Nyhed

Elton John til Danmark

Han er en hyppig koncertgæst i landet, og nu vender han atter tilbage – i naturskønne omgivelser

Elton John er en hyppig koncertgæst i Danmark, og nu vender han atter tilbage. Denne gang til et smukt sted, der ellers sjældent bliver brugt til koncerter, nemlig Mindeparken i Aarhus mandag den 4. juli. 

Med udsigt til Aarhus-bugten og omkranset af skovene omkring Marselisborg kommer Mindeparken til at udgøre en naturskøn ramme, når Sir Elton John lægger sin koncertturné forbi Smilets By, tidligere kendt som "Danish for Progress". Mindeparken, som ligger i gåafstand fra Aarhus centrum foran Marselisborg slot, vil med dette besøg for første gang i nyere tid danne rammer om et internationalt topnavn. Sidst, stedet blev brugt til koncert var i forbindelse med en gratis koncert med TV-2 og Thomas Helmig i Aarhus Festuge 2014.

Elton John behøver næppe den store præsentation, for igennem sine 45 år som udøvende kunstner har Elton John opbygget en imponerende karriere. Mere end en kvart milliard solgte album og utallige priser, inklusive seks Grammyer, taler for sig selv.


Gennem sin karriere har Elton John haft over 50 nummer 1-hits, er blevet indviet i Rock And Roll Hall Of Fame, blevet adlet og er kåret som den største mandlige artist i verden af det prestigefyldte Billboard Magazine. Hans version af "Candle in the Wind", som han fremførte ved Prinsesse Dianas begravelse i 1997 og kort efter udgav på single, er med sine 33 millioner solgte eksemplarer fortsat den mest solgte sang i historien.

5. februar udgiver Elton John sit 33. studiealbum "Wonderful Crazy Night", der blandt andet indeholder førstesinglen "Looking Up". Albummet er co-produceret af Elton og T-Bone Burnett og indspillet i The Village i Los Angeles. Albummet er som stort set hele Elton Johns øvrige bagkatalog skrevet af Elton John i samarbejde med tekstforfatteren Bernie Taupin. 

Elton John gav to koncerter i Danmark i sommeren 2015, først i Byparken i Vejle og siden på Plænen i Tivoli. Førstnævnte koncert fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev:


"Mod slutningen af koncerten antydede John et muligt snarligt karrierestop: "Jeg har været i gang i 47 år, og det varer ikke evigt. Jeg vil se mine små drenge vokse op", sagde han og takkede publikum for deres loyalitet. Der er bestemt også grund til at takke Elton John for hans fremragende sange, men koncerten i Vejle kommer ikke til at gå over i historiebøgerne. Dertil var lyden for ulden, selvom vi fik valuta for pengene med to timer og 20 minutters musik og i alt 24 sange fra den veloplagte hovedperson og hans tændte band, og masser af fællessang og -klap på ekstranummeret "Crocodile Rock"." Læs hele anmeldelsen her. 

Billetpriser: 760 kr + gebyr

Billetsalget starter mandag 14. december kl. 10.00 via livenation.dk og billetnet.dk

Se musikvideoen til Elton Johns aktuelle single "Looking Up":

ANNONCE