Nephew- og De Eneste To-sangeren er draget ud på sin første soloturné for at teste endnu ufærdige sange
Se en fotoserie fra koncerten på Radar
Den snart 41-årige Simon Kvamm har tilføjet endnu et projekt til CV'et. Solo-projektet. Noget, der ifølge altmuligmanden selv har ligget og ulmet længe og noget, han må gøre. Både for sin egen og sine bands' skyld. På miniturnéen "Testing Testing" får en lille publikumsskare smagsprøver på Simon Kvamms nye, ufærdige materiale. Kvamm forsøger at vende rundt på kronologien, tester sangene, før han indspiller dem og modner dem sammen med publikum, i stedet for i et halvensomt studie.
Det summer af forventningsglæde i Radars små, intime lokaler. Det yderst begrænsede antal billetter til aftenens koncert, der i øvrigt blev revet væk på ganske få minutter, har resulteret i et dedikeret, modent publikum. De er ikke kommet for at huje og drikke sig snalrede, men for at høre, hvad entreprenøren har at byde på. En på én gang yderst taknemmelig og særdeles krævende forsamling. Megafans, venner og kollegaer – de kender alle til evnerne hos aftenens hovedperson.
Simon Kvamm går på scenen sammen med sine to musikere: Ham fra Aalborg, guitarist Felix Diarra, og Ham fra Silkeborg, perkussionist Jakob Meyland. De tre spillemænd inviterer de siddende tilhørende med indenfor i øvelokalet. Her er der plads til alle Kvamms facetter og talenter. Ikke kun sangeren og sangskriveren, men også historiefortælleren, debattøren, retorikeren og komikeren. Han vil lukke op for, hvem han er, hvor han kommer fra og ja, fortælle hans historie. Historien om drengen, der blev voksen.
I samspil med nye numre som "Idiot", "Vandmanden" og "Unik", egenfortolkninger af mastodonter som salmen "Se, nu stiger solen af havets skød" og Depeche Modes kæmpehit "Shake the Disease", komik og stærke holdninger indvier Simon Kvamm sit publikum i sin rejse mod voksenlivet. Et liv, som han først for ganske nyligt indså, at han befandt sig i. Efter eget citat i et nyligt tv-program er han på et mellemstadie i livet, hvor han skal finde fodfæste som voksen og realisere sig selv. Øjensynligt af netop den årsag oplever man derfor denne aften hele Simon Kvamm-pakken. Når man senere går derfra, er det med fornemmelsen af ikke bare at have været med i "øveren", men at være blevet inviteret med ind i privaten, hvis ikke endda på terapeut-briksen med Simon selv i begge roller.
Ind til benet
Uden at kommentere for meget på de endnu ikke færdige numre, der blev spillet på aftenen, er der skrabet ind til inderste kerne. Ikke kun, når det kommer til Simon selv, men også tekst- og lydbilleder er mere simple og dystre. De fører tankerne hen på den seriøse og eftertænksomme Simon Kvamm, der for alvor begyndte at dukke op på det snart ti år gamle Nephew-album "Interkom kom ind". Det er ingen hemmelighed, at Kvamm siden dengang, og specielt efter dannelsen af De Eneste To, har lagt de tomme emner mere og mere på hylden og i stedet sat meninger, ærlighed, personlighed og ikke mindst følelser i højsædet.
I soloprojektet tyder det på, at dette nu er mere vigtigt end nogensinde. Det pakkes endda ikke ind i alt for mange sproglige finurligheder og filosofisk højstemthed, men der gås i stedet direkte til historien. Heldigvis er Kvamm en fremragende historiefortæller, der både rører publikum gennem aftenens mange livsanekdoter og de fine melodier. Publikum får lov at ramme det meste af følelsesregisteret: fra akavede, selvironiske ungdomssituationer og triste erkendelser omkring ikke at lytte til sin mor til alvorlige kommentarer om flygtningedebatten og humoristiske imitationer fra hans tid i Drengene fra Angora, der giver de tilhørende mavekramper. Entreprenøren kommer ud i alle hjørner af repertoiret.
I takt med, at der muligvis bliver skruet ned for kompleksiteten i lyd- og tekstbillederne, sammenlignet med Kvamms andre musikfamilier, skrues der altså op for ærligheden og personligheden. Meget kan man sige om musikere og deres midtlivskriser, men som oftest kommer der noget godt ud af det. Det lader imidlertid også til at være tilfældet her. Simon Kvamms alvorlighed er ikke blevet mindre med årene, men det gør ikke noget. Og er man til den udvikling, der er sket i den musik, Kvamm har været involveret i de seneste ti år, kan det her projekt på mange måder ses som kulminationen. Ikke som i typen med fyldte, højstemte festivalpladser og tusindvis af radioafspilninger, som selvfølgelig også har sin fulde berettigelse, men af den slags, der rykker noget i en og får én til at tænke og mærke efter.
Simon Kvamm cementerer aftenens tema og afslutter koncerten med den modificerede Depeche Mode-strofe "I think you understand me". Det gør publikum, og Kvamm kan forlade scenen til stående klapsalver.
