"Sexisme i musikbranchen" sætter fokus på grænseoverskridende adfærd, men problemet er strukturelt, og det må debatten ikke glemme
BEMÆRK: Har du brug for hjælp? Trygt Rum rådgiver og henviser personer i musikbranchen, der har oplevet krænkelser, chikane, sexisme eller anden grænseoverskridende adfærd. Trygt Rum kan kontaktes på telefonnummer 70 20 99 99 i hverdagene tirsdag til torsdag mellem klokken 15.00 og 17.00.
Kommentaren er skrevet af Regitze Skipper Bundgaard, som er GAFFAs kulturpolitiske redaktør.
80 procent af kvinder under 30 år har oplevet en eller flere former for grænseoverskridende adfærd i musikbranchen, viser en rapport, som Kvinfo udgav i 2022. Jeg gentager: 80 procent. I dag står en række modige kvinder frem med deres vidnesbyrd i DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen, og man sidder tilbage med en følelse af afmagt og vrede. Afmagt, fordi der ikke findes et quickfix, og vrede, fordi fortællingerne ikke overrasker mig.
Jeg kan ikke understrege det her nok: Dokumentaren hører ikke under det-var-en-anden-tid-paraplyen. Sexisme i musikbranchen er fakta, og det hører ingen steder hjemme at diskutere, hvorvidt det findes i dag eller ej. Det har musikbranchen vidst i årevis.
En af dokumentarens ufrivillige hovedpersoner er Martin Brygmann, som ikke bliver nævnt ved navn, men som selv har afsløret det på Instagram og Facebook i et håbløst forsøg på brandslukning. Derfor har mediernes dækning af historien (naturligt nok) drejet sig om ham. Men det er en forkert prioritering. Sexisme i musikbranchen handler ikke om enkeltpersoner, men hvis vi lader debatten centrere sig om dem, så skyder vi ved siden af og svigter den offentlige samtale, som fortællingerne fortjener.
Musikbranchen står over for et strukturelt problem, og har gjort det i mange år. Kvinder er stadig en minoritet i musikbranchen, og strukturel sexisme er ikke en diskussion. Det er fakta. Debatten handler ikke om, hvorvidt man må flirte eller lægge en hånd på låret. Det handler om mennesker, som ikke er bevidste om deres magtposition, og som ikke forstår, at musikbranchen er et af landets mest lukkede brancher, hvor ens netværk kan have afgørende betydning for en fremtidig karriere som musiker. I sådanne miljøer skal gatekeepere (og her er GAFFA ikke undtaget) være yderst bevidste om deres position, og særligt de ubevidste bias som har været en del af branchen gennem hele historien. Ikke kun da-det-var-en-anden-tid, men så sandelig også i dag.
En rapport fra Dansk Kunstnerråd viser, at musik er den kunstart i Danmark med skævest kønsfordeling. Konkret viser tallene, at 73 procent af alle musikere i Danmark er mænd. Vi må ikke reproducere den del af musikbranchens arv, hvis vi gerne vil opnå ligestilling i et miljø, hvor det ikke altid er muligt at sige fra over for sexisme og grænseoverskridende adfærd, når magten sidder på få hænder. Det kræver en fælles indsats fra alle kroge i musikbranchen. Man kan kun bukke sig i støvet af respekt over for de mange kvinder der, med deres vidnesbyrd i dag, stiller sig frem og nøgternt forklarer hele Danmark, hvorfor det her skal stoppes. Men lad nu debatten omhandle det strukturelle problem, så den ikke ender ved Martin Brygmann og Toppen af Poppen.
LÆS OGSÅ: Når historien reproducerer sig selv: Hvorfor bliver jeg underkendt?
