x

GAFFA på Iceland Airwaves: Beach House et triumftog før Vega

GAFFA på Iceland Airwaves: Beach House et triumftog før Vega

 

Regnen siler nærmest konstant ned i disse dage her i Reykjavik, og der bliver joket om, at landet ikke hedder Island, men Regnland. For at komme i gear til fredagens omgang rock og rul stater dagen med et besøg i Reykjaviks udendørs svømmestadion, Laugardalur, hvor der både er mulighed for at svømme baner, tage dampbade, ligge i udendørs boblebade og tage en tur i vandrutchebanen. Stedet bliver næsten udelukkende brugt af lokale islændinge og er bestemt et godt alternativ til den mere fashionable Blå Lagune, som ligger ude omkring lufthavnen.
 
Herefter går turen hen til Paradis Bio, hvor Sigur Rós holder pressekonference og fortæller om et soundtrack, de har lavet til en ny BBC-dokumentarfilm med titlen "The Show of "Shows". Filmen dokumenterer historien omkring cirkus-, vaudeville- og burlesquescenen og består af en række gamle arkivoptagelser fra 1880'erne til 1970'erne, hvor man ser klip med akrobater, kanonkonger, klovne, cirkusdyr og letpåklædte kvinder. Filmen er uden tale, men optagelserne taler for sig selv og er effektivt forstærket med hjælp fra Sigur Ros' stemningsmættede og smukke soundtrack. Dokumentaren er klart interessant og rørende, og man kan se traileren her
 
Første koncert er med islandske FURA, som er aliaset for sangerinden Björt Sigfinnsdóttir, der netop har udgivet sit debutalbum. Stilen er lækker, melodisk og dansabel electro-pop med en kraftfuld vokal og smækkende trommer, beats og guitar. Live har hun fået hjælp af den ene halvdel af den danske duo Nordstrøm, Troels Holdt, der lægger en potent guitar ud over det hele, mens den ligeledes danske trommeslager Emil Vissing, som blandt andet spiller med i Anti Social Media, giver den masser af gas på trommerne. Man kommer straks i festhumør under koncerten, og det gør man i særdeleshed også senere på aftenen, da det islandske fest-ensemble FM Belfast endnu engang er klar til at fyre den af på festivalen.
 
Som rutineret Airwaves-gænger kan jeg faktisk ikke huske et år, hvor jeg ikke har hoppet rundt og skrålet igennem med festaberne til en af deres jubelkoncerter. Det samme sker naturligvis i år, hvor det mildest talt opstemte og udadvendte band får salen til at eksplodere i en regn af konfetti, crowdsurfing og generel vandvidsstemning under hele koncerten.
 
En lidt skævere form for vanvidsstemning hersker også til Ariel Pinks sene nattekoncert i Harpa. Ariel Pink er efterhånden blevet et stort navn med et meget dedikeret publikum. Det til trods for, at musikken er ganske krævende og stikker i alle mulige og umulige retninger, gerne i samme sang. De skizofrene sange bliver blæst godt ud over scenekanten fra det syv mand store band, der ligesom frontfiguren ligner noget fra et lummert freakshow i deres høje hæle, make-up, g-streng, stramme T-shirts og andet godt. Men musikken holder, når man lige har levet sig ind i det, og trods en del lydproblemer ender koncerten med at være et af festivalens højdepunkter. Ariel Pink giver koncert på VoxHall i Aarhus 12. november.
 
Undervandskoncert og heroin-hymner
Lørdagen starter med festivalens fedeste oplevelse: En undervandskoncert i Reykjaviks ældste badehus! Svømmehallen er en ægte arkitektonisk perle bygget i 1937 i art deco-stil. Inde i selve poolområdet står den elektroniske duo Tonik Ensemble og spiller minimalistiske, ambiente toner tilsat en meget særpræget og lys vokal, der minder lidt om hvalsang. Imens svømmer vi rundt i vandet, og lægger man hovedet bagover ned i vandet, bliver musikken forstærket af de højtalere, som er sat under vandet. Akustikken er ganske fantastisk inde i svømmehallen, og det er en helt magisk oplevelse at se og lytte på livemusik, mens man driver rundt i det bløde, varme vand. Efter koncerten kan man tage ud på den udendørs altan og sidde i det 42 grader varme hot-tub, mens isregnen pisker ned, og der er udsigt til Reykjaviks rå og forrevne geografi. Fantastisk koncept. 
 
