Nyhed

15 forunderlige facts om Madonna

Den kontroversielle sangerinde har provokeret den katolske kirke, udgivet en sexbog og været vegetar det meste af sit liv

Madonna er aktuel i Jyske Bank Boxen i Herning i aften, og i den forbindelse har vi samlet 15 forunderlige facts om den farverige sangerinde.

1. Madonna har en usædvanlig høj IQ på 140 og høstede udelukkende topkarakterer i skolen under sin opvækst i Detroit. Hun beskrev sig selv som "en ensom pige, som altid søgte efter noget. Jeg var ikke rebelsk på nogen måde. Jeg gik op i at være god til noget. Jeg barberede ikke mine armhuler, og jeg gik ikke med sminke som almindelige piger. Men jeg studerede og jeg fik gode karakterer. Jeg ville skabe et navn for mig selv"

2. Hun droppede ud af college og flyttede til New York i 1977 med kun 250 kroner på lommen – ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes er hun i dag god for 3,5 milliarder kroner.


3. I 1980 blev hun en del af besætningen i poppunk-orkestret Breakfast Club. Først som trommeslager og senere som forsanger. Det varede ikke længe, før hun gik solo. Hun toppede dansehitlisterne med nummeret "Everybody" i 1982. Året efter udgav hun sit selvbetitlede debutalbum. 

4. I 1984 fik hun sit internationale gennembrudshit med "Like A Virgin", der blev hendes første single på Billboards førsteplads. Året forinden udtalte hun i et interview til Dick Clark, at hendes hovedambition var at "regere verden".

5. Hun mødte skuespilleren Sean Penn under optagelserne til musikvideoen for "Material Girl", og parret blev gift på hendes 27 års fødselsdag i 1985 – de blev skilt to år senere og årsagen var, ifølge Madonna, at hendes besættelse af sin karriere gjorde det umuligt for hende at være generøs på nogen måde. 


6. Madonna har udtalt, at hendes mor (der døde, da Madonna var fem) var en religiøs fanatiker, og den katoliske ikonografi har spillet en central rolle i hendes mere kontroversielle værker. Vatikanet fordømte musikvideoen til "Like a Prayer", der indeholdt brændende kors, blodgrædende statuer og forførelsen af en sort Jesus. I 2006 inviterede hun Paven til sin koncert i Rom under "Confessions Tour". Her kunne man se Madonna blive korsfæstet. En talsmand for Vatikanet havde følgende svar på tiltale: "Denne koncert er en blasfemisk udfordring for tro og en vanhelligelse af kortet. Hun burde bandlyses. At korsfæste sig i løbet af en koncert i en by af paver og martyrer er en åbenlyst fjendtlig handling."

7. Madonna har, trods sin verdensomspændende stjernestatus, ikke en stjerne på Hollywood Walk of Fame. I 1990 blev hun tilbudt en stjerne, men afviste tilbuddet. 

8. I 1992 grundlagde hun sin egen underholdningsvirksomhed, Maverick, der også inkluderede hendes eget pladeselskab, Maverick Records. Den første udgivelse var den kontroversielle bog, "Sex", der indeholdt pornografiske fotografier. Hun har desuden udgivet adskillige børnebøger.


9. I 1997 fik hun rollen Eva Perón i filmen Evita, hvilket indbragte hende en Golden Globe Award for bedste skuespillerinde. Det skete for øjnene af verdenskendte skuespillere som Glenn Close og Barbara Streisand. I filmen skifter hun kostume ikke mindre end 85 gange og slog dermed verdensrekorden i flest kostumeskift i film.

10. I 1998 udgav hun albummet "Ray of Light", der indbragte hende fire priser ved Grammy Awards. I årene, der ledte op til udgivelsen, havde hun født datteren, Lourdes Maria Ciccone Leon og fundet sit kald i kabbalismen: "Denne plade, mere end nogen af de andre plader, dækker alle områder af mit liv. Jeg var for nyligt blevet en del af Kabbalah og festede ikke længere – men jeg havde lige fået en datter, så min ånd var fuldendt, og jeg var virkelig tænksom, retrospektiv og tiltrukket af de mere mystiske sider af livet"

11. Hendes album "Music" fra 2000 ramte en førsteplads på den amerikanske albumhitliste – en bedrift, hun ikke havde oplevet siden udgivelsen af "Like A Prayer" fra 1989. 


12. Hun snavede Brtiney Spears i gulvet under sin optræden ved MTV Video Music Awards i 2003. En begivenhed, der ramte forsider verden over. 

13. Singlen "Hung Up" fra Madonnas tiende studiealbum, "Confessions On A Dancefloor" fra 2005 slog alle rekorder ved at stryge ind på førstepladsen i 45 forskellige lande. 

14. Madonna har været vegetar, siden hun var 15 år gammel. 


15. Madonna er rekordholder, når det kommer til førstesingler på Billboard-hitlisten. Hun har i alt haft 157 topsingler på de forskellige Billboard-hitlister, hvilket inkluderer 12 singler på førstepladsen af Billboard Hot 100 og 46 på Hot Dance Club Songs. 

ANNONCE