Bruce Springsteen & The E Street Band gav et potent cover af Bowie-klassikeren under deres koncert i Pittsburgh i går
Bruce Springsteen & The E Street Band gav en hyldest til deres ven David Bowie i går (lørdag den 16. januar) og spillede klassikeren "Rebel Rebel". Det skriver NME. Se videoen her forneden.
The Boss og band gav en potent udgave af hitsinglen fra Bowies album "Diamond Dogs" fra 1974 på åbningsaftenen af deres "The River Tour" i Pittsburgh. Springsteen spiller 24 koncerter i USA oven på udgivelsen af "The Ties That Bind: The River Collection"-bokssættet, der fejrer, at det er 36 år siden, at hans album "The River" blev udgivet i 1980.t
Springsteen introducerer sangen med en lille anekdote, hvori han takker Bowie for at støtte hans musik "helt tilbage i de tidligste dage." Springsteen fortæller, at The Thin White Duke ringede til ham, mens han arbejdede på "Young Americans" i 1975, og at Bowie endda havde spillet noget af Springsteens musik selv. "Vi tænker på ham," slutter han af.
"The Ties That Bind: The River Collection" modtog seks stjerner af GAFFAs musikanmelder Henrik Friis. Han skrev blandt andet: "Springsteen-fans bør ikke være i tvivl, når det gælder valuta for pengene. En flot indramning af en særlig tid. Og den bedste arkiv-udgivelse hidtil fra New Jerseys one and only…"
Se Bruce Springsteen & The E Street Band spille "Rebel Rebel" her: