Nyhed

P6 Beat Rocker Koncerthuset afslører tre nye navne

Flere navne meldes klar til det udsolgte arrangement

P6 Beat Rocker Koncerthuset, der løber af stablen den 5. december, måtte melde udsolgt efter blot ni timer. Der er løbende blevet offentliggjort navne på de optrædende, og nu er tre nye navne blevet afsløret. Der er tale om Velvet Volume, De Underjordiske og Myrkur.

Det unge band Velvet Volume (billedet) består af tvillingerne Noa Lachmi og Naomi Lachmi på henholdsvis guitar og vokal, bas og vokal samt deres lillesøster Nataja Lachmi på trommer. Velvet Volume, der spiller punket rock, begyndte at spille sammen i 2013, og i august 2015 udgav de selv deres to første officielle singler, "I Think I Need You" og "Runnin' Wild".

De Underjordiske spiller dansksproget syre-rock. Bandet har spillet sammen siden 2012 og udgav i marts 2014 deres første officielle single "Trold" på det københavnske undergrundslabel Get Your Ass To Mars. Deres musik gav genlyd på den danske rockscene og blev hjulpet på vej af Spids Nøgenhats succes. Bandet er aktuelle med deres debutalbum "Ind I Flammerne".


Myrkur er en dansk kvindelig black metal-sangerinde og -guitarist. Myrkur, som går under det borgerlige navn Amalie Bruun, har været at finde på den danske indiescene i mange år, men sprang sidste år ud som black metal-guitarist, vokalist og bassist i sit eget one woman-band. Hun spillede på årets Roskilde Festival og udgav sit debutalbum "M" i august.

P6 Beat har tidligere offentliggjort, at blandt andet The Raveonettes spiller til P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Lyt til musik fra de tre netop offentliggjorte navne her:



ANNONCE