Rejseberetning: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 3 af 9

Den danske organisation Ukraine Rocks har arrangeret ture med ukrainske bands uden for landet og inviteret det danske metalband Crown the Beast og det tysk punkband Hello Pity til at turnere i det krigshærgerede land sammen og give koncerter med lokale bands. Her følger kapitel 3 af rejseberetning fra en af arrangørerne. Læs kapitel 2, eller start fra begyndelsen med kapitel 1.

Vi ankommer til Chernivtsi søndag formiddag, trætte og fortumlede. Med det samme, vi står af toget omringes vi af fire mænd i militærtøj. De smiler ikke, og deres kropssprog er truende. Dokumenti, lyder det krævende, efterfulgt af en masse på ukrainsk. Dokumenti!!

Chernivsi ligger tæt på den rumænske grænse og EU. Her er der ekstra meget militærpoliti, der skal sørge for, at ingen unge mænd forlader landet. De studerer vores rødbedefarvede pas og lader os gå videre med en hovedrysten. Koncerten i Chernivtsi er arrangeret sammen med det lokale band G INC. Et nyt stoner- band-projekt bestående af to piger, der spiller bas og trommer. Tanya og Anya hedder pigerne, og de venter med store smil ude foran togstationen. G INC er en reference til Metallica og Garage Incorperated. Et band og et album, begge pigerne holder af. Det er også en intern reference til undergrundsscenen og de fordomme, der følger med undergrundsmusik, da det også kan stå for Gashish Inc.(Hash incorporated). Vi tager en taxi og kører gennem de smukke gader og stræder i Chernivtsi, indtil det bliver mere og mere beton og en tydelig sovjetæra vi kører ind i. G. INC blev dannet et år inde i krigen i februar 2023 og er en del af den nye generation.

”På næsten samme tid besluttede vi os uafhængigt af hinanden til at ville gøre mere ud af musikken, og vi mødtes tilfældigt her i øverummet, jammede og fandt ud af, at vi gik i sync. Krigen accelererede processen, barrieren mellem, hvad der er muligt og ikke muligt blev ophævet. Nu lever man i øjeblikket og er ikke så bange for at fejle. Man er nødt til at gøre det nu. Det er mere intenst nu, man har mere lyst til at snakke om tanker, følelser, livet – og det gennem musikken,” forklarer Anya.

”Musikken viser det, vi føler indeni,” supplerer Kathy. ”Krigen gjorde, at der ikke er tid til usikkerhed. Det er en nødvendighed. Krigen gør, at man er nødt til at leve i øjeblikket. Det er et frirum at komme her i Grunge Hall, og at spille musik. At kunne være hvem man er, være sig selv og støtte hinanden. Der er en masse fællestræk mellem os alle, men også mellem undergrundscenerne mere generelt, og via musikken kommunikerer vi med hinanden. Om vigtige ting, der er større end en selv. Vi har de samme mål, de samme problemer. Vi forsøger alle sammen leve normalt, men det er en ekstremt presset situation, vi lever i, og indimellem revner facaden. Musikken hjælper os enormt meget, og det er supervigtigt med et mødested som Grunge Hall. Der er krig i vores land, og der er mange ting, vi ikke kan tage for givet. Lever vi i morgen? Vi har begge altid ønsket at spillet musik og spillet for os selv, men da krigen begyndte, blev det nødvendigt for os at komme ud og møde ligesindede, men også nødvendigt at udleve vores drømme. Ikke kun vor vores egen skyld, men for fællesskabets".

Taxien stopper foran en stor bygning af beton. Der er revner i murene, og vinduerne er ødelagte. Vi ledes gennem en baggård ind i huset. Der er ingen elevator, men man skal følge de røde fødder på gulvet. Vi går op ad slidte betontrapper, der fortsætter i det uendelige. Neonrør blinker og summer. Der ligger ødelagte møbler og et smadret toilet. På vejen møder vi mange unge grupper af piger og drenge med helt sort hår, sort læbestift og sort makeup. Neonlys blinker. Trapper afløses af trapper. Vores fodtrin giver genlyd i betonen. Endelig er vi fremme, et stort rødt skilt hænger ned fra loftet, Grunge Hall. På døren er der en lille gris i russisk uniform med et sort kryds henover. Vi træder ind i et mindre øvelokale med en hjemmelavet bar af europaller. På væggen hænger fire guitarer og en bas, og rummet er fyldt med puder og sofaer, men de bliver hurtigt fjernet, så kun det røde trommesæt står i rummet. De frivillige kommer hen til os, smiler og giver krammer. ”Det er fantastisk, at I kommer,” hører vi igen og igen. Nogle af de frivillige er selv unge musikere i alderen 25-35 år. De er i mobiliseringsalderen, men de vil gerne støtte koncerten og de udenlandske bands og de vælger at komme, selvom de frygter møde militærpolitiet og blive indkaldt.

