I anledning af selvbiografien Mit Liv, Mine Regler svarer Niels Roos på spørgsmål fra GAFFAs læsere
Rapperen Niarn er aktuel med den åbenhjertige selvbiografi "Mit Liv, Mine Regler", hvor han blandt andet fortæller om at lægge karrieren under navnet Niarn på hylden efter at være blevet clean og ædru oven på et livstruende misbrug. I anledning af bogen svarer han på spørgsmål fra GAFFAs læsere.
Jonathan (via Facebook) Arbejder du på ny musik, eller er det et afsluttet kapitel?
– Ja, jeg arbejder på ny musik, men om det er noget, jeg vil udgive på et tidspunkt, det ved jeg ikke. Det må tiden vise.
Jonathan (via Facebook) Hvad betyder navnet "Niarn" for dig nu?
– Navnet Niarn blev givet til mig af nogle gode venner, længe før resten af Danmark anede, hvem jeg var, så selve navnet vil jeg altid holde af. Man er meget velkommen til fortsat at tiltale mig Niarn, hvis man har lyst. Det er livet som rapperen Niarn, jeg har lagt bag mig, navnet er jo bare et navn. Niels, Niarn, Niller, Nulle, idiot, røvhul, it's all good.
Kim (via GAFFA.dk) Hvad har været højdepunktet i din karriere?
– Jeg synes, det er svært at nævne ét enkelt højdepunkt som det største. Jeg tror egentligt, mit personlige højdepunkt var den dag, jeg kunne kvitte mit job og leve af musikken. Jeg var ligeglad med at blive rig, jeg ville bare gerne sove længe og gøre hvad der passede mig. Mit liv, mine regler.
Michael (via GAFFA.dk) Jeg talte med dig sidste år, hvor du sagde, du helst ikke går til koncerter, nu hvor du er blevet ædru, men at du vildt gerne ville se Slipknot i Forum. Fik du dem set?
– Nej, desværre. Og jeg fik heller ikke set dem til Copenhell. Jeg tager måske til Esbjerg og ser dem.
Martin (via Facebook) Hvilket af dine ældre numre er din favorit i dag?
– Svært at nævne et enkelt, men det må være enten Dø Til Det Her, Kommer Aldrig Igen eller Når Filmen Knækker.
Jesper (via Facebook) Hvilke rappere har inspireret dig allermest?
– Redman, Fat Joe, 2Pac, Eminem, Xzibit, Jokeren, L.O.C. og Bai-D
Morten (via Facebook) Hvad er din yndlingsplade?
– Guns 'N Roses' Appetite For Destruction.
Jannik (via Facebook) Hvad skete der egentlig dengang, du blev skudt?
– Det kan du læse alt om i min nye bog, Mit Liv, Mine Regler, som du kan finde i din lokale boghandler til kun 249,95,- Indsæt selv tacky reklame-underlægningsmusik…
Jeppe (via Facebook) Hvilken plade vil man blive overrasket over at finde i din musiksamling?
– Soundtracket til Footloose.
Kristian (via Facebook) Har det været hårdt at skrive bogen?
– Jeg vil ikke sige, det har været hårdt. Det har været sjovt, krævende, sørgmodigt, åbenbarende og udfordrende.
Asker (via Facebook) Har du selv læst andre musikeres selvbiografier? Og hvis ja, hvilke er så de bedste?
– Ja, jeg har læst mange. Mine favoritter er nok dem af Slash og Ozzy og Anthony Kiedis' Scar Tissue. Og så er der jo altid The Dirt af Mötley Crüe.
Stemmegaflen (via GAFFA.dk) Kunne du finde på at medvirke i et tv-program igen?
– Jeg kunne godt finde på at lave noget fedt tv, som jeg kunne stå inde for, hvis muligheden bød sig, men jeg er færdig med at lave dårlige, letfordøjelige underholdningsprogrammer. Jeg har allerede sagt nej til et par stykker, siden jeg blev ædru.