu. Der dikteres sitdown på et track, som går i dance-kakofoniske tilstande. Langeland er netop blevet dét større. Greta har spillet for dagens sjovt nok mindste publikum, men leveret Champions League på Langeland. 60 minutters Geschenke med alt fra Ønskeskyen (music edition). Og som solen falder ned over sin himmelbue, har Ø Festival gjort sig brofast med Berlin i fortid, fremtid og det magiske nu - så meget for kasserollebøjningen

One-size-fits-all
Jeg har brugt de seneste uger efter Roskilde Festival på et tomt kontor med pauseret frugtordning. Min eneste menneskelige kontakt har stort set kun været rengøringsdamen og mågerne på molen i Svendborg. Lad os sige det på den her måde: Solo-skrankepaveriet har taget sin toll på mig de seneste par uger.

Måske er det festivaldanmark, der har gjort mig mærkelig. For fællesskaber er trods alt sammenhængskraftens epoxy. Danmark har bare ikke særligt mange rigtige familiefestivaler. Vig er nok det tætteste, vi kommer dét. Men med Ø Festivals ultra koncentrerede kvalitetsprogram er der sådan set ikke nogen konkurrence. Du finder simpelthen ingen anden festival, hvor der er techno i teltet og en barnevogn med en spæd, der tager sig en morfar i hjørnet af indhegningen. Det her er en festival, hvor du vitterligt kan efterlade din telefon i hele og halve timer på en barstol og stadig finde den på sin plads igen.

Jeg begynder efterhånden at bande svendborgbanen et godt stykke væk. For det kan ikke lade sig gøre at få alt med. Mere vil have mere. Og muligheden er der da også med et fredagsprogram, der fortsat har fem timer i sig med både Coco O, AySay og natte-skiverytterfest i Ø Lounge.

Men selvom programmet stadig er ved at skvulpe over af lækkerier, har jeg set nok. Jeg har truffet afgørelse. Danmarks mest velbevarede hemmelighed hedder Ø Festival. Og jeg kan slet ikke få armene ned. Kvalitetsmæssigt er vi i Superligaen - også selvom vi er på Lars Tyndskids mark. Danmarks ubetinget bedste crowd er i disse dage samlet på Langeland.

Som jeg forlader Rue Mark langs strandkanten med det meget passende navn Bellevue, går der deja vu i den. Vanen tro er jeg gået grådigt til værks på festivalsæsonen med samme hydrauliktryk som Godiks slamsugere. Hvis jeg ikke fik kastet akkrediteringer i nakken, ja så er det faktisk nok kun Spot, Ros’ og Distortion Ø, jeg ville anbefale alle myndige i nationen at smide partout-kroner efter. Nu er der kommet endnu én til samlingen over toppen af Danmarks bedste festivaler.

Jeg er i sandhed blevet taget på sengen og dumpet lakmusprøven som eddikesur musikanmelder. Faktisk er jeg endt som et påskelam på græs.

Ø Festival balancerer i niche-territorium til perfektion. En one-size-fits-all til børnlil og hipsters.

Men hold da helt Rudkøbing, hvor er Ø Festival så meget mere end kun en kvalitetsbevidst festival med højt til loftet og manglende køkultur i mangel på køer. Det er et fællesskab for alle aldre. Og det kan jeg ikke sige om nogle andre steder i kongeriget.

Danmarks dejligste festival har i sandhed set dagens lys og vist lyset.

Ø Festival - Langeland rundede af lørdag d. 27. juli med blandt andet Smag På Dig Selv, Tina Dickow, Lucky Lo, When Saints Go Machine og Bathsheba.