”Undergrundsscenen handler om fællesskab og om at støtte hinanden. Det er en kultur. Vi kommer alle sammen her for at støtte hinanden og støtte de bands, der kommer. Vi øver her, vi møder nye venner her, og i dag får vi nye udenlandske venner. Det er fantastisk.”

Grunge Hall er et mindre rum, hvor scenen går ud i rummet, og der er ingen barriere mellem musikerne og tilskuerne. Musikken begynder med det lokale band Talking With Aliens. Mange unge med sort hår og masser af makeup kommer ind i rummet. Der bliver kysset, krammet, vugget i takt til musikken, headbanget og moshpittet. Der er ingen scene, så i stedet for at stagedive bliver unge kastet op i luften og grebet. De mange unge holder om hinanden og vugger i takt til musikken. Det er kærlighed og fællesskab, og hvad der falder i øjnene, er de mange unge. Der er næsten ingen over 25 år. Det er den nye, unge punk- og metalgeneration, der kommer i dag. Og sådan er det ofte til koncerter i dag. Enten kommer den unge eller den gamle generation.

Da G INC går på scenen, tænder salen helt af, og de dybe toner fra bassen og den rå trommen får alle unge og gamle til at gå i moshpit og hamre ind i hinanden Der står hele tiden nogen parat til at hjælpe dem, der er ved at falde, så det ikke sker. Crown the Beast går på som det sidste band, og nu går det helt amok, der headbanges og en tung røg fylder lokalet, og da en lokal grungefan bliver inviteret op på scenen og synge et nummer med Crown bliver rummet helt proppet og der råbes højt af glæde.

”Det er det mest fantastiske og intense band, jeg har oplevet,” kommer en fra publikum hen og siger til mig. ”Det her band er fantastisk. Det betyder så meget for os, at I kommer.”

Crown the Beast har indtaget Grunge Hall. De tunge drøn fra stortrommer kalder med lokkende toner, og et par muskuløse, store ukrainske mænd stormer ind i rummet. De stopper op og kigger inde i den tumlende mængde og løber så ind og lader sig bumpe rundt med de andre, og hele tiden står nogen parat til at gribe dem, der falder. Hello Pity afslutter koncerten i Chernivtsi, og deres lyd tiltrækker punkerne. Den unge generation, men også de gamle punkere, der lyttede til Ramones og The Clash. En koparret mand med en vodkaflaske, en gammel trommeslager med stok, en 60-årig to meter høj og meget bred kæmpe med store ar og en autist i fyrrerne, der kan navne på alle punk- og metalbands. De forsøger alle på ukrainsk at forklare os, at de er enormt glade for, at vi kommer. Vi drikker vodka, og der bliver delt kram ud til alle. Klokken nærmer sig 23.00. og vi er nødt til at gå, for den militære undtagelsestilstand træder i kraft 00.00.

”Det var fantastisk, I kom, bliver der sagt igen og igen. Kom snart tilbage.” Vi er alle glade, men også triste. Det er fantastisk at kunne give så meget ud af så lidt, og samtidig er det trist, for baggrunden er så dunkel. Lydteknikeren kommer hen vil os. Det er en ung mand på 28 år. Hans øjne bliver blanke, og vi giver hinanden et kram. Mange af de unge mænd vil ikke ind i militæret, men de forsøger at støtte med penge. De arbejder og donerer penge, og de arrangerer ulønnede koncerter og støtter militæret og Ukraine økonomisk.

For Anya og Kathy er situationen en anden: ”Vi er piger, for os er det anderledes, men når vi tænker på alle de unge mænd, der indkaldes... Krig er dårligt, folk dør. Vi synes, det er skrækkeligt...” Anya får tårer i øjnene og stopper op. ”Undskyld,” siger hun igen og igen. Vi står lidt og holder om hinanden. Vi får kram af musikere og fans, der tages fotografier og gives autografer. Det er kulturudveksling. Det er en måde at vise verden, at vi er alle lige på tværs af grænser, på tværs af alder, på tværs af krig. Et humanistisk projekt, større end os alle. Det giver håb.

Fortsættelse følger i morgen.

LÆS OGSÅ: Rejseberetning: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 2 af 9