x

Elgiganten køber 10 Fona-butikker – resten holder ophørsudsalg

Elgiganten køber 10 Fona-butikker – resten holder ophørsudsalg

Der er forholdsvis godt nyt for den kriseramte Fona-kæde. Norske Elkjøp Nordic har købt 10 Fona-butikker, der fremover bliver en del af Elgiganten. De resterende 46 butikker lukker dog den 21. maj og er nu gået i gang med at holde ophørsudsalg.

– De store salgsvolumener vil fortsat komme fra vores 29 Elgiganten-varehuse placeret uden for bycentrum og fra nethandelen. Vi har imidlertid god erfaring fra Norge og Sverige med butikker i bycentrum, og derfor er vi glade for denne aftale, siger Jaan Ivar Semlitsch, koncernchef i Elkjøp Nordic, i en pressemeddelelse, citeret af Finans.dk

Det er butikkerne på Strøget i København, Strøget i Aarhus, i Lyngby, på Frederiksberg, i Rødovre, på Fisketorvet i København, i Hørsholm, ved Nørreport, i Aalborg og på Østerbro i København, der fortsætter.

Det svarer til de otte butikker, der hele tiden har skullet fortsætte driften, samt butikken i Aarhus og ved Nørreport i København, skriver BT.

Alle ansatte i disse butikker vil få tilbud om videre ansættelse. I handlen indgår også Fonas navn, medarbejdere og varelager.

De resterende 46 butikker lukker den 21. maj, skriver Finans.dk, og de er allerede gået i gang med at sælge ud af deres varelager.

Fona blev grundlagt i 1926 og har altså 90 års jubilæum i år, men har i den senere tid været i dyb økonomisk krise grundet stagnerende salg og priskrig på elektronikvarer. Kæden indgik 1. februar i en rekonstruktion, der nu er endt med, at 46 butikker lukker, mens 10 får lov at overleve.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA