x

James Blake snakker Beyoncé-samarbejde og om at afvise Drake

James Blake snakker Beyoncé-samarbejde og om at afvise Drake

Efter tre års ventetid fik James Blake-fans endelig, hvad de havde ventet på, da han udgav sit tredje studiealbum "The Colour in Anything" tilbage i maj. 

Blake var aktuel på dette års Roskilde Festival og hans optræden høstede imponerende fem stjerner hos GAFFA anmelder Rosa Louise Stilgren, der blandt andet om koncerten sagde: "... en bakkedal af ulmende lydflader og overvældende tordenskrald. Selvom han var mere afdæmpet, end man kunne have forventet, så fik han skabt stærke stemninger, hvad end de var dvælende eller stormfulde."

Før "The Colour in Anything" blev frigivet, kunne man høre Blakes stemme på Beyoncés nye album "Lemonade", der udkom måneden før, og i Spotify programmet "Secret Genius" åbner sangeren op omkring mindre misforståelser i begyndelsen.

Teksten han skulle synge på sangen "Forward" var allerede skrevet, men det var Blake ikke tilfreds med: "Jeg har aldrig sunget andres tekster end mine egne. Så jeg antog, at jeg heller ikke skulle gøre det her," fortæller sangeren og fortsætter: "Så jeg tog min telefon frem og sang nogle af mine egne tekster, der handlede om noget andet og nogen andre. Men på en eller anden måde passede det ind i sangen og på albummet."

"Jeg er meget beæret over at være med på 'Lemonade'," slutter han.

Senere i interviewet ender samtalen på Drake, og den britiske sanger afslører, at han takkede nej til at blive samplet på hittet "0 to 100/The Catch Up". Blake havde tidligere sendt musik til rapperen med henblik på et samarbejde, men da han blev kontaktet igen, endte han med at springe fra.

"Jeg sendte kun min musi,k fordi jeg ville samarbejde rigtigt - ikke for at blive samplet på en sang," forklarer han. "De skrev til mig og sagde 'Hey, vi bruger det her. Bare lige hurtig send din godkendelse, så vi kan frigive sangen' – så jeg sagde nej og de fjernede min del."

Da Blake vendte beslutningen med sin manager, indrømmer sangeren komisk, at han var noget overrasket over, hvad han havde takket nej til: "Jeg spurgte, hvor mange penge præcis jeg havde sagt nej til – jeg spyttede min drink ud, da fik svaret".

Blake fastholder at han sagde nej ud af princip, og at beslutningen ikke havde noget med Drake at gøre. "Jeg kunne godt lide sangen. Hvis de havde spurgt mig inden og sagt, at de virkelig gerne ville bruge mit beat, og hvad jeg syntes om det, så havde jeg nok sagt ja".

James Blake har tidligere haft flere interessante features på sine albums i form af Chance the Rapper, Bon Iver og RZA, og i interviewet fortæller han kort, at han i fremtiden godt tænke sig at arbejde sammen med blandt andre Beyoncé igen samt Frank Ocean og Vince Staples.

Hvad fremtiden bringer af samarbejde for James Blake må vi vente at se, men lige nu kan det fulde interview om emnet høres her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA