Sangerinden debuterer som nummer 1 med albummet Fiftyseven
Den albumaktuelle sangerinde Stine Bramsen, der kom frem med sit band Alphabeat, udgav i starten af oktober sit første album i fuld længde med titlen "Fiftyseven". Tidligere på året udgav hun også den selvbetitlede ep "Stine Bramsen".
Nu debuterer hun som nummer 1 på den danske albumhitliste med sit debutalbum og vælter dermed sin "Toppen af Poppen"-kollega Lars Lilholt, der i sidste uge ligeledes debuterede som nummer 1 på hitlisten med albummet "Amulet". Han er i denne uge røget ned som nummer 7 lige over Sebastian, der er aktuel med Greatest Hits-albummet "De Bedste Sange". Sebastian var ligesom Stine Bramsen og Lars Lilholt en del af den seneste sæson af "Toppen Af Poppen".
Bramsens album har fået positive anmeldelser og GAFFAs anmelder gav da også albummet fire stjerner.
Stine Bramsen spiller i november og december en række udsolgte akustiske koncerter i Århus og København, men hun tager på Danmarksturné i januar og februar. Billetter kan købes via GAFFA Live.
Tracklisten toppes også i denne uge af Justin Bieber og "What Do You Mean?"
Se alle ugens danske hitlister her
Hør sangen "Woman" fra debutalbummet her: