x

Strawberry Slaughterhouse er tilbage: Vi smadrede meget i 90'erne

Strawberry Slaughterhouse er tilbage: Vi smadrede meget i 90'erne

Det er ikke sikkert, at navnet Strawberry Slaughterhouse ringer en tydelig klokke hos dagens læsere, men i 90'erne var de en af Danmarks store rocksucceser. I kølvandet på navne som Green Day eksploderede de ud på scener i hele Danmark og også i udlandet med en catchy blanding af tegneseriepunk og hardrock. Nu bliver de så gendannet efter 17 års pause og spiller på High Voltage i København 22. april. GAFFA har i den anledning taget en snak med sanger og guitarist Karsten Johansen om, hvad vi kan forvente os af det.

– Vi synes selv, vi laver noget, ikke mange andre laver i dag. Vi spiller en god sang og holder fed fest. Når jeg ser mig om i nattelivet, så ser jeg en craving for den form for rockfest, som jeg synes, vi er med til at repræsentere. Det kan man også se med de rockklubber, der er skudt op i Danmark de sidste par år. Og ingen af os har kunnet gå i byen lige siden dengang uden at blive spurgt om, hvornår vi spillede igen. Hver eneste weekend. Der må være et sultent publikum derude.

Er det klassisk Strawberry, vi skal forvente, eller er der stilskifte her efter 17 år?

– Vi skriver nye sange, men spiller selvfølgelig også de gamle. Stilen er den samme, men måske lidt mindre dogme og lidt mere kant. Dengang var der ingen guitarsoloer eller lir, men nu må det gerne være der, hvis det gør en forskel. Vi holder fast i rockfesten, men er måske lidt mere klar over, hvad vi laver. Dengang var vores første plade meget dogme, og den næste savnede måske nogle dogmer. Nu prøver vi at ramme en balance med nogle rammer, men med plads til os selv.

Hvorfor stoppede I?

– Vi havde nogle vilde år dengang, med 70 koncerter om året bare i Danmark, og brugte enormt lang tid efter den første plade på at turnere den i hele verden. Vi generede en kæmpe omsætning, men gav stadig underskud, fordi vi altid smadrede et eller andet.

– Da vores anden plade kom, så var det efter Aqua. Indtil da havde vi levet fint af musikken, men så blev vi nødt til at få dagjobs og sådan. Det hele hang os ud ad halsen, så vi tog en pause, og så flyttede jeg til Australien. Vi skiltes som venner og helt uden hard feelings, vi trængte bare til at lave noget andet, og jeg havde lyst til at komme langt væk.

– Der spillede jeg barjobs i hundredevis. Jeg fik kæmpe rutine i at spille covers og lærte, at det vil jeg aldrig igen. Det var jeg åbenbart nødt til at lære på den måde.

Senere flyttede jeg til Los Angeles og hookede op med Henrik Niedermeier fra Strawberrys. Vi kom med i bandet Horrorpops og blev signet til Epitaph og turnerede USA med Offspring. De andre lavede tilsvarende ting, med bands, pladestudie og lignende.

Hvorfor starter I så op igen?

– Vi har hele tiden været bedste venner og hængt ud. Tit snakket om at "nu skal vi da prøve for sjov", og så går der igen et år, uden det sker. Jeg har altid haft mere brug for at tænke fremad, og det gik så godt med alle de andre ting. Så satte vi alligevel stikkene i en dag, og det lød instantly bare rigtigt. Vi smed for et sjov et Instagram op fra vores "øver", og straks blev vi tilbudt jobs. Inden for ti minutter. Det var ret overvældende, så stor interesse bare et billede skabte.

– Det satte os i tænkeboks, og så nu giver vi det et skud. Det bliver desværre uden den oprindelige bassist, men det er helt uden hard feelings eller noget. Han har ikke lyst, så lige nu har vi i stedet for Cecilie fra Taras på bas.

– Vi spillede et surprise job på High Voltage under andet navn, for at prøve igen uden pres og sådan. Og det gik rigtig godt og var bare sjovt. Igen oplevede vi en kæmpe kærlighed og interesse, som vi nok ikke troede var der, og det føltes bare rigtigt.

Er der noget, I ser anderledes ved scenen i dag, i forhold til dengang?

– I dag har vi alle de muligheder vi drømte om tidligere. Vi ville egentlig gerne have udgivet pladen selv dengang, men vi havde større ambitioner, end hvad der kunne lade sig gøre. Fordi branchen, i forhold til indspilning og distribution, var en helt anden.

– I dag er der et langt større krav til bandsne om at gøre det hele selv, så den gamle dionysiske tilgang til at fyre den max af, den kan man ikke mere. Bandet er nødt til at gøre så meget selv, at man er nødt til at have sit shit i orden. Til gengæld har man langt mere kontrol over sin karriere og kan gøre alting selv. Det er stadig Spotify, der måske tjener først, men man har som kunstner langt mere indflydelse på, hvordan man promoverer og distribuerer sit materiale. På den måde minder det mere om den oprindelige rock'n'roll-branche. Vi er ved at opfinde en ny music business.

– Jeg tror, at det mellemlag, som vi tilhørte dengang, det ville man ikke kunne leve af i dag.  

Hvad skal der så ske nu?

– Hvis det her bare er et par jobs og hvorefter det løber det ud i sandet, så er det fint. Men der er også folk, der viser interesse, og så lad os se. Vi er ved at skrive nyt materiale, men har givet håndslag på, at vi kun laver det her, så længe det er sjovt. Vi har alle sammen spillet hele tiden, så ingen af os er rustne, og ingen os er desperate. Så længe det er sjovt, så kører vi på. Det her er mine bedste venner, og så lyder det oven i købet bare godt. Når man møder det band her, så ved man instantly, at det er den ægte vare. Det er rock langt indefra.

Men altså, det praktiske og korte svar: Det ideelle ville være at få lavet den nye plade, og så tage festivalerne næste år.

Strawberry Slaughterhouse spiller High Voltage i København den 22. april. Køb billetter på Billetto.

Varm op med "Strawberries for Everyone":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA