Vi ser nærmere på fænomenet, der rundede et halvskarpt hjørne denne uge
Mandag den 23. september fyldte det amerikanske rockikon Bruce Springsteen 75 år, og som scenekunstner har han aldrig været mere populær i Europa, end han er nu. Folk fra alle samfundslag strømmer til hans maratonkoncerter; de mest dedikerede – og dem er der mange af – rejser med og følger hans turnéer hen over kontinentet aften efter aften. I anledning af den halvrunde dag ser vi nærmere på fænomenet Springsteen og hans fortsat massive folkelige appel.
Det gik næppe nogen læseres næse forbi, at Bruce Springsteen og hans legendariske E Street Band gav koncert på Dyrskuepladsen i Odense den 9. juli i sommer. Begivenheden blev dækket bredt, forventningerne var skruet godt op, og ikke uden grund: Det var trods alt den største koncert på fynsk grund nogensinde. Hertil kommer, at byens letbane kunne notere sig for sit største antal passagerer på en enkelt dag, ligesom flere lokale værtshuse kunne melde om rekordomsætning og så videre. Kort sagt: Bruce væltede byen. Men hvordan kan en aldrende mand med stive ben og stækket stemmekraft stadig samle så mange mennesker aften efter aften verden over? Og hvad er det egentlig, der driver ham?
Svaret er overraskende simpelt: For Springsteen er rockmusikken ikke bare en musikalsk genre eller livsstil, men et eksistentielt anliggende, der gælder liv og død. Det kan lyde dramatisk, men må forstås på baggrund af hans ulykkelige opvækst i en lille forstadsby i New Jersey og det anstrengte forhold til faderen, der ikke bifaldt sønnens musikalske ambitioner. Springsteen var en ensom og fremmedgjort teenager i hjembyen, og rock’n’roll blev hans flugtvej og forløsning: “Once I found the guitar, I had the key to the highway”. Springsteens historie er for så vidt en ærkeamerikansk fortælling om den enkeltes ret til at skabe sit eget liv, og forestillingen om det forjættede land, hvor alt er muligt: “Mister, I ain’t a boy, no, I’m a man / and I believe in a promised land.”
Nu er faderopgør og forløsning ganske vist ikke ukendte temaer inden for rock’n’roll, men ingen har med samme konsekvens som Springsteen både besunget rockens løfte om forløsning – og samtidig indfriet det. Springsteens koncerter er således at forstå som masseritualer, hvor publikum kan opnå katarsis (renselse) ved at deltage i og så at sige symbolsk gennemleve sangerens personlige lidelseshistorie og mytologi om rockens forløsende kraft: “Well, we busted out of class / We had to get away from the fools / We learned more from a three-minute record, baby, than we ever did learn in school”.
Springsteen-mytologien er nok rodfæstet i en specifik amerikansk geografi, men den har for længst vist sig at være almengyldig nok til at have universel appel, hvilket man for eksempel så ved den historiske koncert bag jerntæppet i Østberlin i 1988, hvor op imod 150.000 østtyskere deltog og kunne synge med på “Born in the U.S.A.”
Springsteens koncerter er imidlertid ikke kun sorgløs stadionrock, men rummer også altid adskillige sange af alvorlig, socialrealistisk karakter. Bruce er selv rundet af den amerikanske arbejderklasse, og dens vilkår har altid ligget hans hjerte nær som sangskriver. Dette hænger igen sammen med den amerikanske drøm om, at alle har ret til at skabe deres eget liv. Sådan foregår det som bekendt bare ikke altid i virkeligheden, men håbet om en bedre fremtid lever hos Springsteen: “Still at the end of every hard earned day / People find some reason to believe”.
Det er et fast ritual ved koncerterne, at den sympatiske superstjerne træder ned fra scenen for at være i øjenhøjde med sit publikum, give hånd til de forreste og tage imod sangønsker. Tilsvarende er scenografien også mere enkel end ved andre koncerter i den liga, ligesom showet er helt fri for teatralsk staffage. I tråd med Springsteens arbejderhelt-image er han som regel klædt i jeans og cowboystøvler: Rockmusikerens arbejdstøj. Han sveder igennem og giver alt, hvad han har til sine maratonkoncerter, der altid varer mindst tre timer.
Når man tager mandens fremskredne alder i betragtning, er der virkelig tale om kraftpræstationer, og det kan selvfølgelig ikke vare ved for evigt, men så sent som i august afviste han hårdnakket alle rygter om pension. Det ville da også være i strid med den ed, han svor i sangen “No Surrender” tilbage i 1984: “ Well, we made a promise we swore we’d always remember / No retreat, baby, no surrender”. Et løfte han med ukuelig overbevisning har holdt lige siden.
LÆS OGSÅ: SPRINGSTEEN I ODENSE: Fuld udblæsning fra en sveddryppende legende