Næste stop er i Reykjavik Art Museum, hvor den islandske sangerinde Lára Rúnars er klar til at spille sin syvende Airwaves-koncert i år. Hun udgav sit første album i 2003 og er inspireret af stærke kvindelige profiler som PJ Harvey, Björk, Nina Persson og Bat For Lashes. Hendes nye album er sunget på islandsk, og de sarte og indfølte sange minder lidt om Tina Dickows, som også er bosat heroppe på Island. En stor strygersektion sørger for at brede melodierne helt ud, mens trommer og bas lægger en god bund. En snigende kedsomhed ligger dog og lurer under overfladen, og folk siger langsomt videre ud i natten. 
 
Selv bevæger jeg mig op i den helt anden ende af byen for at opleve canadiske Weaves, som med kun en enkelt ep og et år som band er helt friske fra fad. Det kan man dog ikke mærke, når man ser dem på scenen, hvor de på et splitsekund får den tætpakkede sal op i det røde hjørne. Især forsanger Jasmyn Burke imponerer med en kraftfuld og vild soul-vokal, der passer godt til de skæve og uforudsigelige sange, som blander indie, pop, støj, punk og soul på sin helt egen måde.
 
Lørdagens ubestridte hovednavn er amerikanske Beach House (billedet). Køen op til koncerten i Harpa starter allerede ved indgangen og snor sig igennem det meste af det store koncerthus helt op ad rulletrapperne og den store sal på første etage. Jeg kommer tyve minutter inden koncerten og får med lidt flid, fedt og snyd presset mig op til koncertsalen. Men så stopper festen også, for der kan umuligt presses flere folk derind, og jeg står i stedet og lytter til musikken uden for salen.
 
Et par numre inde i koncerten bliver der dog en åbning og det lykkes at komme ind i salen og se koncerten. Og hvilken fryd! De uendeligt smukke dream-popnumre bliver leveret lige præcis så skødesløse og alligevel tight, som de skal, mens forsanger Victoria Legrand viser sig at være en underholdende performer, der, mens monitoren ryger, fortæller jokes og feministiske paroler, mens hun takker festivalen for, at hun og hendes vagina er blevet inviteret til festivalen.
 
Bob Dylan fortalte engang, at albummet "Blonde on Blonde" skulle lyde som "That thin wild mercury sound". Og med lidt samme ord kan man også beskrive Beach House, der med sine slæbende, skærende, sukkende og drømmende hymner er både sugende og dragende fyldt med frie fortolkninger. Koncerten er et rent triumftog, og armene kan ikke komme ned igen hos det jublende publikum. Særdeles lovende inden den udsolgte koncert i Store Vega fredag den 13. november.
 
Det er svært at mande sig op til endnu en koncert efter denne seance. Men lidt senere i nabosalen er islandske GusGus klar til at trykke på festknappen. Bandet kan i år fejre 20-års jubilæum og har med ni album i bagagen været særdeles produktive. Live kan de i den grad deres kram, og de elektroniske rytmer med masser af funky bad-ass-bas bliver pumpet ud, mens et raffineret og overdådigt lysshow næsten stjæler opmærksomheden. Uden tvivl et af Islands bedste livenavne.
 
Klokken er mange nu, og lørdag nat forsvinder herefter med en god omgang pubcrawl på nogle af Reykjaviks tætpakkede barer med den legandariske Kaffibarinn som sidste stop på dødsruten, inden det er tid for den festivalbrugte krop at kravle hjem i seng. En varm anbefaling skal lyde til Iceland Airwaves.
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA