Nyhed

Jay-Z arbejder på modsvar til Beyoncés album

Rapperen er angiveligt gået i studiet for at fortælle sin side af historien, efter Beyoncé satte ham til vægs på sin seneste udgivelse

Jay-Z skulle angiveligt være i gang med at indspille et nyt album, som modsvar til Beyoncés seneste udgivelse, "Lemonade". Det skriver NME.

Beyoncé overraskede - som altid, fristes man til at skrive - da hun for små to uger siden pludselig udgav sit nye album. Albummets tekstunivers synes at dreje sig meget om en utro ægtemand, og det satte da også straks gang i rygtemøllen om, hvor godt det står til i ægteskabet mellem Beyoncé og Jay-Z. 

US Weekly skriver, at en kilde tæt på kendisparret siger, at Jay-Z er gået i gang med et album, der fortæller hans side af sagen.

GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez hæftede sig ved åbningsordene på "Lemonade" i sin fem stjerners anmeldelse. Han skrev: "Første sætning på Lemonade er: ”You can taste the dishonesty, it’s all over your breath” (Pray You Can Catch Me). Jay Z har efter alt at dømme dummet sig stort, og Queen B er ikke en kvinde, man sådan lige skal lægge sig ud med, så store dele af Lemonade er simpelthen et hårdhændet rap over nallerne til ægtemanden – i blockbuster-format. Der er ikke sparet på noget. Hverken på lyd- eller billedsiden, der er decideret luksuriøs."

Jay-Z har haft travlt med sit streaming-foretagende, Tidal, som efterhånden har vakt ham en del besvær, senest har han forsøgt at sælge det, og vi skal tilbage til 2013, hvor han sidst var albumaktuel med "Magna Carta Holy Grail". Det blev beskrevet som "en pose blandede i bolcher" i forhold til Kanye West-samarbejdet, "Watch the Throne" fra to år tidligere. Det modtog fem stjerner, og Michael José Gonzalez konkluderede: "Watch The Throne er med andre ord alt i alt flot og stærkt anbefalelsesværdigt album, der bestemt matcher de to mogulers status, og minder dem, der skulle have glemt det, om hvorfor de har opnået den position, de har."


ANNONCE