Nyhed

The Rock opfordrer til fredelige demonstrationer

Spillestedet har udsendt en pressemeddelelse omkring den kommende koncert med Sizzla

Det københavnske spillested The Rock har fået en del negativ omtale i forbindelse med koncerter med en række musikalske navne fra Jamaica.

I den forbindelse har spillestedet forfattet en pressemeddelelse, der opfordrer til, at eventuelle demonstrationer inden koncerten med Sizzla 12. juni forløber fredeligt.

Vi bringer her pressemeddelelsen uredigeret:


I forbindelse med den nyligt overståede Elephant Man-koncert og nært forestående Sizzla-koncert på The Rock har medier, interesseorganisationer og visse politikere udtrykt indignation over for The Rocks beslutning om at præsentere visse fundamentalistiske rastafarimusikere på vores scene.

Vi iagttager nøje straffelovens paragraf 266b ... og tillader derfor ikke, at der fremsættes nedsættende bemærkninger om eller opfordres til vold eller had mod grupper af personer på grund af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Derfor adviseres samtlige kunstnere om, at koncerten afbrydes med omgående virkning, såfremt grænsen overskrides. Der har IKKE været overtrædelser af denne lov på THE ROCK.

Sizzla er, i lighed med Elephant Man, Beenie Man og Buju Banton, udskældt for offentligt at have fremsat homofobiske holdninger. I 2005 måtte Sizzla således aflyse sin Europa-turné på grund af protester fra den engelske homoseksuelle pressionsgruppe Outrage!


Kunstnere som Sizzla og Beenie Man har netop indgået et forlig med Outrage!. Ganske kort kan forligets indhold koges ned til, at kunstnerne forpligter sig til at respektere ethvert individs ret til at leve uden frygt for had og vold som følge af deres religion, seksuelle orientering, genetiske ophav eller køn (– køn, som jo IKKE er omfattet af paragraf 266b), samt iagttage, at der i det musikalske samfund ikke er plads til racisme, vold, sexisme eller homofobi. Kunstnerne har ved underskrift forpligtet sig, ikke kun overfor homoseksuelle, men også overfor den samlede musikverden, til at afholde sig fra at ytre sig hadefuldt eller opfordre til vold. Med andre ord er det nu lykkedes Outrage at få kunstnere til at skrive under på et dokument, der kan blæses ud i pressen, som vi for et år siden fik dem til på THE ROCK. Vi vil samme vej – og ender der åbenbart – om end ad to forskellige stier.

Vi håber med denne pressemeddelse at undgå de værste tumulter omkring The Rock – og i samme åndedrag vil vi gerne opfordre til, at eventuelle demonstrationer bliver ikke-voldelige og kan afholdes i respektfuld fordragelighed.

Dette er IKKE en pressediskurs – det er er en kærlighedsdiskurs. The Rock mener stadig det er bedre at sætte blomster i geværerne, end at gå i krig med skarpladte våben."


ANNONCE