Nyhed

Rasmus Seebach sang for sang: Sluk mobilen og drop det falske smil

Verden Ka' Vente er landet, og her guider hovedpersonen dig gennem udspillet

Rasmus Seebach er aktuel med sit fjerde album, "Verden Ka' Vente", som netop er udkommet. I den anledning har han lavet denne guide til GAFFA, hvor han fortæller om hele albummet sang for sang. 

Uanset: – Dejligt at folk har taget så godt imod den, man kan aldrig vide. Den opstod fordi, der er lidt af en bytosse i mig, jeg har altid godt kunnet lide at fyre den af. Og når man er derude, så vrimler det jo med kvinder. Så denne her er til min kæreste for at sige, at det er hende, jeg vil have, og at der ikke er nogen grund til at være usikker på mig. Der er mange fristelser i livet, men det er også et spørgsmål om, at når du siger ja til noget, så siger du nej til noget andet. Det er dejligt at tosse rundt i byen, men på et eller andet tidspunkt er man nødt til at tage et valg. Hende her er helt specielt, det skal jeg holde fast ved. Jeg var helt klar på at tage det valg. Det giver en anden dybde, en indgang til et helt andet sted.

Verden Ka' Vente: – Den opstod, fordi både min kæreste og jeg havde haft det vildt travlt i en periode, og pludselig glemte vi at være to sammen, mobilen var hele tiden tændt, og en dag blev det nok. Vi skulle være sammen, bare os to. Bagefter syntes jeg, at titlen passede godt på, hvad jeg gerne vil udtrykke. Der er noget potentielt tragisk over at bruge alle sine kræfter på at være i konstant kontakt med alle.


Livet Går: – Svær at sætte ord på, men handler grundliggende om, at livet går op og ned. Jeg synes, det har været på den hårde måde for mig. Det rusker i en og får verden til at se helt anderledes ud på et splitsekund. På den anden side skal man give sig tid til at nyde det fuldt ud, når man han har det fantastisk. Det er en hyldest til den indre fighter, vi alle har i os. Jeg beundrer dem, der kæmper sig ud af den dybeste kulkælder og lige pludselig kan smile og en dag grine igen.

Farlig: – Det er noget funky, groovy shit, hvis jeg skal være helt ærlig. Så er der blevet lukket op for, at de her club-dansable sange ikke kun behøver at være 128 bpm, men at der er plads til noget mere varme og groovy, og det ikke bare behøver at tonse derudad. Sangen handler også om at modstå fristelserne i nattelivet og går godt i tråd med Uanset.

Okay: – Den handler, en anelse humoristisk, om at vågne op på en rigtig dårlig dag. Det hjælper mig at grine lidt af det. Den er en af de sange, der refererer meget til tidsånden. Der er pres på. Forestillinger, det falske smil. Drop det, det er okay, man behøver ikke altid at være på toppen.


F*** Jeg Er Forelsket: – Som vi snakkede om før, man kan godt lulle sig i søvn i den daglige fest. Men det kan gøre, at man får sværere og sværere ved at komme tilbage til kærligheden, man kan gemme sig fra den i den verden. Festen var fed, men pludselig var hun der bare. Og så var det bare om at slå til. Den handler 100 procent om mig selv. Jeg blev forelsket. Jeg havde brug for, at hun dukkede op.

For Sidste Gang: – Det er en gammel sang, der pludselig fandt sin plads. Der er lidt lyd af gamle dage, en organisk 60'er-vibe. Måske hænger det sammen med, at jeg har fået flygel herhjemme. Jeg sad og spillede den igen en dag, syntes den lød gammeldags og fandt ud at, at det var præcis den vej, vi skulle gå med den sang.

Stod Det Skrevet: – Her har jeg hentet rigtig meget inspiration fra en af min fars gamle, I'm In Love. Også en kærlighedssang, der taler om, hvad der er det vigtigste i livet. Måske er den dybere mening med livet bare, at man elsker sin kæreste og nyder livet sammen.


Flyv Fugl: – Den tager det langt tilbage til visetraditionen. Den har det, hvor du repeterer nogle linjer og vender tilbage til et kort omkvæd igen og igen. Jeg har altid elsket den genre, og det er både dejligt og nyt at gå den vej. Så fik vi svenske Janson og Janson med på strygere, som er nogle af de helt tunge drenge, der er med på Toxic med Britney Spears. De endte med at være på alle sange. Det har været som en gammel drøm.

Er De Gode Gamle Dage Lige Nu

– Jeg elsker den tanke at minde sig selv om, at måske er det lige nu, at vi går igennem det, vi vil tænke tilbage på som de gode gamle dage. Nogle gange tænker man tilbage på, hvad der var engang, i stedet for at sige "hey", det er lige nu, det sker, det er nu, vi har det for fedt, lad og nyde det." Det er en god måde at sige det på, synes jeg. Så kender jeg selv det at jagte den lykkelige dag, i stedet for bare at være i nuet og nyde det.


Du kan også læse et længere interview med Seebach i GAFFAs artikelsektion, hvor han taler om at lægge mobilerne væk og leve i nuet, om inspiration fra visegenren, om fremtids- og børneplaner, og så har vi stillet ham en lang række skarpe spørgsmål om blandt andet de kvaliteter, han vægter højst hos både mænd og kvinder. Læs interviewet her. 

 

ANNONCE