x

Sådan har GAFFA anmeldt Radioheads album 1995-2016

Sådan har GAFFA anmeldt Radioheads album 1995-2016

I går udgav Radiohead deres længe ventetide niende studiealbum, "A Moon Shaped Pool". I den anledning kigger vi tilbage på, hvordan vi har anmeldt Radioheads tidligere albums gennem årene – alle anmeldelser har været i den positive ende. Nedenfor kan du læse uddrag af anmeldelserne – klik på albumtitlen for at læse anmeldelsen i sin helhed.

A Moon Shaped Pool, 2016 *****

Elektronikken er på flere af numrene røget en kende i baggrunden til fordel for et overvejende mere analogt klingende lydbillede, der dog stadig er rigt på lag og detaljer. Men bare rolig, eksperimenterne er der stadig – de fylder bare mindre, og på et nummer som Tinker Tailor, Soldier Sailor Rich Man Poor man Beggar Man Thief flettes det nysgerrige og den mere traditionelle tilgang til sangskrivningen forbilledligt sammen i en melankolsk dryppende og favnende måneformørkelse af en sang. Så selvom A Moon Shaped Pool sine steder er mere umiddelbar i udtrykket end sin fremragende forgænger, er der intet, der tyder på, at sangene skulle være mindre slidstærke af den grund. Tværtimod.

The King of Limbs, 2011 *****

"If you think this is over, then you're wrong" lyder det rammende i afslutningsnummeret Seperator på Oxford-orkesterets ottende opus. Selvom vi sikkert godt kan vinke eviggyldigt farvel til de kolossale omkvæd og guitar-hooks, så er Radiohead ikke et band, der er færdige med at imponere. For The King Of Limbs er et imponerende sammenhængende og spillevende udspil, hvor de otte numre fremstår som friske knopskud på de mange forgreninger, bandet har podet ud af rockmusikken i den nu 18-årige albumkarriere.

In Rainbows, 2007 ****

Hvor det forrige album Hail To The Thief blev indledt med lyden af stikket, der blev plugget tilbage i den elektriske guitar, lægges der denne gang ud med et tungt elektronisk knitrende beat i sangen 15 Step der snildt kunne have passet på Kid A, Amnesiac og sidste års Thom Yorke-soloudpil The Eraser. Det høje tempo holdes også i næste skæring, Bodysnatchers, der med Colin Greenwoods groovy basspil i front må betegnes som noget så uRadiohead’det som sexet. På størstedelen af albummets resterende otte numre har Oxford-kvintetten skruet ned for tempoet for at levere de obligatoriske lavmælte ballader med den hårrejsende smukt syngende Yorke, der minder én om, at man altså godt kan lave inderlig rock uden at lyde som sengevædere.

Hail to the Thief, 2003 ****

På Hail To The Thief, det sjette album fra Radiohead, træder guitarerne igen ind i kulissen, hvilket høres på åbneren, den rå og kantede 2 + 2 = 5 og den semiakustiske Go To Sleep. Det er især en fryd at høre, hvordan den visionære guitarist Jonny Greenwood udfolder sig skævt og kejtet, men også med en stilsikker fornemmelse forstår at høvle nogle rå guitarkanter af. (...) Radiohead finder på store dele af Hail To The Thief tilbage til den musikalske kilde, der skabte den fremragende OK Computer, og derfor står de eksperimenterende numre som Sit Down. Stand UpBackdrifts og The Gloaming som albummets lavpunkter.

Amnesiac, 2001 ****

Kid A’stvillingebror, som Amnesiac også er blevet kaldt, stritter generelt i alle tænkelige retninger, hvor de elektroniske rundgange og den jazzede bund på skift tager føringen, mens der også flirtes charmerende med træblæsernes rene og organiske lyd. Dette sammensurium med et par flashbacks til de renere melodilinjer gør, at Amnesiac har sine små og isolerede stjernestunder. Det kræver udholdenhed at nå frem til disse stunder, og som toneangivende rockorkester vil Radiohead ikke kunne holde til et tredje udspil af denne karakter.

Kid A, 2000 ****

Hvad Radiohead har gjort på Kid A, minder meget om det, Talk Talk gjorde med deres mesterlige Spirit Of Eden. Efter at have opnået succes både kommercielt og kunstnerisk rejser man musikalsk ud i nogle ekstremer og skider hul i både salgstal og gode anmeldelser.

OK Computer, 1997 ******

Radiohead har ønsket at bryde barrikader ned, og det er lykkes dem til fulde, for Ok Computer er så fremadskuende i al dens pomp og pragt, at den absolut kandiderer absolut til årets album, og om ti år vil den sikkert stå som en klassiker.

The Bends, 1995 ****** (pt. ikke tilgængelig online)

At skulle følge albums som den næsten perfekte Pablo Honey og især den gudsbenåede single Creep op er næsten utopi. Alligevel er det lykkedes for Radiohead med deres nye album The Bends at ramme hjertet i eventyrland, som vil kunne få enhver dagdrømmer til at bygge luftkasteller af guld. (...) det er kun et spørgsmål om tid, før Radiohead for alvor bryder igennem, og Thom Yorke får døren til den virkelige verden lukket op med sine melankolske tekster.

Pablo Honey, 1993 (ikke anmeldt)

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA