Rejseberetning: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 5 af 9

I Ukraine spiller musikken stadig på trods af mere end to års krig. Den danske organisation Ukraine Rocks har arrangeret ture med ukrainske bands uden for landet og inviteret det danske metalband Crown the Beast og det tysk punkband Hello Pity til at turnere i det krigshærgerede land sammen og give koncerter med lokale bands. Vi er i gang med femte del af rejseberetningen fra en af arrangørerne. Læs de tidligere dele her.

Stemningen er mere trykket, da vi står af på togstationen i Kharkiv, Ukraines næststørste by. Alle er anspændte, og da en metaldør smækker i med et stort brag, kigger vi nervøst på hinanden. Vores telefoner bipper konstant med advarsler, når regionen Kharkiv angribes. Kharkiv er tæt på den russiske grænse, og regionen er under konstante angreb. Her kommer ingen bands og giver koncerter længere – heller ikke ukrainske. Byen Kharkiv ligner heldigvis ikke den krigszone, medierne beskriver. Der er mennesker i gaderne, og man ser ikke ødelagte bygninger. Spillestedets ejer Oleg kommer og henter os ved togstationen. Han er en yngre mand med langt, krøllet, rødt hår. Lidt beskidt hud og nervøse trækninger ved det venstre øje. Han bestiller nogle taxier, og vi kører til spillestedet Kazka-bar.

Baren blev åbnet for et år siden for at give folk noget positivt og et frirum i krigen med fokus på musik. Det var Olegs motivation for at åben et nyt spillested i krigstid: ”Jeg vil gerne give folk et sted at tage hen og lytte til musik. Her kan de møde ligesindede og slappe af. Jeg åbnede baren, fordi folk vil have det. Musikken er som terapi og hjælper i de hårde tider. Jeg forsøger give liv og glæde til folk. Vi rejser ikke væk, for vi elsker Kharkiv.”

Kazka betyder eventyr eller sagn. Det er der brug for. Indgangen til baren er bag et stort rødt metalgitter. På de brune beskidte døre, der leder en etage ned til undergrundsbaren, er der klistret posters med koncerter og bandstickers. Selve bygningen er en stor flot ejendom i Kharkiv centrum. Kharkivs musikscene og ungdomsliv er hårdt ramt af krigen. Mange fra Kharkiv har forladt landet eller er rejst til de vestlige regioner. Der har næsten ikke været udenlandske bands de sidste to år. Kharkiv plejede at være en af de største hardcore-scener i Ukraine, men efter krigen begyndte, har det ændret sig. Der er få bands tilbage og kun ét spillested med undergrundsmusik. Spillestedet er under jorden, og koncerter kan fortsætte, selvom byen angribes, og sirenerne går i gang. Der er et mindre sted med betongulv og lyserøde vægge. Et træpanel går fra gulvet og en halv meter op. Baren er sat sammen af træplanker.

Scenen går ud i et med gulvet. Oleg henter pizza og fylder køleskabet op med øl og vand. Han er vant til at have bands, og han gør et fantastisk stykke arbejde. Selvom situationen er unormal, får han det til at virke som en helt almindelig koncertaften. Lamperne blinker et øjeblik, da nødgeneratoren tager over. Der er strømafbrydelse, konstaterer Oleg, og koncerten bliver afholdt på stedets nødgeneratorer. Der bliver langsomt fyldt op, men da Hello Pity går på klokken 19.30, er stedet tæt på udsolgt. Igen er det den unge nye generation af punk- og metalfolk, der dominerer. Unge piger og drenge i sort tøj med sort hår og masser af makeup. De danser punk, som var det deres sidste fest.

Efter koncerten med Hello Pity kommer de unge hen og snakker. De vil høre om os, vores musik, og hvorfor vi kommer. De vil gerne have autografer, men er for unge og generte til at spørge. Jeg stikker Colin en tusch, og han giver autografer på T-shirts, arme og hals. Pigerne hviner og skriger, og pludselig er vi omringet af autografjægere. En af gæsterne kommer hen og fortæller, at han er uddannet klassisk musiker, men er begyndt at spille punk. Han har i punkmusikken fundet en frihed, han ikke finder i den klassiske musik. Crown the Beat går på, og de trommende dybe slag runger gennem lokalet, og med ét støder alle kroppe samtidig fremad i tunge ryk. Jasons stemme drøner ud gennem lokalet og op ad trapperne ud gennem de halvtomme gader i Kharkiv by. Efter koncerten bliver der taget gruppefotografier, og vi snakker og drikker med de unge. En ung musiker henvender sig på engelsk. Han er for ung til at blive indkaldt. Han ønsker at synge om fred og at krigen skal ende. ”Krig bringer kun ofre. Der burde være fokus på fred. Jeg burde synge om fred, for måske er der tusinder, titusinder eller hundredtusinder ligesom jeg, der ønsker fred, men ikke tør sige det.”

Snakker man om fred i Ukraine, bliver man opfattet som modstander af regimet i Kyiv og allieret med russerne. Det kan føre til, at man bliver overfaldet, fængsles eller i værste fald sendes til fronten. Derfor er der ingen, der tør snakke om fred. Familier bryder sammen, og folk begynder at græde midt i en samtale. Samfundet er spændt til bristepunktet mange steder. Det meste ser normalt ud, men sindet er skrøbeligt.

Kashka-bar lukker, og vi tager med Oleg i taxi hen til de værelser i udkanten af byen, han har lejet til os. Der er lavet hjemmelavet suppe og ris med svampe. Der er også købt øl, vodka og juice til os. Cocktail-party, siger Oleg med et smil og begynder blande drinks. Pludselig lyder to store brag. Maxime løber ud ”Merde…!” råber han. Der kommer heldigvis ikke flere brag, og cocktailfesten fortsætter. Om natten lyder der flere brag, og to kilometer væk bliver en bygning ramt. Den næste morgen hentes vi af busser fra nødhjælpsorganisationen Angels of Salvation, som Ukraine Rocks & Ukraine Rejser samarbejder med. Vi giver Oleg knus, og vi lover ham at komme tilbage. Med lidt forsinkelse sidder vi alle i de to busser og sætter kursen mod Dnipro et par hundrede kilometer sydpå.

Fortsættelse følger i morgen.

LÆS OGSÅ: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 4 af 9