"The Minds Of 99 er fucking syge," lød det fra Ukendt Kunstner, der i går aftes løb med P3 Prisen
Det blev Ukendt Kunstner, der løb af med æren, en guldstøbt statuette og 100.000 kroner, da P3 Prisen blev uddelt i går aftes. Vi fangede de euforiske vindere, da det sidste konfetti havde lagt sig på scenegulvet og efterfesten dundrede i foyeren.
Turde I håbe på sejren?
– Nej, vi har bandet og svovlet over The Minds Of 99. "Sygt nok, at de vinder, men det er også okay, for de er fucking syge". Vi var stensikre på, at de ville løbe med sejren.
Hvordan føles det at få den samme pris, som MØ fik sidste år, og at den bliver overrakt af hende?
– Nu skal vi jo ud og lave et verdenshit med Diplo. Jeg ved ikke, om folk hører dansk musik så mange andre steder i verden (højlydt latter). Det var rart og trygt, at det var MØ, der gav os prisen. Hun er sej, og det var rigtig sjovt.
Nu har I vundet P3 Talentet sidste år og P3 Prisen i år. Hvad er den næste pris, I gerne vil vinde?
– Det er Nobels Fredspris, og det finder I ud i forbindelse med vores nyeste projekt. Hver ting til sin tid. Ej, ingen idé. Jeg tror lige, vi chiller lidt med den her pris. Vi sagde sidste år, at vi ikke behøvede at vinde flere priser, og vi kan slet ikke forestille os, hvad der sker med det her. Vi har fået meget medvind, og nu skal vi i studiet og bevise, at vi er det hele værd. Vi skal gengælde den tillid, vi har fået.
Tænker I bevidst over, hvem I vil ramme med jeres musik?
– Nej, jeg har det på en bestemt måde, og så arbejder jeg ud for det. Jeg tænker sjældent på målet, men rejsen i nummeret. Jeg skriver noget og lade det leve sit eget liv. Der er ikke rigtig nogen bagtanke. Jeg tager udgangspunkt i mig selv.
I sagde, at I ikke havde forventet at vinde. Er det sandt?
– Det er sandt. Hvis man ser på, hvad The Minds of 99 har bedrevet det sidste år, så er det nemmere at forstå, hvorfor vi troede, at vi ikke ville vinde. Der er en masse ting, der gør, at et band som The Minds Of 99 er mere akutelle lige nu. Vi har ikke været lige så meget on, som dem. Vi har hele tiden fortalt dem, at vi er utrolig stolte over at stå over for dem.
I spillede jo et helt nyt nummer. Kan man forvente noget nyt inden året er omme?
– Det lyder realistisk. Vi arbejder på højtryk, der kommer noget i år, og forvent jer noget fedt.
Hvordan skal det fejres?
– Det skal fejres med fis og ballade. Vi skal have det sjovt, hyggeligt og slappe af.
Se billederne fra showet og læs, hvordan det gik for sig i salen under P3 Guld her.